Violerne vandrer igen

Det er marts, og det er igen violtid.

Igen i år ser jeg, at de fortsætter deres vandring rundt i min have og viser sig nye steder. Som glæden, der får næring, breder violerne sig mere og mere ud over haven.

For nogle år siden skrev jeg tekstsamlingen “Rejsen tilbage – Notater fra stilheden”. En af teksterne handler netop om violerne i min have.

Violerne vandrer

En duftende buket blå violer stod på mit skrivebord i et lille glas, da jeg kom ind på mit værelse en gang først i 1980’erne. Min hjerteveninde havde plukket og stillet den der som en kærlighedshilsen. Før det tidspunkt havde violer været noget, man kunne købe af en mand på Strøget i København.

På dette tidspunkt boede jeg og min lille familie i et stort kollektiv, hvor jeg havde mødt min veninde, og hvor hjerteforbindelsen mellem os blev etableret. Før den tid havde jeg boet det meste af mit liv i lejlighed og havde ikke noget kendskab eller forhold til violer. De fandtes ikke i min verden.

 

Den dag vandrede violerne ind i mit liv som et kærlighedstegn, og de er blevet hos mig lige siden.

Nogle år efter flyttede min lille familie fra kollektivet og 2 kilometer længere op ad vejen til en nedlagt gård og til paradisets have, som jeg kaldte den store have, der blev vores i næsten 20 år. Denne have blev hvert forår fyldt med blomster deriblandt mange violer. Blå violer der dukkede frem hvert forår og mindede mig om kærligheden.

Nærmest et helt liv og mange omvæltninger efter landede jeg i huset ved havet på Samsø, og her i min nye lille have viste det første forår, at der voksede hvide violer nederst i haven langs hækken til naboen. Det var første gang i mit liv, jeg mødte hvide violer.

Jeg etablerede et violbed tæt på huset langs syrenerne. Bedet blev fyldt med violer i alle farver importeret fra min gamle paradishave og fra min tidligere nabos have der. Nu havde haven fået blå, lyslilla og rosa violer udover de hvide.

Jeg ryddede jorden og plantede dem med nænsomhed og kærlig forventning, og jeg glædede mig over at se, hvordan de slog rod og bredte sig. Hvert eneste år dukkede de frem og meldte forårets ankomst.

Da de blev plantet, blev de plantet samlet i farvegrupper, men som tiden gik, begyndte de at blande sig imellem hinanden. På et tidspunkt kom en invasion af gul vorterod, der fyldte mere og mere mellem violerne.

Et forår var jeg en del fraværende fra min have, og min hjælpsomme nabo slog græsset for mig. Og i sin grundighed var han ikke opmærksom på, at han slog alle bladene af violerne, der havde smidt sine blomster og nu stod med store blade for at suge næring ned i rødderne til næste års blomstring.

Violerne begyndte at vandre væk fra bedet. Et nyetableret blomsterbed i nærheden var et fint sted at slå rod og vokse, så der flyttede en del af dem hen. For at komme dertil skulle et stykke græsplæne passeres, og en del violer bredte sig i græsset. Hvert år har jeg opdaget violer nye steder i haven.

Nu er det igen blevet forår. Vorterod har overtaget violbedet foran syrenerne.

I dag har solen fået magt til at brænde havgusen væk og sende varme ind over haven og trække mig derud. Solens stråler peger på de visne grene fra sidste års høstanemoner, så jeg får øje på, at det er tid at flytte dem til komposten. Med fyldte arme går jeg ned til komposthjørnet nederst i haven. På vejen ser jeg ud af øjenkrogen noget hvidt i det høje græs. Efter at have lagt de visne stauder på komposten går jeg tilbage og kigger efter. Det er hvide violer i græsset.

Violer vandrer, lyder det i mit indre.

Jeg vender mig om og ser ned mod det område, hvor de hvide violer plejer at vokse langs hækken. Ikke en eneste hvid viol er at se der. Men her for mine fødder i græsset er en lille klump.

Jeg går ind i huset og henter kameraet og tager en tur rundt i haven for at fotografere forårsblomster og kigge efter violer, og jeg møder dem mange steder, hvor jeg ikke har set dem før. De er vandret fra deres tidligere steder og har spredt sig ud over haven og helt ud uden for haven langs hækken.

Violer er et kærlighedstegn i min verden.

