Simone hvisker

Med en kakofonisk hvisken holder Simone mig vågen i en tågetilstand hele natten.

Hun taler til mig med en flerstemmig hvisken, som straks visker sig ud af min bevidsthed igen.

Ord for ord.

Som en slange, der spyer ord ud i en sammenhængende og dog løsrevet hvislen, der blot efterlader en ordløs summen.

Hun hvisker til mig hele natten, inden hun trækker sig tilbage, og jeg falder ned i søvnens dyb.

En vished har hun printet i min bevidsthed.

Snart vil ordene dukke op over min bevidstheds overflade, så jeg kan gribe dem og lade dem lande på hendes skørt i verden.

Jeg er vågen og venter.

Udgivet i I det kreative værksted | Skriv en kommentar

“Ode til Simone” fortsat

Så er formen klar til det videre arbejde. Der skal hæftes en masse stofstrimler af forskellige stoffer på skørtet, og der skal hæftes ord og tekststykker på stoffet. Ord og tekster om at være kvinde og forestillinger om kvinden.

Som Simone de Beauvoir skrev i “DET ANDET KØN” i 1949: “Man fødes ikke som kvinde – man bliver det”.

Uanset, at jeg har haft et indre billede af denne figur/skulptur med et skørt af hvide stoffer, var jeg ikke bevidst om, at den ville give indtryk af en brud.

En figur uden hoved og med en tom krop. En tom figur, som man kan fylde alle sine forestillinger ind i.

Jeg er ret vild med denne legende skabelsesproces, der langsomt folder sig ud. Fra indre vision til ydre form.

Arbejdet fortsætter. Der skal syes masser af stofstrimler på, og der skal skrives tekster, der skal broderes, stemples, skrives på skørtet.

Jeg glæder mig til den fortsatte proces med at bringe “Ode til Simone” til verden.

Udgivet i I det kreative værksted | Skriv en kommentar

Så langt så godt

Løsningen på, hvad der skulle gøres med overdelen af skulpturen, dukkede op i går. Og den var at hælde papirpulp på, der ville sætte sig fast på metalmønstret, sådan at overdelen vil blive lys og stå synlig frem i rummet, samtidig med at den stadig er helt transparent.

Jeg gik derfor straks i gang med at lave papirpulp. Abaca, der er lavet af bananfibre, blev revet i små stykker, lagt i blød og blendet. Da pulpen var færdig, blev den hældt over overdelen ad flere omgange.

Figuren dryppede af i nogle timer på badeværelsesgulvet, inden den blev stillet op i arbejdsrummet for at tørre natten over.

Nu er den tør og klar til, at jeg kan fortsætte arbejdet med at forme underdelen færdigt, inden der skal stof på.

Så langt så godt.

Udgivet i I det kreative værksted | Skriv en kommentar

Tilbage til hverdagen og det kreative arbejde

Jeg kom til at slette indlægget fra i går, derfor lægger jeg det ud nu igen.

Denne tirsdag føles fuldstændig som en mandag i min verden. Efter en forlænget weekend i selskab med vennen i skoven er det nu blevet tid til at vende tilbage til hverdagen og til mit arbejde.

Jeg er gået i gang med at lave en torso i kyllingetråd, der skal blive til en skulptur med titlen “Ode til Simone”. En mixed mediakvindefigur med hilsen til Simone de Beauvoir.

Langsomt former og “modellerer” jeg kyllingetråden til en torso. Mens jeg stod og formede og tænkte over, hvordan jeg skulle forme brysterne, signaturen på en kvinde, dukkede løsningen op i min bevidsthed som et billede af nogle åndedrætsbeskyttere indkøbt til brug i lerværkstedet. Det viser sig, at de passer perfekt i størrelsen.

Lidt efter lidt kommer til figuren til syne, og lidt efter lidt finder jeg løsningerne på, hvordan den skal formes og laves. Et skridt ad gangen.

Jeg glæder mig til det fortsatte arbejde og til at se, hvordan skulpturen kommer til verden.

Udgivet i I det kreative værksted | Skriv en kommentar

Langsomhed og fordybelse

Processen med at lave torsoen til “Ode til Simone” skal foregå langsomt, mere langsomt end jeg forestillede mig, før jeg gik i gang. Jeg mærker, at denne del af udformningen skal have god tid til at folde sig ud. Torsoen er jo et skelet, der skal bære hele figuren og udtrykket.

Derfor bliver der kaldt på langsomhed og fordybelse indefra. Der skal tid og rum til at lytte indad for at finde ud af, hvordan torsoen skal laves for at få den rette form og det rette udtryk. Ligesom med et maleri, hvor man ofte bruger meget tid på at se på billedet og lytte ind til, hvad næste skridt skal være.

