Invitation til udstilling på Samsø

Invitation til “Ode til Simone – Art Mixed Media”

Udstilling i Stakladen i Besser

Fra mandag, den 15. til lørdag, den 20. august 2022

Udstillingen rummer maleri, skulptur, installation, mixed media, tekster og bøger

Program for ugen:

Mandag: Åbent kl. 11 – 15

Fernisering kl. 16 – 18

Tirsdag: Åbent kl. 11 – 15

Onsdag: Åbent kl. 11 – 17

Bogreception med oplæsning kl. 15 – 17

Release af ”Spor i landskaber” og ”HUN”

Alle bøger er håndindbundne unika

Torsdag: Åbent kl. 11 – 15

Fredag: Åbent kl. 11 – 17

Kl. 15 Oplæsning af digte fra digtinstallationen ”Kærlighedens tivoli”

Lørdag: Åbent kl. 11 – 15

Udgivet i Book Art, Kunst, Litteratur, Samsø | Skriv en kommentar

Om huset ved havet og høstanemoner

Apropos mit skriv i går om 7. august som mærkedagen for, hvornår jeg så mit hus første gang, har jeg lyst til endnu en gang at dele en tekst, jeg skrev i begyndelsen af oktober 2015, hvor jeg havde boet her i 12 år.

I haven havde jeg fundet en frøkapsel fra en høstanemone, der havde åbnet sig som et hjerte af frø, og det blev inspirationen til følgende tekst:

En lørdag formiddag i begyndelsen af august, den 7. august helt præcist for 12 år siden, ankom jeg til huset ved havet første gang. Solen skinnede på det lille hvide hus med to etager, rødt tag og store brunrammede vinduer i stueetagen. Da jeg trådte ind i haven, blev jeg modtaget af blomstrende lyserøde høstanemoner i hjørnet inde ved huset.

Faktisk var det slet ikke huset ved havet endnu, det var et dødsbo efter kommandørinden, der havde haft huset som sit sommerhus i over 20 år, men nu var hun altså død 80 år gammel, og huset skulle sælges.

Vi kiggede indad vinduerne og så et hus, der bar præg af brug, og som var fyldt med gamle ting. Vi, fordi jeg var en del af et vi dengang.

Ejendomsmægleren ankom og låste os ind i huset og viste rundt. En trappe i entreen midt i huset førte op til overetagen, der viste sig at være helt ny og lige til at flytte ind i. Flere gange, mens ejendomsmægleren viste og fortalte i de lavloftede rum nedenunder, gik jeg op ad trappen og kiggede mig omkring i de fine lyse rum. Her var god plads. Her var godt at være. Her ville jeg trives, kunne jeg mærke.

I mange år havde jeg drømt om, at når jeg en gang skulle flytte fra gården og paradisets have, så ville jeg gerne flytte ind i et lille gammelt hus i to etager og have arbejdsrum ovenpå. Og når jeg drømte helt vildt, drømte jeg om, at dette hus lå i nærheden af havet, men det troede jeg slet ikke på var en mulighed. Faktisk havde jeg skrevet en roman om en kvinde, der boede i et sådant hus ude ved Vesterhavet, og som boede der for at skrive og male. Jeg skrev romanen, som jeg opfattede som en uopnåelig drøm.

Knap to måneder efter i begyndelsen af oktober flyttede vi ind i huset. Den dag jeg ankom, trådte jeg ud af bilen og lige ud i stilheden, en stilhed jeg aldrig før havde hørt eller mødt. Den var mild og omsluttede mig helt med ro.

Høstanemonerne var for længst afblomstret og stod med brune frøstande. Til gengæld var æbletræet fyldt med store, røde, velsmagende æbler. Haven duftede af efterår og æbler, og solen skinnede i flere måneder i træk, så jeg kunne sidde ude i haven og spise og drikke kaffe, selv da dagene blev meget korte.

Jeg flyttede ind i rummene ovenpå. Gavlværelset ud mod mosen blev mit værelse. Det store reposrum blev mit arbejdsrum, og det andet gavlværelse blev soveværelse.

