Mød Gabriele, min nye skriveven

Her ser du min nye skriveven, Gabriele.

Jeg mødte hende en dag, hvor vennen i skoven og jeg var taget en tur til Hillerød.

Egentlig var det vennen, der først fik øje på hende inde hos Kirkens Korshær, hvor vi kiggede efter noget helt andet, men straks jeg så hende, vidste jeg, at her havde jeg fundet en ny skriveven, der skulle flytte ind hos mig på Samsø. Jeg kunne straks se potentialet til et kommende samarbejde.

De søde frivillige damer hos Kirkens Korshær havde slet ikke haft øje for Gabrieles mange kvaliteter, så de havde kun sat hende til en værdi af 79 kr., selvom hun endda stadig har sin kasse at være i, omend den ikke kan lukkes fast og har mistet sin nøgle. Alt det af betydning er fint og intakt trods hendes alder. Så jeg bar hende varsomt hen til kassen og betalte og fik hende sat til side for at vente på mig, mens vi tullede rundt i byen, der både har strøg og slot.

Egentlig har jeg en anden og mindre skriveven, men den er blevet noget rusten og har besluttet sig for ikke længere at ville skrive alle bogstaver og heller ikke særlig læsbart.

Men sådan er Gabriele ikke. Hun og jeg kan komme til at skrive mange fine tekster til Simones skørt, til min artjournal, til kommende mixed mediabøger og hvad inspirationen ellers kan komme i tanke om af behov for tekster med manuel maskinskrift.

Nu er Gabriele flyttet ind ovenpå i mit kreative værksted, hvor hun venter på, at jeg skal møde op, så vi kan komme i gang med at skrive.

Og så lige en anden solstrålehistorie fra det virkelige liv i mit kreative værksted.

For nogle måneder siden efterlyste jeg gamle damelommetørklæder til en kunstprojekt på Facebook uden at få nogen respons. Da jeg forlængst havde glemt alt om det, kom en bil en dag og parkerede ved mit hus og ud trådte en ældre kvinde, som jeg ikke havde set før. Hun lukkede sig ind gennem havelågen og bankede på min dør.

Det viste sig at være dagens gavmilde engel med en hvid plasticpose i hånden fyldt med gamle damelommetørklæder. Hun fortalte, at hun boede i øens hovedstad og havde set mit opslag, så hun havde samlet alle sine lommetørklæder sammen, for dem skulle hun ikke bruge mere. Og så ville hun komme forbi en dag og se, hvad jeg havde brugt dem til.

Jeg takkede hende mange gange, men glemte at få hendes navn. Derfor kan jeg ikke kontakte hende og invitere hende til næste års udstilling, når den tid kommer, hvor jeg forventer at have omdannet de 44 (!) damelommetørklæder til en del af installationen “Ode til Simone”. Så hvis nogen, der læser med her, skulle vide, hvem hun er, så vil jeg meget gerne have det at vide.

Måske skal Gabriele og jeg skrive tekster til “Ode til Simone” til at sy på nogle af lommetørklæderne udover de broderede tekster, jeg forventer at skulle skrive på dem med nål og tråd.

Gyldne skrivende tider med Gabriele venter forude.

Dette indlæg blev udgivet i At skrive livet, Hverdagsliv, I det kreative værksted, I skriveværkstedet, Tanker om .... Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.