Vær langsom, vær åben, vær lyttende, synes figuren i det indre at fortælle mig.

Lige nu handler det især om, hvordan overdelen af torsoen skal være. Underdelen og det skørt, den skal have og være, har jeg længe haft en ret klar vision af.

Det er en interessant proces, som jeg elsker at være i, og den kræver tid og rum til den nødvendige fordybelse uden forstyrrelser udefra eller uden ydre forpligtelser, der trækker opmærksomheden et andet sted hen.

En kreativ arbejdsproces er som at flytte ind i en anden og indre verden, og det er uanset om det er en skriveproces, maleri, skulptur eller andet. Den simrer hele tiden i bevidstheden. Den er hele tiden med.

Det minder mig om, at det var den samme oplevelse for mange år siden, da jeg skrev speciale på universitetet. Når jeg indimellem gik i stå i skriveprocessen og ikke var klar på, hvordan jeg kom videre, så gik jeg ud i køkkenhaven og lugede ukrudt eller ordnede vasketøj, mens tingene blev klare i min bevidsthed, og jeg kunne gå tilbage og skrive videre.

Skal torsoens overdel dækkes helt af håndlavet papir eller skal der være huller indimellem? Hvilket udtryk skal den have, og hvilket udtryk ville de to muligheder give? Det er, hvad der rumsterer i min bevidsthed i dag, og jeg giver det plads og tid til at nå frem til et klart svar.

Udgivet i I det kreative værksted, Tanker om ... | Skriv en kommentar

Skriv! – en tekst

Jeg beder om et ord for denne dag gennem englekortene, og svaret er: Skriv!

Hver gang dette kort dukker op, oplever jeg det som en særlig intens opfordring til at skrive. Således også i dag, og det er det, jeg nu forsøger at gøre. Eller rettere. Det er det, jeg gør. Nu. Jeg åbner et nyt dokument og giver det overskriften Skriv!

Dette er en åbning ind til tekstens rum. Det skal netop ikke skrives i den digitale dagbog, men i stedet skrives i sit eget dokument. Det er en tekst i sin egen ret. Dette er en tekst med døren Skriv!

I VØLVE fortæller Andrea Hejlskov om et besøg hos Suzanne Brøgger, som hun ser som en af sine ældste. Den unge forfatter opsøger den ældre. Suzanne Brøgger giver hende nogle gode råd. Hun siger blandt andet:

”Det er meget vigtigt altid at være i gang med et manuskript – eller en tekst i det hele taget.” – ”Skriften kan beskytte dig, og du skal bruge den på den måde.”

Det er meget vigtigt altid at være i gang med et manuskript eller en tekst i det hele taget!

Manuskriptet til ”Rejsen tilbage” er blevet printet ud i sin nuværende, redigerede og forkortede udgave. Nu er det klar til, at jeg kan læse det igennem igen. Hele vejen igennem for at finde ud af, om det har fundet sin form og sit indhold.

Det er meget vigtigt altid at være i gang med et kreativt arbejde, kunne jeg ændre rådet til. Det er et råd fra en ældre forfatter til en yngre. Jeg er ikke kun forfatter, jeg er også kunstner og formidler. Derfor er det relevant at omformulere rådet til, at det er vigtigt altid at have gang i et kreativt arbejde, en kreativ proces. Enten i form af et manuskript, en tekst, et kunstværk eller flere på samme tid.

Det er vigtigt at holde fast i den røde tråd, som mit kreative og kunstneriske arbejde er. Som jeg talte med Cecil om, da jeg besøgte hendes galleri og værksted for nylig, så laver vi kunst for vores egen skyld, som mange andre kunstnere og forfattere også giver udtryk for. Jeg skriver, laver kunst og formidler for min egen skyld. Primært for min egen skyld. Dertil kommer, at jeg gerne vil vise det frem og dele det med andre. Men det er også for min egen skyld.

Det kreative liv er den strøm, mit liv flyder med. Det er mit primære liv. Det har jeg efterhånden forstået. Kreativiteten er min konstante livspartner, mit konstante kærlighedsforhold, mens mennesker kommer og går i mit liv. Det var skriften og kunsten, der bar mig igennem min årelange transformationsproces. Det var skriften og kunsten, der beskyttede mig og bar mig igennem, så jeg ikke blev vanvittig af den smerte, jeg gennemlevede, da mit liv blev brudt ned.

