Tanker om længsel i skriftens rum

“Det er frydefuldt som altid at vende tilbage til alenehedens praksis, fokus og fordybelse.

Det er frydefuldt som altid igen at sidde her ved skrivebordet med den anden kop kaffe og begynde at skrive.

Jeg vil gerne skrive. Jeg vil gerne i gang med at skrive noget, som jeg kan dele med mine læsere på bloggen og andre sociale kanaler. Jeg vil gerne i gang med at skrive mig ind i, hvad det nu måtte være, der kan skrives og deles med andre. Men indtil nu skriver jeg blot lidt for mig selv for at skrive mig ind i skriftens indre fordybelses- og inspirationsrum.

Freden og stilheden omslutter mig som en blid og mild uendelighed, et hvilested af væren.

Jeg længes efter at udtrykke mig og et budskab i et poetisk sprog og dele et poetisk, bevidstgørende univers. Jeg længes efter at være i et sådant univers, at skabe det gennem sproget og skriften og at brede det ud og invitere andre til at træde indenfor i det, så jeg kan dele skønheden, glæden og freden deri med andre.

Skriften er et fordybelsesrum. Et hvilerum og et frihedens helle og rum. Her kender jeg mig selv allerbedst. Her hviler jeg allerbedst, som jeg kender det og ved af det. Skriften er mit frirum og mit helle. Her kan jeg helt frit bevæge mig ind og folde tankerne uendeligt ud i et frirum, hvor der hverken er censur eller begrænsende rammer og konventioner. Her må jeg alt! Her er jeg givet alt som mit at afsøge og indtage som det uendelige og grænseløse rum det udgør.

Jeg har tændt det hvide stearinlys på skrivebordet. Det står og lyser med sin gyldne flamme lige til venstre for computerens skærm. Solen skinner ind gennem den franske altandør og er i gang med at varme rummet op.

Jeg er tilbage i skriftens og dagligdagens frirum, hvor jeg kan bevæge mig frit og lade tankerne flyde op til bevidsthedens overflade og blive formet i sprogets form, inden det lander på skærmen gennem mine fingre på tastaturet.

Et kald efter at skrive og dele har lydt gennem mit sind de seneste dage, hvor jeg var i samværets sidste tid og på vej ind i alenehedens rum igen. Det kaldte i min bevidsthed som en begyndende længsel, der gav sig tilkende som længsel efter indhold. En længsel efter udefinerligt indhold. Blot dette: INDHOLD.

Jeg mærker lige nu en længsel efter at træde længere ind i skriftens uendelige inspirationsrum og lade mig opsluge eller forsvinde ind i det indhold, som fordybelsen og overgivelsen til inspirationen vil bringe frem.

Et indre kald og en længsel er to udtryk for det samme. Forskellen i oplevelsen er, at jeg identificerer længslen som min egen, mens kaldet er noget, der kalder i mig. Længslen kan opstå af et indre kald, som jeg måske ikke er bevidst om, ikke har været opmærksom på eller måske har skubbet væk og ud af min bevidsthed igen. Så dukker det op som en længsel i stedet for.

Det, som vil mig noget, finder en vej til mig. Hvis jeg afviser det på en eller anden måde, så dukker det op igen på et senere tidspunkt og måske i en lidt anden form. Utallige gange har jeg oplevet, at en idé er kommet til mig med lang tids mellemrum. Jeg har glemt den og slettet den helt ud af min bevidsthed, men opdager måske i en notesbog, at den har været der før for flere år siden, og nu er den der igen og står helt uafviselig klar i min bevidsthed.

Hvad er det, jeg er i gang med at skrive lige nu? En tekst om længsel? En tekst om, hvordan den indre vejleder og inspirationsgiver fungerer?

Er dette indhold? Er dette noget af det indhold, der er på vej frem i min bevidsthed for at blive skrevet og delt? Sådan kunne det godt se ud.

Uanset, så er det, hvad jeg har skrevet skriften i gang med i dag, og jeg mærker og ser ind i en vision af, at jeg skal fokusere på at skrive i den kommende tid.

Ved at skrive møder jeg den længsel, jeg mærker. Det er vejen til at få kontakt med det, som kalder i mig som en længsel.

Jeg mærker, at dette, som jeg har skrevet til mig selv, også kan og er ment til at deles med andre. Det vil jeg så gøre på denne min første skrivedag efter påsken.”

Må du, der læser med her, mærke indre fred og glæde.