skrivedag

I dag er sådan en dag …

Dagens tekst:

Tanker om at skabe rum til at skrive

Der er fred og ro i huset. Og der er fred og ro i det kreative værksted.

Bordet i arbejdsrummet ovenpå er ryddet, alle materialer er lagt på plads, og de to igangværende mixed mediabøger er lukket og lagt til side. Arbejdet med dem kan genoptages når som helst, når tiden igen er til det.

Når døren til bryggerset med køleskab, vaskemaskine og opvaskemaskine blandt meget andet åbnes, så falder blikket straks direkte på lerværkstedet med drejebænk, ler, værktøj og afsætningssteder til tørring af igangværende arbejde. Også i lerværkstedet er der nu fred og ro, efter at alle de færdigformede emner er flyttet ned på keramikskolen til færdiggørelse.

Det kreative værksteds forskellige rum er blevet ryddet op, og fred og ro har indfundet sig. Der er ikke længere ting i proces, der kalder på mig, hver gang jeg kommer forbi.

Jeg arbejder bedst, når jeg kan rejse mig fra arbejdet og lade alt blive liggende, klar til at jeg kommer igen og fortsætter. På den måde har jeg hele tiden forbindelse til det, jeg er i gang med, og slipper ikke tråden i processen. Jeg er fortsat i inspirationens rum, selvom jeg laver andre ting.

Nu hvor skriften og den stille stemme kalder seriøst på mig for at få mig til at skrive, har jeg måttet indse, at jeg ikke kan have så mange andre igangværende kreative projekter kørende samtidig. Fordi med den forbindelse jeg opretholder med dem, bliver de ved med at kalde og hive i mig.

Siden starten på keramikskolen i begyndelsen af februar har jeg forsøgt at holde gang i både arbejdsrummet, lerværkstedet og skriverummet samtidig.

Jeg har en forestilling i mig om, at når jeg begynder på noget, skal jeg gøre det færdigt, før jeg kan begynde på noget nyt.

Sidste år, hvor jeg arbejdede med den store mixed mediabog ”Tusindfryds taske”, der rummer over 100 sider, nåede jeg at blive træt af eller færdig med dette arbejde i den sidste fase, før bogen i sig selv var færdiggjort. Visionen af noget andet begyndte at dukke op i min bevidsthed, noget mindre som jeg havde lyst til og energi på at komme i gang med. Men jeg gennemførte at gøre en ting færdig før begyndelsen på den næste.

Hvorfor tror jeg eller troede jeg, at det er godt?

En gammel misforstået pligtopfyldenhed.

Ofte er det skriverummet og skrivebordet, der kommer til at stå ubrugt og samle støv. Altså lige bortset fra skrivning af morgensiderne, og når jeg indimellem sætter mig ned for at skrive mig til klarhed om den uro, der opstår.

Visionen om den kommende bog og skriftens kalden har fået mig til at stoppe op og se på min praksis i det kreative værksted.

Mit kreative arbejde skal være funderet i glæde. Og dér har pligtopfyldenhed intet at gøre!

Så langt så godt!

I de 6 – 7 uger, der er gået med at begynde at lære leret og den verden at kende, har jeg drejet en hel del. Der er kommet mange brugsting ud af det og en mærkbar og synlig begyndende læring og forståelse for drejningens kunst. Lige nu handler det så om at lære at glasere og dekorere.

Det handler ikke om at producere!

Samtidig med at jeg har øvet mig, har jeg produceret en masse, selvom de fleste ting endnu ikke er nået hele processen igennem, og jeg derfor ikke ved hvor mange færdige ting, der bliver resultatet af øvelserne.

Men uanset, så har jeg ikke brug for alle de brugsting! Faktisk har jeg mere end rigeligt af ting i forvejen og vil gerne have færre ting. Hvad skal jeg med leret, keramikken og alle de ting, der kommer ud af det? Det ved jeg faktisk ikke. Jeg ved kun, at det giver glæde at lære dette håndværk fra bunden, og at det på en eller anden uklar måde er godt for mig at være i denne læreproces og i den sammenhæng på keramikskolen. Det skal jeg bare, sådan er det. Men hvorfor, og hvad det skal bruges til, aner jeg ikke.

