Novemberskrift

Novembers dæmpede lys trækker bevidstheden ind mod sindets disede stilhed og står og slår rytmisk og stille som små bølgeslag mod stranden. Skumringen lægger sig over landskabet og fremhæver de nøgne træers sorte silhuetter. Eftertanken lægger sig over sindet som en skumring af tysthed og fordybelse. Glæden springer som perler i vin og kildrer i sindet med forklaringens og forventningens frydefulde vished. Hun er nået frem til kildens udspring.

*

Natten sænker dagen til hvile i dybblåt mørke. Endnu er himlens stjerner ikke tændt. Hun sidder i tystheden og flyder sammen med tysthedens blå tone, mens mørket sænker sig. I dette mellemrum mellem dag og nat, hvor mørket lander og slukker alle dagens farver, tændes et indre lys af håb. Solen nåede ikke frem af sit skjul bag novemberhimlens dække. Som en påmindelse. Til eftertanke og nærvær. Der er blot dette nu.

*

Mørket omslutter huset, der flyder som en lysende planet i himmelrummet. Mørket holder natten indtil daggry, slipper den så og lader dagen sende sit lys i forvejen. Under stjernehimlen ligger kroppen, som hun har efterladt der, mens hendes tanker er rejst et andet sted hen. Eller måske netop et ikke-sted. Af væren. Med mørket og natten kommer dette intetsted til stede som et strejf af noget, hun har glemt og endnu ikke fundet. I natten mødes lyset og tanken, og stedet forsvinder for ikke at vende tilbage. Før natten er forbi og dagen gryr.

*

Efter en månelys nat er det som om november er ved at løbe tør for lys.

*

November har tændt for lyset som en hilsen til fuldmånen, der har holdt nattens mørke fanget i et fast favntag. Striber af hvidt og blåt danner himlen, mens de sidste blade løsner sig og bæres mod jorden. Noget glemt synes at komme til syne i klarheden. I en venten.

*

November har inviteret solen til fejring af fuldmånen og tændt lys i alle tilbageblevne blade og dråber af dug. Et strejf af sommerlys stryger gennem birketræernes nøgne kroner og henter det glemte frem igen. Morgenfrue, rose og hjulkrone. Der var en gang en sommer. Den ligger nu på jorden og dufter af muld, mens efteråret stadig befinder sig i vinden.

*

Dette indlæg blev udgivet i I skriveværkstedet, Tekst. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.