Om at leve uden planlægning

Det er efterhånden en del år siden, jeg holdt op med at planlægge mine dage, uger, måneder og år.

Godt nok har jeg en fin og stor kalender med god plads til en to do-liste for hver dag, men jeg bruger den til at notere, hvad jeg har gjort og lavet i løbet af dagen i stedet for, hvad jeg skal lave, for det ved jeg jo egentlig ikke.

I stedet for at lave planlægning og struktur på min tid så prøver jeg at leve efter indre visioner, inspiration og vejledning. Således mærker jeg efter, hvad jeg skal, og følger det, som jeg kan se og mærke.

Det kan være lidt vanskeligt i et samfund, hvor der er meget fokus på struktur og planlægning. Og det kan være lidt vanskeligt at lave aftaler med andre, der forventer, at jeg ved, om jeg kan mødes en dag ude i fremtiden. En del af menneskene i mit liv har efterhånden vænnet sig til, at der altid er et forbehold i mine aftaler. For måske viser det sig, at den valgte dag skal se helt anderledes ud, end da vi lavede aftalen.

En gang imellem får jeg en vision, der indeholder et bestemt tidspunkt ude i fremtiden, som når jeg har skullet planlægge en udstilling et år ud i fremtiden. Ligesom med dagen i dag, så lytter jeg indad for at finde svaret på, hvornår en udstilling skal planlægges.

I sidste uge modtog jeg inspiration til, at i denne uge skulle arbejdsro prioriteres ved at holde hele ugen fri af aftaler med andre end mig selv. Dernæst kom inspirationen til, at det skulle være en skriveuge.

Når jeg modtager en inspiration eller vision, kan jeg forestille mig, hvad det kommer til at gå ud på. En sådan forestilling viser sig nogle gange at være skudt en del ved siden af.

Jeg forestillede mig således denne gang, at jeg skulle skrive i denne uge. Det var både rigtigt og forkert. Ja, jeg skulle skrive hver dag, hvilket jeg også har gjort, men det viste sig overraskende for mig, at nu var tiden kommet til at genoptage arbejdet med et påbegyndt manuskript, nemlig til “Med Butte i bjørneland”.

En god del af min arbejdstid i denne uge er derfor gået med at færdiggøre manuskriptet. At lægge billeder ind, hvor de manglede. At læse korrektur endnu en gang og en gang til. Og at lave opsætningen af manuskriptet klar til trykning. I dag ser alt ud til, at jeg er ved vejs ende med det arbejde.

Samtidigt med dette manuskriptarbejde er noget andet begyndt at rumstere i bevidstheden. Endnu et uafsluttet manuskript begynder at banke på for at blive gjort færdigt til tryk. “Rejsen tilbage – Notater fra stilheden” har ligget stille længe, stort set færdigt, som jeg kunne se det sidst, jeg læste det igennem. Men arbejdet stoppede, fordi jeg ikke kunne se, hvordan det skulle kunne blive til en færdig og trykt bog, for det skulle ikke sendes til et forlag, så meget var klart.

Mange gange har jeg tænkt: Hvad skal jeg med alt det, jeg har skrevet? Hvorfor skal jeg skrive noget, som blot ligger uafsluttet og samler støv. Uden at kunne få andet svar end, at det ikke var klart endnu.

I mange år har mit år haft en overskrift, som kommer til mig kort før nytår. Mit 2022 har overskriften Fuldendelsens År. Og det begynder at give så meget mening. Udover mine udstillinger er det åbenbart også året for at gøre mine manuskripter færdige, så de kan blive til trykte bøger. 2 blev færdige og trykt til sommerens udstilling.

I år har vennen i skoven som tidligere fortalt investeret i en prof trykkemaskine, som er til min rådighed. Her kan jeg få trykt helt små oplag, så få eller så mange, som jeg kan se, er relevant. Jeg betaler for papir og trykning og binder selv bøgerne ind i hånden.

Med hans investering i et trykkeri med skæremaskine er det nu blevet muligt at færdiggøre mine bøger i fysisk form. Det har mine uafsluttede manuskripter åbenbart ligget stille og ventet på. Den mulighed ville jeg aldrig have forestillet mig.