Som så mange gange før kalder skriften og den stille stemme på mig, når jeg slipper fokus på at skrive og lader noget andet få min opmærksomhed og fylde min tid.

Mine kreative udtryksformer har skiftet en del og udvidet sig gennem tiden fra maleri, tegning, collage, figurer, skulptur, foto, håndlavede bøger og bogobjekter og nu til ler og keramik. Men selvom der har været pauser indimellem, så har jeg skrevet hele vejen igennem som et parallelspor. Skriften har været min tro følgesvend og måden, jeg altid har grebet til for at udtrykke indsigter og klargøre vanskelige livsfaser, som en naturlig måde for mig at nå til klarhed og udtrykke processer på. I 3 årtier har jeg skrevet stort set dagligt.

Skriften har båret mig igennem livskriser og forandringsprocesser. Med skriften er jeg dykket ned i det dybeste indre mørke og har ransaget mit sind og er kommet igennem frigjort og lettet. Jeg er gået igennem smerte og given slip på næsten alt og på alt det, som stod i vejen for et liv i glæde, fred og kærlighed.

Jeg har skrevet mig til selverkendelse, til indsigter og til erkendelser og til vejledning om mit liv, om mine livsvalg og om de forandringer, der var nødvendige at foretage på min vej tilbage til mig selv og til erkendelsen af sandheden om, hvad jeg er.

Og lige nu er der dømt pause i det kreative værksted for at give skriften mere plads for at komme helt ind i skriftens lyse og glædesfyldte rum og i sindets fylde.

Udgivet i Tanker om ..., Tekst, I skriveværkstedet | 4 kommentarer

dagbog … en tekst

Som en del af arbejdet med den kommende bog “Rejsen tilbage til mig selv. Notater fra stilheden” er jeg blevet inspireret til, at bogen skal indeholde nogle notater med overskriften “Dagbog”. Notater der tager udgangspunkt i, hvor jeg er på det ydre og på det indre plan lige nu og her.

 

Dagbog 28.03.17

Huset ved havet

Øen og dagen er indhyldet i kølig tågedis. Tågedisen kommer ind fra havet som gus, der lægger sig tæt som skyer mod jorden. Her midt på eftermiddagen tyder intet på, at solen får magt til at opløse tågen og komme igennem med sit lys og sin varme.

Det er tirsdag men føles fuldstændig som lørdag. For i min verden er det fritid efter 4 intense timer på keramikskolen i aftes. Min arbejdsuge er ultrakort og fritiden lang, faktisk går fritiden, der føles som weekend fra sit arbejde, fra mandag kl. 21 til næste mandag kl. 17. Mandagenes keramikskole sætter kadencen på mine uger for tiden. Det er fast planlagt tid med streg under vil og skal overholdes. Resten af ugen er fri tid oftest uden faste planer og aftaler.

I dag er det altså den første frie dag i denne uge. Jeg har det lidt som øen. Der ligger dis over mig fra nattens søvnløshed og myldrende tanker om ler og glasering. Søvnløsheden er trukket ind over dagen som havgus fra natten.

Jeg har besluttet mig for at holde fri nogle dage fra leret. Måske hele ugen.

Og jeg har besluttet mig for at dedikere denne uge til skrivetid og arbejde med den kommende bog.

Sjovt nok vakte denne tanke på mine morgensider en modstand, der kom helt op til overfladen af sindet. Under sin kappe bærer denne modstand en forestilling om, at jeg kun må skrive, hvis jeg er sikker på at skrive noget godt eller brugbart. Denne modstand har stoppet mit skriveri mange gange, og tiden er nu kommet til at se den direkte i øjnene.

