fredag i huset ved havet

Skumringslys

Ild i brændeovnen

Tændte stearinlys

Kaffe med varm mælk

Korrekturlæsning af manuskript

Fred og stille glæde

Alt er godt

Udgivet i Hverdagsliv, I skriveværkstedet | Skriv en kommentar

fjeldene kalder i skriveværkstedet

Jeg har genoptaget korrekturlæsningen af mit manuskript til tekstsamlingen “Rejsen tilbage – Inspiration på en indre rejse”.

Og i går læste jeg en tekst, der fik kaldet fra de norske fjelde til at lyde i mig igen. En pludselig dyb længsel efter igen at opholde mig mellem fjeldene, at være sammen med dem og omgivet af dem opstod i mig. En lyst til at slå mig ned for en stund, for en periode, for at lytte og skrive sammen med fjeldene.

Jeg delte den oplevelse og længsel i en email til vennen i skoven, og han svarede ved at sende et link til en lille buttet campingvogn. Et billede, der fik mig til at huske den lille buttede campingvogn, som jeg tegnede i “Tusindfryds legebog” tidligt på året.

Visionen af et nyt eventyr er dukket op, og både vennen i skoven og jeg ser den. Samvær, fjelde og en lille buttet campingvogn. Og vi skal have både computere, notesbog og kamera med.

Her får du den tekst, som fremkaldte den eventyrlige vision:

Og latteren runger mellem fjelde

Meget længe havde de norske fjelde kaldt på mig. Meget længe, i flere år havde de kaldt på mig i mit indre.

Efter en total omkalfatring af mit liv gennem en årelang rutchebanetur gennem livet, var alt, hvad der ikke længere var frugtbart og til gavn, blevet kastet af i farten og efterladt bag mig. Et helt nyt og anderledes liv kaldte på mig et sted i fremtidens horisont.

Jeg mærkede denne indre kalden, uforklarlig i sin umiddelbare forståelighed var den.

Hvad var det de ville mig, fjeldene? Og hvordan skulle det kunne lade sig gøre at imødekomme deres kalden?

Uanset disse spørgsmål var den indre kalden uden tvivl. Det var, som om selve deres kalden også rummede spørgsmålenes svar og løsning, blot var de endnu ikke dukket op i min bevidste verden.

Længe før noget synes at manifestere sig i verden og ske, kan det allerede være sket. Det står skrevet, siger vi nogle gange om dette fænomen. Noget uafvendeligt er sat i gang uden for tid og rum.

Således også med den person, der var på vej ind i mit liv, og som allerede begyndte at være i min bevidsthed flere år før, det syntes at ske i den fysiske virkelighed. Vi nærmede os hinanden. Hvordan ved jeg ikke. Og hvad der skulle falde på plads i hver vort liv før mødet, ved jeg heller ikke noget om. Jeg ved blot, at det er sådan. Ligesom fjeldenes kalden er dette uden tvivl.

Da denne person i fremtrædelsesformen af en mand dukkede op i min fysiske verden, steg fjeldenes kalden til en højere frekvens i mit indre. Den blev insisterende om end stadig som en åbning og en mulighed.

Denne mand kom ind i mit liv, og med ham åbnede vejen til fjeldene sig.

Uanset hvor mange sten vi stødte på, der kunne se ud til at skabe forhindringer på vejen, så blev vejen til fjeldene holdt åben. Og en dag stod jeg dér. Omgivet af fjelde.

Den fysiske vej mod fjeldene mod nord fremkaldte masser af tårer, der løb ned ad mine kinder. Taknemmelighedens tårer. Forundringens tårer. Uanset hvor umuligt alting havde set ud i årevis, så var alting vendt. Det, der skulle slippes, var sluppet. Og med hvert element i mit gamle liv, der blev sluppet, jo mere lys og jo flere kræfter og muligheder blev en del af mit nye liv. Tanken om, at jeg havde måttet erkende og troet på, at mit liv ville forblive ekstremt begrænset, da alting var mest svært og mørkt, fremkaldte masser af tårer ved nu at opleve, at det alligevel ikke havde været sandt. Efter al denne given slip var frisættelsen til et nyt liv kommet. Og her var jeg omgivet af høje fjelde. Manifestationen af min frisættelse.