Andrea Hejlskov skriver i VØLVE om ragnarok, der er processen med nedbrydning og genopbygning, nedbrydning og ny begyndelse. Hun beskriver den lange og gentagne nedbrydnings- og genopbygningsproces, hun selv har gennemgået i sit liv. Hun har et andet sprog og en anden symbolik, hun beskriver det gennem. Asatroen, de nordiske guder, animisme, at se verden omkring sig som levende og talende og interagerende med hende i processen. Hun går ud i naturen og tager imod det, som hun oplever, der bliver vist, givet og fortalt hende.

Det vi tror på, gør vi virkeligt for os selv. Andrea er asatro, og det er, hvad hun gør virkeligt for sig selv. Hun læser verden, livet og naturen ud fra sin tros perspektiv. Det er, hvad vi alle sammen gør. Vi ser med vore egne øjne, der har briller på dannet af det, vi tror på.

Skriv! Lyder opfordringen fra dagens ord, og det gør jeg så.

Jeg sidder ved arbejdsbordet i skriverummet i stueetagen med udsigt til haven. Her er behagelig køligt. Vinden er drejet om i nordvest, og blæsten bringer friskhed med sig, der har sænket temperaturen lidt.

Vennen er på weekendbesøg og har været ude på en meget tidlig og lang gåtur med Tilda, så hun er blevet godt luftet i dag. Vi sidder lige nu og skriver i hver sit rum. Det er det, vi kan. Vi kan sidde i en intens samtale om tro og om Niels Bohr for så at gå hver til sit skrivearbejde.

Det er højsommer. Solen skinner. Haven er fyldt med blomster. Og jeg nyder at sidde inde og mærke den friske lidt kølige luft komme ind gennem det åbne vindue, mens fingrene danser på tastaturet.

Hvad er det for en tekst, jeg er i gang med at skrive?

Stream of consciousness, bevidsthedsstrøm, tankestrøm, associationsstrøm. Tankerne dukker op til bevidsthedens overflade, og jeg lader dem flyde gennem fingrene og tastaturet ned på skærmen.

Igen og igen bliver jeg bekræftet i, at kreativiteten, det kreative liv, livet som kunstner, skribent og formidler er det primære i mit liv. Det er strømmen, der flyder gennem mit liv. En strøm der flyder gennem skiftende landskaber, skiftende relationer, skiftende stationer af forestillinger og tro.

VØLVE har fået mig til at tænke på, hvad jeg har været optaget af i forskellige faser af mit liv, som kan ses som landingspladser langs strømmen. Steder med tanker og forestillinger som jeg er gået i land ved, har besøgt og været optaget af i en tid, hvorefter jeg har forladt det og er flydt videre med strømmen.

Strømmen har ført mig til korte besøg på steder med shamanisme, indianernes livsforståelse, devaverdenen, reinkarnation, tidligere inkarnationer for at nævne nogen på min vej ad livets flod, indtil jeg nåede til det sted, hvor jeg befinder mig nu. Stedet, hvor jeg ser ud på verden og mig selv indefra. Stedet, hvor jeg ser verden og livet her som en drømmetilstand, som jeg skal vågne op af for at vågne op til det, jeg virkeligt er og altid har været, uanset hvilke drømmeliv jeg har oplevet som virkelige, og hvilke personer jeg har identificeret mig med og oplevet som den, jeg var.

Livet er en gylden flod, en gylden, glitrende strøm, som fører mig gennem alt det, som jeg skal se på, slippe og hæve mig op over. Og kreativiteten, skriften og kunsten er givet mig som redskaber til at se og finde klarhed med. Hvert eneste sted, som strømmen har ført mig til, har i sig haft en opfordring til at se indad for at finde svar. I sig har hvert sted med sin tro og sine forestillinger haft en opfordring til at vælge igen. ”Se indad, gå dybt indad. Er dette, hvad du ønsker at tro på og være?”

Den strøm, som har ført mig gennem dette liv, synes at have ført mig gennem destinationer med tråde til andre drømmeliv, hvor jeg har skullet tage stilling nu og her til gamle forestillinger. Nu og her er jeg givet en mulighed for at vælge igen, hvad jeg tror på, jeg er. Strømmen har ført mig til destinationer, der har givet mig mulighed for at binde sløjfer og afslutte noget fra et andet liv. Et andet drømmeliv. Sløjfer er blevet bundet, forbindelse er blevet afsluttet, og båndene til andre liv er blevet ophævet sammen med den gentagelse, som de har fremkaldt i dette liv.

Den gyldne strøm fører mig gennem livet og sætter mig mere og mere fri til at hæve mig op over verden.

Udgivet i At skrive livet, Dagens ord, Tanker om ..., Tekst | Skriv en kommentar

Jeg glæder mig til september

“Her er sort af mennesker. Og jeg tager mig i at længes lidt efter september.” Skriver forfatteren til “En Linje i verden” Dorthe Nors på Instagram i dag fra Thyborøn havn, mens hun sidder og venter på sin frokost.

