Uden ord

Udgivet i Foto | Skriv en kommentar

Flad fredag og et træ, der faldt

I dag er en flad dag her i huset efter en lang vågen nat, hvor jeg tænkte på opgaver til skriveværkstedet og værker til en snart kommende udstilling. På repeat. Mens stormen suste og buldrede om huset, og månen lyste natten op.

Da jeg stod op i morges, så jeg, at fuglefodertræet i haven var faldet i løbet af natten. Væltet helt nede ved jorden.

Det gamle udgåede æbletræ, som jeg beholdt og lod stå, efter det var holdt op med at sætte blade, blomster og frugt, fordi det fungerede perfekt som fuglefodertræ. De tørre grene passede præcist i vinkel og højde til at bære fuglefoderhuset. Men i nat lod træet sig falde i stormen. Eller det var stormen, der fældede det gamle, krogede og døde træ. Det var tid.

Hvis man vil læse tegn og symboler derude i verden, kunne man tænke, at noget gammelt og dødt ikke længere er brugbart og skal tages med videre. Dets tid er forbi, dets funktion er udtjent. Eller noget.

Når vennen i skoven snart kommer på besøg, tager han motorsaven med og omdanner fuglefodertræet til træ til brændeovnen, så det kan give lidt varme i den kolde vintertid, mens fuglefoderhuset må have en ny plads i en syren, der kan ses inde fra den varme stue.

Den første storm kom. Det første træ faldt. Dødt og gammelt og frønnet. Og imens lå jeg uvidende og roterede under dynen hele natten, så denne fredag er blevet ganske flad.

Må din fredag være frisk som luften efter storm.

Udgivet i At skrive livet, Hverdagsliv | Skriv en kommentar

Efterårsjævndøgn og tanker om at skrive i mørke

Efterårsjævndøgn og tanker om at skrive

I dag er den første rigtige efterårsdag på kalenderen og årshjulet. Natten har indhentet dagen, og vi går ind i det halvår, hvor mørket og natten fylder mere i døgnet end lyset og dagen.

Du, der læser med her på min kanal, har måske lagt mærke til, at der er rigtig mange morgener og lyse dage i min skrift. Jeg skriver altid om morgenen og helst i dagslys. Altså er vi nu på vej ind i den tid på året, hvor den lyse skrivetid snævrer ind.

Flere gange ved denne tid på året har jeg lovet mig selv, at jeg ville skrive mig ind i mørket og gøre mørket til skrivetid, men det er et af de løfter jeg har givet mig selv, som jeg efter nogen tid ubevidst har visket ud af bevidstheden igen og glemt. Som om det tiltagende mørke har visket det ud på min indre lystavle.

Selvfølgelig er det en fiks idé eller en forestilling, at jeg skriver bedst om dagen og når det er lyst, for dybest set er det at skrive jo ikke afhængigt af, om det foregår i dagslys eller ved elektrisk lys.

Da jeg var på arbejdsmarkedet, havde jeg jo ikke mulighed for en sådan luksusindstilling, da måtte jeg arbejde og skrive både inden det blev lyst og efter det blev mørkt om vinteren, hvor dagslyset kun er her i få timer. Sådan var det, og det var ikke noget problem. Jeg skrev og lavede det, jeg skulle uden problemer.

I dag ved porten til den mørke tid med korte dage overvejer jeg igen, om jeg skal skrive mig ind i mørket. Måske ville jeg skrive noget andet ved at tage mørket ind, åbne det som et skriverum og lade det sive ind i skriften.

Jeg elsker morgener. Jeg elsker at åbne min notesbog, gribe pennen og skrive mine tre håndskrevne morgensider. Det føles som at være blevet givet endnu en chance, endnu en mulighed, endnu en ny begyndelse. Og jeg elsker nye begyndelser, der åbner frit til nye muligheder og til at vælge at skærpe og holde mit fokus.

Mørket og aftenen oplever jeg mere som en lukning, en afslutning, og umiddelbart inviterer den oplevelse ikke til at sætte mig ned og skrive. Måske fordi jeg opfatter det, som at se på noget, der næsten er afsluttet og forbi.

Hvad hvis jeg i stedet for tænkte mørket og aftenen, som en åbning til noget andet? Til en anden verden. Til andre muligheder. Hvad hvis jeg tænkte og oplevede mørket som en åbning ind til noget, som jeg ikke er opmærksom på i dagslyse morgener?

Hvad hvis jeg forestillede mig, at mørket kunne lede ind til en verden, som er lige så fri, lys og åben, som den jeg kan se i dagslys?

Den første vinter her på Samsø, sad jeg faktisk ovenpå ved arbejdsbordet og skrev om aftenen, mens jeg så ud i mørket. Da kaldte mørket mig til tasterne aften efter aften, og jeg elskede at sidde der og se ud på mørket, på træernes silhuetter, stjernerne og lysene hos mine naboer, mens jeg så og hørte det, jeg skulle skrive i mit indre. Det var en frydefuld skriveproces, hvor teksten fulgtes med begivenheder i omgivelserne. Stormvejr der fandt vej ind i teksten. Et kæmpe træ i naboens have der faldt. Det blev alt sammen elementer og aktører i en tekst, der var en indre fortælling om en forandringsproces. Og det forunderlige er, at teksten beskrev en dybtgående proces, som jeg endnu ikke helt var bevidst om at være midt i. Teksten var forud for min bevidsthed. Jeg beskrev en proces med storme, der piskede havet ind mod kysten og rev slør væk, så alt det bortgemte blev synligt, og alt blev renset væk.