Jeg er uendelig taknemmelig for at blive ledt og inspireret til løsninger, som jeg aldrig selv ville have haft fantasi til at forestille mig og dermed planlægge. Jeg ved ikke, derfor kan jeg ikke planlægge.

Må din dag og din weekend blive solbeskinnet med let gang på jorden.

Udgivet i At skrive livet, I skriveværkstedet, Tanker om ... | Skriv en kommentar

Manuskriptarbejde, det sure med det søde

Jeg sidder lige her ved skrivebordet med udsigt til det gyldne efterår uden for mit hus. Og jeg er nu gået i gang med at redigere og færdiggøre manuskriptet til “Med Butte i bjørneland”.

Jeg elsker at skrive, redigering ikke så meget. Eller det fortæller jeg mig selv. Måske skulle jeg nu begynde at ændre den tilgang for i stedet at finde fornøjelsen ved at gøre tanker, tekster og billeder til en færdig og fysisk bog, som jeg kan holde i hænderne, bladre i og læse i.

Faktisk glæder jeg mig jo til denne bog fyldt med tekster og billeder fra min skriverejse i Norge sommeren 2019. Og vejen dertil er at dyrke glæden ved at forme bogens indhold, så manuskriptet bliver gjort klar til trykning i skovtrykkeriet.

Her får du et lille uddrag af en af teksterne, der beskriver, hvad denne skriverejse gik ud på for mig.

At skrive på rejsen 3

Om at nå ind i et poetisk paradis

Denne morgen vågnede jeg efter en lang, god og tiltrængt nattesøvn til den skønneste solbeskinnede og lysende verden af skovklædte fjelde.

I aftes begyndte skydækket at løsne sig og lade glimt af blå himmel komme frem og endelig at lade solen bryde igennem. Og da vi besluttede at ændre opholdsrummet i Butte til soveværelse og gå i seng efter en lang, fin dag, var solen kommet helt igennem og lyste verden op, så vi nu kunne se fjeldtoppene, der havde været dækket af regndis.

Vi mærker, at vi befinder os højere mod nord end derhjemme. De lyse timer er flere, og her er stadig lysegrønt og forår.

I aftes gik vi tur ad en lukket vej, der fører ind i landskabet parallelt med elven, som vi hele tiden kunne høre mellem træerne. Hele området her er fyldt med vand. Der løber masser af små vandløb ned ad bakkerne, og de løber alle sammen ned og forener sig med elven, som det indkøbte kort oplyser, hedder Sogna Elv.

Efter at have gået langt ind i landskabet og skoven begyndte elvens brusen at blive overdøvet af en anderledes og endnu højere brusen. Det viste sig, at vi var nået ind til Sogne Vatnet, et stort bredt vandfald, som vi kunne gå ned til bredden af via en lille sti gennem lav bevoksning. Det var et betagende syn at se det brusende vand strømme over et stort område og med stor kraft vælte ned over rå klipper, sten og klippeudspring.

Igen fik jeg følelsen af, at dette er mit sted, og at det er helt klart, at jeg skulle hertil og blive nogle dage på denne skriverejse i Norge.

Dette er, hvad jeg er kommet for. Vandet, skoven, fjeldene, den vilde natur. Synet og lyden af dette  kraftfulde vand trækker mig ind i et fordybelsesfelt, hvor naturens poetiske tale kan høres.

Det er poesien, jeg er kommet for at møde. Det er poesien i landskabet, jeg er kommet for at møde og få kontakt med. Det er det, min skriverejse går ud på.

Netop ved at holde fast i at skrive hver eneste dag og flere gange i løbet af dagen, holder jeg en vedvarende forbindelsen til mit indre fordybelsesrum, som jeg går ind i, når jeg skriver, og når jeg går rundt med kameraet. At skrive, fotografere og filme er forbindelsesleddet til poesien i landskabet. Når jeg skriver, kan jeg være indadvendt og fordybet midt i samværet og fællesskabet. Det er mit rum i vores fælles rum. Jeg mærker intenst, at på denne rejse har jeg derfor mig selv med i modsætning til på tidligere rejser, hvor jeg havde valgt at lade computer og notesbog blive hjemme og dermed givet afkald på en for mig væsentlig måde at fordybe mig på og holde den indadvendte forbindelse med. (…)”

Udgivet i At skrive livet, I skriveværkstedet, Rejseliv, Tanker om ... | Skriv en kommentar

“Med Butte i bjørneland” fortsat

Forsiden til bogen

Det er blevet tid til at genoptage arbejdet med manuskriptet til “Med Butte i bjørneland”, der gik i stå en gang i coronatiden.