Det tegn på kærlighed fra min hjerteveninde den dag for længe siden har fulgt mig som kærlighedstegn lige siden.

Hvert forår har violerne mindet mig om det og rørt ved mit hjerte med deres blomster og duft.

Violerne vandrer.

De bliver ikke stående fastlåst og begrænset til et sted.

Som kærlighed er violer ubegrænsede, de udvider sig og spreder sig i alle retninger.

De violer, jeg har plantet et sted i min have, vandrer ud i den og ud over den og spreder sig, som kærlighed der flyder over alle barrierer og grænser.

Fra hjerte til hjerte. Fra sind til sind.

Kærligheden flyder og udvider sig evigt, uendeligt og grænseløst.

Violer vandrer som kærlighedstegn ud over min verden.

Udgivet i At skrive livet, Tekst | Skriv en kommentar

Pegasus på Mårup Østerstrand

Det første år, jeg boede på Samsø skrev jeg en masse digte inspireret af mit dagligliv og oplevelser i naturen. Digtene skrev jeg fra vintersolhverv 2003 til vintersolhverv 2004 og blev samlet under titlen “Digte fra mosen”, da jeg bor ud til et moseområde. Digtene har både et præg af dagbog og eventyr.

Efter at have skrevet hele formiddag har jeg været ude at gå tur ved havet med Tilda i det dejligste solskinsvejr, hvor vi legede hendes favoritleg at kaste kogler og hente dem i vandkanten.

Mens vi gik der, fik jeg øje på spor efter hesteridt i sandet og kom i tanke om et digt, jeg skrev i foråret 2004.

Pegasus

I

solnedgangens

lave gyldne lys

kaster strandens småsten

skygger

på sandet

Jeg

går ud til strandkanten

hvor bølgerne ikke når ind

og opdager

dybe spor i sandet

efter et stærkt ridt

Jeg spejder

frem og tilbage over stranden

men der er hverken

hest eller rytter

at se

I vandkanten

følger jeg hovenes spor

mod nord

indtil de stopper

pludseligt

midt på stranden

I vinden

hører jeg ekkoet

af vingeslag

og syngende hove

Himmelhesten

har været på besøg

på øen

og er netop fløjet bort

med den synkende

sol

Udgivet i Samsø, Tekst | Skriv en kommentar

Skiftedag til bilfri uge

I dag er det skiftedag, og jeg har været i Nordby og aflevere delebilen. Tilda var med, så hun fik hilst på delebilens anden hund, som hun indtil nu kun havde mødt gennem duftsporene på bilens bagsæde.

Efter en våd morgen klarede vejret op, og Tilda og jeg fik en dejlig gåtur igennem Nordby, ud til havet og ad stranden tilbage til Mårup. En tur vi ikke har gået sammen før, så der var masser af nyt at snuse til. Tilda elsker at gå tur på nye steder.

I dag begynder min bilfri uge. Jeg kan faktisk vældig godt lide mine bilfri uger, for så holder der ikke en bil udenfor huset, som får mig til at tænke, at når nu jeg betaler for at have bilen, så burde jeg nok også køre i den. Men som regel bliver det ved tanken, og bilen holder fint, hvor den holder parat til brug.

Hver gang vi afleverer bilen, er det med fuld benzintank. Det er så dejlig nemt at forholde sig til. Og i dag fyldte jeg også tanken, inden jeg kørte til Nordby. 7 kroner og 60 ører. Det fortæller noget om, hvor lidt jeg faktisk bruger den bil. Men i denne biluge, der var en del forkortet på grund af en reparation i sidste uge, har jeg kørt endnu mindre end i de foregående. Endnu er det ikke blevet til at skulle putte benzin på for 50 kr. på en uge, godt nok kører bilen fint langt på literen, og det er en lille ø, men jeg har altså ikke haft trang til at køre på sightseeing på øen indtil nu, og da genbrugsstationen er lukket, har jeg ikke skullet køre dertil.

Men uanset det meget begrænsede forbrug, så er jeg vældig glad for at have en bil til rådighed hver anden uge sådan cirka. For bare tanken om friheden til at kunne køre er rar at have.

Den næste uges tid vil jeg nyde at bevæge mig rundt på gåfod og cykel i Mårup og omegn.

