Retreat, dag 1

At holde retreat er for mig som at tage i sommerhus ved havet alene.

Det er så det, jeg gør lige nu, giver mig selv en uge ved havet alene, bare hjemme hos mig selv.

Jeg nyyyder at holde fri. Jeg nyder, at der ikke er noget, jeg skal. Jeg nyder at være indadvendt og ikke at skulle forholde mig til noget eller nogen derude.

I dag har jeg været ude at gå tur i eget indadvendte selskab. Og jeg mærkede, hvor meget jeg har savnet netop dette. At være alene i naturen. Det føltes lidt som at vågne af en dvaletilstand og få øje på, hvor jeg befinder mig.

Jeg gik gennem skoven og fyldte min indre brønd op med billeder, lyde, former og farver.

Igen og igen stod jeg stille og sugede billeder og lyde til mig. Krogede grene. Hvide birkestammer med sort mønster. Bøgeblade, der var begyndte at gulne i kanten og derfor tilføjede skovens melodi en raslende lyd.

Jeg lyttede til blæsten, der fik skovens træer til at synge flerstemmigt med hver sin tone, susende lyd og intensitet.

Min indre billedbrønd blev fyldt med organiske former og farver, med forgængelighedens former og farver. Blæsten strøg gennem mit hår og mod mit ansigt, og jeg sugede spillet af lys og skygge til mig.

Ude ved havet satte jeg mig på en stor sten i vandkanten og lod mig synke ind i min indre stilhed en stund med lukkede øjne.

Længe betragtede jeg solens og fralandsvindens leg med havoverfladen. Krapbølger og solglitter, der bevægede sig som skiftende billeder på havoverfladen. Og bag mig spillede vinden en symfoni gennem skovens træer, mens vandet klukkede blødt mod stenene.

Længe, længe sad jeg der og tog det hele ind og mærkede, at dette er, hvad jeg har brug for lige nu og for at få mere af i tiden, der kommer. Alenetid i naturen. At genoptage at gå daglige ture alene i naturen omkring mig.

Det hele er jo lige her, hvor jeg bor.