søndag, sol, blæst og bølger

Glædelig søndag!

Solen skinner over Samsø, og det blæser en halv pelikan.

Havet mod øst har rejst sig og skyller mod kysten i rækker af brusende skumklædte bølger.

Skønt at gå der og blive blæst igennem i en duft af hav.

I dag havde jeg ikke kamera med, så du må nøjes med et foto af bølger fra en anden dag, hvor bølgerne kom lige ind på kysten og ikke skråt fra nord som i dag.

Må din søndag være lige tilpas og med let gang på jorden. ❤

Udgivet i Hverdagsliv, Samsø | Skriv en kommentar

i dag er sådan en dag

… hvor jeg vågnede meget sent og hele tiden er en time bagefter dagen.

… hvor dagslyset ikke når at komme frem før skumring, og hvor jeg bare venter på, at den går over, fordi jeg alligevel ikke helt er vågnet.

Og mens jeg venter på det, får jeg renskrevet lidt flere glemte tekster og lagt lidt flere tekster i bunken, der måske ender med at blive til en bog.

Udgivet i Hverdagsliv | Skriv en kommentar

det fritstående træ … om at skrive

Gennemgangen af stakken af tekster sammenholdt med 3 års notesbøger viste, at en række tekster manglede at blive renskrevet og printet ud. Det har jeg arbejdet på de sidste dage.


Når de sidste tekster er kommet på plads i rækkefølgen, skal jeg prøve at få et overblik og vurdere, om der skal skrives mere. Der er stadig en del spørgsmål, der hænger i luften og venter på svar, før bogens endelige struktur bliver klar.

En af de manglende tekster:

Det fritstående træ

Om at skrive

Om at være menneske

Hvordan får jeg et liv med det at skrive som den højeste prioritet?

Handler det om at lave struktur på min dag som på en arbejdsplads?

Jeg vil gerne skrive mere, men ofte føles det, som om jeg med besvær skal hive noget op fra en dyb brønd, som næsten er udtørret.

Er det muligt at få skriften til at flyde dagligt, let og ubesværet?

I lykkelige perioder er det netop sådan, at tekster flyder let og ubesværet ned på papiret eller skærmen.

Måske handler det om graden af min villighed og om frisættelse af mig selv som skrivende.

For at skrive skal jeg være som det fritstående træ på mosen, der vokser og folder sig frit ud i et åbent rum, hvor det ikke skal rette sig ind efter noget uden for sig selv.

Det suger vand og næring op gennem rødderne i jorden og gennem luften. Det lader rødderne folde sig ud i den nærende jord og folder kronen ud, mens det strækker sine grene mod himlens lys.

Hvordan taler dette symbol om mit liv som skrivende?

Jeg skal være fritstående i verden og ikke indrette mine tekster efter noget uden for mig selv. Mine tekster skal ikke have en form, der er tilrettet bestemte modtagere eller efter bogverdenens forskellige forestillinger og normer for genrer og indhold, salg og økonomi.

Mine tekster suger næring fra levet liv og fra erkendelser om at være i verden uden at være af verden. Om at være på vej tilbage til sandheden og kærligheden i mig selv og i os alle.

Mine tekster suger lys og luft fra himlens lys og bruger symboler fra den verden, de udspringer af.

Som det fritstående træ.

Verden er fyldt med symboler. Faktisk er verden et symbol. Den verden, vi hver især opfatter og oplever, er et spejlbillede på vores egen indre tilstand.

Hvad er årsag, og hvad er virkning?

Er verden årsag til, hvordan jeg har det?

Eller er jeg årsag til, hvordan jeg opfatter verden og dermed, hvordan jeg har det?

Når jeg tror på det første udsagn og ser mig selv som det krogede træ i skoven, der ikke kan folde mig ud, fordi andre begrænser mig, så gør jeg mig selv til virkning og et offer.

Når jeg i stedet ser mig selv som årsag til det, jeg opfatter og oplever, kan jeg ændre på det, som jeg ikke trives med. Så er jeg fri og vælger selv, hvordan jeg ser mig selv og verden.

Længe troede jeg på det første og oplevede begrænsninger, smerte og savn. Men da jeg erkendte, at det andet er tilfældet, at det er mig, der er årsag til, hvordan jeg opfatter og vurderer mig selv, verden, hændelser og begivenheder, opdagede jeg, at jeg og verden har vendt alting på hovedet.

Det krogede træ i skoven er et vrangbillede af mig selv. Det er et billede af, at jeg har givet slip på mig selv, mit Selv, og har forladt mig selv og det, jeg – og vi alle – virkelig er.

Det fritstående træ er symbol på udfoldelse af den sande indre styrke og alt, hvad der er muligt herfra.

