Art journal på mit arbejdsbord

Arbejdsbordet i mit kreative værksted er fyldt op med kreativt ro.

Fra morgenstunden har jeg været i gang med at pusle i min art journal.

Jeg nyder at sidde med farver, tekstsider fra en gammel gulnet bog, stumper af papir, lag på lag som baggrund.

Stille og uden mange tanker.

Fordybelse og enkelhed.

Glæde og indre og ydre fred.

 

Udgivet i I det kreative værksted | Skriv en kommentar

Velkommen maj, velkommen mandag

 

Her i huset ved havet er det stilhedens og eftertankens tid med en vekslen mellem indadvendt fordybelse med intens lytten indad og at lade tankerne flyde gennem fingrene på tasterne og ned på skærmen.

Det er en stille og eftertænksom tid.

Nogen gange er det bare tid til at være stille og opmærksom og lade bortgemte tanker og forestillinger flyde op til bevidsthedens overflade som bobler i vand, der åbner for deres indhold i mødet med indsigtens og erkendelsens lys.

Sådan er det for mig lige nu. 

Må fred, sindsro og glæde bære dig gennem din dag og gennem denne tid. 

Udgivet i At skrive livet, Tanker om ... | Skriv en kommentar

Opmærksomhed på opmærksomheden

I de sidste mange år har jeg været meget opmærksom på, hvad jeg lader fylde min opmærksomhed. Således er jeg for længe siden holdt op med at se, høre og læse de daglige nyheder, fordi de er fyldt med noget, som jeg ikke ønsker, at min opmærksomhed skal være fyldt af.

Således også i denne coronatid, hvor jeg hverken følger nyhederne eller de mange pressekonferencer, men selvfølgelig er opmærksom på de anvisninger til vores adfærd i denne tid, hvor vi skal holde os hjemme og holde afstand, når vi er ude.

En gang imellem tænder jeg for radioens P1 i håb om at høre en udsendelse om kultur, men hver eneste radioudsendelse jeg forsøger at åbne for, har corona som omdrejningspunkt, så jeg lukker igen.

Verden og medierne er lige nu totalt optaget af corona og af frygt for dens konsekvenser for helbred, økonomi og fremtid, som om det er det eneste, der er at forholde sig til.

Jeg vælger ikke at dele frygten men at være i en venlig verden og fylde min opmærksomhed med noget, der løfter og giver glæde.  Og derfor vælger jeg at lægge mærke til nogle af de mange kærlige, kreative og glade tiltag, der også opstår i denne tid. Jeg lægger mærke til den opfindsomhed til at finde på nyt og gøre ting anderledes, der opstår, og jeg lægger mærke til, hvordan støtte og kærlighed gives på nye måder. Jeg lader min opmærksomhed fylde med glæde over den omsorg, glæde, kærlighed og kreativitet, som mange mennesker lige nu former denne tid med.

Verden er i en konstant forandringsproces, som lige nu synes eskaleret, så vi ikke længere kan kende den, som den vi troede, vi kendte og var vant til. Og ingen af os kan se længere end til denne dag, vi er lige midt i. Men vi kan vælge at tage omsorgen, glæden, kreativiteten og kærligheden med os ind i den fremtid, der venter os, og forme den dermed, uanset hvordan den på det ydre plan kommer til at tage sig ud.

Må glæden og kærligheden bære dig på denne dag og i denne tid.

 

Udgivet i At skrive livet, Tanker om ... | Skriv en kommentar

Mit drømmeliv – dagens tekst

Hvordan drømmer jeg, mit kreative liv skal være? Hvordan er mit drømmeliv? Hvad rummer det, og hvordan tager det sig ud?

Jeg drømmer om at skrive mig gennem mit liv, at den røde tråd er skriften, der binder elementer i mit liv sammen.

Jeg drømmer om at tage verden ind i mit liv, som et sted jeg kan skrive, og som et sted jeg kan skrive om og fra.

