At skrive livet på vejen brolagt med glæde

“At gå i ring er også at gå, men man kommer ingen vegne”.

Det fortalte ravnen mig en dag for længe siden, mens den fløj i en ring om og om igen over mig.

Det var på en tid i mit liv, hvor jeg blev ved med at gøre det samme og at søge efter det samme uden at nå det og få det.

På et tidspunkt gav jeg op. Og det viste sig at være vejen ud af ringen.

I morges kom en tanke til mig i min stille stund: “Jeg lever det liv, der er bedst for mig.”

Længe troede jeg, at mit liv skulle være anderledes for at være det, som jeg gerne ville have. Jeg troede, at jeg vidste, hvad der var bedst for mig, hvad der skulle være i mit liv, og hvor jeg skulle finde det, som jeg længtes efter. Derfor blev jeg ved med at gøre det samme og søge efter det samme.

Da jeg endelig opgav den håbløse søgen og alle disse mislykkede forsøg, viste det sig, at jeg allerede var givet det liv, som er det bedste for mig. Det var ikke gået op for mig, fordi jeg stædigt holdt fast i, hvad jeg troede på, og som viste sig at være en fejltagelse og bare udtryk for gamle, opslidte forestillinger.

Da jeg endelig gav op, åbnede jeg både øjne, hjerte og sind og fandt ud af, at jeg allerede var givet det liv, som gav mig allermest glæde og fred.

Hvis du har læst med i længere tid her på min kanal, så ved du måske, at jeg flere gange har fortalt om at blive ført til vejen brolagt med glæde.

En augustdag i 1999 bad jeg en dyb bøn om at blive ført til vejen brolagt med en glæde. En formulering, som kom dybt indefra, og som jeg ikke havde tænkt før. Jeg mærkede, at bønnen var blevet hørt, og at det ville ske. Nu vidste jeg ikke, hvor meget der skulle vælte for at nå dertil. Det skulle det hele, men det vidste jeg heldigvis ikke den gang.

Kort tid efter gik nedbrydningen af mit gamle liv i gang, og den proces varede flere år, indtil jeg landede i et helt nyt og anderledes liv. Det liv, som jeg i første omgang ikke kunne genkende som det bedste for mig.

Men det var det, og det er det. For det er det liv, jeg lever nu og snart har levet i mange år.

Jeg blev løftet ud af mit gamle liv og placeret i et andet, og det eneste, jeg beholdt fra det gamle liv, var min kreativitet og evne til at udtrykke mig derigennem. Det var både mit redskab til at klare at gennemgå den årelange forandringsproces og finde meningen i den, og det var det redskab, jeg skulle bruge i det nye liv.

Jeg lever det bedste liv for mig på vejen brolagt med glæde. Og jeg er dybt taknemmelig for, at jeg blev ført hertil og for, at dette fredfyldte og glædesfyldte liv, er det, som er givet mig som det bedste for mig og dermed også for helheden.

Det forunderlige er, at dette liv drømte jeg om at leve flere årtier, før jeg nåede hertil. Det kaldte i mig, men jeg troede ikke, at det var muligt, og for øvrigt troede jeg, at jeg vidste, hvad det bedste liv var, og det var ikke det, jeg drømte om.

Jeg drømte om dette liv, men dette liv er meget bedre, rigere, meget mere fyldestgørende, end det jeg kunne forestille mig.

Hele denne lange proces har lært mig at have tillid til at blive ført i livet. Og den har lært mig, at jeg ikke selv ved, hvad der er det bedste for mig, fordi jeg har og kan have en masse forestillinger og normer, der står i vejen.

Først når jeg træder tilbage og lader mig føre, kan jeg komme til at modtage alt det, der er givet mig og blot venter på at blive modtaget.