Nedenunder var huset præget af at være et dødsbo. Tapetet var slidt og falmet, træværket og lofterne var malet i forskellige farver. Det var slidt og brugt og trængte til en kærlig hånd, ja gerne flere hænder. Men der var ikke hænder, der havde kræfter til at gøre det nødvendige, så der blev kun gjort lidt. Uanset elskede jeg dette sted og havets nærhed, og hver eneste dag, når jeg nåede ud til havet på min gåtur, var jeg fyldt med taknemmelighed og lykkefølelse.

Der var kun 7 minutters gang til havet og den dejligste, blide sandstrand mod øst. Og der var kun 15 minutters gang gennem skoven og over til havet mod vest med en strand med vildskab, bølger og store sten.

Halvandet år efter blev vi til jeg, og dødsboet blev langsomt transformeret til huset ved havet. Når der var kræfter til det, malede jeg en væg i underetagen cremehvid. Af og til fik jeg hjælp og kom et godt stykke videre, indtil jeg var nået det hele igennem, og underetagen blev lys og venlig, ligesom overetagen hele tiden havde været. I løbet af nogle år blev huset forbedret med nye hvide og sprossede vinduer og døre og malet Skagensgult. Og endelig var transformationen fuldbragt.

Jeg trivedes på dette sted. Jeg skrev en masse. Jeg malede. Jeg lavede skulpturer. Jeg udtrykte mig kunstnerisk på mange måder. Jeg  elskede stilheden. Jeg trivedes ved dette stille liv, vendte mere og mere indad, og efterhånden kom jeg til at elske at være alene med mig selv.

Hvert år blomstrede høstanemonerne. Hvert år afblomstrede de igen, når sommeren gik på hæld, og stod med deres brune frøstande. Hvert år blev æbletræet fyldt med store, røde, velsmagende æbler, når det var tid til at fejre jubilæum i huset ved havet.

For hvert år blev jeg mere og mere lykkelig for at bo her, og jeg trivedes præcist, som jeg havde set, jeg ville gøre, da jeg kom her første gang. Og jeg var dybt taknemmelig for dette sted, som var manifestationen af min mangeårige drøm blot i en langt bedre og rigere udgave, end jeg havde kunnet forestille mig.

Lige nu er æbletræet fyldt med røde æbler, mindre end de plejer. Træet er ved at være gammelt og har båret overdådigt i mange år. Høstanemonerne har bredt sig og står nu igen med brune frøstande. Mit værelse ovenpå i gavlen mod mosen, som nu er mit skriveværelse ved siden af arbejdsrummet, er netop blevet malet cremehvidt, så rummet er blevet helt lyst og klart.

Jeg trives i mit liv og er dybt taknemmelig over at være blevet givet dette sted at være i denne verden. Jeg er dybt taknemmelig for at være blev ledt hertil og ledt indad til vejen brolagt med glæde.

Og i dag i begyndelsen af oktober, hvor jeg er landet i kærlighedens favn i mit liv med mig selv og fejrer 12 års jubilæum i huset ved havet, opdager jeg, at en af høstanemonerne har åbnet sin kapsel og foldet sine frø ud som et hjerte.

TAK!

Udgivet i At skrive livet, Samsø, Tekst | Skriv en kommentar

7. august, en særlig dag i mit liv

I dag er det 19 år siden, jeg så huset ved havet første gang! 19 år siden, det føles som meget længe siden og næsten som var det i går.

Jeg husker de blomstrende høstanemoner, der tog imod, da jeg trådte ind i haven og kiggede ind ad vinduerne til det lille hus i to etager, der skulle vise sig at være meget mere rummeligt, end det umiddelbart giver indtryk af og med en overetage, der var som skabt til mig og mit kreative virke.

I dag for 19 år siden nåede jeg frem til døren til det nye liv, der ventede på mig. Det liv, der rummer lykken, friheden og glæden for mig. Det liv, der er manifestationen af en mangeårig drøm, der viste sig at blive langt bedre, dybere og lykkeligere, end jeg i min vildeste fantasi havde kunnet forestille mig og dagdrømme om.

Og samtidigt med at jeg ser mig lidt tilbage over skulderen til den dag for 19 år siden, så er jeg så meget til stede lige nu og her.

