“Kvinden ved søen” kalder

Hvis du læste med på min skriverejse i Norge i sommer, husker du måske, at jeg “mødte” kvinden ved søen. En kvinde ved en sø vi passerede nogle gange på vejen frem og tilbage på indkøb i den nærmeste by. Det var således både en fysisk, levende kvinde, der boede i et hus på en skrænt ved søens udløb i elven gennem en dæmning, men det var også et ydre billede, der forvandlede sig til inspiration til en figur i en kommende fortælling.

Inspirationen talte stærkt til mig, mens jeg opholdt mig ved en anden sø i nærheden, og jeg samlede indtryk og billeder i min kreative brønd at trække fra, når jeg en gang kom hjem og skulle skrive fortællingen.

Da jeg vendte hjem, var det sommeren på Samsø og siden efteråret i skoven, der fyldte  mit liv, min bevidsthed og min skrift, mens kvinden ved søen gled helt ud af bevidstheden.

I novembers mørke og arbejdet med de ugentlige skriveworkshops dukkede hun op i min bevidsthed igen. I første omgang opfattede jeg det som en idé til et skriveafsæt for deltagerne i form af den videofilm, jeg optog af søen.

En film, hvor kvinden træder frem, uden at jeg havde opdaget hende, og således kom med på det allersidste af filmen. Først da jeg sluttede min filming og tog et foto, fik jeg øje på hende, der nu var nået fra søbredden og ud på dæmningen. Og dér i et øjeblik mødtes vi i øjenkontakt og smil over den fysiske afstand mellem os. 

Fortællingens kvinde ved søen, som den fysiske kvinde blot er et inspirationsbillede på, er begyndt at rumstere i min bevidsthed og kalde på mig i mit indre. Mere og mere. Og det er gået op for mig, at det ikke er som skriveafsæt, hun og filmen dukker op igen.

I formiddag satte jeg mig til at skrive med en tanke om, at jeg ikke ved, hvad jeg skal skrive. Der har længe været ebbe i min skrivestrøm og stille i mit indre inspirationsrum, og i dag føltes det som at være nået frem til en mur, hvor jeg ikke kunne komme længere. Altså satte jeg mig ned og skrev ud fra spørgsmålet “Hvad skal jeg skrive?”. Og der dukkede hun op igen!

Jeg blev opmærksom på, at når fortællingen kaldte i mig, skubbede jeg den straks til side med tanken, at den kan jeg ikke skrive, når jeg også har skriveworkshops at tage mig af. Mens jeg skrev, blev jeg opmærksom på, at dette var sket nogle gange i den senere tid, men jeg havde nærmest visket det ud af bevidstheden.

Du, der læser med her, kender sikkert også vældig godt modstandens, frygtens og tvivlens stemme, der nogle gange svarer straks og med høj stemme på inspirations stille forslag. Det kan ske i et splitsekund, så man næsten ikke når at blive bevidst om, hvad der foregår. Og modstanden visker det hurtigt ud af bevidstheden, som om det slet ikke var sket.

Den modstand blev helt tydelig for mig, mens jeg skrev, og jeg fik også øje på, hvad det handlede om. At skrive “Kvinden ved søen” vil være at skulle skrive en fortælling, skrive fiktion. Det er meget længe siden, jeg har skrevet fiktion, og faktisk har jeg ikke gjort det ret meget. Jeg har skrevet i andre genrer i stedet for.

Så min forklaring om, at jeg ikke kan skrive denne fortælling, mens jeg har skriveworkshop hver mandag, var bare et skalkeskjul for modstandens frygt for, om jeg nu er i stand til at skrive en sådan fortælling. Mens inspirationen var meget stærk i Norge, hvor jeg var meget indad lyttende, var der hverken tvivl eller modstand i mig, men det har fået plads og energi i tiden, der er gået siden.

Mens jeg skrev i formiddag, gik det op for mig, hvorfor jeg i nogen tid har oplevet, at min kreative brønd er tørret ud, og at der er helt stille i inspirationens indre rum. Det er jo fordi, jeg ikke har hørt efter. Ved ikke at høre efter har jeg selv lukket ned for den kreative strøm, og modstanden har lukket mine ører for at høre inspirationens stemme.

Først da det i morges gik op for mig, at der ikke var noget at skrive, og at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle skrive, selvom jeg gerne vil skrive og skriver hver dag, først da blev jeg villig til at se på, hvad der foregår på det ubevidste plan som får min brønd til at synes tørret ud. Med min modstand mod at lytte har jeg selv lukket for, at der kan løbe livgivende og inspirerende vand til, og jeg ser og hører ikke det, der allerede er tilstede i brønden. 