Da jeg læser det, tænker jeg, at det kunne være mine ord eller rettere, mine ord ville være:

“Det er meget varmt, her er mange mennesker, og jeg længes efter september.”

Højsommeren er ikke min favorittid. Både på grund af varmen og på grund af invasionen af mennesker på øen. Det er lidt en tid, der for mig skal overstås og gennemleves.

Sensommeren og især efteråret er min tid på året. Og køligere vejr og stilhed er det, jeg trives bedst i.

En gang elskede jeg solen og varmen, men det er så længe siden, at det kunne være i et helt andet liv, hvad det også opleves som.

Heldigvis er huset ved havet, mit gamle fiskerhus, behagelig køligt i underetagen, men i disse meget varme dage alligevel ikke helt kølig nok. Overetagen er en bageovn trods åbne vinduer døgnet rundt og næsten kun til at opholde mig i morgen og aften.

Alligevel har jeg kravlet rundt på gulvet oppe i mit værksted i dag for at tegne et motiv op på et lærred, der længe har stået og ventet.

Værket med de fundne genstande, som jeg har arbejdet med de sidste dage, ligger nu i alle sine færdiggjorte dele og venter på, at jeg skal finde ud af, hvordan delene skal fæstnes til hinanden. Først skal jeg finde ud af, hvordan stofbanerne skal hæftes på grenen og derefter, hvordan papirarkene skal hæftes på stoffet. Det vil vise sig og blive klart. Og mens jeg venter på denne klarhed, har værket fundet sin titel: “Transformation”, der rummer håb og er lys og let som værkets udtryk.

Udgivet i At skrive livet, I det kreative værksted, Tanker om ... | Skriv en kommentar

Arbejdet fortsætter

Lærredsbanerne, som de håndstøbte papirark skal fæstnes på, har jeg nu indfarvet med kaffe for at give kontrast til det hvide papir.

Jeg hygger mig vældigt med at sidde og sy genstande på papirark, mens jeg hører Skønlitteratur på P1.

Der skal være 16 ark i alt, og jeg er godt på vej og overvejer, om nogle af arkene skal være med en indstøbt tørret blomst. Ellers er der en funden genstand på alle arkene fra overkørte og tørrede grønbrogede tudser til glasstumper og andet fundet på veje, stier og stranden.

For at se om idéen holder, har jeg igen lavet en oplægning på gulvet. Og jeg er godt tilfreds. Jeg mangler at finde ud af, hvordan papirarkene skal fæstnes til stofbanerne, og hvordan stofbanerne skal fæstnes på grenen, der skal bære det hele.

Udgivet i I det kreative værksted, Kunst | Skriv en kommentar

I det kreative værksted

I dag er jeg i gang med at udvikle og skitsere en idé til et vægophængt værk med fundne genstande på håndstøbt papir.

Udgivet i I det kreative værksted | Skriv en kommentar

Inspiration med fuldt blus

Nå, i dag blev tingene så helt klare i inspirationens åbne rum.

Igen oplevede jeg, at en inspiration, som jeg modtog i overordnet form for flere år siden, igen bankede på i min bevidsthed. Og da jeg begyndte at høre efter, kom den ene detalje efter den anden.

Det handler igen om inspiration til værker, jeg skal lave til den udstilling, der venter forude til næste år.

En mixed mediaudstilling i bred forstand. En udstilling, der kommer til at kombinere udstilling, oplæsning, artist talk og måske andet. Det er jo ikke til at vide, hvad der kommer til at dukke op i den kommende tid. I hvert fald rummer dagens inspiration for mig helt overraskende elementer.

I dag kom konkretiseringen af idéen til en installation på gulv. Form, indhold, udtryk og et ekstra element af mixed media.

Jeg er vild med den idé. Jeg siger ikke mere, det skal ses og opleves. Til næste år.

Det er blevet helt klart, hvorfor jeg ikke kunne sparke porten op til det kreative rum i begyndelsen af ugen. Problemet var, at jeg ville arbejde med idéer fra et forkert sted, hvor der ingen energi er til det. Til gengæld mærker jeg, at inspirationen til de to første værker til den kommende udstilling er båret af vild, sprudlende og legende energi. Lige til at tappe ind i og arbejde fra.

Jeg er vild med den vision, jeg bliver vist. Det bliver enkelt, uhøjtideligt, anderledes i form og udtryk, og det bliver mixed media i bred forstand.

Udgivet i At skrive livet, I det kreative værksted, Inspiration og praksis, Kunst, Tanker om ... | Skriv en kommentar