Huset ved havet er mit sted i verden. Et frit, lykkeligt og kreativt liv er mit liv i verden.

Men det tog noget tid for mig at lande helt i det og i bevidstheden om, at det er sådan det er. At dette er mit sted og mit liv. Mit glædesfyldte drømmeliv, hvor jeg har alt, hvad jeg har brug for og mere til. Hvor der bliver sørget for mig på alle måder og i alle ting.

Sådan er det for mig at være ”Altid allerede elsket” som en oplevet vished.

Hver eneste dag er jeg i en tilstand af uendelig taknemmelighed over, at dette hus er mit hjem, at dette sted er mit sted, og at dette glædesfyldte og frie liv er mit liv.

Udgivet i At skrive livet, Samsø, Tanker om ... | Skriv en kommentar

Færdiiiig!

I dag har jeg lavet de sidste 5 af 15 eksemplarer af “HUN” færdige.

15 stk. håndindbundne og med unikaomslag.

Om præcist 14 dage i dag bliver bøgerne “HUN” og “Spor i landskaber” præsenteret og frigivet til salg i forbindelse med min udstilling i Stakladen. Jeg glæder mig.

Nu kan jeg vist heller ikke finde på mere at lave til den udstilling.

Alt er færdigt og klar, nu kan jeg bare hvile på laurbærrene, indtil udstillingen skal stilles op søndag, den 14. august, så den er klar til åbning mandag kl. 11 og ferniseringen fra kl. 16 til 18.

Mere om det en gang i næste uge.

Må din dag også være lige tilpas og med let gang på jorden eller måske lidt svævende over den.

Udgivet i Book Art, I det kreative værksted, Kunst, Litteratur, Samsø | Skriv en kommentar

Intentioner og visioner for august

Velkommen august, porten til min yndlingstid på året.

Visioner og fokus:

Udstillingen ”Ode til Simone – Art Mixed Media”, opstilling og afholdelse

Udstillingen som fejring og festligholdelse

Friheden i mit kreative liv

***

Månedens kreative to do-liste:

Skrive morgensider

Skrive blogindlæg

Skrive livet

Færdiggøre de allersidste små og få ting før udstillingen midt i måneden

Finde alle værker frem og gøre dem klar

***

Jeg glæder mig til:

At stille udstillingen op og forme den som en helhed

At se udstillingen som endelig form i rummet

At dele mit arbejde og kommunikere med de fremmødte

At læse op af egne tekster

At præsentere bøgerne “Spor i landskaber” og “HUN”

At vende tilbage til min hverdag efter udstillingen

***

Jeg er taknemmelig for:

Friheden i mit kreative liv og virke

Al den inspiration, jeg modtager og flyder med i mine kreative processer

Alle de muligheder, der gives mig

Al den hjælp, jeg modtager

Al den fred, glæde og kærlighed, jeg oplever

At vennen i skoven hjælper med praktiske ting omkring udstillingen og passer min hund, mens jeg passer udstillingen

“Ode til Simone”, skulptur

Håndmalede og håndindbundne bøger frigives til salg onsdag under udstillingen
Udgivet i Book Art, Inspiration og praksis, Kunst, Litteratur, Tekst | Skriv en kommentar

Bundet sammen af silkestrimler

Fra morgenstunden flyttede jeg værkstedet ud i haven og havde selskab af både kat og sommerfugl.

Det var tid til at færdiggøre den krans, der skal placeres på gulvet og indeholde sammenkrøllede digte som digtinstallationen “Kærlighedens tivoli” på den kommende udstilling.

I årevis har jeg haft et bundt silkestrimler liggende. Det er strimler lavet af gamle silkesarier, og egentlig var tanken at bruge det til effekt i noget strik. Men den tanke er aldrig blevet til noget.

I efteråret lavede jeg en krans af pilegrene, der har ligget og tørret i bryggerset vinteren over. Kransen har nu fået et lidt feminint strejf af gyldne silkestrimler og er klar til brug.

Skulpturen “Ode til Simone” har også fået et ekstra fint og feminint touch af silkestrimler på skørtet og viklet om taljen.

