
Tibirke Sand hedder området, hvor vennen i skoven bor. Det er et skovområde, der vokser i sand ved den nordvestlige ende af Arresø.
I denne tid bliver der gravet fibernet ned i området, og det har afdækket brede kanter af løst sand langs alle veje. trafik af enhver slags har hvirvlet skyer af støv op, som har lagt sig på alt omkring vejene. Selv Tildas små poter hvirvler skyer af støv op, når hun løber afsted.
Men så kom den på alle måder velgørende regn i går og skyllede træer, buske og alt andet støvbelagt rent og bandt støvet til jorden. For en tid.
Tilda og jeg har lige været ude på en klapvognsgåtur gennem skoven, der nu lyser intenst efter at være blevet vandet.
Jeg sover ude hver nat og hører rådyrene gø. I morges var der ekstra gang i fuglenes morgensang ved tidligt daggry. Uglen gjorde opmærksom på sin tilstedeværelse, og gøgen bekendtgjorde sin ankomst i området.
Må din dag være lige tilpas og med let gang på jorden.