“Mørket hvisker” – en tekst

Mørket hvisker i alle kroge.

Det er tid til en ny begyndelse og til en vandring ind gennem årshjulets mørke tid.

Mørket hvisker og kalder. Det kalder og vil sige mig noget. Skriften er vejen til at høre og lytte.

Hør mig!

Hør mig og følg mig ind gennem døren til efteråret og den stille tids ventende verden.

Vinteren venter. Den står i korridoren, parat til at træde frem med frost, rim og mørke dage.

Det er tid til at lytte.

Det er tid til at høre.

Det er tid.

Du længtes efter et rum at træde ind. Du længtes efter en verden at træde ind i. En verden af ord og tekst, som altid er åben og tilgængelig. En verden, hvor mørket hvisker og fortæller det, du ikke har lyttet til før.

Det er nu. Det er tid til at komme tilstede med skriften som redskab og vejen ad hvilken du kommer til det univers, der kalder på dig i dit indre som en længsel.

Mørket hvisker i alle kroge og sprækker. Som en kakofoni af hviskende stemmer. Først når du lytter, vil stemmerne samle sig til én. Først når du er klar til at træde ind i mørkets univers i tekstens rum, vil stemmens hvisken blive helt klar at høre og følge. Ord for ord. Sætning for sætning.

Kom til mig, hvisker mørket gennem dagslysets sprækker. Gør dig klar. Det er tid.

Dagen er aftaget med mere end 6 timer for at give plads til mørke og eftertanke. Det er hviletid. Det er eftertankens tid. I mørket kan du hvile og finde de frø, der for længst er kastet men endnu ikke spiret. Med lyset kommer tiden til spiring.

Månen er ved at forsvinde og gøre klar til endnu en cyklus på himlens hvælving fra øst til vest.

Vær klar til at lade mørket tale i tusmørke og nattelys. Med og uden måne.

Skriv dig gennem månens cykler af tiltagende og aftagende. Af tilstedeværelse og tilsyneladende fravær.

Skriv dig ind i og gennem alle mørkets faser, tider og tanker.

Det er tid til at skrive mørket og dens hvisken.

***

Mørket hvisker i det forsvindende tusmørke.

Månen er ny og fraværende.

Det er tid til at skrive mørket, der allerede er ankommet og står tæt om huset.

Stearinlysene kaster et gyldent skær foran mørket, der har lejret sig bag vinduerne for at blive der natten over. Natten har lagt sig ind over dagen med flere timer, så der bliver mindre og mindre af den. En gang var nætterne lyse, men det opleves nu som så længe siden, at det næsten er glemt. Med det tiltagende mørke, glemmes sommerens udstrakte dagslys.

Der er en særlig stilhed, når mørket omslutter huset. Som om mørket har fjernet den ydre verden og ikke kun dagens lys. Tilbage er nu en snæver verden inden for husets mure og rummets vægge, og denne lille verden er det eneste der findes, indtil dagen igen gryr.

Det er som et åndedræt. Det er som havets tidevand. Flod og ebbe. Dag og nat. Lys og mørke. Denne vekslen mellem udvidelse og indsnævring. Mellem verden og værelse.

Mørket er ankommet, men der er intet at skrive. Mørket har endnu ikke samlet sin hvisken til én stemme. Måske vil det ske, når månen igen kommer til syne på nattehimlen.

Mørket hvisker. Stilheden suser for ørene. Denne susen fylder rummet som det eneste, der høres, udover den bløde lyd af tastaturet. Tasterne klikker som bløde toner med lange pauser imellem.

***

Jeg ligger vågen i nattens fløjsbløde mørke og lytter til stilheden.

Alt synes at være gået helt i stå og venter. Som et tilbageholdt åndedrag.

Dette indlæg blev udgivet i I skriveværkstedet, Tekst. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.