Skumringsskrift 4 – Tusmørkedag

Det er en af de dage, hvor dagslyset ikke når helt frem, inden skumringen indfinder sig.

Det er en af de dage, der er svøbt i let skumring fra daggry til dagen går til ro i mørke.

Det er en af de dage, hvor skyerne hænger helt nede ved jorden og fylder luften med fin dråbefyldt støvregn vekslende med regn.

Det er en af de dage med indre og ydre stilhed.

Det en af de dage, hvor dagen ikke helt kommer til verden men forbliver i en tilstand mellem søvn og vågen.

Jeg opholder mig i husets lyseste krog. Læsehjørnet i det lyse skriverum oppe under taget. Her i krogen er det som om, al dagens lys samler sig og lyser hjørnet op. Her sidder jeg og læser. Her sidder jeg og tænker. Her sidder jeg og drikker kaffe. Her sidder jeg og suger lyset og stilheden til mig svøbt i en indre kåbe af blød væren og stille vished og glæde.

Det er en af de dage, hvor havet løber brusende ind mod kysten med række efter række af bølger kantet af hvidt skum. Havet er gråt som himlen, og blæsten kommer fra sydøst med en kulde, der siver ind til huden på halsen bag det uldne tørklæde.

Jeg sidder lige nu og skriver i den tiltagende skumring med udsigt til mosen. Trætoppenes nøgne grene er holdt op med at svaje. Måske har blæsten lagt sig sammen med det svindende lys.

Jeg ser ud over mosen, som endnu har rester af grønne nuancer. Snart vil farverne skifte fra grønt til gråt og til sort mod det tiltagende blå; inden dagen går helt til ro i mørket.

Det er en af de dage, hvor alt er stille og tyst, ventende.

På hvad?

 

Udgivet i At skrive livet, Hverdagsliv, Tanker om ..., Tekst | Skriv en kommentar

I fordybelsens indre hule

Jeg skriver og skriver og skriver og prøver at skrive mig ind til svar på den indre kalden og længsel efter fokus på og fordybelse i at skrive.

Og midt i skriveriet dukker “Kvinden ved søen” pludselig op i min bevidsthed. Kvinden ved søen, inspirationen fra min skriverejse i Norge i sommer. Hende havde jeg helt glemt, hvad mon hun vil mig?

 

Udgivet i I skriveværkstedet, Rejseliv, Tanker om ..., Video | Skriv en kommentar

At skrive livet – Hulestemning

Blæsten suser om huset og buldrer om taget. Birketræerne svajer i vinden. Lyset er dæmpet gennem det tætte skydække.

Jeg er i hulehumør.

Det eneste, jeg har lyst til i dag eller i hvertfald lige nu, er at være inde i varmen, læse, skrive, drikke varm the og kaffe, være alene i mit eget selskab, være stille og ikke skulle tale med nogen.

Efter det lange efterårsophold i skoven kan jeg slet ikke få nok af at være alene. Dag ud og dag ind. Bare mit eget selskab og med Tilda ved min side. Jeg har ikke trang til at række ud mod nogen, hverken i tale eller skrift.

Den ugentlige skriveworkshops hos HØST opfylder mit udadvendte behov for at skrive et andet sted end hjemme med mennesker omkring mig.

Jeg har ingen trang til at tage af sted og sætte mig på en café et sted på øen og skrive der. Og jeg har ingen trang til at række ud og lave en venindeaftale eller anden aftale om samvær og samtale. Jeg har kun trang til at være hjemme og alene. Ikke mere snak. Lige nu.

Vi er midt i november og alle steder råbes der: Køb dit og køb dat. Køb gaver til jul, køb juleting. Køb, bare køb. Men jeg har ikke lyst til at købe noget. Faktisk har jeg besluttet mig for ingenting at købe i denne måned og sikkert heller ikke i næste måned udover det nødvendige til husholdningen.

Jeg har ikke brug for at købe noget. Jeg har så rigeligt af alting i forvejen. Ja, mere end rigeligt. Masser af tøj, mere end jeg får brugt. Masser af fodtøj. Masser af ting. Alt for mange ting. Mit hus er fyldt med ting. Alle rummene er fyldte med ting. Og udhuset er fyldt med kasser med ting, der er sat til side.

Jeg vil have fred og ro. Ting forstyrrer, når der er for mange af dem. I min verden.