Jeg vil gerne skrive. Faktisk elsker jeg at skrive. Jeg vil gerne skrive mere … tænker jeg, skriver jeg, siger jeg … og har gjort i årevis.

Jeg skriver faktisk også en hel del, men kontinuerlig skriven som en daglig praksis har jeg ikke. Jo, jeg skriver morgensider som en daglig praksis, men det tæller ikke i denne sammenhæng, for morgensiderne er et privat frirum, hvor alt er tilladt, og det skrevne er kun for mine egne øjne. Her giver jeg mig selv frirummet til at skrive dårligt. Men det er straks en helt anden sag for en stemme i mig, når jeg skriver tekster. Altså skriver ’rigtigt’. Denne stemme kan være temmelig højtråbende og insisterende, og den rejser sig som modstand, der kan have uendelig mange forklaringer på, hvorfor jeg ikke skal skrive lige nu, eller i dag men vente til en anden dag. For hellere lade være med at skrive end risikere at skrive dårligt, og jeg er jo heller ikke rigtig inspireret, vel? Fortsætter stemmen.

Det er egoets stemme. Stemmen som jeg lader begrænse mig og sætte mig i bur, hvis jeg ikke er opmærksom og hører efter den. I forhold til vedholdende at skrive har jeg lyttet mere til den, end jeg har lyst til at erkende. Men det er ved at se det i øjnene og erkende det, at jeg kan vælge på en anden måde. Og det jeg må vælge er at være parat til at skrive dårligt. Det vigtige er, at jeg gerne vil skrive og skrive mere, og det kan jeg kun nå ved at gøre det i praksis. Og at skrive dagligt eller meget ofte rummer muligheder af, at noget af det jeg kommer til at skrive, vil være dårligt og ikke brugbart. Men hvad så?

Det handler om praksis! Praksis er at gøre, ikke at tænke på at gøre. Og med den praksis jeg har haft længe med at skrive i perioder og så holde pauser, nogle gange lange pauser indimellem, hvor modstanden har slået rod, og jeg har skullet skrive mig forbi den og i gang igen, har været som at stå stille på stedet. Det har været en vedholdende gentagelse af sig selv.

Den eneste mulighed for forandring er at ændre praksis. Derfor sidder jeg her og skriver i dag, og skriver om dette. Derfor har jeg givet mig selv en hel uge til at fokusere på og praktisere at skrive og at komme længere og længere ind i skriften og skriftens rum.

Dette er endnu et skridt på vejen tilbage til mig selv. Og i dag står jeg der, hvor jeg kan vælge at lade mine fødder synke længere ned og gro fast på samme sted, eller jeg kan gå i aktion og fortsætte ad en anden sti, ad skriftens sti.

Hvad er det næste skridt? Sæt dig ned og skriv! Og det er så det jeg gør. Lige nu og her!

Og lige i dette øjeblik begynder solen at bryde igennem disen! Lyset og varmen kommer ind ad vinduet her ved skrivebordet nedenunder, hvor jeg sidder og skriver på computeren med udsigt til haven og træerne langs vejen ud mod mosen.

I mange år har jeg ønsket mig venskab med andre skrivende kvinder. Men af en eller anden grund er der ikke kommet en eller flere aktivt skrivende venner ind i mit liv. I stedet for har Julia Cameron været en sådan ven igennem den række af bøger, som hun har skrevet om at skrive og leve et skrivende og kreativt liv. Jeg har netop afsluttet læsningen af hendes bog ”Finding Water”, et 12 ugers forløb med en lang række essays om at skrive og overkomme blokeringer, modstand og manglende tillid til sig selv som skrivende.

I en bogkasse i skriverummet ovenpå står en stribe af hendes bøger. Jeg er lige begyndt at genlæse ”The Sound of Paper”, som titlen antyder endnu en bog om at skrive. At læse lidt i en af hendes bøger hver dag og læse om hendes liv og skriven er som at følges med en ven, der lukker en ind i sin verden og gerne vil være sammen med en om det, som vi begge er optaget af. At skrive og leve et meningsfuldt kreativt liv.