Som det vil være nogen af jer, der læser med her på min kanal bekendt, så handler “Med Butte i bjørneland” om min skriverejse i Norge i sommeren 2019.

Vennen i skoven havde investeret i en lille buttet campingvogn, og jeg havde besluttet mig for, at denne tur til Norge skulle være en skriverejse for mit vedkommende.

Det blev en af mine allerbedste rejser, fordi jeg havde taget mit kreative arbejde med i stedet for altid at tage tidligere hjem for at komme hjem og arbejde. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke havde gjort det før, måske havde jeg ikke givet mig selv lov til at prioritere tid til og at fylde ved at have mit kreative arbejde med, men nu var det tid til at skrive mig gennem rejsen.

Jeg skrev hver eneste dag. Jeg skrev mig gennem dagene og gennem rejsen. Jeg tog en masse fotos af den smukke norske natur med søer, fjelde, elve og skove. Og kom hjem med en masse tekster og billeder, som jeg endte med at beslutte skulle blive til en bog.

Men arbejdet med bogen gik altså i stå blandt andet fordi, jeg ikke kunne finde ud af, hvordan jeg skulle få trykt den bog, som jeg gerne ville, den skulle blive med en masse store, smukke fotos mellem teksterne.

I går kiggede jeg manuskriptet igennem og fandt ud af, at jeg var gået i stå med at lægge billeder ind ved side 43 af de 70 sider, som er sidetallet på nuværende tidspunkt. Teksterne er på plads i manuskriptet, det er billederne, jeg gik i stå med. Og når der bliver lagt billeder ind i den sidste halvdel, bliver sidetallet noget højere.

Det er mit 2022, Fuldendelsens År, og vennen i skoven har som bekendt investeret i en professionel trykkemaskine, som er til min rådighed ovre i skoven.

Altså er det blevet tid til at genoptage arbejdet og gøre manuskriptet færdigt til tryk. Det fine er, at jeg kan lave et minioplag, for jeg bestemmer selv antallet, og jeg samler og indbinder bøgerne i hånden. For det er sådan jeg gør.

Og mens jeg ser ind i dette manuskriptarbejde og færdiggørelse af endnu en trykt bog, ser jeg ind i en lang periode, der handler om at skrive og lave bogprojekter. Jeg glæder mig, jeg er klar, så klar!

Må også din dag være fyldt med noget af det bedste.

Lykken er at sidde ved en brusende elv og skrive i sin notesbog på en skriverejse i Norge
Udgivet i I skriveværkstedet, Rejseliv, Tanker om ... | Skriv en kommentar

På tærsklen til et nyt kreativt univers

I formiddag har jeg skrevet og skrevet mig ind gennem porten til det nye skriveprojekt, der venter på mig. Jeg har skrevet mig ind over tærsklen, hvorfra jeg har fået visioner af det, jeg skal skrive og forme.

Jeg står her på tærsklen til et nyt univers af tekst, billeder, form, og jeg er overrasket over det, jeg ser. Jeg bliver vist et kreativt projekt, som jeg ikke havde forestillet mig, men som kalder fryd og begejstring og forventningsglæde frem i mig. Det føles som et drømmeprojekt, som jeg ikke vidste, at jeg drømte om.

Billedet af porten, som længe har hængt her ved mit skrivebord ovenpå viser noget af den vision, jeg ser ind i. Der skal både bruges pen og pensel. Det er mixed media i bred forstand. Der skal være en cirkulær form. Det er en skrevet bog. Og det hele venter på mig bag porten til dette nye kreative univers.