Jeg drømmer om at tage på inspirationsture. Heldagsture til et kunstmuseum med kamera og computer eller notesbog. Heldagsture til byen, København, Aarhus og andre større byer, der byder på kulturelle oplevelser, byliv og caféer, hvor jeg kan slå mig ned og skrive byturen og bylivet.

Jeg fornemmer, at det er en slags kunstnerliv, jeg drømmer om. Et liv, hvor jeg hele tiden har et kreativt blik på det, der opstår og er omkring mig. At se alting som motiver og emner for mine kreative måder at forholde mig og udtrykke mig på.

Mit drømmeliv handler om at leve et kunstnerisk og kreativt liv. En drøm om at være kreativt og leve kreativt. At være en kreativ og kunstnerisk person, der ser på verden og alt, hvad der er i den med dette blik. At se verden gennem et kamera. At se verden gennem skriften. At se verden gennem filteret at være en kreativ og kunstnerisk person, der bevæger sig rundt i verden.

Egentlig kan man sige, at jeg allerede lever mit drømmeliv, men at jeg blot ikke har taget det helt i besiddelse endnu. Indtil nu har jeg kun taget det til mig i små mundfulde. En gang imellem. Med lange pauser imellem. Det er et drømmebillede eller et drømmeliv, som jeg egentlig kun har givet mig selv lov til at snuse lidt til. En gang imellem. Med lange pauser imellem, hvor jeg har stået på afstand i min lille verden og drømt om den meget større verden, der kalder på mig, og som har været til rådighed meget længe.

Lige nu er verden derude lukket ned, og disse muligheder er ikke åbne for tiden. Fra min lille, trygge verden i mit hus ved havet, ved skrivebordet med udsigt til mosen, kan jeg så se ind i den drømmeverden, som jeg kun har smagt lidt på, men som stadig kalder på mig. Og jeg kan se, at jeg ikke drømmer om et helt andet liv, men jeg drømmer om det liv, som er mit, og som faktisk har været mit og til rådighed i årevis.

Det er mit eget liv, jeg drømmer om at tage helt i besiddelse og gøre til et levet liv i praksis.

Hvad er det så, der har afholdt mig fra at folde det liv helt ud, som jeg er givet?

Jeg har været uendelig lang tid om at erkende, at det faktisk er det liv, jeg er givet.

Jeg har været uendelig lang tid om at indse, at jeg har lov til at leve mit drømmeliv.

Jeg har været uendelig lang tid om at indse og erkende, at jeg kan alt det, jeg vil og ønsker, og at det allerede er til rådighed og venter på, at jeg skal ankomme og tage det i besiddelse.

Jeg er for længst ankommet til min destination, jeg er blot blevet ved med at gentage togturen dertil, fordi jeg ikke selv troede på, at jeg var nået frem, og at jeg havde alt det med, som jeg har brug for på dette sted. Jeg blev ved med at fortælle mig selv, at der manglede noget, og at jeg derfor ikke var nået frem endnu.

I denne coronatid kan jeg så sidde her ved skrivebordet med den lille computer og se ind i den destination, som coronavirussen lige nu har trukket en plexiglasrude ned foran, så jeg kun kan se ind i det drømmeliv, men ikke bevæge mig derind og være derinde. Og her på denne side af plexiglasset erkender jeg, at jeg for længst har fået mit drømmeliv, men jeg har bare været tung i opfattelsen og givet mig selv betonklodser på fødderne, så det ikke var muligt at tage det drømmeliv til mig, som jeg troede, at jeg hverken havde lov til eller havde fortjent.

Jeg forestiller mig, at det minder lidt om oplevelsen af først at erkende, at man elsker den mand, man var sammen med efter, at han er gået videre med en anden. Som om erkendelsen kom alt for sent.

Men min erkendelse er ikke kommet for sent, for selvom det meste af verden er lukket ned for tiden, så er der stadig mange muligheder for kreativ udfoldelse både hjemme og ude. Jeg kan faktisk både tage på inspirationsture og skrivedates, de skal blot foregå udenfor med afstand til andre. Jeg kan tage kamera, notesbog, pen og kaffe med i en rygsæk og tage på tur rundt omkring på øen. Der er jo ikke udstedt opholdsforbud nogen steder her på øen.

