At skrive i mørke

Mørket har for længst sænket sig over øen og står tæt omkring huset og lukker for udsynet. Jeg har sat mig for at skrive i mørket, skrive mig ind i de mørke timer og ind i vinteren.

Længe har der været stille i inspirationens indre rum, og jeg ved, at stilheden opstår, når jeg ikke tager imod den inspiration, jeg modtager, og når jeg ikke følger min egen intention og mine aftaler med mig selv.

Da jeg vendte hjem fra efteråret i skoven, var det med en intention om at skrive med skumringen ind i mørket og skrive mig gennem vinteren. Som tænkt så gjort. Indtil jeg ikke gjorde det længere. Da skumringen krøb langt ind på dagen og begyndte at ankomme om eftermiddagen, glemte jeg min intention og lod min opmærksomhed fylde af andre ting, der slørede den tomhedsfornemmelse, som mørket udenfor fremkalder i mig.

Dagen i dagslys er fyldt med glæde og fred. Der er fylde i dagens lyse timer og stilhed. Men når mørket sænker sig om huset, opstår en følelse af tomhed, og stilheden bliver næsten rungende i denne tomhed.

Når jeg sætter mig ned for at skrive med mørket stående bag ruderne, mærker jeg denne rungen omkring mig, mærker stilheden, der er tom af fravær. Fravær af hvad? Hvorfor denne tomhedsfornemmelse? Den eneste forskel på dagslys og mørke er udsyn og manglende udsyn. Mørket får verden til at skrumpe ind omkring mig samtidigt med at tomheden udvider sig omkring mig.

Det er denne tomhed, jeg skal kigge på og være med for at komme forbi den og ophæve min trang til at fylde den ud med Netflix og TV-serier.

Måske er skriften svaret? Måske kan jeg skrive mig ind i, gennem og ud af tomheden igen? Måske er det netop skriften, der skal fylde og ophæve tomheden? Måske er det netop fraværet af skrift, der fremkalder tomheden?

Det er faktisk hyggeligt at sidde her og skrive på computeren ved arbejdsbordet i det gyldne lys fra bordlampen. Det føles rart og ikke tomt på nogen måde.

Tilda har endelig accepteret, at jeg har sat mig her i stedet for i sofaen sammen med hende, og hun har lagt sig på gulvet ved siden af min stol. Det er ikke kun mine aftenvaner, der skal ændres, det er også hundens dermed, fordi den følger mig i mine. Vi har jo vore rutiner i det liv, vi lever sammen, og hunden elsker rutiner endnu mere end mig.

Efter at have afsluttet årets sidste skriveworkshop i mandags har jeg nu 3 ugers ferie, inden vi starter op igen efter nytår. Disse skriveworkshops har fyldt temmelig meget i min bevidsthed, og nu kan jeg give helt slip på dem og fokusere på andre ting.

Jeg har brugt dagene herefter til at ordne praktiske ting i huset, som jeg har udskudt og gerne vil have ordnet, inden vennen i skoven ankommer på lørdag for at holde jul og nytår her sammen med mig.

I eftermiddag var jeg på café med en veninde. Vi talte om, hvad det er vi hver især vil fokusere på i det nye år. Mit 2020 har jo fået overskriften ”Tid til at skrive”, så jeg vil primært bruge min tid på at skrive. Vi er bevidste om, at forandringer kræver fokus og en bevidst indsats for at blive realiseret, især når det er noget man har ønsket sig længe, men ikke har givet sig selv lov til. For at støtte hinanden i hver vores proces blev vi enige om, at når jeg er færdig med at køre skriveworkshops i februar og vil fokusere helt på mit eget skriveri, vil vi begynde at tage på skrivedates på en café for at skrive sammen og for derved at hjælpe os selv og hinanden med at holde vort fokus.

Jeg glæder mig til at komme i gang med det nye år og ved at sidde her og skrive i mørket, fortæller jeg mig selv, at jeg mener mine intentioner seriøst og vil leve dem i praksis. Der skal være overensstemmelse mellem tanke, ord og handling, og når der er det, bliver livet fyldt med glæde, fred og fylde.