Jeg så mig omkring og mærkede fjeldenes vældige tilstedeværelse omkring mig.

I kaldte, her er jeg, sagde jeg i tankerne til fjeldene.

Vi ser dig, svarede de.

Hvad ser I?

En tumling!

En tumling, sådan havde jeg aldrig tænkt om mig selv. Men det var et meget dækkende symbol. Jeg var blevet væltet totalt omkuld, blot for at rejse mig igen, da alt det gamle var renset væk. En tumling rejser sig altid igen og kan ikke virkeligt væltes omkuld. Et svar som gav megen mening, tænkte jeg med taknemmelighed, inden jeg stillede et nyt spørgsmål.

Hvad vil I mig?

Hvad vil du os, spurgte fjeldene.

Jeg vil opleve … det grundfæstede, svarede jeg efter at have tænkt lidt.

Det findes ikke, var fjeldenes lakoniske svar.

Og latteren rungede mellem fjeldene, der rejste sig mod himlen i storhed og klippefasthed. En tilsyneladende grundfæstethed, der skjulte sin foranderlige grund i jordens indre og den meget langsomme foranderlighed i den tilsyneladende faste klippeformation.

Omgivet af høje fjelde med sne på toppen så jeg mig omkring i et øde og stenet landskab, hvor latteren rungede omkring mig og løsnede småsten, der rullede ned og lagde sig til rette, som om de altid havde ligget der og ventet på, at nogen ville samle dem op og bruge dem til varder for at markere en vej gennem ødet.

Der var ikke flere spørgsmål at stille. Der var kun at være sammen med fjeldene.

Vi boede i ødemarken sammen med fjeldene. Vi lyttede til elvenes og fossernes brusen, der fyldte natten, mens vi så midnatssolen oplyse himlen mod nord.

Vi så skyer opstå mellem fjeldsiderne og hænge dis ud under morgensolen. Og som en nymfe badede jeg i det kolde vand i elve og små bjergsøer og følte, at jeg endelig var nået frem. Til en frihed og ubundethed jeg ikke havde kendt før.

Vi kørte ad smalle veje gennem fjeldlandskabet, ad stærkt snoede veje op over skovgrænsen og ned igen. Vi oplevede sne og kulde højt oppe og stærk varme i solbeskinnede dale, og vi drak det friske bjergvand i fosser og elve.

Ravne fløj mellem fjeldene og hilste på deres vej under himlen. Uanset hvor øde landskabet var, var ravnen der også. Og jeg mærkede forbindelsen mellem dette sted og mit eget lille sted. Ravnen dannede broen og forbindelse. Ravnen fra skoven derhjemme, og ravnen her højt oppe i fjeldet. Jeg genkendte den og dens tale.

På kortet fandt vi en lille vej, som førte ind til en stor bræ, der dækkede et område med flere høje fjelde. Vi fandt vejen og kørte derind. Dette var kronen i drømmen. En lang smal, grøn dal omgivet af høje fjelde, der endte ved en hvidtyrkis lysende gletcher.

I denne dal var der få huse og gårde. Her mødte vi en gammel mand, der var født på dette sted, og som havde levet hele sit lange liv her i dalen sammen med sine får. Han gav os lov til at slå lejr på sin græsmark overfor den røde træbyggede gård. Selvom det kun var sidst i august, nærmede vinteren sig, og dagene brugte han på at slå græs med le til vinterfoder til dyrene. Snart ville sneen komme, og den ville blive liggende i mange måneder.