Naturen er åben. Strandene, bakkerne, skovene og havnene er åbne. Der er masser af steder at tage min indre kunstner med på tur. De er i gåafstand, i cykelafstand og kan nås i bil i mine biluger. Så mit drømmeliv er også tilgængeligt lige nu, det er blot ikke alle rammer og steder, der er åbne for tiden.

Altså jeg er ankommet til destinationen for mit drømmeliv, det handler blot om at erkende, at togrejsen for længst er forbi. Det er tid at stå af toget, der holder ved perronen og venter på mig. Det er tid til at gå ind gennem stationsbygningen og videre ud i mit liv. Det er lige her og nu. Det venter kun på mig. Og det er kun mig, der kan bringe liv ind i det drømmebillede ved at sætte det i gang, som når man trykker på play, og en film går i gang. Det skal leves i praksis. Der skal handling til. Der skal være overensstemmelse mellem tanke, ord og handling. Og nu mangler der handling, mere handling end små, sparsomme mundfulde.

Og mens jeg sidder og skriver dette, mærker jeg noget i mig, som vil prøve at holde mig tilbage, og som fortæller mig, at jeg sagtens kan vente og tage en tur til med toget frem og tilbage. Jeg behøver ikke gøre det, som jeg drømmer om. Jeg kan blive siddende på min stol og skrive om det og drømme om det uden nogen sinde at gøre det til levet liv.

Hvad er der at være bange for? Hvorfor er udfoldelse af et kreativt liv fuldt af sjove og interessante oplevelser skræmmende? Hvorfor er et kreativt og lykkeligt liv skræmmende? Hvad er det for en forskræmt stemme fra mit indre, der lige nu forsøger at holde mig tilbage fra at gå fra tanke og ord til handling? En stemme, som jeg åbenbart ubevidst har lyttet til længe.

Jeg ved, at når jeg har valgt at handle og leve mine drømme ud indimellem, så har det været en oplevelse fyldt med glæde og med følelsen af stor frihed og mening.

Der er en lille, ældgammel, rynket og indtørret gnom i mit indre, der tavst råber: ”Gør det ikke! Gør det ikke! Bliv hellere hjemme i sikkerhed, hvor intet kan nå dig! Tag en tur mere og drøm videre. Så længe du drømmer, er du i sikkerhed.”

Det er frygtens gnom, der står og vogter porten til lykkens og frihedens strålende verden på den anden side af en fæstnings voldgrav og jernbeslåede port.

Udgivet i At skrive livet, Tanker om ..., Tekst | Skriv en kommentar

Lykken er en lille ny

For nogle måneder siden begyndte jeg at modtage inspiration til at købe en lille ny computer. Inspirationen pegede på, at jeg skulle købe den, mens min gamle stadig fungerer og kan bruges og altså ikke vente på, at den eventuelt bryder sammen. 

Inspirationen dukkede op i mine tanker med mellemrum for at minde mig om det uden dog at give inspiration til, at jeg skulle handle på inspirationen nu og her. Og som jeg har fortalt før, så indeholdt inspirationen et klart billede af en lille sølvfarvet bærbar computer. 

Den lille størrelse fik mig til at tænke på, at den ville blive fin og let at tage med ud i verden på inspirationsture og skrivedates, så jeg kunne realisere tanken om at vænne mig til at skrive på en computer i et offentligt rum i stedet for i en notesbog. 

Nu, hvor den lille computer er dukket op, har det vist sig, at den er blevet mit primære skriveredskab. Efter anskaffelsen mærkede jeg, at den primært skulle være til at skrive på, og jeg begyndte som bekendt at skrive en digital dagbog for at vænne mig til det lille tastatur. 