Jeg mærker, at det endnu er for tidligt at fortælle mere konkret, hvad det går ud på. Indtil videre skal jeg åbenbart holde det for mig selv.

Jeg ser ind i noget stort, omfangsrigt og længerevarende, og jeg ved endnu ikke, hvordan jeg skal gribe det an, eller hvor jeg skal begynde. Men jeg ved, at jeg vil blive ledt og inspireret i arbejdsprocessen, som jeg altid bliver.

Og mens jeg venter på, hvordan jeg skal få hul på processen, skriver jeg videre, holder skriften varm og i gang og holder kontakten til inspirationens indre rum åben.

Må din dag være frydefuld med let gang på jorden.

Udgivet i I skriveværkstedet, Inspiration og praksis, Tanker om ... | Skriv en kommentar

Skrivetid og den stille tid

I går sluttede efterårsferien og dermed sluttede også turistsæsonen på Samsø. De fleste turister og sommerhusfolk tog hjem, og jeg kunne mærke, hvordan roen og stilheden sænkede sig over øen.

Det er blevet den stille tid igen. Tiden med ro, færre mennesker, mindre trafik og mere stilhed.

Tiden, hvor alting falder til ro efter lang tid med højt tempo og masser af aktivitet.

Som naturen, der falder til ro og lader blade og frugt falde til jorden for at gå i dvale efter endnu en intens vækstsæson, så falder der også ro over øen. Steder lukker og slukker efter sæsonen. Mennesker holder fri efter en intens arbejdsperiode. Og øen bliver sig selv igen. Som jeg oplever det.

Samtidigt med, at den stille tid er vendt tilbage, er dagen for at begynde en uges fordybelse i at skrive også kommet. I løbet af sidste uge kom en inspiration til mig om, at denne uge skulle være en uge med arbejdsro uden aftaler med andre end mig selv. Nogle dage senere blev det klart, at denne uge skal bruges til at skrive i.

Jeg ved endnu ikke, hvad jeg skal skrive, men jeg ved, at jeg skal skrive mig ind i det og i kontakt med det, der venter.

Lige nu oplever jeg billedligt talt at stå foran en port. En port ind til det, som venter. Og samtidigt mærker jeg en venten, at jeg må vente lidt med at træde indenfor. Så jeg venter, mens jeg skriver og lader tankerne lande på skærmen. Jeg holder skriften i gang, så jeg er klar ved tastaturet, når invitationen til at træde indenfor kommer.

Skriften er som en båd uden årer. Jeg har sat mig i båden og lader mig nu føre ad strømmen. Denne venten føles som en let vuggen. En let bevægelse i det, som lige nu opleves som stilstand og venten.

Tiden er kommet til at prioritere og fokusere på at skrive. Tiden er kommet til at skrive gennem efteråret ind i vinteren.

Må din dag og din uge være båret af fred og glæde.

Udgivet i At skrive livet, I skriveværkstedet, Samsø, Tanker om ... | Skriv en kommentar

Inspirationstur og kaffe

Anton Rosens Hus i Tranebjerg på Samsø

Onsdag var jeg på inspirationstur i Tranebjerg, Samsøs hovedstad.

Turen gik først og fremmest til Anton Rosens Hus, der tidligere var en del af øens rådhus, men nu rummer turistbureau og udstillingslokaler.

Planen var at gense udstillingen “Escape/Landscape”, der åbnede fredag før efterårsferien, hvor jeg deltog i ferniseringen. Udstilleren er Pernille Hauge Reitz, billedkunstner og indehaver af HØST, en kombineret butik, kaffebar og galleri i Mårup på Samsø.

Udstillingen er i to etager. I underetagen er værker malet på pap med titlen “Escape” og på første sal er der overvejende landskaber med horisontlinjer med titlen “Landscape”. Dobbeltheden i udstillingens titel peger på en udviklingsproces i Pernille Reitz indre og ydre motivarbejde efter at være flyttet til Samsø tæt på marker og naturen.

Det er inspirerende for mig at fordybe mig i og nærstudere Pernilles frie og legende brug af materialer og hendes frie og uperfekte udtryk. Allerede til ferniseringen oplevede jeg, at mødet med værkerne vækkede lysten til at gå direkte hjem og male selv. Det er noget af det, jeg elsker ved at se udstillinger, når der sker netop det.