Han talte et norsk, som vi stort set ikke kunne forstå, ligesom han havde svært ved at forstå os. Alligevel kunne vi tale sammen. Han fortalte, at han kun havde været borte fra dalen, mens han var soldat i en by lidt sydligere i landet. Han spurgte, hvor vi kom fra, og hvad vi ville her. Vi fortalte, at vi kom for at møde fjeldene, fordi der jo ikke er fjelde i Danmark. Svaret forbavsede ham tydeligvis, han kunne ikke forestille sig et land og et liv uden fjelde. Det var, som om han levede i et andet århundrede og ikke kendte til den verden, der omgav ham uden for fjeldene og dalen. Han levede et liv med arbejde, der fulgte årstidernes skiften og fårenes livscyklus. Et liv i sin egen verden og sin egen tid. Et liv vi ikke forstod, ligesom han ikke forstod vores. Og jeg tænkte på, hvordan mon hans indre liv var. Svaret på det forblev i hans eget indre.

Vi boede nogle dage i gletsjerens nærhed og iagttog fascinerede, hvordan dagslyset fik bræens is til at skifte farve og lyse med forskellig intensitet. I skumringen var det, som om der indefra bræen kom et fluorescerende lys, der lyste i det tiltagende mørke, indtil fjelde og mørke gik i et.

Her sluttede mit første møde med fjeldene i mit nye liv. Da vi forlod bræen og dalen, kørte vi sydpå ad vejen hjem. Og da vi kørte over grænsen, sendte jeg taknemmelige tanker til fjeldene i en tilstand af vemod ved tanken om, at jeg måske ikke ville komme tilbage til fjeldene igen.

Hvad jeg ikke vidste den dag var, at jeg allerede året efter var tilbage.

Udgivet i I skriveværkstedet, Rejseliv, Tanker om ... | Skriv en kommentar

i det kreative værksted

Denne dag bruger jeg ved arbejdsbordet på at genoplive og genopdage glæden ved uforpligtende leg i min artjournal.

Udgivet i I det kreative værksted | Skriv en kommentar

hverdagsliv i glimt

Endnu en grå og diset dag, hvor lyset er dæmpet og dagen ikke rigtigt når frem af disen. En dag med indre og ydre stilhed som jeg nyder i fulde drag uden en eneste aftale udover dem med mig selv.

I denne tid, hvor der er stilhed på bloggen det meste af tiden, er der et hverdagsliv, der bliver levet uden at nå frem på din skærm. I dag vil jeg dele nogle få billedglimt herfra.

Jeg er i gang med at skrue ned for brødet og op for det grønne til frokost.

Nye bøger er landet her hos mig blandt andet Leonard Cohens sidste, som han holdt sig i live for at få færdig, som hans søn Adam udtrykker det. Det er faktisk den første Cohenbog, jeg læser. Til gengæld har hans musik været i min verden i mange år.

I gang ved mit arbejdsbord.

Jeg ønsker dig en glædelig 1. søndag i advent, må den blive lige tilpas.

Udgivet i Hverdagsliv | Skriv en kommentar

velkommen december

Der er meget stille for tiden her hos mig … både på bloggen, i mit liv og i mit sind.

Det er som om alting holder pause og venter på, at noget, som jeg ikke ved hvad er, skal indfinde sig og sætte gang i det hele igen.

Denne fornemmelse af pause passer meget godt med det tiltagende vintermørke, hviletiden i naturen og året, der snart rinder ud.

Det er den 1. december og juleriet er begyndt alle vegne. Butikker og julemarkeder på øen kalder for at få os til at komme og købe. Men jeg føler ingen trang til at købe, nærmest tværtimod, hvad det så vil sige.

Jeg tænder lys, når den tidlige skumring indfinder sig i min stue., og lader mørket svøbe sig blødt omkring mig og mit hus.

