
Velkommen mandag, velkommen til en ny tid.
Efteråret er ankommet, og jeg mærker det tydeligt på morgenturen med Tilda. Lyset er gyldent, luften frisk og sprød, og blæsten trækker susende gennem træernes løv og får grenene til at svaje.
Dagens ord i går var Transformation, og det kom til at passe. Tomheden blev tranformeret til glæde og vished.
Dagens ord i dag er Patience. Tålmodighed. Og jeg tænker, at det, der venter, vil folde sig stille og roligt ud og blive til levet liv.
Budskabet i går var, at det, der venter forude, er at jeg skal skrive. Den nye tid er skrivetid.
For mit indre blik ser jeg et bord i vandkanten i Ballen, hvor jeg vil sidde med min notesbog og skrive i selskab med havet, himlen og øen. Jeg fornemmer, at det, jeg skal skrive, har noget at gøre med det. Havet, himlen og øen. Og kvinden der skriver der.
Jeg mærker, at det kalder i mig, at jeg skal genoptage at tage på skrivedates med mig selv og min notesbog. Ud på øen. Det passer perfekt med efteråret og den stille tid, der nærmer sig med færre mennesker på øen. Igen kan jeg finde fred og ro og fordybelse rundt omkring på øen.
Tasken skal pakkes med notesbog og kamera og tages med rundt på øen, når det igen bliver min tid til at have delebilen.
Efter tomheden er jeg landet i glæde og vished, og jeg mærker det som en indre spejling af det gyldne solskin uden for mit vindue, her hvor jeg lige nu sidder og skriver.
Jeg elsker at skrive, og jeg ser ind i en gylden tid fuld af fordybelse og skrift. En tid, hvor dagene kortes, og mørket og roen sænker sig over øen.
Må også din dag blive lysende af glæde.
