
I dag er den første rigtige hverdag her i huset ved havet.
Efter 14 dage med samvær gennem jul og nytår tog vennen hjem til sin skov i går, og jeg kunne skifte gear til indadvendthed, alenehed og min egen rytme.
I dag er jeg derfor vendt tilbage til hverdagen og min daglige praksis. Og jeg har givet mig selv en nytårsgave. Det er at lade være med at spare helt så meget på strømmen og i stedet for tænde varmepumpen heroppe i skriverummet, så jeg igen kan have min formiddagspraksis og skrivetid heroppe.
Regnskyer dæmper lyset, men her i skriverummet er der dejlig lyst til forskel for det mere dunkle lys nedenunder. Så jeg nyder at genoptage brugen af mit lille lyse skriverum på første sal i dag.
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg sætter stor pris på nye begyndelser og de muligheder, de rummer. Derfor elsker jeg morgener, mandage og også den nye begyndelse som årsskiftet og det nye år repræsenterer. Og jeg elsker at lande i hverdagen og dens muligheder efter en periode med noget andet.
Derfor er det også en fryd for mig at genoptage min hverdag, min daglige praksis og mine rum til indadvendt fokus og fordybelse. Og derfor er det også en særlig fryd for mig at genoptage at skrive her med udsigt til mose, sø, træer og himmel. Det er som at gå ind gennem en dør til skriftens imaginære og immaterielle verden. Med hverdagen gives jeg arbejdsro og tid til fordybelse, så jeg kan skrive mig helt ind i det nye skriveprojekts univers og bære det med mig og i mig videre gennem året.
Der er helt stille i huset. Den eneste lyd, der høres, er lyden af tasterne under mine fingre. Der er tyst både inde og ude. Jeg trækker stilheden tæt om mig som en svalende kåbe efter lang tid med mange ydre indtryk.
Skrivelysets flamme brænder klart og roligt, og jeg spejler min indre vished om, at alt er, som det skal være i den. Lyset brænder i mit indre og giver de impulser og den inspiration, jeg har brug for på min vej. I min skrift og i mit liv. Sådan er det.
Nu vil jeg skifte til et andet og mere indadlyttende skrivegear.
Må også din hverdag rumme lommer af eventyrligt lys og indre ro.