På min skrivedate i går begyndte jeg at få øje på et lag af en ubevidst og begrænsende tanke og forvrænget selvopfattelse, der konkret begrænser  udfoldelsen af mit skriveri. Og i formiddagens skriveri kom jeg endnu dybere ind i det samme felt af manglende accept og anerkendelse af det jeg er, har og kan. Et felt, der i stedet rummede en forestilling om lidenhed og uformåen, der ubevidst for mig selv har styret modstanden og begrænset mine udfoldelsesmuligheder.

Nu handler det så om at opløse den forvrængede selvopfattelse, tage energien ud af den og tage magten tilbage fra den. Det handler om Selvindsigt og accept og anerkendelse af mit sande Selv, som det jeg er, har og kan.

Mens jeg skriver disse sidste linier, mærker jeg, at kvinden ved søen måske netop er symbolet på indre styrke, Selvforståelse, accept og anerkendelse, og at hun vil være en figur i en fortælling herom.

 

Udgivet i At skrive livet, I skriveværkstedet, Rejseliv, Tanker om ... | Skriv en kommentar

Skrivedate på “Den gule Parasol”

I dag har jeg genoptaget min praksis med at tage hjemmefra for at skrive et andet sted. Og stedet for dagens date med min indre kunstner og skribent var “Den gule Parasol”, en lille café i Ballen her på Samsø.

Jeg kan godt lide caféens afslappede atmosfære og hyggelige indretning med genbrugsmøbler, kaffen er god, og man er velkommen til at sidde i caféen og skrive og arbejde.

Det blev til omkring en times koncentreret skriveri, der førte mig ned i endnu et lag af ubevidste begrænsninger, jeg har lagt på mig selv, som netop det at skrive i et offentligt rum kastede lys på. Frugtbar og indsigtsgivende skriveri blev det til, og jeg tror, jeg skal gentage min date samme tid samme sted i løbet af december og komme forbi de begrænsende tanker og forestillinger, jeg fik øje på i dag.

Udgivet i I skriveværkstedet, Inspiration og praksis, Tanker om ... | Skriv en kommentar

At skrive livet – Dedikation og handlekraft

December ankom på fineste vis med solskin og stjerneklare nætter. I dag har skyerne samlet sig igen, dæmpet lyset og fyldt luften med væde.

Længe har der været ebbe i min skrivestrøm, selvom jeg har skrevet hver eneste dag. Igangsætningen af vinterens skriveworkshops hver mandag eftermiddag fra starten af november har fyldt meget i min bevidsthed, men nu synes alt i den forbindelse at være på skinner, og jeg kan give lidt slip og vende mit fokus til min egen skrivepraksis igen.

Jeg mærker, at strømmen er begyndt at vende, og at tidevandet nu langsomt er på vej indad igen, efter lang tids oplevelse af lav energi og fravær af inspiration til mit eget skrivearbejde.

Med pennen i hånden skriver jeg tidevandet tilbage, og jeg mærker energien stige i mig sammen med tanken om dedikation og villighed til at fokusere på min skrivepraksis igen. Egentlig har jeg jo ikke sluppet min skrivepraksis den sidste måneds tid eller mere, jeg har holdt fast i de daglige morgensider og daglige skriverier i notesbogen. Men ligesom november var en række af dunkle dage, var der også dunkelt i mit indre inspirationsrum. Det eneste jeg mærkede der, var en uforklarlig venten. En venten på noget, som jeg ikke vidste, hvad var. Måske var det bare en venten på, at tidevandet skulle vende og komme tilbage. Kreativitetens, inspirationens og skriftens tidevand.

Siden hjemkomsten fra mit lange efterårsophold i skoven har både inspirationsture, fototure og skrivedates været sat på standby. Energien er primært gået til udvikling og afholdelse af skriveworkshops for at inspirere andre til at finde og dyrke glæden og friheden ved at skrive. Mens deltagerne skriver efter de skriveafsæt, jeg kommer med, skriver jeg også. Så en slags skrivedate er det jo, selvom jeg bruger tiden i vort fælles skriverum på at skrive noget andet end deltagerne. Mit fokus er på min rolle som igangsætter, inspirator og tovholder for skriveworkshoppen, og mit skriveri handler derfor om dette. Jeg kommer til hver skriveworkshop med en overordnet åben plan af skriveafsæt, og først i situationen bliver dagens forløb med de konkrete deltagere klar. Det betyder, at jeg bruger min energi og opmærksomhed på at være i dette åbne rum og lytte indad mod inspirationen og vejledningen til, hvordan dagen skal forløbe, og det sidder jeg og skriver om.

Samtidig med at jeg mærker, at jeg nu kan give mere slip på min forberedelse og mit fokus på disse skriveworkshops, mærker jeg energien og inspirationen vende tilbage til fokus på mit eget skrivearbejde og skrivepraksis. Og tanken om og lysten til at tage af sted og skrive et andet sted stiger igen op i min bevidsthed og med det også energien og kraften til at handle på denne impuls.

