Når man får det liv, som man ikke vidste, at man ønskede sig

Hvis du har læst med her på min kanal gennem længere tid, ved du, at jeg har haft flere forskellige liv i ét liv. Kan man sige, når man er mig.

Efter 33 års samliv og ægteskab sluttede, og mit liv var blevet totalt forandret på alle områder forestillede jeg mig, at jeg ønskede at finde en ny person at dele mit liv med. Du ved sådan tosomhedsagtigt og samlivsagtigt. Det var det, jeg kendte, og det er det, vi ofte fortæller os selv og hinanden, at vi skal finde lykken i. At finde den eneste ene at dele livet med. Min indre vejleder fortalte mig, at der ventede et forhold længere fremme, som ville være helt anderledes end noget, jeg har prøvet før.

Mit liv blev totalt forandret, og jeg landede i et helt andet slags liv, end det, jeg havde ønsket mig og håbet på. Livet med mig selv. Alenelivet i stedet for et sammenliv.

Efter nogle år, hvor jeg blev ved med at forestille mig, at jeg ønskede et samliv i stedet for et aleneliv, så opdagede jeg, at jeg faktisk elsker at være alene og at leve alene. Det havde jeg slet ikke forestillet mig eller troet, jeg ville. At blive alene var min største, bevidste frygt gennem mit ægteskab.

Nu var jeg altså endt i det, som jeg havde frygtet mest. Og til min overraskelse viste det sig, at jeg trivedes i mit eget selskab og i at leve indadvendt og i min egen rytme med al min tid til rådighed til at skrive og være kreativ og gå ture ved havet og i skoven.

Efter at have været alene nogle år dukkede vennen i skoven op i mit liv. Det skete, mens jeg stadig troede, at lykken var i et parforhold og et samliv. En læreproces gik i gang. Som du, der læser med her sikkert selv har erfaret, så er nære relationer stedet, hvor vi kan lære mest om os selv.

I løbet af læreprocessen sammen med vennen blev det tydeligt for mig, at jeg faktisk elsker og trives ved at bo og leve alene, og at jeg ikke længere ønskede at skulle leve sammen med en anden eller sammen med andre. Jeg har også kollektiverfaringer i min fortid. Det liv, jeg har fået, hvor jeg bor alene, er det liv, der passer til mig, tænkte jeg. Jeg begyndte langt at foretrække at være hjemme og alene end sammen og opgav til sidst håbet om at komme til at dele det fælles med nogen.

Vennen og jeg er begge meget vedholdende, men også meget forskellige i vores måde at være i livet på. Han er f.eks. udpræget ekstrovert og handlende, og jeg introvert. Faktisk har mit aleneliv lært mig, at jeg er langt mere introvert, end jeg har været klar over. Og det har vist sig, at vores sprog og sprogbrug er meget forskelligt, hvilket har givet anledning til mange misforståelser og konflikter. Indtil vi fik nok af konflikter og valgte, at der måtte være en anden måde. Vi blev ved med at forsøge at finde ud af det med hinanden.

Det forunderlige er, at med vores vedholdenhed, hver vores erkendelsesproces og indre guidning er vi med tiden nået frem til at se og forstå det ens og det fælles bag alle de forskelligheder, der har været så tydelige gennem alle årene. Vi ser og fokuserer nu mere og mere på det fælles bag overfladen, fremtrædelsesformen og sprogbrugen. Det tankevækkende er, at vi har kæmpet med misforståelser og fejlopfattelser af hinanden og af os selv, der har stået i vejen for at se alt det, som vi har til fælles, og begge har ønsket hele vejen igennem.

Det er ikke et enten alene eller sammen. Sammen er et liv med både alene og sammen.

Så det viser sig, at jeg har fået det liv, som jeg ikke vidste, at jeg ønskede mig. Et liv med både og. Både aleneliv og sammenliv. Et liv med mig selv, og et liv sammen med en anden. Et liv, hvor vi har hvert vores liv og sted og hvor vi har et liv, som vi kan dele.

Et liv, hvor vi fokuserer på det fælles og ens og deler mest muligt i det.

Vi søgte efter kærlighed gennem en at dele livet med. Vi fandt den men på en anden måde og et andet “sted”, end der hvor vi søgte efter den. I den anden og i os selv, da vi fik øje på det ens og det fælles.

Vi er alle kærlighed. Kærlighed er at dele det ens og det fælles.