I løbet af en uges tid er den lille nye ikke kun primært til at skrive på, men den er også blevet mit primære skriveredskab. Mine morgensider skriver jeg stadig i hånden i den sædvanlige notesbog hver morgen, men når jeg skriver efter morgenmaden og senere på dagen, griber jeg ud efter computeren og skriver her i stedet for i notesbogen, som jeg plejer. 

Efter at have skrevet frit på computeren nogle dage skriver jeg nu langt mere, end jeg plejer. Fingrene danser let, hurtigt og ubesværet over det bløde og lydsvage tastatur. Det betyder, at fingrene kan følge med tankernes tempo, der let og hurtigt lander på skærmen. Jeg bliver ikke øm i hænderne, og det  belaster ikke mit hoved eller gør mig træt. Faktisk er det blevet meget afslappende at skrive. Mit skrivetempo er sat betydeligt i vejret, og med den ubegrænsede plads lader jeg bare tankerne løbe frit og ucensureret gennem fingrene på tasterne og ned på skærmen. Jeg skriver mig ind i tanker og hjørner i bevidstheden, som har brug for opmærksomhed og forståelsens lys, og fordi det foregår så hurtigt og ubesværet, kommer jeg både længere og dybere i det, jeg skriver.

Det har vist sig, at jeg med den lille nye har fået et nyt skriverum, der har åbnet til et langt større og mere frit skriverum end før. Det havde jeg slet ikke set komme, da jeg modtog inspirationen til at investere i købet af en ny og mindre computer. Inspirationen har vist sig at åbne til noget, som jeg hverken forestillede mig, forventede eller vidste, at jeg ønskede mig. 

Jeg ved ikke, hvad der er det  bedste for mig. Jeg ved heller ikke, hvilken vej der fører dertil. Derfor er det altafgørende at lytte og tage imod, når inspirationens og vejledningens stemme taler og uden at dømme indholdet. For en stemme i mig kunne have sagt, at jeg jo havde en computer, så hvorfor skulle jeg med min begrænsede økonomi bruge penge på endnu en, så længe den gamle fungerede. En stemme, jeg kunne have kaldt fornuftens stemme. 

På samme måde med den lille “nye” delebil jeg på forunderlig vis har fået her i det nye år. Den fik jeg også inspiration til gennem lang tid med visionen om en lille personbil på delebasis i stedet for den bil, jeg havde. Og vejen at nå dertil måtte jeg lade mig føre ad, for jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle realisere den vision.

Lige nu er verden lukket ned, og jeg er trukket tilbage i ro for at komme til kræfter igen og få mit følsomme sanseapparat og hoved i balance igen. Denne situation åbner samtidigt for tid og ro til at skrive. Jeg skriver mig ind i situationen og gennem den og vil være klar til at træde mere ud i verden, når den igen åbner mere op.

Når det sker, kan jeg tage min lille sølvfarvede computer med på inspirationsture og skrivedates i den lille sølvfarvede delebil. Det glæder jeg mig til. Og indtil det sker, vil jeg skrive mig gennem dagene, gå ture ved havet, nyde roen og mit liv med al den frihed, glæde og fordybelse, det rummer, uanset situationen ude i verden.

Udgivet i At skrive livet, I skriveværkstedet, Tanker om ... | Skriv en kommentar

Digital dagbog

I skriverummet, søndag

Lyset er blødt gennem skydækket her til morgen efter lang tid med skarpt sollys. Udsigten her fra skrivebordet ud over mosen er blevet et billede i nuancer af lysende forårsgrøn med et hvidt centrum af blomster på mit lille blommetræ, der står på den anden side af vejen.

Det er blevet tid til at slå en slags streg i sandet og fokusere på at bygge op og samle kræfter og vende tilbage til hverdagen og min praksis med alt det, der løfter og giver energi og glæde.

Der er stille her til morgen. I aftes vendte begge hold naboer hjem efter nogle dages fravær, men der høres kun solsortesang og tasternes klikken under mine fingre. Jeg er så glad for min lille nye computer. Den er så behagelig at skrive på, med bløde og lydsvage taster.

