hybenrosetid

Det er den tid på året, hvor gåturene ved havet langs kysten både mod øst og vest her ved Mårup også er at gå i et dufthav af hybenroser.


Udgivet i Foto, Samsø | Skriv en kommentar

en mandag i juni

Årets første rose fra haven er blevet plukket og stillet i en vase på mit skrivebord.


Udover et hvidt stearinlys står der næsten altid blomster på bordet, hvor jeg sidder og skriver med udsigt til træer og mose. Tilda holder mig ved selskab og holder øje med alt, hvad der bevæger sig ud for huset.


Hvert år leverer en stor og kraftig rose bag huset et væld af store, smukke, duftende blomster. Og i går gjorde en kær veninde mig opmærksom på, at rosen har navnet “Peace”. Fredsrosen. Det vidste jeg ikke. Rosen fulgte med huset og haven, og den tidligere ejer, der formentlig har plantet den, mødte jeg aldrig, da huset blev købt som et dødsbo.


Tilda og jeg har været i Nordby i formiddag for at hente æg hos min lokale leverandør lagt af glade frie høns, der spiser alt, hvad de kan finde i deres fritgående liv i have og på mark, hvilket kan både ses i de dybt orange blommer og smages. Vi kombinerede indkøbet med en gåtur på stranden på en nordlig del af østkysten, hvor mørke skyer skabte et dramatisk landskab af himmel og hav og lys og skygge.


Må din mandag være fyldt med lys og blomster af både indre og ydre karakter.

Udgivet i Hverdagsliv, Samsø | Skriv en kommentar

om at åbne sindet … en tekst

Om at åbne sindet

Et par dage er gået uden, jeg har skrevet en tekst til bogen med notater fra stilheden, og jeg mærker et savn stige op til bevidstheden som en iltboble, der brister og slipper sit indhold. Jeg svarer på kaldet og sætter mig ned og skriver.

I nogen tid har jeg genlæst ”The Sound of Paper”. En af Julia Camerons mange bøger om at skrive og være kunstner. Bøger med inspiration til at komme i gang eller komme i gang igen og holde det kunstneriske arbejde i gang.

At læse hendes bøger har været som at have en skriveven, en ven at dele det med at have et skrivende og kreativt liv. En ven, som kender det hele fra sig selv, fordi hun lever et liv, der ligner mit ved at være centreret om at skrive og udtrykke sig kreativt.

Men nu hvor jeg er begyndt også at genlæse ”Walking in this World”, kan jeg mærke, at jeg er mæt af at læse hendes tekster med fokus på at finde tillid til at skrive og om at have brug for støtte til at skrive. At læse hendes bøger har den senere tid tiltagende været som at høre en stemme fra fortiden, der taler til en, jeg var en gang, mens jeg for længst er nået et helt andet sted hen på min vej. At blive ved med at læse hendes bøger er at blive i et gammelt tankespor.

Jeg har ikke længere brug for at læse mig til inspiration.

Jeg har ikke længere brug for at blive skubbet og holdt til ilden til at forpligte mig. Jeg har forpligtet mig til min opgave. Og jeg er i gang med den og har været det meget længe.

Efter at have studeret og arbejdet med ”Et kursus i mirakler”, et spirituelt selvstudium om at komme fri af illusioner og tilbage til sandheden, og efter at have læst i bogen næsten dagligt siden sommeren 2008, har jeg et stykke tid mærket, at jeg lige nu har brug for en pause. En pause i forhold til dagligt at læse i Kurset. Kurset er med mig altid via mit fokus og den indre vejledning jeg modtager. Men jeg har ikke brug for at læse dagligt.

Jeg skal leve Kursets budskab. Jeg skal praktisere det i levet liv. Det er her, hvor jeg er på vejen lige nu.

Just do it!

Bare gør det! Hvad end dét så er. Bare gør det. Praktiser, MEN ved at lytte til og følge den indre stille stemmes vejledning.

Lige nu har jeg fokus på at tage mit Selv ind. Det Selv jeg og vi virkeligt er.

Min og vores sande identitet hinsides verden tager jeg til mig. I accept og taknemmelighed.

