
Der er et kærlighedsforhold i mit liv, der løber som en kontinuerlig, rød tråd, uanset hvordan de ydre omstændigheder er eller forandrer sig.
Det er mit kærlighedsforhold med skriften, kunsten og kreativiteten.
Dette kærlighedsforhold har båret mig gennem års livsændrende omstændigheder. Det har båret mig, når jeg næsten ikke kunne holde mig oprejst. Det har båret mig, når jeg ikke har kunnet finde vej i livet.
Det har båret mig med vedholdenhed, mening, forståelse, selvindsigt, erkendelser, værdifuldhed, hjælp og støtte, som den kærlighedspartner, der altid er der, der holder en i hånden uanset hvad, og som fjerner de største sten på vejen foran en og bærer en over resten.
Mennesker kommer og går gennem ens liv. Nogle bliver længe, nogle kun kort.
Da jeg tog imod kreativiteten, skriften og kunsten, forblev den hos mig og foldede sig blot mere og mere ud. Der synes blot at være mere af den, jo mere jeg bruger den og dyrker den, den flyder som en uudtømmelig kilde.
Kreativiteten er som en kærlighedens flod, hvorpå min båd flyder gennem livet. Den nærer mig, den bærer mig, den løfter mig, den fører mig på glædens vej gennem livet.
Kreativiteten, skriften og kunsten er et kærlighedsforhold, en konstans og min måde at være i livet og verden på.