Så i dag er dedikeret til at skrive i og skrive tidevandet tilbage, og i morgen tager jeg på tur med kamera, pen og notesbog på en date med min indre kunstner og holder skrivedate på en café på sydøen.

 

Udgivet i At skrive livet, Inspiration og praksis, Tanker om ..., Tekst | Skriv en kommentar

Velkommen december

Velkommen december!

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal forvente af dig, men vær alligevel velkommen.

Jeg har ikke gjort noget af det sædvanlige for at byde dig velkommen. Hverken krans eller lys har jeg sat frem for dig.

Overalt bydes du velkommen med høje råb om gaver, pynt og ting at fylde i munden.

Men min tilgang til dig og til dette perspektiv på dig, du den sidste måned i året er for længst forsvundet som visne grannåle på et udgået træ.

Længe har jeg vadet afsted i tungt sand, som i en ørken tidevandet for længst har trukket sig helt tilbage fra.

Så derfor december, så ved jeg slet ikke, hvad jeg skal forvente mig af dig.

Vil tidevandet vende tilbage?

Vil lyset blive tændt i mørket?

Vil sandet samle sig til et fundament, der løfter og bærer mig ind i det nye år?

Uanset hvad, så velkommen december.

 

Udgivet i At skrive livet, Tekst | Skriv en kommentar

Lysglimt i november

November er dæmpet lys gennem tæt skydække

November er tyst og kaster ingen skygger

Én dag i november

brød solen igennem skyerne

og kaldte både farver og skygger frem af sine gemmer

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Nogen gange i november

Nogen gange bliver man NØDT til at lave risalamande i november, når man har et åbnet glas glutenfri luksuskirsebær stående i køleskabet.

Nogen gange bliver man nødt til at putte et skævt Amaretto, italiensk mandellikør selv hjemført fra Tirano i Italien, i risalamanden, så væsken ikke bare fordamper, efter at flasken blev åbnet  for første gang for flere år siden.

Nogen gange bliver man nødt til at stoppe op i tusmørket på vej hjem fra havet og lægge nakken tilbage og nyde lyden og synet af en kæmpe flok gæs i luften, selvom hunden vil hjem og have mad.

Nogen gange bliver man NØDT til at spise denne risalamande både før og efter aftensmaden, for at den ikke skal gå til, når nu man er helt alene om opgaven.

Sådan som det er i dag.

Men som vennen i skoven altid siger, heldigvis er det økologisk, så feder det ikke.

 

Udgivet i Hverdagsliv | Skriv en kommentar

At skrive livet – Tanker i novemberlys

Lyset er dæmpet gennem det tætte skydække, og naturens farver er skruet ned på samme frekvens.

Dagen er tyst og tiden synes at være gået i stå. Bag mig ruller fortiden sammen som et tæppe og forsvinder i intet.

 

Frem træder nuet.

Det er nu, alting er muligt.

Det er nu, alting er til rådighed.

Det er nu, hvor alt venter på at blive modtaget. Og givet.

 

Jeg sidder og skriver i det dæmpede lys af november. Verden er tyst omkring mig. Og forsvinder ud af min bevidsthed som fortiden, der synker væk i intet bag mig.

Det er november, og jeg prøver at komme tilstede i det nu, der er det eneste, som er.

I dette nu, hvor tomheden åbner et indre rum af muligheder, nu hvor fortiden og dermed også tanken om fremtiden er forsvundet ud af sindet, som dug i sollys.

I dette nu, der åbner og udvider sig uendeligt i det, som allerede er og altid har været.

Med fortiden forsvinder også alle forestillinger om, hvad tid, verden og jeg er for størrelser.

Alt hvad der syntes at have været før dette nu, er ikke og har blot været en forestilling, en tro og måde at tænke og opleve på. En forestilling, der byggede på et ønske af sand og jag efter vind i form af noget andet.

Med fortiden forsvinder hændelser og de figurer, der syntes at optræde der. De som spillede roller i det, jeg opfattede som mit liv.

 

I dette nu er alle tilstede.

I dette nu er alt værende nærværende og helt tilstede. Helt uden form.

Formen kommer af et forestillet ønske og tanken om noget andet. En anden. De andre. Noget andet. En tanke om individuelle og adskilte jeg’er, som dette andet. En tanke om forskellighed, forandring og forgængelighed.

 

Dette nu er.

I dette nu er. Ikke kommer. Ikke var. Men er.

Nuets stilhed er tyst, er fylde. Er.

I dette nu er uendelighed.

Udgivet i At skrive livet, Tanker om ..., Tekst | Skriv en kommentar