Hvis du, der læser med her, er på Samsø eller kommer herover i den kommende tid, så vil jeg anbefale dig at kigge forbi Anton Rosens Hus og møde Pernilles Reitz billedverden eller gense den. Udstillingen varer til den 22. december. Og tag også op og se hendes værker i galleriet hos HØST.

Efter at have gået gennem udstillingen to gange med næsen tæt på værkerne gik jeg over gaden og over til Samsø Micro Kafferisteri, der ligger i den lille bitte gågade bag Restaurant Sophie Amalie på hovedgaden i byen.

Her var min plan at finde et roligt sted at sidde med kaffe og min notesbog og nedfælde nogle af de tanker, som udstillingen havde kaldt frem. Det blev dog ikke til ret meget skriveri. En af kvinderne, der deltog i mit Skriveværksted hos HØST sidste vinter, kom forbi, og vi fik en dejlig lang snak om at skrive i stedet for. Et uventet element på min inspirationstur.

Jeg vendte hjem til huset ved havet fyldt godt op med inspiration og idéer til eksperimenter med brug af materialer i mine kommende billeder.

Inspirationen summede i mig, natten efter lå jeg vågen, og idéer dukkede op og flød gennem min bevidsthed som strømme af vind gennem efterårsblade, inden de forsvandt igen.

I går modtog jeg konkret inspiration til, at hele næste uge skal være en kreativ arbejdsuge uden aftaler med andre end mig selv. Det skal være en uge med arbejdsro, fordybelse og fokus på det kreative arbejde. I dag mærker jeg, at det er skriften og fokus på at skrive, der venter forude. I næste uge og i den kommende tid.

Når efterårsferien slutter på søndag, slutter turistsæsonen for i år, og den stille tid indfinder sig igen.

Alt er godt.

Må din dag være båret af lys og glæde.

Udgivet i At skrive livet, Inspiration og praksis, Inspirationsdag, Kunst, Skrivenøgle, Tanker om ... | Skriv en kommentar

Tilbage på min pind

Et mellemrum opstod her på kanalen, mens jeg var optaget af at leve livet. Det mere udadvendte liv.

Vennen i skoven kom på besøg, og min opmærksomhed og tid blev fyldt med samvær, samtaler og den slags liv, der er, når man er to sammen.

Der var masser af praktiske gøremål og fornøjelser planlagt i de 10 dage, han var her.

Vi var til blueskoncert med Mike Andersen på Brundby Rockhotel. Vores første oplevelse med ham live og solo. Det blev en rigtig god oplevelse. Rå og indadvendt blues, som vi kan lide det. Det var skønt at være lidt ude og til koncert igen efter noget, der opleves lidt som en evighed.

Det blev til flere cafébesøg med god kaffe på to af mine yndlingscaféer på øen. Og da det var vennens fødselsdag, var vi også ude at spise på vores efterhånden foretrukne restaurant “Sophie Amalie”, hvor maden altid er fantastisk god og velsmagende, og betjeningen så rar og vedkommende at opleve.

Fredag før efterårsferien åbnede en udstilling, som jeg har glædet mig til. Pernille Reitz, der er medindehaver af HØST her i Mårup, hvor jeg bor, og hvor jeg har afholdt skriveværksted i samarbejde med Pernille, var inviteret til at udstille værker i Anton Rosens Hus i øens hovedstad. Vi var til fernisering, og udstillingen er præcist så inspirerende, som jeg havde forventet.

Hvis du, der læser med her, er på Samsø, vil jeg anbefale dig at kigge indenfor og se den udstilling. Den varer helt til den 22. december.

Vennen har været flittig og meget hjælpsom her på matriklen. Han har klippet hæk og beskåret buske og træer og hjulpet mig med ting, der kræver maskinel og fysisk kraft. Det er en kæmpe hjælp af have besøg af en handyman med bilen fyldt med grej.

I går tog vennen hjem til sin skov, og jeg skiftede gear til indadvendthed og alenehed i eget selskab.