Stilheden blev brat brudt af Tilda, der fik øje på en sort kat neden for huset, og hun som ellers aldrig gør, måtte både knurre og gø af den fremmede kat. Mens jeg sidder her og skriver, ligger Tilda på sin pude foran den franske dør, hvor hun kan holde øje med alle passerende dyr, når hun ikke er faldet i dyb søvn.

Katten har fjernet sig ud af syne, Tilda er faldet til ro, og her er igen helt stille bortset fra tasternes bløde klikken.

Jeg er taknemmelig for, at denne lille computer stod og ventede på mig i den lokale butik, der blandt andet sælger computere og it-udstyr. Præcist den computer, som jeg havde fået en vision af og til den pris, jeg fik inspiration til, det skulle være. Det er altid en glæde at mærke, hvordan vejledning og inspiration kan fungere, ofte som en klar indre vision med et ret konkret indhold i form af et billede eventuelt kombineret med nogle nødvendige oplysninger, som her en lille sølvfarvet bærbar computer til 4.000 kr. Og visionen viste sig at være meget præcis og konkret og med tilkøbt udstyr blev det den pris.

Jeg er også meget taknemmelig for den vejledning, jeg har modtaget i forhold til at tage ansvaret for mig selv ved at sætte øjenundersøgelser og behandling på pause og i stedet for at fokusere på mit liv og min praksis.

I dag føles det lidt som at begynde forfra eller at begynde igen. Jeg har vendt mig mod glæden, friheden og kreativiteten, mod at bygge op og komme i balance, mod at genoptage min skrivepraksis.

Det er netop, hvad jeg er i gang med lige nu, hvor jeg efter at have spist morgenmad ved spisebordet i køkkenet er gået op i skriverummet og har sat mig med computeren for at skrive mig tilbage til min praksis, der blandt andet går ud på ikke at gå på nettet om morgenen men først efter at have skrevet, læst nogle sider i Et kursus i mirakler og skrevet igen formiddagen igennem.

Morgenen og formiddagen er min fordybelses- og praksistid. Jeg skriver dagen i gang med mine morgensider før morgenmaden og skriver videre bagefter. Det giver en rolig måde at begynde dagen på og at holde fokus på.

Jeg nyder det bløde og behagelige lys, der lægger sig som fløjl om mine overfølsomme sanser. Og med tanken om nu at have skiftet fokus og retning læner jeg mig ind i en velsignet indre fred og ro med en vished om, at alt igen er som det skal være.

Det er blevet tid til at gå ned i køkkenet og lave kaffe og tage den med herop til min fordybelses- og læsestund.

*

Min oplevelse af at have et frit skriverum, et helle i verden i min notesbog, er nu blevet udvidet til også at være i skriverummet her på computeren. Jeg er i gang med at genindtage computeren som mit skriverum efter, at den i mange år primært har været et vindue ud til verden, hvorigennem jeg kan dele med andre og har kunnet kigge på og læse, hvad andre skriver og deler.

Med denne lille nye bærbare har mit frie skriverum udvidet sig til også at inddrage tastaturet og skærmen. Igen skriver jeg lige ubesværet i hånden i notesbogen og på tastaturet på computeren. Jeg glæder mig til, at verden igen begynder at åbne mere op, så jeg kan bringe dette udvidede skriverum med mig derud.

Selvom jeg vældig godt kan lide den fysiske notesbog af papir, som jeg kan vende blade i, og at skrive med penne med blæk, der flyder ned på papiret med håndens bevægelser, så kan jeg også vældig godt lide tanken om, at denne dagbog ikke fylder noget i den ydre verden. Den ligger her i en fil og bliver liggende her så længe, computeren fungerer, og undervejs vil den blive lagt på backup og gemt på en ekstern harddisk. Hvis teknikken bryder sammen, vil den forsvinde, men stadig eksistere som et rum uden ord i mit indre.