En anden inspirerende skriveven er Christine Mason Miller, som jeg også kun kender gennem hendes bøger, hjemmeside, blog og en podcast om at skrive, som hun er begyndt at udgive en gang om ugen. Her fortæller hun om sin egen skriveproces med sin seneste bog ”Moving Water. A memoir”, der handler om en del af hendes livshistorie og erkendelsesrejse. I disse podcasts har hun også samtaler med andre kvinder om at skrive.

Jeg spejler mig i disse kvinder, disse forfattere og genkender en masse fra deres skriveproces. De kender også modstanden og må forholde sig til, hvad den handler om, og om den skal have lov til at styre og forhindre dem i at skrive. Jeg genkender meget af mig selv og min proces i dem og det de fortæller om. Vi er alle i gang med at finde os selv, kende os selv, acceptere os selv og give os selv lov og plads til det, som vi elsker at gøre. Nemlig at skrive og være kreative og at give det tid og rum som en vigtig praksis i måden at være i livet på. Og de taler begge om at dette også er en del af en spirituel praksis, som det også er for mig.

Vi ønsker alle at dele disse erfaringer med andre, som måske kan spejle sig i det, vi fortæller, og selv finde en ven i dette til at støtte sig til i sin egen proces og på sin egen vej i livet.

Nu ved enden af denne dags notat, er disen næsten forsvundet. Både den ydre og den indre. Solen skinner fra en let diset himmel og varmer mig på min skrivearm, der lige nu samarbejder med den anden på computerens tastatur.

 

Udgivet i I skriveværkstedet, Tekst | Skriv en kommentar

keramikskole

Hver mandag aften, når jeg kommer hjem efter 4 intense timer i keramikskolen, føles det som at have fået weekend. Til forskel fra den almindelige weekend varer min en hel uge, indtil jeg igen skal på keramikskole mandag fra kl. 17 til 21.

Sådan var det også i går, hvor vi havde så travlt og gang i mange projekter, at vi næsten ikke havde tid til at holde pause og heller ikke var færdige til at gå, da klokken “ringede ud” kl. 21.

Rie Toft, vores underviser, har vældig travlt med at brænde imellem vore mødegange. I går ventede en masse ting, der havde været igennem den første brænding og dermed var klar til glasering.

Alle værkstedsrum summede af aktivitet, og vi stod nærmest på nakken af hinanden for at komme til at glasere. Vi eksperimenterede og øvede os. Heller ikke glasering er bare lige at gå til, som resten af arbejdsprocessen med leret ikke er det. Mens vi havde travlt med at fylde hylder med glaserede emner, havde Rie travlt med at fylde ovnen endnu en gang.

Det er så sjovt og spændende, og der er hele tiden nyt og mere at lære. Rie guider os med varme og kyndig og glædesfyldt inspiration på vejen ind i at blive bare lidt fortrolige med leret.

Både værkstedet og brænderummet er fyldt op med ting i proces. Og det bliver spændende at se resultatet af endnu en brænding eller to, når vi møder igen på mandag.


Udgivet i I det kreative værksted | Skriv en kommentar

ravnenes verden uden for min dør

Sommertiden betyder, at solen ikke er nået helt om i solkrogen i haven ved frokosttid. Alligevel sætter jeg mig ud i kurvestolen med min mad og mærker, hvordan solen langsomt indtager solkrogen og varmer mig igennem.

Jeg lukker øjnene, mærker solen på ansigtet og lytter til fuglene og lydene fra hverdagens aktiviteter omkring mig. Lastbiler kører gennem byen. Mennesker er i gang med forårsgøremål i haven. Og jeg hører ravnen over i skoven.

I alle de år jeg har boet her i huset ved havet, har jeg haft ravnene som naboer. De holder til i den nordligste kant af skoven og fra det tidlige forår og helt hen i efteråret hører og ser jeg dem dagligt flyve hen over skoven, over haven eller på mine gåture i skoven.