Udgivet i Hverdagsliv | Skriv en kommentar

Det, vi fokuserer på, får næring og vokser

I dag er en stille og indadvendt dag, med trang til fordybelse, indsigt og fokus mod den indre verden.

I en årrække havde jeg flere søvnløse nætter i løbet af en uge, men sammen med alle de andre indre og ydre forandringer i mit liv i denne tid, har dette mønster også ændret sig. I det nye år er jeg begyndt at sove godt og længe, og kun en gang imellem som omkring fuldmåne bliver min søvn forstyrret, og jeg ligger vågen. Jeg er også opmærksom på, at jeg igen drømmer om natten. Ikke at jeg som før i tiden kan huske mine drømme, det kan jeg kun en gang imellem, når der er et budskab til mig, men jeg husker, at jeg har drømt.

Hver eneste aften giver jeg mine nattedrømme til min indre vise vejleder at bruge til sit formål, inden jeg lægger mig til at sove. Og jeg ved, at der foregår en masse i drømme, mens jeg sover, men jeg husker som regel ikke hvad, for det behøver åbenbart ikke komme med ind i dagsbevidstheden.

Min døgnrytme har ændret sig efter, jeg bruger mine aftner anderledes og mest til at læse, så jeg nu går tidligere i seng og vågner tidligere om morgenen. Og jeg vågner altid i en tilstand af indre fred og ro og begynder min dag i stilhed og fordybelse under dynen, inden jeg står op.

Mens frygtens vinde pisker over verden lige nu, er der fuldkommen fred og ro i min verden. Det vi fokuserer på, giver vi næring. Så når vi fokuserer på frygten og fodrer den, bliver der mere af den. På samme måde udvider glæden og freden sig, når det er den, vi fokuserer på og giver næring med vores opmærksomhed. Jeg vælger det sidste.

Frygt er en rædselsvækkende konge, der hele tiden skifter fokus og holder sig selv i live ved at trække mest mulig opmærksomhed til sig, og lige nu er den ved at styre hele verden. I går var det klimaforandringerne. I dag er det coronavirus. I morgen skifter det igen. I denne verden af foranderlighed, forgængelighed og dualitet, vil der hele tiden været noget, man kan rette sin frygt mod.

Men vi kan også vælge at gå en anden vej. Kærlighedens, glædens og fredens vej. Jo mere, vi fokuserer på kærlighed i os selv og i hinanden, jo mere vil vi se og opleve den. I denne tid er der mange, der vælger at gå kærlighedens og omsorgens vej ved at give og tilbyde hjælp, ved at synge fra altanerne, ved at købe gavekort, give onlineinspiration osv., og glæden og taknemmeligheden spreder sig. Altsammen udtryk for den kærlighed, der er i os alle. At se og opleve det fylder mig med dyb glæde og håb.

Må kærligheden og glæden bære dig igennem din dag.

Udgivet i At skrive livet, Tanker om ..., Tekst | Skriv en kommentar

Formiddag i skriverummet

Tid til at skrive

Tid til at ændre skrivepraksis

Det er blevet tid til at ændre min skrivepraksis og sætte det at skrive forrest i min prioritering af min tid og min dag.

Det er blevet tid til at ændre praksis og få omkodet min vanemæssige måde at tænke og handle på.

Dagens ord er spontanitet, meget sjovt og tankevækkende på denne dag, hvor ændringen af min praksis netop handler om at etablere struktur i stedet for spontanitet.

Klokken er lige nu 11 om formiddagen, og jeg har skrevet siden, jeg stod op. Først morgensider og efter at have spist morgenmad ved spisebordet i køkkenet i stedet for foran computeren har jeg skrevet først ved at bruge skrivenøglen til en tekst indefra og derefter mange sider frit i min notesbog. Først nu har jeg tændt for computeren for at skrive denne tekst, men jeg har endnu ikke været på nettet. Hver ting til sin tid er min nye praksis og prioritering.

Det er tid til eftertanke og klarhed. Jeg ser på mine måder, mine forklaringer og mine valg gennem mange år. Og jeg ser på den vej, jeg har gået og måttet gå for at nå her til.

Det er tid til forandring i livsomstændigheder, i fokus og i praksis. Det føles godt og giver ro og fred i sindet. Overensstemmelse mellem tanke, ord og handling er at være i indre og ydre overensstemmelse, og det fremkalder harmoni og indre fred, glæde og vished om at være på rette vej.

