
Det er så hyggeligt, når vennen og jeg sidder og arbejder på hver sit bogprojekt, som vi gør i disse dage. Vi sidder i hver sit rum, ved hver sin computer, koncentreret om hver sit skriveri og alligevel sammen.
Og vi mødes til kaffe og snak og deler vore tanker om det, vi er optagede af.
Vennen i skoven har lige investeret i en trykkemaskine og en skæremaskine, så vi kan trykke vore bogprojekter undervejs i arbejdsprocessen og senere i små oplag.
Lige nu arbejder jeg på manuskriptet til “Spor i landskaber”. Det er en kortprosafortælling om en kvinde i et landskab ved en sø omgivet af skov og fjelde. Den består af små korte tekster af indre og ydre stemningsbilleder.
I dag har jeg arbejdet med bogens form, udtryk og format og dermed også, hvordan opsætningen af tekststykkerne skal være på siderne.
Bogens format bliver 21 x 23 cm, altså næsten kvadratisk. Det passer så fint til det udtryk, som jeg gerne vil give bogen. Den skal have et enkelt udtryk, og jeg overvejer en enkel grafisk tegning på forsiden, der skal korrespondere med begrebet spor i titlen. Bogen er lige nu på 58 sider.
Jeg nyder at være i skoven i denne tid, hvor alting springer ud, hvor de store grantræer bærer røde blomster, hvor fuglene synger i kor, og hvor uglen tuder om natten.