Jeg vil læse bøger og fordybe mig. Min reol er fyldt med bøger. Ja faktisk har jeg jo mere end en reol, og de er alle fyldte med bøger. I reolen her ved siden af arbejdsbordet i skriverummet med udsigt til haven, hvor jeg sidder og skriver på computeren, er alle hylder fyldte med bøger i flere lag. Jeg har en svaghed for at ville eje bøger, fordi så kan jeg tage dem ned fra hylden når som helst og læse igen. Men jeg vil heller ikke købe flere bøger. Lige nu. I denne måned. I stedet vil jeg bruge biblioteket, og de bestiller jo gerne bøger hjem til mig, for de har ikke altid dem, jeg har lyst til at læse.

I dag vil jeg blive inde i varmen, drikke kaffe med varm mælk, læse og fordybe mig. Og skrive. Og gå tur med hunden, som lige nu ligger og sover dybt i sin seng her ved siden af arbejdsbordet. Hunden skal jo ud at gå tur, også selvom jeg i dag bare har lyst til at blive hjemme og inde.

Blæsten får træer og buske til at svaje uden for mine vinduer. Kun elletræerne har stadig blade på grenene, birketræerne står smukt med nøgne grene på deres hvide stammer og lyser i alt det grønne.

Det er fredag, og jeg kan se frem til en fri weekend uden aftaler eller planer. Fri og alene. Jeg er snart færdig med at læse de tre bøger, jeg hentede på biblioteket for godt en uge siden, måske skal jeg en tur biblioteket og hente nye forsyninger, hvis jeg ikke kan nøjes med noget af det, jeg har i reolerne.

Jeg er i hulehumør med uldne sokker, uldtrøje og uldne tæpper. Forstyr mig ikke, jeg er på vej i vinterdvale.

 

Udgivet i At skrive livet, Hverdagsliv, Tanker om ..., Tekst | Skriv en kommentar

Skumringsskrift 3 – Tilbage til hverdagen

Efter hjemkomsten fra det lange efterårsophold og forberedelserne til og afholdelsen af de to første skriveworkshops er jeg nu endelig vendt tilbage til hverdagen i huset ved havet. Tilbage til fokus på min daglige praksis med fordybelse og skrift.

I dag føles som den første hverdag og frie dag i en uge, der ligger åben og uden aftaler foran mig. Udover de aftaler jeg har med mig selv, selvfølgelig.

I nat lyste fuldmånen verden og mit soveværelse op, mens jeg lå vågen og roterede under dynen og ventede på, at søvnen skulle indfinde sig. Hvilket den først gjorde i de tidlige morgentimer. Jeg kan ikke finde ud af at bruge disse vågne nattetimer til noget udover at tænke og vende mit fokus indad, mens kroppen roterer næsten hvileløst fra side til side. Ville jeg mon kunne bruge en sådan fuldmånenat til at skrive i stedet for, hvis jeg prøvede, spørger jeg mig selv uden at få svar. Ville en månelys nat åbne for en anden skrift end den dagslyset bringer? Hvis jeg vænner mig mere til at skrive, mens mørket står omkring huset, vil jeg måske også kunne bruge søvnløse nætter til at skrive i.

Efter en kort morgensøvn blev jeg vækket af naboens hund, der var ude på sin morgenrunde i haven nedenfor mit soveværelsesvindue og syntes, at den skulle gøre alle omkring sig opmærksom på det. Da den tav igen eller måske blev lukket ind, kunne jeg hverken falde i søvn eller vågne. I denne tilstand mellem søvn og vågen lå jeg i lang tid og forsøgte at komme til verden igen. Kun en fast beslutning om at rejse kroppen op i sengen og flytte den ud på gulvet fik mig til at komme nogenlunde til mig selv i verden igen.

I min stille stund i læsehjørnet i skriverummet med Tilda ved min side før morgensiderne blev jeg nærmest løftet ind i en tilstand af glæde og taknemmelighed. En tilstand jeg har været i hele dagen, mens jeg har bevæget mig gennem dagens gøremål.

Formiddagen gik med fordybelse i dagens afsnit i Et kursus i mirakler, inden jeg for anden gang satte mig ved skrivebordet og skrev om, hvad der er lige nu og her ved denne tilbagevenden til hverdagen.

