For en uge siden landede jeg i skoven og i samværet med vennen, katten og hunden her.
Det har været dejlige, frie dage med flyden mellem samtaler, fordybelse sammen og hver for sig, gå- og cykelture og puslen i mit nye kreative rum i det tidligere kontor i huset i skoven. Her er der gjort plads til arbejdsbord til mig, plads i reolen til mine materialer og hængt en opslagstavle op, som jeg kan hænge inspiration op på og dermed sætte mit præg på rummet. Her kan jeg skrive og udfolde mig, som jeg har lyst til og føler mig inspireret til.
Jeg tog arbejdspladsen i besiddelse ved at gå i gang med at folde sommerfugle af papir fra et katalog fra Gudrun Sjødén for at lave en sommerfugleuro til rummet. Og derefter gik jeg i gang med min artjournal, hvor jeg stadig har fokus på et frit, legende og løst udtryk.