Sidste forår lykkedes det mig at fotografere og filme ravnen liggende på reden, men i vinter opdagede jeg, at reden ikke længere var i sin grenkløft i toppen af det høje træ, som jeg kan se fra stien, der løber langs den nordlige kant af skoven. I det helt tidlige forår hvor det nærmest var vinter endnu, hørte og så jeg ravnene i samme område uden at se nogen rede. Men fornylig fik jeg øje på den. De har bygget en ny rede i en grenkløft højt i et træ få meter fra det gamle. Og ravnene gjorde mig selv opmærksom på stedet, fordi de snakkede ivrigt sammen, da jeg gik forbi.

Ravnene er meget aktive med at passe deres rede og territorium. De flyver snakkende i store cirkler over en, når man kommer i nærheden, og de jager andre fugle væk. Både andre ravne og især rovfugle bliver jaget mange meter væk fra skoven, og det foregår ofte i luftrummet i nærheden af min have.

Som nabo i fugleflugtslinie har jeg fornøjelsen af at kunne følge med i en del af ravnenes liv og færden. Og jeg føler mig så privilegeret og taknemmelig over en sådan gave.


Udgivet i Hverdagsliv, Samsø | Skriv en kommentar

forår i min have

Det er søndag og en stille hviledag for mit vedkommende.

Solen skinner over øen, og der er kommet biler og mennesker i nogle af sommerhusene.

Luften og vinden er kølig, men solens varme er tiltagende, og den kalder bierne ud for at finde næring i forårsblomsterne.

Efter en gåtur til et klart blåt hav nyder Tilda og jeg solen, blomsterne og fuglene i haven.



Lige nu mens jeg sidder og skriver med udsigt til haven med havedøren åben, kan jeg høre fuglenes kvidren og biernes summen derude.

Må din søndag være lige tilpas og beskinnet med indre og ydre solskin.

Udgivet i Hverdagsliv, Samsø | Skriv en kommentar

dagbog … en tekst

Dagbog

Det er lørdag og forår.

Mine dage og min skrift er fyldt med morgener. Om morgenen skriver jeg. Skriver morgenen og dagens begyndelse.

Måske skulle jeg brede skriften ud, så den bliver mere rummelig med både dag og aften. Ja ligefrem nat. Natten er også nærværende nogen gange, i tilbageblikket.

Hvis skriften bredes ud og bliver mere rummelig, vil teksten og skriften måske blive elastisk som tiden, der nogen gange er kort. Eller lang.

Er det skriften, der tegner dagen? Eller er det dagen, der tegner skriften?

Det kommer an på, hvor meget jeg skriver. Og hvornår. Og hvor længe.

Skriften kan tegne et billede af dagen, som lige nu dufter af nybagte boller og frisklavet kaffe.

Det er lørdag, og hunden sover i sofaen ved siden af mig. For jeg skriver i sofaen, mens jeg passer bollebageriet og drikker min kaffe med varm mælk.

Hvis du kendte mig og min dagsrytme, ville du vide, at det er tidligt på formiddagen. Det er bollebageriet, der ville fortælle dig det.

Farven hvid.

Jeg ser på blomsterne i min stue. Hvide orkideer. Hvide liljer i potte. Hvide ranunkler i en hvid rillet Lyngbyvase på en hvid dug på sofabordet med den hvide kop med kaffe med varm mælk.

Farven hvid.

Jeg holder af den ro, der er i farven hvid.

Hvide eller cremefarvede vægge giver lys og ro i rummet.

Der er stadig varme farver af brændt rød og okker på gulvtæpper, sofa og billeder på væggene fra min mere farvemættede fortid. Og synet fremkalder en trang til at dække den uro farverne giver i rummet. Dække det med lyse farver, hvid og creme måske med diskrete mønstre i sarte lyse farver.

Jo mere fred og ro i mit indre, jo mere trang til enkelhed og ro i de nære omgivelser.