I dag er jeg vendt tilbage til hverdagen og min sædvanlige daglige praksis, og jeg mærker, at mit kreative værksted kalder på mig. Jeg fornemmer, at der venter nogle eksperimenter på mig, som jeg skal arbejde med den kommende tid. Mixed media med et mix af forskellige materialer og udtryk.

Og jeg mærker, at jeg også skal sætte ekstra energi på at samle inspiration til dette arbejde. Derfor har jeg besluttet mig for at tage på en inspirationstur i morgen, hvor det igen er min tur til at have delebilen.

Jeg vil tage ned og gense Pernilles udstilling “Escape – Landscape”. Jeg vil give mig god tid til at nærstudere værkerne, teknikkerne og udtrykket. Og så vil jeg måske gå over på den anden side af gaden og sætte mig med min notesbog, pen og kaffe på Kafferisteriet og lade indtrykkene lande som ord på papir, inden jeg tager hjem til mit værksted.

En inspirationstur er en tur, hvor jeg tager min indre kunstner med på date for at hente inspiration i, hvad andre laver og ønsker at dele.

Solen skinner over Samsø. Det er efterårsferie, der er mange mennesker på øen, og jeg er vendt tilbage til min pind. Til skriften, kunsten og formidlingen. Hvor der er godt for mig at være. Hvor der også er godt for mig at være.

Må også din dag være solbeskinnet og båret af glæde.

Udgivet i At skrive livet, Hverdagsliv, I det kreative værksted, Inspiration og praksis, Inspirationsdag, Samsø, Tanker om ... | Skriv en kommentar

Kreative visioner hvisker

Kender du det, når noget hvisker i din bevidsthed, og du kun har vage fornemmelser af, hvad det? Langsomt åbner det sig og lader dig få små glimt af noget, som venter.

Sådan er det for mig for tiden. En kommende kreativ maleproces hvisker i min bevidsthed. Af og til er det som om, et forhæng bliver trukket en anelse til side, så jeg får et glimt af små detaljer i det, der venter forude.

Hvis du jævnligt følger med her på kanalen, ved du måske, at jeg har modtaget visioner af, at jeg skal arbejde med temaet “The Sound of Silence” i nogle værker på lærred. Og det er disse værker, der hvisker i min bevidsthed.

I dag fik jeg lov til at se ind gennem et hul i forhænget. Og jeg blev vist båden uden årer som symbol, der skal arbejdes med. Jeg så også nogle tråde på et lærred, uden at jeg helt forstod, hvad det gik ud på. Men det giver mig nogle fornemmelser af, at der venter en kreativ skabelsesproces, der igen bliver anderledes, end jeg har prøvet før. Jeg fornemmer noget legende, sjovt og uhøjtideligt.

Med denne hvisken bliver jeg langsomt gjort parat til at give det, der venter, form, farver og udtryk.

Jeg fornemmer, at nogle forestillinger i mig, som kunne stå i vejen for det udtryk, jeg skal arbejde med, er ved at blive brudt ned og renset væk med denne langsomme åbning og hvisken.

Et frit, legende og uhøjtideligt udtryk kalder, og jeg skal lægge alle mine forestillinger væk for at kunne sætte mig op i den båd uden årer, der skal føre mig ad inspirationens og kreativitetens strøm i den kreative proces, der venter forude.

Jeg mærker, at det skal være sjovt. Det skal være legende og frit. Det skal være uhøjtideligt og kommunikerende. Ikke den højtidelighed, som temaet “The Sound of Silence” kunne få mig til at tro og forestille mig.

Jeg begynder at glæde mig til at komme i gang med alt, hvad der skal til og bruges i den proces.

Udgivet i At skrive livet, I det kreative værksted, Inspiration og praksis, Tanker om ... | Skriv en kommentar

Efterårsskrift 3 – Det der med tiden

Fuldmåne, foto fra arkivet

Efterårsskrift 3 – Det der med tiden

Lige nu er klokken 17.34. Det er torsdag, den 6. oktober 2022.

Om en måned og det er søndag, den 6. november 2022, vil klokken være 16.34.