Det er, hvad mit fokus er på, og det som jeg dermed giver næring til at løfte og flyde ud over min hele verden.

Lige nu har jeg ikke brug for at læse hverken det ene eller det andet men kun for at være åben. Åben for den indre vejledning. Åben for hvad jeg skal gøre og ikke gøre og hvornår.

Det handler om at leve i åbenhed uden planlægning. Om at være opmærksom og lytte. Om at lægge læsning til side og bare være og lytte i stedet.

Nogen gange skal der en pause til. En pause hvor alt bundfælder sig, og der forberedes et løft til et højere niveau. En pause, hvor man hopper nogle trin højere op ad stigen på vejen tilbage. Det sker lige nu uden min bevidste deltagelse. Jeg kan bare mærke det. Min opgave er at være stille og åben.

Der er ikke mere at læse lige nu. Der er ikke mere at gøre. Udover at lytte, dele og skrive.

Min opgave rummer altid 2 elementer. Livet og formidlingen.

Livet er min vej. Den stille indsigts og glædes vej. Og formidlingen er at dele vejen, indsigterne og glæden med andre.

Det har jeg sat ord på og delt mange gange. Og hver gang jeg fortæller det, fortæller jeg det også til mig selv.

I alt, hvad vi siger og gør, fortæller vi os selv og andre noget om os selv. Vi viser vort selvbillede til os selv og til andre. Og det, vi viser andre, viser vi os selv.

At undervise er at vise.

Det vi tror om andre, tror vi om os selv, men vi ser det udenfor os selv ovre hos en anden eller hos flere andre.

Og den måde vi er sammen med andre på, det vi tænker, siger og gør, fortæller både os selv og andre, hvad vi tror om os selv.

En gang imellem må tavlen tørres ren. Alt, hvad jeg har troet på om mig selv, om andre og om verden, må jeg slette af min indre tavle.

Det er, hvad denne pause handler om. Den indre tavle tørres ren.

Når sindets tavle er tørret ren, bliver sindet rent, modtageligt og åbent. For sandheden.

Udgivet i I skriveværkstedet, Tanker om ..., Tekst | Skriv en kommentar

i dag er sådan en dag …

Nye sider i Tusindfryds Bog …



Udgivet i I det kreative værksted, Hverdagsliv | Skriv en kommentar

kommunikation, kunst og kærlighed … en tekst


Kommunikation, kunst og kærlighed

Mit liv er kendetegnet ved et livslangt kærlighedsforhold, der har fulgt mig og båret mig igennem livets mange foranderligheder i relationer og livsomstændigheder.

Dette kærlighedsforhold er vejen, jeg går på, det er luften, jeg indånder, det er formen jeg udtrykker mig igennem.

Det er kærligheden til og i kommunikation og kunst.

Gennem kommunikation møder jeg et andet menneske. Gennem kommunikation får jeg forbindelse med et andet menneske. Gennem kommunikation forstår jeg den anden og mig selv i det møde, som kommunikation er.

Kommunikation har mange kanaler i denne verden udover den direkte gennem sindet. Vi mødes i et blik. I et knus. I et favntag. I en samtale. Vi mødes i at dele og være i feltet, hvor der ikke er forskel på at give og modtage.

Vi rækker ud mod hinanden med kroppen som redskab med ord, berøring, blikke, mimik og gestikuleren.

Vi taler og lytter. Vi skriver og læser. Vi ser og vi svarer.

Jeg elsker åbne, dybe og fortrolige samtaler en til en. Det er det kit, der for mig binder en relation sammen. Det er ønsket om at dele tanker. Det er tilliden til at blive modtaget, set og hørt. Det er ønsket om at se, høre, tage imod, rumme og favne den anden.

Kommunikation og ønsket om at dele på mange planer er kittet i en relation, der bygger sit fundament på kærlighed, for mig at se.

Også kunst er kommunikation.

Kunst er en kommunikationsform hvorigennem kunstneren kan udtrykke et indhold og et budskab til modtagere i verden.

Kommunikation er min måde at være i verden på. Og kunst er en af måderne at kommunikere i og med verden på.