Det fritstående træ er symbol på frihed, styrke og enhed. Ikke ensomhed som nogen måske vil opfatte det.

Når jeg erkender min enhed med alle andre, så fokuserer jeg på det fælles i os. Kærligheden, mildheden og styrken som vi er ét i bag forskelligheden i den ydre fremtrædelsesform i det indre.

Udgivet i Tanker om ..., Tekst, I skriveværkstedet | Skriv en kommentar

overraskelser i skriveværkstedet

Arbejdet med at sammenholde bunken af tekster med 3 års notesbøger viser, at langt flere tekster endnu kun befinder sig i notesbøgerne, end jeg troede. Faktisk troede jeg, at de alle var både renskrevet og printet ud. Men sådan forholder det sig ikke.


Der er altså en del tekster, der endnu mangler at blive renskrevet og printet ud. Og jeg kan se, at de er skrevet i perioder, hvor jeg har haft temmelig travlt, med mange ting i gang samtidig. Så jeg har skrevet og skyndt mig videre til andre projekter. Når jeg skimmer mit fotoarkiv igennem, kan jeg se, at jeg har haft vildt meget gang i det kreative værksted samtidig.

Med denne del af arbejdsprocessen begynder bogens struktur at åbne sig, og bogen har trukket mig ind i inspirationens åbne rum, hvor idéer kommer frem i bevidstheden uanset, om jeg er i gang med alt mulig andet.

Skønt igen at være i inspirationens rum, hvor der længe har været tomt og stille.

Udgivet i I skriveværkstedet | Skriv en kommentar

måske en bog II

Efter at have læst alle teksterne igennem er jeg gået i gang med et større arbejde med at finde ud af, om alle tekster skrevet i de sidste 3 års notesbøger er blevet printet ud og kommet med og tjekke, om der skulle være gengangere af tekster i flere kategorier. Samtidig forsøger jeg at finde den rigtige rækkefølge af teksterne i hver kategori.

Arbejdet med at få overblik over ca. 3 års skriverier viser mig, at jeg har skrevet meget mere, end jeg troede. En overraskende konstatering, der nok handler om, at jeg er meget opmærksom på perioder, hvor jeg ikke skriver, og synes at de fylder mere, end de faktisk gør.


Når det arbejde er færdigt, kommer redigeringen af teksterne og at begynde at bygge bogens form i én stor fil.

Der er lang vej fra tekst til bog, men det er et spændende arbejde, som jeg ikke har prøvet før, da jeg ikke har skrevet en tekstsamling af denne karakter før.

Udgivet i I skriveværkstedet | Skriv en kommentar

måske en bog

Stakken af tekster skrevet over de sidste år, “Notater fra stilheden” er næsten læst igennem.

En cirkel er sluttet med en begyndelse og en slutning.

Det ser ud til, at den sidste tekst måske er skrevet.

Der er stadig en del arbejde at gøre for at finde bogens struktur og form.

Lige nu er det en bunke af tekster i lidt forskellige kategorier. Spørgsmålet er blandt andet, om kategorierne skal opretholdes i adskilte afsnit, eller over de skal blandes.

Gennemlæsningen giver et indtryk af rejsen tilbage til mig selv som en bølgebevægelse af stigninger og fald, af toppe og dale. Teksterne beskriver en vandring, der indeholder spring fremad og små skridt tilbage i en fremadskridende erkendelsesproces.

Mon det ender med at blive en bog? Den bog jeg har haft visioner af længe med titlen: “Rejsen tilbage til mig selv. Notater fra stilheden”.

Jeg er spændt på at se, hvordan arbejdsprocessen vil fortsætte med at folde sig ud.

Udgivet i I skriveværkstedet | Skriv en kommentar

det er den tid på året …

Det er den tid på året, hvor duggen hænger som perler på grene om morgenen.


Det er den tid på året, hvor turisterne er rejst hjem, og roen har sænket sig over øen.

Det er den tid på året, hvor rødhalsen synger solo, og solsorten plukker bær.

Det er den tid på året, hvor V-formede flokke af knævrende gæs flyver over øen mod nord.

Det er den tid på året, hvor jeg går lange ture i skoven og ved havet uden at møde nogen.

Det er den tid på året, hvor fuglene igen flokkes om foderet i min have.

Det er den tid på året, hvor solnedgangen gløder på himlen, og tusmørket falder på, mens jeg lufter hunden før aftensmaden.

Det er den tid på året, hvor jeg kan se myriader af stjerner fra min hovedpude på vågne, klare nætter.

Det er indgangen til den stille tid på øen. En tid jeg nyder og trives i.


Udgivet i Hverdagsliv, Samsø | Skriv en kommentar