Ved middagstid fik Tilda sele på og jeg overtøj, og så gik vi en dejlig tur i frisk blæst gennem skoven over til havet mod vest, hvor vestenvinden fik bølger til at løbe brusende ind mod kysten med bræmmer af hvidt skum.

Jeg havde besluttet mig for, at i dag ville jeg give mig i kast med en udvidelse af min glutenfri bagekunst. Så da vi kom hjem igen, gik jeg i gang med at lave dej til kanelsnegle. De lykkedes fint, og hele huset dufter nu af kanel. Mens jeg drak kaffe og spiste kanelsnegle, læste jeg videre i Virginia Woolfs dagbog, som har ligget stille i nogle dage, mens jeg har læst Suzanne Brøggers biografiroman ”Koral”, en genkomponering af føljetonen ”Creme Fraiche”, ”Ja” og ”Transparence”, som giver et noget andet billede af en periode af hendes liv og af hendes relationer. Jeg nyder igen at være i selskab med Suzanne Brøgger og hendes fortællerstemme efter flere års pause.

Mens jeg har siddet her ved skrivebordet på første sal og skrevet dette, er mørket faldet på omkring huset, og der er kun en anelse blåt på himlen uden for vinduet. Efter træerne har sluppet deres blade, har jeg igen udsigt til lidt af landevejen på den anden side af mosen, så jeg her fra skrivebordet kan se billygter, der passerer forbi i mørket.

Jeg nyder at være tilbage i hverdagen og den stille tid på Samsø. Da efterårsferien sluttede, sluttede også turistsæsonen for i år, og roen og stilheden har igen sænket sig over øen. Den stille tid er min yndlingstid på øen. Nu er der igen plads alle vegne, og på dagens gåtur gennem skoven og ved havet mødte vi kun fugle.

Jeg nyder aleneheden og den ro og fred, det giver til at være indadvendt og have plads til mine egne tanker.

Jeg nyder at være tilbage i min egen døgnrytme og have al min tid til rådighed til at skrive og koncentrere mig om mine egne gøremål.

Tilda ligger på sin pude foran den franske dør og fortæller med sin stille stemme, at det er madtid. Så jeg vil slutte dette skriv og gå ned og lave mad til hende.

 

Udgivet i At skrive livet, Hverdagsliv, Samsø, Tanker om ..., Tekst | Skriv en kommentar

Taknemmelighed 7 af 7

Jeg er taknemmelig for denne dag

Jeg er taknemmelig for, at jeg har alt, hvad jeg har brug for

Jeg er taknemmelig for, at der bliver sørget for mig på alle måder og i alle ting

Jeg er taknemmelig for, at jeg er på vejen brolagt med glæde

Jeg er taknemmelig for, at min livsopgave er fuld af fryd og glæde

 

 

Mange tak til alle jer, der har praktiseret taknemmelighed sammen med mig denne uge. Både jer, der har delt og jer, der har gjort det stille med jer selv.

Mange tak for alt, hvad I er og alt, hvad I giver. ❤

Udgivet i Inspiration og praksis, Tanker om ... | 4 kommentarer

Taknemmelighed 6 af 7

Jeg er taknemmelig for denne morgen med indre og ydre stilhed

Jeg er taknemmelig for rødhalsen, der hilste godmorgen udenfor mit åbne soveværelsesvindue

Jeg er taknemmelig for en hel weekend med alenehed, indadvendthed og fordybelse

Jeg er taknemmelig for visheden, jeg hviler i

Jeg er taknemmelig for alt, hvad jeg er givet

Udgivet i Inspiration og praksis, Tanker om ... | 4 kommentarer

Taknemmelighed 5 af 7

Jeg er taknemmelig for min lokale vvs-mand, der kommer, straks jeg ringer, og finder fejlen i mit fjernvarmesystem, så jeg kan få varme i huset

Jeg er taknemmelig for skraldemanden, der året rundt kommer og henter mit affald og putter en ny pose i stativet

Jeg er taknemmelig for alle de søde, venlige og hjælpsomme mennesker, jeg møder alle vegne

Jeg er taknemmelig for at bo på en ø og opleve det fællesskab, der er i bevidstheden om, at vi alle betyder noget for livet på øen

Jeg er taknemmelig for alle de ildsjæle og idérige og foretagsomme mennesker, der holder livet i gang på øen til glæde for os alle

Udgivet i Inspiration og praksis, Samsø, Tanker om ... | 4 kommentarer