Det er naturligt for mig at kommunikere, dele og udtrykke mig i ord og billeder. Det er naturligt for mig at dele mine tanker med andre. Og det gør jeg både i det talte og skrevne ord og i billeder og form.

Det er naturligt for os alle at kommunikere. Vi gør det hele tiden. I ord og handlinger, bevidst eller ubevidst. Vi kommunikerer med alt, hvad vi gør og udtrykker, både til os selv og til andre.

Vi hænger sammen med hinanden, uanset om vi vil det eller ej, og uanset om vi er bevidste om det eller ej.

Vi kan ikke være uafhængige af hinanden eller undlade at forholde os til hinanden.

Selv eneboeren i en hule på et bjerg forholder sig til os andre i sit valg af at være isoleret fra os som eneboer.

Kommunikation og kunst er mit livslange kærlighedsforhold i verden. Og det kommer til udtryk på flere måder.

I mange år var jeg modtageren af andres kunst. Jeg læste en masse, studerede litteratur og så på kunst.

Hver bog og hvert møde med et kunstværk er en kommunikation mellem mig og værket og mellem mig og forfatteren eller kunstneren bag.

På et tidspunkt begyndte et indre kald i mig. Kaldet til selv at skrive kom først. Dernæst kom kaldet til at udtrykke mig i form og billede.

Da jeg først besvarede kaldet og begyndte at skrive og senere at tegne og male, blev jeg bevidst om det indre kærlighedsforhold, som har været min livspartner lige siden.

Evnen til at udtrykke mig i ord og billeder var det eneste, der blev tilbage, da jeg i en årrække mistede min funktionsevne på alle områder som en del af den omkalfatring af mit liv, som jeg var igennem for år tilbage.

Evnen til at udtrykke mig i ord og billeder blev hos mig og bar mig igennem ild og vand og nedsmeltning, indtil jeg rejste mig som Fugl Fønix af asken i et helt nyt og på alle måder anderledes liv.

Evnen til at udtrykke mig i ord og billeder er de redskaber, der er givet mig til den livsopgave, der er min. En opgave der helt fundamentalt handler om kommunikation. Om at være budbringer.

Og lige som alle andre kommunikerer og underviser jeg i alt, hvad jeg gør. Vi kommunikerer og underviser i måden vi lever vores liv. I det vi tror på, og i de valg og prioriteringer vi foretager i vores liv. I det vi er optaget af og bruger vores liv på. I det vi udtrykker i ord og handlinger, relationer og omstændigheder.

Min livsopgave og de redskaber, jeg er givet til at løse den med, er som et kærlighedsforhold. Det er med mig og i min bevidsthed altid. Jeg er givet dette, fordi det passer til min naturlige måde at være og udtrykke mig på.

Jeg elsker at skrive og udtrykke et indhold i tekst og andre kreative former. Jeg elsker at tage imod inspiration og at lade mig lede i det kreative arbejde i ord, billede og form. Det er som at være en fisk i vandet. Og ligesom fisken får jeg åndenød, når jeg kommer væk fra mit naturlige element.

Da jeg bad bønnen: ”Før mig til vejen brolagt med glæde” en augustdag i 1999 og mærkede dybt i mig, at bønnen var blevet hørt og ville blive besvaret ved at det ville ske, da sagde jeg ja til min livsopgave uden at være bevidst om, at det var det, jeg gjorde. Jeg var blot bevidst om, at noget helt afgørende og uafvendeligt var sket. 3 uger efter begyndte nedbrydningen af det liv, jeg havde levet indtil dette tidspunkt, og den totale omkalfatring af mit liv, der varede i mange år, begyndte.

Bønnen blev hørt og besvaret, og efter en mangeårig intens indre og ydre forandringsproces nåede jeg frem til vejen brolagt med glæde og min livsopgave, som allerede var i gang med processen. Og det er her på vejen brolagt med glæde, jeg er lige nu og skriver fra. Og det er min livsopgave, jeg er i gang med lige nu med det, jeg skriver.

Undervejs i processen med at komme hertil er mennesker og relationer forsvundet ud af mit liv. Nogle er kommet og forsvundet igen. Andre er kommet til og er her stadig. Vi følges ad så længe, det giver mening og er befordrende for hver vores proces på vejen hjem.

