Havet og fordybelse i naturen

Jeg har været ude ved havet i dag. Alene.

Jeg har været ude at gå tur i dag. Alene.

Det var, hvad der manglede i mit liv, da jeg kiggede det efter i sømmene den anden dag.

For et år siden brød min hunds bagben næsten sammen på grund af overbelastede og slidte led, fremkommet af en forkert benbygning. Det har betydet, at hun ikke må gå så meget, og det har betydet, at hun bliver kørt i klapvogn en stor del af en gåtur. Det er fint med en klapvogn, men den er ikke mulig at køre med på stranden eller ad skovens forskellige stier.

Det har betydet, at jeg har gået meget mindre tur i naturen, end jeg plejer.

Paradoksalt nok kan jeg se, at jeg gik flere og længere ture, før jeg fik hund. Og selv da min hund kunne gå lange ture, så er det anderledes at gå tur med en hund, som tager en del af opmærksomheden på turen.

Jeg vidste det egentlig godt, at jeg savner mine gåture alene i naturen.

Jeg vidste det egentlig godt, at jeg trængte til disse ture.

Jeg vidste egentlig også godt, at jeg begrænsede mig selv med dårlig samvittighed overfor min hund, hvis hun ikke kom med på tur men skulle blive hjemme, fordi jeg gerne ville gå alene.

Altså er konklusionen på min kiggen mit liv efter i sømmene, at jeg skal give mig selv friheden til at gå ture i naturen alene. Så det gjorde jeg i dag. Og jeg mærkede, hvor meget jeg har savnet den indadvendte fordybelse, der er ved at gå langs havet helt nede i vandkanten uden at skulle forholde mig til noget andet.

Jeg gik der og mærkede regnen på mit hår og mod mit ansigt. Jeg mærkede solens skarphed, da det klarede op. Jeg så alle farverne på havet, himlen og stranden. Og jeg mærkede min indre tilstand klart og opmærksomt.

Jeg stoppede op, vendte mig ud mod havet og lukkede øjnene. En følelse af udmattelse dukkede op i bevidstheden. Hele ryggen var spændt op og tynget af en tung byrde, jeg havde båret rundt på længe. Jeg havde oplevelse af at bære meget og at skulle holde meget oppe. Uden at det blev konkret. Nu gav jeg slip og overgav det til at blive ophævet. Og mens jeg stod der med lukkede øjne sammen med havet og solen, mærkede jeg, hvordan tyngden, spændingerne i hele ryggen og udmattelsen langsomt tog af og forsvandt.

Hvor har jeg savnet denne væren med naturen. Hvor har jeg savnet denne særlige fordybelse der er i denne væren.

Jeg gik op fra stranden og ind gennem skoven, der i dette område er fyldt med de smukkeste birketræer. Ligesom mødet med havet, var dette at gå gennem birkeskoven også lige det, jeg havde brug for i dag. Og savnet. Jeg elsker birketræer. De smukke hvide stammer, de hjerteformede blade, som lige nu lyser som gammelt guld i sollys. Nordøen på Samsø er smykket med mange smukke birketræer.

Mens jeg gik gennem skoven og tænkte på, at dette er, hvad der manglede, for at mit liv er, som jeg ønsker det, så mærkede jeg også, at én gåtur om ugen alene ikke er nok. Det er som en udtørret indre sø, der trænger til igen at blive fyldt op med livgivende vand. Det føles som en mangel, det vil tage lidt tid og mange gåture at få ophævet.

Det er jo netop havet og naturens nærhed, som gør dette sted til mit sted. Jeg har savnet havet, selvom det var lige her i min nærhed, og selvom jeg ofte er ved havet sammen med min hund. Men det er samværet med havet og fordybelsen i det, jeg har savnet og manglet.

Tiden er kommet til at rette op på det.

Dette indlæg blev udgivet i At skrive livet, Natur, Samsø, Tanker om .... Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.