På den måde er de to værker blevet “bundet” sammen og korresponderer med hinanden.

Udgivet i I det kreative værksted | Skriv en kommentar

Når tankerne må på dok

En gang imellem er det nødvendigt at give mine tanker et eftersyn og sende dem på dok til gennemgang og eventuel korrektion og reparation.

Sådan er det lige nu.

Det grundige tab af energi for nogle dage siden kaldte på et sådant eftersyn. Der var noget, som ikke var, som det skulle være. Der var en årsag til energitabet, som det var tid til at finde, efterse og korrigere.

Selvom jeg ikke har holdt rigtigt fri i over et år, som jeg fortalte den anden dag midt i trætheden, så er det ikke årsagen. Det var den første forklaring, jeg kunne få øje på. Men det er ikke det kreative arbejde, jeg har lavet gennem det sidste års tid, der har drænet mig for energi. Tværtimod, så har det været let, ubesværet, sjovt, spændende og glædesfyldt.

Mens jeg skræller og sliber lag af tankerne som farvelagene på en båd på dok, så ser jeg på, hvilke tanker og deraf handlinger, der løfter og giver energi, og hvilke der dræner og sænker energien.

Hvad er det, jeg tænker, og hvad er det jeg gør derudfra? Det ser jeg på.

Hvad er det, jeg tror, jeg skal og handler på grundlag af? Det ser jeg på.

Hvad siger jeg ja til? Er det noget, der løfter, eller er det noget der dræner?

Hvis det dræner, har jeg sagt ja fra en tanke, der ikke gør mig godt. Så har jeg sagt ja til noget, som jeg skulle have sagt nej til.

Det handler altsammen om tanker. Og det handler altsammen om, hvad jeg vælger og tror på, og hvad jeg derudfra siger ja og nej til.

Vi er mange, der kan have svært ved at sige nej. Og hvis vi siger ja på et forkert grundlag og udgangspunkt og dermed fra en forkert tanke, så dræner det. Hvis vi derimod siger ja fra et kærligt og sandt grundlag og udgangspunkt, så løfter det.

Når nu det kan være så svært at sige nej, så kan det være givende og oplysende at se, hvad dette ja samtidigt er et nej til. For et ja er samtidigt altid et nej til noget andet. Ligesom et nej altid samtidigt er et ja til noget andet. Så hvad er det, der skal siges ja til? Det der løfter, nærer og giver glæde.

Tanker som: “Jeg bør, jeg bliver nødt til, jeg skal, ellers …” , er alle tegn på, at man kan være i gang med at sige ja, hvor det var bedre og mere kærligt også overfor sig selv at sige nej. Som jeg kan se det.

Igennem mere end et år har jeg været i gang med en masse kreative projekter. Og de har været givende, nærende, sjove og glædesfyldte. Det var først, da tanken om at præstere, levere, producere og blive færdig kom ind i arbejdet med den kommende udstilling, at det gik galt. Det var denne tanke, der drænede. Og tabet af energi var på den måde en gave. Et indre kald om at se på, at der var noget, som ikke var, som det skulle være.

Vore bevidste og ubevidste tanker har meget større betydning for, hvordan vi har det, end vi nogen gange er klar over. Faktisk er de altafgørende, som jeg ser det.

Når min energi svinder væk, er det tegn på, at der er noget, jeg skal se på. Jeg har truffet et forkert valg og sagt ja til det forkerte.

Derfor er mit sind og mine tanker lige nu på dok. Og der er rigtig meget at blive bevidst om og lære af det, jeg får øje på, når jeg kigger i dybden på det, som fremkalder energitabet, og på det som løfter det igen. For jeg har allerede fået øje på, hvad der løfter. Det er tanken om at have fri, at være fri og at gøre ting med glæde og fra glæde.

Jeg kan sagtens sy videre på scenetæppet af broderede lommetørklæder uden at blive træt, når jeg gør det, fordi jeg slapper af, hygger mig med det og glæder mig i det. Jeg er fri. Scenetæppet behøver ikke at blive færdigt. Der er ingen deadline, som jeg skal overholde. Jeg syr bare på det indimellem, fordi jeg har lyst til det og slapper af med det.