I den senere tid har jeg flere gange haft fornemmelsen af endelig at være landet på rette sted. Den fornemmelse har jeg også i dag. Endelig er jeg landet der, hvor det hele tiden og hele livet har været meningen, at jeg skulle lande.

Gennem årtier har jeg båret en længsel i mit indre, som var et indre kald. Flere gange i mit liv har jeg svaret på dette kald og er blevet ledt til store forandringer i mine livsomstændigheder for at kunne nå frem til at praktisere det indre kald. Og her i begyndelsen af 2020 er det sket igen. Mine livsomstændigheder skulle justeres og dernæst skulle min praksis justeres, og det er, hvad jeg lige nu er i gang med.

Længsel er et indre kald, der leder en i den retning, som kaldet kommer fra.

I årtier har jeg længtes efter at skrive, efter fordybelse, efter at være mig selv og at bo i et hus ved havet med al min tid til rådighed til at skrive. Og i den længsel, som jeg i mange år opfattede som en drøm, var jeg alene, der var ingen partner eller familie i den vision. Det var noget, jeg skulle gøre alene. Alene på det ydre plan ikke på det indre, hvorfra kaldet kom.

Inde fra er jeg blevet kaldet til at nå frem til, hvor jeg er nu.

Vi har hver især vores rolle at spille i verden, og vi bliver givet omstændighederne og midlerne til at nå dertil. Det gør os ikke til noget specielt, for på den måde er vi alle specielle for en stund, for vi har hver især en indre opgave, som vi skal udføre i den ydre verden, og vi bliver givet både rollen, opgaven og midlerne til at udføre og leve det.

Vi er alle kaldede, og det er op til os hver enkelt at høre og besvare det kald.

Jeg har svaret og med mit svar bliver jeg givet alle de midler, der skal til for at føre kaldet ud i praksis. Mit kald handler om kommunikation og om at dele og at skrive, lytte og tale er nogle af de midler, jeg er bevidst om at være blevet givet til at løse min opgave. Jeg er aldrig alene om at løse denne opgave, jeg modtager hele tiden indre inspiration og vejledning til den og gennem den. Min opgave er at lytte og følge den inspiration og vejledning, jeg modtager, som jeg gør lige nu, hvor jeg ændrer praksis og sætter det at skrive forrest i min prioritering, skriver hele formiddagen og på samme tid skriver mig ind i både opgave og praksis.

Det føles som en enorm lettelse at træde tilbage fra troen på, at jeg ved, hvad jeg skal og hvordan. Det føles som en enorm lettelse og befrielse at give slip og hengive mig til den vejledning og inspiration, jeg modtager og mærke den dybe fred og glæde, der er resultatet.

Jeg har ikke det store overblik til at vide, hvad der er godt for mig, for andre eller for helheden. Men dybt i os alle er der noget, der har det fulde overblik og ved.

Vi er alle kaldede, og det er op til os hver især at høre og svare på kaldet, når vi er parate til det. Men jeg kan bare sige til dig, der læser med her, at svaret bringer så megen trøst, sindsro og glæde – og fred af en anden verden.

Formiddagen er ved at være til ende, og det er tid til at gå tur med Tilda, inden jeg spiser frokost og åbner for internettet for at lægge denne tekst ud og dele den med dig.

Må din dag være lys og med let gang på jorden uanset al den frygt, som verden lige nu er præget af.

 

 

Udgivet i I skriveværkstedet, Inspiration og praksis, Tanker om ..., Tekst | Skriv en kommentar

Tid til at skrive

Der har været ebbe i skriverummet og stille på bloggen nogle dage, hvor jeg har brugt det meste af min tid på andre ting. Alt hvad jeg har skrevet har kun været for mine egne øjne.

I dag greb jeg skrivenøglen “Hvad skal vi skrive i dag?”, som jeg bruger til at fokusere indad og åbne for en tekst, der altid har et indhold, som jeg har brug for at modtage lige nu. Hvis jeg har gået med et spørgsmål i mig nogle dage, vil der ofte komme svar på det i den tekst, der dukker op i min bevidsthed sætning for sætning.