Fordi vi har stillet urene tilbage og nu kalder tiden for vintertid. Men dybest er intet forandret, bortset fra at solens vandring på himlen synes forandret, fordi jorden drejer rundt om sig selv og derfor forholder jorden og solen sig tilsyneladende anderledes til hinanden, og sollyset er anderledes nogle steder på planeten jorden.

Vi har besluttet os for at tælle minutter og timer, tælle dage og uger, tælle måneder og år. Vi tæller i forhold til solen og månen og jorden. Og det kalder vi tid. Vi sætter uret til at tælle minutter og timer, og da vi er enige om, hvordan vi tæller, så kalder vi det tid.

Det ser ud som om, tiden går, og tiden kommer. Som noget kontinuerligt. Som en tidslinje, der bliver ved med at fortsætte ud i det, vi kalder fremtiden. Det, der er fra nu og frem. Og vi ser tilbage fra nu og til det var, som vi kalder fortiden.

Det er alt sammen noget, vi finder på og er blevet enige om. Det vi måler tiden på, er det, vi ser som forandring. Nogen gange er det lyst. Nogen gange er det mørkt. Det skifter nogen steder på kloden. Nogen steder er det lyst i perioder uden at blive mørkt, afløst af andre perioder, hvor det er mørkt hele tiden. Men vi bruger stadig den samme måde at tælle timer, dage, uger og måneder på.

Vi har en tendens til at være meget optaget af det, vi kalder fortiden. Det er noget, der ikke længere eksisterer, undtagen i vore tanker, hvor vi kan gentage det igen og igen og reagere følelsesmæssigt, som om det var nu. Men det eksisterer ikke undtagen i vore tanker.

Og så er der det med fremtiden. Det beskæftiger vi os også en del med. Vi kan håbe på noget, frygte noget eller forvente noget i fremtiden. Men ligesom fortiden, eksisterer fremtiden ikke. Der er kun nu.

Vi kan beskæftige os meget med det vi frygter vil ske i fremtiden. Stigende energipriser. Krig. Vi kommer til at fryse til vinter. Der vil garanteret blive mangel i fremtiden. Af den ene eller anden slags. Det tænker vi meget på og beskæftiger os meget med, og det fremkalder en masse følelser, selvom det alt sammen er tanker om frygt og mangel. Der er kun nu.

Hvad er det med den der tid? Eksisterer der overhovedet tid, eller er det blot noget, vi er blevet enige om at bilde os selv ind og bekræfte hinanden i eksisterer?

Fortiden eksisterer ikke. Fremtiden heller ikke. Der er kun nu. Der er altid kun nu.”

Udgivet i I skriveværkstedet, Tanker om ..., Tekst | Skriv en kommentar

Efterårsskrift 2 – Lad mørket tale

Efterårsskrift 2 – Lad mørket tale

Jeg bliver givet en sætning: ”Lad mørket tale”. Egentlig er det mere en overskrift end en sætning. En dør at skrive ind gennem.

Jeg tager imod overskriften, skriver den her og lader den føre mig ind i en tekst. Det er sådan, jeg gør. Sommetider. Skriver ind gennem en dør til en tekst, der venter på, at jeg kommer til stede.

”Hold gryden i kog”, fik jeg at vide den anden dag, da jeg skrev mig til vejledning med skrivenøglen, der er et spørgsmål stillet indad: Hvad skal vi skrive i dag? Et spørgsmål, der åbner for vejledning, der kommer til mig sætning for sætning, som jeg tager imod på samme måde, som da vi skrev diktat i skolen.

”Hold gryden i kog” fik jeg at vide. ”Hold skriften i gang, som man holder en gryde i kog, så inspirationen finder dig ved tasterne”. Og det gør jeg så. Skriver hver eneste dag og holder skriften i gang og gryden i kog, så den er klar. Til hvad det nu skal være, der kalder på at blive skrevet.

I dag kommer denne overskrift til mig, mens jeg er i gang med at skrive noget andet for at holde skriften i gang.

Lad mørket tale.

Egentlig ved jeg jo ikke, hvad det er mørket vil tale om. Lige nu er det midt på dagen og lyst. Så måske skulle jeg vente med at skrive dette til det er blevet aften og mørkt? Men måske er det slet ikke det mørke, der skal tale, tænker jeg og bliver ved med at lade tankerne flyde gennem fingrene og tastaturet ned på skærmen.

