Retreat, dag 7 – Post-Simone-blues

Ode til Simone, mixed media-skulptur

Her til morgen er den ikke til at overse eller overhøre. Tomheden. Den er her, og lige nu fylder den bevidstheden ud med en ubestemmelig uro og utilfredshedsfølelse.

Den er her, og jeg kan ikke komme udenom den.

Tomheden. Post-Simone-blues.

Efter mere end et års koncentreret arbejde med værkerne til “Ode til Simone” og deri også et halvt år med Skriveværksted er jeg landet i tomheden, der runger med spørgsmålet: Hvad så nu?

Det har været så dejligt at vide. At vide hvad jeg skulle og at blive guidet igennem hele den lange, glædesfyldte kreative arbejdsproces med alle værkerne til udstillingen. Det har været så dejligt at afholde udstillingen og blive båret af den glæde og berigelse, den var, ind i en form for hverdag og videre ind i den retreat, som nu er på den 7. og sidste dag.

Dagens 3 morgensider blev fyldt med denne tomheden og tankerne i den og omkring den. Og nu er jeg med den eller forsøger at være med den og i den. Også ved at skrive og dele dette.

Tomheden, dette ikke at vide og ikke at kunne se noget, føles som en udfordring at være med og være i.

Men den er alt, hvad der er lige nu. Jeg kan vælge at være med den, give den den tid, den skal have, eller jeg kan gøre vold på den og fylde den ud med alt muligt, fordi jeg ikke kan holde tomheden ud ved ikke at vide og ikke at kunne se.

De fleste morgenen trækker jeg et ord for dagen gennem nogle små englekort, inden jeg skriver mine 3 morgensider. I dag er dagens ord: Transformation! Det fortæller mig, at det vist vil være temmelig dumt at fylde tomheden ud i stedet for at være med den.

Masser af gange har jeg befundet mig i livets ventesal, og jeg skal være ærlig og sige, at det at vente ikke er min spidskompetence. Ventetid gør mig rastløs og urolig. Og jeg får vældig trang til at fylde den ud eller på anden måde få den til at gå over.

Masser af gange har jeg oplevet at befinde mig i en indre ventesal, mens jeg har ventet på et tog, som jeg mærkede var på vej uden helt at vide hvilken destination, det skulle bringe mig til. Men lige nu mærker jeg kun tomheden og har ingen fornemmelse af et tog, der er på vej.

“Vær fri!” sagde den indre stille stemme tydeligt til mig den anden dag.

Vær fri og hold fri, men man kan vel ikke leve hele sit liv i en evig ferietilstand i et sommerhus ved havet. Eller kan man og i såfald, hvordan gør man det?

Denne tomhed er fyldt med spørgsmål. Og endnu ingen svar.

Denne tomhed er som tidevandets ebbe i anden potens eller mere.

Der er altid flod og ebbe i et kreativt liv og virke. Lige nu føles det som om ebben har efterladt et ekstra stort, tørt og tomt rum, da den trak sig tilbage. Stort og tørt som vadehavet ved ebbe.

Hvad så nu??

Det eneste, jeg kan gøre, er at vente på, det bliver tid til, at svaret når frem. På et plan ved jeg, at alle svar allerede er givet og blot venter på at blive modtaget. Så måske er det noget i mig, som tomheden skal gøre klar til at kunne modtage svaret?

Sådan kunne det godt se ud.

Dette indlæg blev udgivet i At skrive livet, Tanker om .... Bogmærk permalinket.

3 svar til Retreat, dag 7 – Post-Simone-blues

  1. amvaltondk siger:

    Tomheden – ferie uden indhold?
    Nej, indholdet er tomheden – friheden

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.