Således også i dag hvor der kom svar på og klarhed om den situation, jeg befinder mig i for tiden. Det viste sig, at situationen og læreprocessen i den indeholder flere elementer, hvor jeg har brug for at se mig selv lidt efter i sømmene. Og disse sømme handler om at se,  hvor der ikke er overensstemmelse mellem tanke, ord og handling eller ikke har været det. Hvilket betyder, jeg skal se og erkende, hvor jeg tænker og måske skriver ét til mig selv, men gør noget andet.

Det giver uklarhed, tvivl og uro i mit liv, når der ikke er overensstemmelse mellem tanke, ord og handling i områder af det. For nogen tid siden valgte jeg at træde ud af et gammelt kærligheds- og tankespor og måde at handle på, hvor der netop ikke var denne overensstemmelse. Og ved at bringe overensstemmelse mellem tanke, ord og handling i dette område af mit liv er der kommet fred, klarhed og glæde i stedet.

Noget af det, skrivenøglen åbnede for i dag, var at se på en uoverensstemmelse mellem tanke, ord og handling i min skrivepraksis og i min prioritering af tid til at skrive. Og der kom en opfordring til at ændre praksis og en løsning på at få etableret overensstemmelse mellem, hvad jeg tænker og siger/skriver, jeg vil, og hvad jeg reelt gør. Det handler om villighed og konsekvens. Det handler om prioritering og fokus på, hvad det er jeg vælger at bruge min tid og opmærksomhed på.

Jeg modtog en opfordring til at sætte formiddagen af til skrivetid, til faktisk skrivetid og til at bruge en fast struktur som støttestativ til at ændre mine vaner. Ligesom når man går på arbejde med fast arbejdstid, så skal man ikke diskutere med sig selv, om man skal på arbejde eller ej. Det skal man. Og ved at indgå en aftale med mig selv om fast skrivetid, fast arbejdstid om formiddagen, så skal jeg ikke diskutere med mig selv, om jeg skal læse, skrive, kigge på blogs eller på Facebook, det er fastslået på forhånd. Jeg skal skrive!

Længe har jeg prioriteret at have formiddagen til fordybelse, til at læse i Et kursus i mirakler og til at skrive og holde formiddagen fri for aftaler med andre. Men jævnligt har jeg alligevel brugt noget af formiddagen til andre ting. Til at bage brød. Til at høre radio. Til at gå tur. Til at købe ind. Til at læse blogs og til være på Facebook. Og alt dette har taget tid fra koncentrationen om at skrive og tiden til at skrive. Så jeg er ofte selv en del af årsagen til, at der kommer ebbe i skrivestrømmen.

I morgen tager jeg så støttestativet i brug med fast skrivetid om formiddagen uden tid indimellem til alt mulig andet. Det kræver aflæring ikke lige at kigge indenfor på nettet i pauserne, som jeg helt vanemæssigt har gjort meget længe.

Og så glæder jeg mig til, at det bliver lunere i vejret, så jeg igen kan sidde ude og skrive.

Udgivet i At skrive livet, I skriveværkstedet, Inspiration og praksis, Skrivenøgle, Tanker om ... | Skriv en kommentar

Hverdagsliv i en usædvanlig tid

Delebilen holder igen uden for mit hus.

Egentlig havde jeg planer om at bruge min biluge til lidt oprydning. Tøj, jeg ikke har brugt længe, og bøger som jeg aldrig kommer til at læse igen, skulle køres til genbrugsbutikken, så de kan komme andre til gavn. Og så ville jeg til genbrugsstationen med noget af alt det emballage i form af metal og plastic og andet, som jeg har samlet sammen.

Men Danmark er blevet lukket ned og genbrugsbutikkerne og genbrugsstationen er lukket de næste 2 uger indtil videre.

Til gengæld er gårdbutikken ved Yduns Have altid åben, så må jeg nøjes med en tur dertil, for resten af mine indkøb kan jeg klare på gåfod til den lokale brugs.

Så egentlig har jeg slet ikke brug for bilen i denne uge og kunne sagtens bare bevæge mig rundt her i Mårup og omegn. Her er alt, hvad jeg har brug for: Hav, strand, skov, hede og bakker udover brugsen.

Det er endelig blevet tørvejr efter endnu en masse regn. Solen skinner, så nu vil jeg give Tilda sele på og mig selv overtøj, og så vil vi gå ud og nyde det dejlige vejr, mens det er her.

Må også din dag blive lys og med let gang på jorden.

Udgivet i At skrive livet, Hverdagsliv, Samsø | Skriv en kommentar