Solen skinner i dag. Den sender sit lys helt ind på gulvet her i skriverummet under taget. Blæsten buldrer omkring huset, og birketræerne i min udsigt svajer kraftigt fra side til side, mens de gule blade bliver løsnet og båret med vinden til jorden, hvor de pynter som konfetti på et dansegulv.

Lad mørket tale, og det er nok det indre mørke, der er tale om. Det indre mørke, der bliver hentydet til. Det indre mørke, hvor svarene på alting findes. Nogle svar er svar på spørgsmål, vi sjældent stiller, og som derfor bliver liggende derinde i mørket, indtil vi er klar til at høre dem.

Der er så mange spørgsmål, der ikke bliver stillet i denne verden. Spørgsmål til, hvordan verden synes at være. Hvorfor al dette kaos? Hvorfor alle disse konflikter? Hvorfor al denne lidelse og smerte? Hvordan kan det være, at vi bare accepterer, at det er sådan verden og livet er?

I mange år oplevede jeg livet som en tur i rutsjebanen. Op og ned gik det. Mellem stor glæde og dyb smerte. Op og ned. Og jeg troede, at sådan var det bare. Det var noget, jeg ikke kunne gøre noget ved. Det var noget, der styrede mig! Sådan blev det ved, indtil det begyndte at gå op for mig, at sådan var det, fordi jeg lod det være sådan, og fordi jeg havde givet magten over mit liv fra mig og over til et eller andet, som jeg ikke havde kontakt med.

Da jeg begyndte at erkende, at jeg har magten og ansvaret for mit liv og for, hvordan jeg oplever verden og det, der ser ud til at foregå i mit liv og i verden, så forvandlede rutsjebaneturen sig til at vandre på en sti gennem livet. En sti, der bugtede sig og indimellem førte mig ud på et vildspor, indtil jeg blev klar over det og vendte tilbage til stien. En sti, hvor der dukkede sten op, som jeg måtte kigge på, så de kunne blive til indsigter og erkendelser, der løftede mig videre på vejen.

Faktisk er det sådan, i min verden, at mørket rummer masser af guld og frisættende indsigter. Når mørket taler og kalder på opmærksomhed gennem ubehag, tvivl, smerte, vrede eller noget andet, der kan føles helt utåleligt, så er det tid til at stoppe op og lytte. Så er det tid til at lade mørket tale. For der er indsigt og frisættelse at modtage og hjælp at få derindefra.

Der er mange måder at få mørket til at tale. En af dem er at skrive. At skrive intuitivt og uden censur. En anden kan være at tegne, male eller lægge mærke til og være vågen og opmærksom på, hvad det er, der lige nu fylder opmærksomheden. Hvad er formålet med det?

Verden er fyldt med drama, og drama kan man flygte ind i og lade sig opsluge af, hvis man ubevidst ikke har lyst til at lytte til, hvad det er, der kalder fra ens indre.

Jeg har for længe siden besluttet mig for, at jeg ikke længere vil deltage i verdens drama og lade mit liv og min opmærksomhed fylde af al den smerte og frygt, som dette drama er fyldt af. Jeg har besluttet mig for, at jeg vil vælge fred, glæde og kærlighed, som det, jeg vil fokusere på og fylde mit liv og min opmærksomhed med.

Når jeg ser på verdens drama fra mit perspektiv, ser jeg et råb om hjælp og om kærlighed. Jeg ser vildfarelse, der råber på hjælp til at finde vejen til noget andet. Noget fredfyldt. Noget glædeligt.

Fra mit perspektiv forandres verden dermed til et sted med kærlighed i stedet for med frygt og drama.

Fra mit perspektiv taler mørket om forløsning og frisættelse, glæde og kærlighed. Og om håb. Der er gyldne sten at modtage og glæde sig over på den stille vej til kærlighed.”

Udgivet i At skrive livet, I skriveværkstedet, Inspiration og praksis, Skrivenøgle, Tanker om ..., Tekst | Skriv en kommentar