I modsætning til tidligere er det ikke længere personer og relationer, der er fundamentet i mit liv. Eller én særlig person og ét særligt forhold.

Det kærlighedsforhold, der er fundamentet på vejen brolagt med glæde, er af indre karakter. Det er kærlighedsforholdet til min Skaber, Giver og Opretholder. Og det er kærlighedsforholdet til min livsopgave, hvorigennem jeg kan udtrykke det og den, jeg virkelig er.

Kommunikation, kunst og kærlighed er et og det samme i mit liv og i min opgave. Det har samme udspring, samme kilde og samme formål.

Udgivet i I skriveværkstedet, Tanker om ..., Tekst | Skriv en kommentar

tornerosesøvn … i skriveværkstedet

Tornerosesøvn

Nogen gange er det bare sådan, at jeg vandrer hvileløst rundt om mig selv med rastløshedens uro.

Jeg sætter mig ned og rejser mig igen. Om og om igen. Uden at kunne lande i en rød tråds hvilende favn.

Noget banker på i mig, noget kalder på mig og ønsker at blive bevidst og komme til udtryk. Men ingen tanker eller ideer lander i bevidstheden og slår rod.

Det er som mælkebøttens frø, der flyver hid og did med vinden. Hver gang jeg prøver at række ud og gribe fat, kommer vinden og puster frøet væk og op i luften, hvor det svæver ud af syne.

Dette rastløshedens sted foran døren til bevidstheden og kreativitetens rum, der står en anelse på klem og ikke er til at presse op, dette sted er meget velkendt. Jeg har været her et utal af gange.

Det er pausens afslutning, før forbindelsen til inspirationens kilde etableres igen.

Det er her, hvor trangen til at være kreativ, legende og skabende vågner op til fuld bevidsthed og trækker kraftigt i mig samtidig med, at døren til inspirationens rum stadig er lukket.

Det skriger i mig for at komme i gang, men det er ikke muligt. Alt hvad jeg rækker ud efter er tom luft.

Det er som væddeløbshesten, der står foran start med virrende hoved og skraber i jorden med det ene forben. Parat til at løbe men startskuddet lader vente på sig.

Dette sted, som er fyldt med indre uro og sitren, driver mig til at sætte mig ved arbejdsbordet, kigge på materialer, mærke på ting. Og det eneste der er her udover denne uro er tomhed. Indre tomhed. Inspirationens stemme er stum. Rummet er lukket.

Det eneste der er at gøre er at vente, og det er stort set det eneste, som føles umuligt.

Derfor denne rastløse bevægen mig frem og tilbage mellem forskellige planløse gøremål. Og derfor sætter jeg mig ned og skriver her og nu i et forsøg på at skrive mig forbi uroen og i forbindelse med inspirationens stemme.

Skyerne trækker sig sammen udenfor, og luften bliver trykkende.

Jeg mærker både et ydre og indre pres, som jeg blot kan observere men ikke gøre noget ved.

Jeg skriver men ingenting sker, udover at nogle ord lander på papiret. Ingen forløsning. Ingen frisættelse eller lettelse.

Alting er gået i stå.

Alting står stille. Både luften og tankerne.

Som fortættet dis.

Dis er alt, hvad der er at mærke.

Dis og manglende klarhed.

Det er, som om hestens skraben i jorden fylder verden og tankerne med uigennemskueligt støv.

Støv og dis.

Tørke og fugt, der ikke kan forenes og ophæve uklarheden og sløret i bevidstheden.

Støv og dis.

Jeg ville ønske, at jeg kunne lægge mig ned og sove som Tornerose og først vågne op igen, når al uklarhed er forsvundet, og lyset er vendt tilbage.

***

Tjørnen ud for mit hus og skriverum står høj, tæt og bred, fyldt med hvide blomster.

Hverdagen er begyndt igen, og jeg går rundt med tanker om formål og fokus og funderer over, hvordan jeg lever mit liv og bruger min tid. Og ikke mindst funderer jeg over, hvad jeg fokuserer på og tænker om det, jeg gør eller ikke gør.