Og således kommer energien tilbage igen. Ikke ved ingenting at gøre, men at gøre det, som giver glæde og løfter.

Udgivet i Inspiration og praksis, Tanker om ... | Skriv en kommentar

Giv slip og hold fri!

“Kvindeklovnen” et selvportræt 😉

Her til morgen gik det op for mig, at jeg ikke har holdt fri i over et år. Altså sådan rigtigt fri fra mit værksted i flere dage i træk.

Gennem mere end et år har jeg arbejdet støt hele tiden med mit kreative arbejde, med nye værker, med tekster, med undervisning, med udstillinger. Og i al den tid har jeg ikke holdt rigtigt fri.

Som jeg skrev om i går, er mit indre batteri løbet tør, og en blytung træthed helt ind i knoglerne indfandt sig.

Her til morgen hørte jeg så endelig den stille stemme indeni, der sagde, at nu var det nok. Uanset, om de sidste få ting til sommerens udstilling ikke bliver færdige, så har jeg lavet nok. Det er tid til at give slip på tanken om, at der er mere, der skal være færdigt. Der er nok! Tiden er kommet til at holde fri og lade op.

Da jeg endelig gav slip og erkendte, at det er sådan det er, så begyndte det blytunge panser i kroppen at slippe.

Da jeg endelig accepterede, at nu er det tid til at holde helt fri, begyndte trætheden at slippe og energien langsomt at vende tilbage.

Nu er øvelsen så at blive ved med at holde fri og ikke bruge energien til at færdiggøre de ting, jeg var i gang med, for ellers ender jeg sandsynligvis samme sted igen.

Det er tid til at holde helt fri og lade op.

Efter mere end et års konstant fokus på det kreative arbejde kræver det en bevidst omstilling at holde fri og skifte gear.

Min indre stille stemme har talt. Temmelig højt.

Jeg har lyttet og handler nu på det, og jeg mærker den glæde og indre fred, der er tegnet på, at dette er det rette for mig at gøre nu. At holde fri og på ubestemt tid, indtil udstillingen løber af stablen i uge 33.

Udgivet i At skrive livet, Tanker om ... | Skriv en kommentar

Hvor er min oplader?

Min telefon har en oplader. Min computer har en oplader og kameraet ligeså. Men hvor er min oplader?

Når man som jeg lever med kroniske virkninger efter hjernerystelser, så løber det indre batteri tomt indimellem. Nogen gange kan jeg forudse det. Andre gange kan jeg ikke. Så siver energien bare lige så stille ud, og batteriet er fladt.

Sådan er det i disse dage. Tiltagende energiforladthed og vågne nætter.

I aftes var der ikke mere tilbage, og jeg gik meget tidligt i seng og sov omkring 10 timer. Så skulle man tro, at der ville være mere energi, men sådan fungerer det ikke. Efter en sådan lang nattesøvn følger en træt dag. Så i dag er mit indre batteri løbet fladt igen, og jeg leder efter en oplader.

Det eneste, der er at gøre, er at gøre ingenting. At hvile og gøre ingenting. Være hjemme og være stille. Og lade batteriet langsomt blive ladet op igen af sig selv. Og være med det, som det er.

Så det gør jeg så. Så godt som jeg kan.

Må du, der læser med her, have god energi på dit indre batteri eller have en oplader.

Ps. Måske er det accepten om ingenting at skulle og ingenting at gøre og at hvile i den, der er opladeren, der lader energien langsomt vende tilbage.

Udgivet i At skrive livet, Hverdagsliv, Tanker om ... | Skriv en kommentar

Plakat undervejs

Jeg er gået i gang med at afprøve mine idéer til de to plakater, der skal fungere som blikfang for min udstilling midt i august.

Tanken er at lave to originale collager i A2-størrelse, som passer til stativet, der skal stå uden for udstillingsstedet.

Det store foto af “Ode til Simone” og programmet skal være på begge collager. Derudover er min tanke, at der skal indgå elementer, der korresponderer med elementer i udstillingen.

Fotoet viser den første plakat, der er under udvikling med afprøvning af forskellige elementer.

Udgivet i I det kreative værksted | Skriv en kommentar