Nu hvor jeg er ”back on track” i min daglige praksis, begynder jeg straks at tænke på, hvad det er jeg skal skrive alle de formiddage, der ligger foran mig. Og så husker jeg på de uafsluttede skriveprojekter, jeg har liggende. De venter på mig. De venter på, at klarhedens svar når frem til mig. Svaret på, hvad der skal ske med dem, og hvordan jeg når frem dertil. I mit indre ved jeg, at dette svar allerede er til rådighed, spørgsmålet er, hvornår jeg bliver klar til at modtage det. Hvis jeg har modstand på svaret, kan det ikke nå frem til mig. 

Herfra skrev jeg videre meget længe og skrev mig ned i en dybde af ubevidste elementer, som det ikke er tiden at dele ud af, derfor forbliver det i den digitale dagbogs private del.

Udgivet i At skrive livet, Tanker om ..., Tekst | Skriv en kommentar

Digital dagbog

I stuen, lørdag den 25. april 2020

Jeg sidder i sofaen med en sovende Tilda ved min side og skriver på den lille sølvgrå computer, der hviler på mine ben.

Det er endnu en stille dag i huset ved havet, hvor hund og menneske hviler, slapper af, går tur og langsomt kommer til kræfter igen.

Tilda synes at klare eftervirkningerne af narkosen og operationen torsdag morgen fint og kommer sig tilsyneladende hurtigt. Hun sover meget, og vi går korte ture indtil videre. Hun går i sit normale hurtige tempo på udturen og langsommere og med mange pauser på hjemturen, hvor kræfterne begynder at svinde igen.

Siden mandagens undersøgelse hos øjenlægen for tegn på grøn stær på det ene øje har jeg været underdrejet og på meget lavt blus.

Onsdag indtalte øjenlægen en telefonbesked, hvor hun foreslår, at jeg skal forsøge mig med en anden slags øjendråber og komme til kontrol af trykket i øjet igen allerede først i maj måned, når hun kommer til Samsø igen. Tanken om igen at blive dårlig og ude af stand til at fungere og klare min dagligdag på grund af endnu en undersøgelse og behandling kunne jeg simpelthen ikke overskue. De sidste 3 måneders tilbagevendende perioder, hvor jeg har været helt underdrejet og ikke kunnet klare helt almindelige dagligdags ting som rengøring, samvær og samtaler og at gå tur med min hund og har måttet bede naboerne om hjælp, har fremkaldt en indre stresstilstand. Og jeg valgte i første omgang at lade være med at reagere på øjenlægens indtalte telefonbesked.

I morges skrev jeg mig til klarhed omkring denne situation på mine morgensider.

Det blev klart, at jeg skal sætte alle øjenundersøgelser og behandlingsforsøg på pause og give mig selv tid og ro til at komme ordentligt til kræfter igen efter de sidste 3 måneders udfordringer. Det blev også helt klart, at jeg skal tage ansvaret tilbage og selv beslutte, hvad der er det bedste for mig.

Her i eftermiddag har jeg derfor skrevet en sms til øjenlægen og forklaret hende min situation og beslutning. Og hun har minsandten svaret tilbage, at hun synes, at det lyder fornuftigt, og at det giver mig god tid til at restituere, inden jeg skal til forundersøgelse i september før operationen for grå stær. Sikke en fantastisk øjenlæge, der kan møde, forstå og støtte mig i et andet valg, end det hun som fagperson har foreslået. Hun er kommet med de bedste løsninger, hun kan finde ud af som øjenlæge. Men det er op til mig at tage ansvaret for mig selv i min situation og mærke efter, hvad der er den bedste løsning for mig.

Morgenens beslutning og øjenlægens opbakning har givet fred og ro i mit sind. Nu kan jeg se frem til 4 måneder, hvor jeg kan fokusere på at komme ovenpå, gøre det der løfter, giver glæde og energi og får mit liv op i gear og funktion igen.

En fin lektion i at lytte indad efter løsninger i stedet for udad.

Udgivet i At skrive livet, Tanker om ..., Tekst | Skriv en kommentar