Efter et udadvendt og aktivt efterår er det blevet tid til at være stille, indadvendt og eftertænksom. Jeg skriver, hver dag, men kun for mine egne øjne. Jeg pusler lidt indimellem i min artjournal, også kun for mine egne øjne.

Fornylig drømte jeg, at jeg kørte i min bil på vej til færgen. Men jeg for vild, mistede orienteringen og vidste ikke længere, hvor jeg var. Vejen blev gravet op og forsvandt under bilens hjul, men jeg fortsatte bare med at køre, selvom jeg hele tiden endte på veje, der endte blindt. Selv fra toppen af en bakke med udsigt over øen og dens veje, genkendte jeg ingenting og huskede ikke længere, hvordan jeg skulle nå frem til færgen. I min bil var en stor kasse fyldt med gamle, kasserede briller.

Jeg prøver at handle mig ud af denne oplevelse af stilstand, men det bliver ikke til ret meget. Det er som om, selv handling ikke hjælper eller forandrer noget. Der er kun at vente. Til alting falder på plads og bliver klart.

Lige som året snart er slut, mærker jeg, at en periode, en fase, en måde at tænke og være i livet på, nærmer sig sin afslutning, og at en ny måde venter forude. Denne nye måde er ganske langsomt ved at åbne for sine gemmer og give mig en fornemmelse af, hvad der venter på mig. Måske vil det vise sig at være en forandring, som mest vil være af indre karakter, men som også vil få ydre manifestation. Det er endnu ret vagt, derfor også denne vage beskrivelse.

Velkommen december, hvor mørket sluger dagens lys, og hvor solhverv og årets korteste dag venter os.

Lad os tænde lys!

 

Må december bringe lys, fred og glæde til dig, der læser med her.

Udgivet i Tanker om ... | Skriv en kommentar

opvarmning i det kreative værksted

Jeg pusler lidt ved arbejdsbordet  i dag som opvarmning til at genoptage arbejdet i det kreative værksted i den kommende uge.

Det trækker i mig for at komme i gang med at lave billeder igen. To igangværende træplader med overførte fotos er klar til den videre proces, som jeg så småt har taget hul på i dag.

Udgivet i I det kreative værksted | Skriv en kommentar

hjemme igen og savn med tilbagevirkende kraft

Solnedgangen kaster gløder på himlen og rødgyldent lys ind i min stue, hvor jeg sidder i sofahjørnet og læser med Tilda sovende ved siden af mig.

Det er skumring, og tændte fyrfadslys lyser gyldent op i stuens hjørner, mens mørket langsomt sænker sig.

I dag har været en dejlig dag, ja det er den stadig.

Både Tilda og jeg nyder at være hjemme igen. Hjemme i egne omgivelser.

Dagen er gået med at lande efter det lange efterårsophold i skoven. Jeg har pakket ud og lagt på plads. Vaskemaskinen har arbejdet. Tøjet er hængt til tørre i bryggerset. Det meste er ryddet op og kommet på plads.

Efter en god nattesøvn vågnede jeg op til morgenens og husets stilhed, der omsluttede mig som en blid kåbe af ro og fred. Jeg stod op, slog dagen an med morgensider og genoptog min sædvanlige dagsrytme, som føltes som at falde på plads og komme helt hjem i mig selv og til mig selv igen.

Selvom jeg har nydt efterårsopholdet i skoven på alle måder og ikke savnet noget, tværtimod nød jeg alt det, der var der, så mærker jeg ved hjemkomsten til huset ved havet og ved det dejlige gensyn med havet på gåturen i dag, hvor meget jeg faktisk har savnet dette. Kan man savne med tilbagevirkende kraft? Jeg kan åbenbart.

Jeg er landet i alenehedens fryd og fylde. Jeg er landet i indadvendthedens og fordybelsens fred. Jeg er landet i mit eget, i mit fokus, i mit hus og i min verden her. Her er godt at være!

Udgivet i Hverdagsliv, Samsø, Tanker om ... | Skriv en kommentar