Hvor kommer støvet fra?

Støvet, der lægger sig på alle flader, så snart jeg vender ryggen til. Og spindelvævene der hænger under loftet, i vindueshjørnerne og mellem møbler og vægge.

Hvor kommer det fra?

Pludselig er det der, foran mine øjne.

Jeg har hverken set støvet falde, eller edderkopperne spinde og hænge deres væv op. Men det er der alle vegne i huset. Selvom det ikke var der lige før.

Det er lørdag, og jeg kan høre vaskemaskinen snurre på den anden side af væggen bag sofaen, hvor jeg sidder med notesbogen på skødet med smagen af en fyldig, let syrlig kaffe med varm sødmælk i munden. Smagen er der hele tiden som et sanseindtryk, mens jeg skriver. Og baggrundslyden af vaskemaskinens svage snurren. Men under og omkring det hele er roen. Og stilheden.

Det er lørdag, og alle bollerne er nu kommet ud af ovnen. Der er stadig kaffe i koppen, og hunden sover ved siden af mig.

Hunden og katten kan ikke ligge i ske. Det er for tæt på hinanden; for katten. Men de vil begge gerne være tættest mulig på mig.

Katten hopper op i sofaen og videre op på ryglænet og lægger sig tæt ved min skulder lige over hunden. Og spinder.

Solen sender varme ind i stuen, og de hvide liljer fylder rummet med duft.

Det er lørdag. Det er forår, og havemøblerne skal stilles frem på uret i den kommende nat kl. 2.

Og så er det pludselig blevet sommer, og klokken er blevet 3.

Men lige nu er det lørdag, og det er forår.

Udgivet i Hverdagsliv, I skriveværkstedet | Skriv en kommentar

kreativ blæksprutte

Som det vil være læsere af bloggen bekendt, så arbejder jeg med mange forskellige kreative udtryksformer.

Og lige nu har jeg projekter i gang i 3 forskellige kreative værksteder.

Lerværkstedet trækker meget i mig med alt det nye, det repræsenterer for mig at lære. Det kræver øvelse og at holde øvelsen i gang for, at der kan komme mere og mere føling med arbejdet. Lige nu står der en række drejede emner og venter på, at jeg sætter mig ved drejebænken for at afdreje bunden og gøre emnet færdigt til tørring.

Den anden dag fik jeg afdrejet bunden på en skål af ler med lava i, og i dag har jeg lavet mønster på ydersiden for at prøve, hvordan det vil virke sammen med glasur.


Men de sidste par dage har jeg været optaget af at få genoptaget skriveriet og arbejdet med den kommende bog, og derfor risikerer jeg, at emnerne i lerværkstedet når at blive for tørre til at blive afdrejet i bunden.

Men skriften og bogen kalder, og jeg vil gerne videre med det arbejde, der kalder på mig der.


Bordet i arbejdsrummet ovenpå er fyldt til randen med remedier til arbejdet med de to bøger, som jeg er begyndt på for nogen tid siden. Sådan som det altid bliver under arbejdsprocessen med en mixed mediabog. Dette arbejde ligger stille og venter på, at jeg finder rum til det, og jeg overvejer at rydde op og lægge alting på plads, så ikke også dette hele tiden råber på mig, når jeg kommer ind i rummet.


Den kreative blæksprutte holder mange forskellige værktøjer i sine arme. Men nu, hvor mængden udvides endnu mere, kan jeg se, at de ikke behøver at være i brug og ikke kan være i funktion på samme tid alle sammen. Uanset hvor meget blæksprutte, der er i mig, så er der alligevel grænser for, hvor mange kreative projekter jeg kan rumme i mig ad gangen.

Lige nu er det primært at skrive og at lære leret at kende, der må prioriteres. Der er jo også relationerne til mennesker i mit liv, der skal have tid og passes.

 

Udgivet i Tanker om ..., I skriveværkstedet | Skriv en kommentar