Jeg kigger mig selv og min praksis dybt i øjnene for at se, om jeg lever og handler ud fra det, jeg fortæller mig selv, at jeg vil.

Det gør jeg, men ikke altid, er svaret. Og jeg mærker tydeligt, når jeg ikke gør.

Når jeg fokuserer på og praktiserer mit livs formål og min opgave i levet liv og arbejde, er jeg i en tilstand af glæde, lethed, klarhed og energisk foretagsomhed.

Når jeg slipper det og går en anden vej, forsvinder glæden, og jeg kommer ind i en tilstand af uklarhed, mathed og træthed. Det er så tydeligt, at man skulle tro, at jeg straks ville få øje på, når jeg gør noget andet, end det der er min vej i livet.

Men den anden tilstand er også kendetegnet ved, at jeg i hvert fald et stykke tid lytter til en stemme, der giver andre forklaringer på tilstanden og opfordrer til at give mig helt hen til den. Det er vildfarelsens stemme. Stemmen, der fører mig på vildspor og væk fra mig selv. Stemmen, der opfordrer til bevidstløshed og til at dulme den uro og smerte, der opstår ved at give slip på sig selv, med tomme kalorier i form af underholdning og noget, der kan puttes i munden.

Når denne hengiven sig i sløvhedens bevidstløse tilstand, som vildfarelsens stemme kalder selvomsorg, når denne tilstand og uroen, der taler fra den, bliver uudholdelig, så vågner jeg som fra en bedøvet søvn.

Jeg vågner og tænker: Hvad har jeg egentlig gang i?

Jeg vågner og genoptager min praksis.

Skriften er midlet, jeg tager i brug.

Jeg skriver mig tilbage.

Jeg skriver mig indad.

Ind til klarheden, hvor jeg finder og kender mig selv igen.

Her genfinder jeg også glæden. Her genetablerer jeg forbindelsen til det, som giver mig styrke og giver kroppen som kommunikationsredskab energi.

Via skriften og indadvendtheden genetablerer jeg forbindelsen til min indre Kilde af styrke, kraft og klarhed. Og her lander jeg på fast og sikker grund og føler mig fuldstændig tilstede og hjemme igen.

Endnu en gang undrer jeg mig over, at jeg kunne føre mig selv på vildspor og væk fra mig selv ved at give slip på mit fokus og min rytme.

Denne følelse af at være ude af mig selv, at være i tvivl og i uklarhed, at være uden glæde og fred, mat og inspirationsløs er et kendt sted. Det er et sted, som jeg er vældig fortrolig med og nærmest føler mig tryg ved. Eller rettere som jeg har følt mig tryg ved tidligere, fordi jeg har været i denne tilstand en stor del af mit liv. Jeg har kendt og været tryg ved uroen, tvivlen, matheden.

Dette vildfarelsens sted er gemmestedet. Stedet hvor jeg har gemt mig for Gud og for den og det jeg virkeligt er.

Dette vildfarelsens sted er der, hvor jeg synker ned i følelsernes malstrøm og lader mig fange ind i verdens foranderlighed og håbløshed.

Mørkets sted, der ikke har nogen udgang.

Jeg kender dette sted så godt.

Jeg deler det med andre mennesker og med de figurer, der kommer ind og forsvinder igen fra mit liv.

Det er stedet for fødsel og død, for mangel, for tab og vind, for kamp og strid.

Og når jeg slipper mig selv og synker ned i den tilstand, som denne verden er et billede på, så taber jeg overblikket, bevidstheden og klarheden.

Vejen ud af vildfarelsen er at vågne op. For når jeg vågner, ser jeg, at det var noget, jeg drømte. Jeg ser, at jeg er hævet op over det og ser på det, som når jeg husker tilbage på nattens drøm ved daggry.

Lyset er vendt tilbage.

Eller rettere jeg er vendt tilbage til lyset. For det var der hele tiden, jeg var blot blind for det, fordi jeg valgte at se på mørke.

Udgivet i I skriveværkstedet, Tanker om ..., Tekst | Skriv en kommentar

haiku på foto

Billede | Udgivet den by | Skriv en kommentar