Sensommerskrift 6 – Skoven nærer væren

Skoven nærer væren

Kan man have brug for skoven?

Kan man være i skovunderskud?

Kan man være i en tilstand, hvor det kun er skoven, der hjælper?

Når jeg sætter mig ude mellem træerne, føles det, som om et rum af tomhed åbner sig i mit indre. En blødhed åbner sig. En tomhed åbner sig. En længsel, et savn, en sult åbner sig.

Det er skoven, der åbner for dette rum, og det er som om, at det eneste, der kan fylde og nære dette rum, er at være lige der mellem træerne. At være lige der i den omslutning som skoven danner omkring mig.

Der er helt tyst i denne væren med skoven.

Der er en vibration, som bølger fra skoven til mig og fra mig til skoven. Der er ingen adskillelse. Der er kun væren. Og selvom vi fremtræder med forskellige former i verden skoven og jeg, så er der ingen egentlig forskel imellem os.

Vi er denne væren, der fylder enhver tomhed ud.

Der er blot denne tysthed og denne vibration, der som en tone klinger i enheden med skoven.

Vibrationen klinger, og klangen fylder tomheden og flyder ud og rummer hele verden.

Skoven er én klingende tone.

Verden er én klingende tone.

Enheden er én klingende, uendelig tone af væren.

Dette indlæg blev udgivet i At skrive livet, Natur, Tanker om ..., Tekst. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.