Det er som om, at noget kalder og indbyder mig til at genfinde den fryd, som en skriveproces i mørket kan være.

I dag er det efterårsjævndøgn.

Dag og nat er lige lange, og det er tid til at tage imod den kommende mørke tid og lade mørket åbne sig og slippe sit indhold frit ud.

Måske vil der komme storme, der vil vælte træer og hive dem op med rode. Måske vil bølgerne rejse sig og skylle strandene rene.

Måske vil mørket indhylde mig i blid fred og fryd og åbne sig som en musling, der rummer en smuk lysende perle.

Udgivet i At skrive livet, I skriveværkstedet, Tanker om ..., Tekst | Skriv en kommentar

Duften af efterår – en tekst

Duften af efterår

Skyer dækker himlen tæt og fylder den efterårskølige luft med fugt.

Her fra skrivebordet ser jeg ud på træer, der er begyndt at skifte farve og slippe deres blade.

Tjørnens røde bær lyser i alt det grønne, og birketræernes hvide stammer kommer igen langsomt til syne, efterhånden som blommetræet lader sine blade falde til jorden.

Efteråret er ankommet. Det er blevet min yndlingstid på året. Den tid hvor duften af moden frugt og nedfaldne blade minder mig om, at jeg har været her før. På denne tid af året. Denne tid, der ofte har været kendetegnet ved store og livsforandrende begivenheder på min vej gennem livet.

En gang læste jeg, at efteråret var de stærke sjæles årstid. Men jeg tror ikke længere på, at nogle sjæle er stærkere end andre, blot at vi kan møde livets tilskikkelser på forskellig måde. Med frygt eller tiltro. Med modstand eller overgivelse.

Jeg ved, hvordan det føles at vælge frygten og modstanden. Jeg ved også, hvordan det føles at vælge tiltroen og overgivelsen. Jeg har været der, og jeg kender forskellen. Og jeg ved, hvad jeg foretrækker, og hvad der bærer mig igennem, når jeg har behov for at blive støttet, løftet og båret, indtil jeg kan gå videre på mine egne ben.

En gang for år tilbage i en meget vanskelig forandringsperiode af mit liv fandt jeg en sten på stranden. Det var en sten, der fuldstændig lignede et fodspor. Jeg samlede stenen op og tog den med hjem. Stenen mindede mig om en fortælling, jeg en gang havde hørt eller læst. Fortællingen om en mand, der efter døden sammen med Gud så ned på sit liv. Han så fodspor hele vejen gennem sit liv. Nogle gange to fodspor ved siden af hinanden. Nogle gange kun et. Og han sagde til Gud: ”Du lovede mig at følges med mig gennem livet, men der hvor jeg havde det allersværest, der er kun ét fodspor”. Og Gud svarede: ”Der er kun et fodspor, fordi jeg bar dig.”

Mit liv har lært mig, at der er al mulig grund til at have tiltro til, at jeg bliver båret, at der bliver sørget for mig på alle måder og i alle ting. Sten bliver ryddet af vejen foran mine fødder, løsninger bliver etableret, og jeg bliver ført og vist den vej, jeg skal gå.

Årshjulet er igen drejet til efterår og om få dage er det 18 år siden, jeg flyttede ind i huset ved havet og begyndte det liv, som jeg havde drømt om i årtier.

På den mest forunderlige måde blev jeg løftet ud af mit gamle liv og placeret i et helt nyt liv. Mit drømmeliv. Nedbrydningen begyndte et efterår, og jeg landede på mit sted, på min ø og i mit nye liv nogle år senere. I efteråret.

Efteråret synes at være min skæbnetid.

Efteråret er igen ankommet, og jeg samler det om mig som en varm, gylden og duftende kåbe af tiltro.

Udgivet i At skrive livet, I skriveværkstedet, Tanker om ..., Tekst | Skriv en kommentar

Fuldmånesang

Fuldmånen lyser natten op skjult bag skyer og er insisterende i at holde mig vågen.

Fuldmånen hvisker og synger som en sirene og lokker mig til at gå ind i fortidens dybe, mørke skove.

I kanten af skoven vågner jeg op og lader mig i stedet læne ind i nuets klare og bevidste lys.

Jeg roterer under dynen i diffust månelys og lytter til stilheden, indtil fuldmånen slipper mig, og jeg synker ned i drømmeløs søvn.

***

Fotoet er genbrug fra en helt anden fuldmånetid for flere år siden, hvor jeg stod på en stol og fotograferede ud af et åbent tagvindue, netop da månen løftede sig af havet og op over træerne mod øst.

Det var et andet år, en anden tid men den samme syngende måne.

Udgivet i At skrive livet | Skriv en kommentar

En slags mandag i værkstedet

Nogen gange er det eneste, der sker i værkstedet på en mandag, at der daler indre billeder med idéer til nye værker ned på computerens skærm, hvor de bliver foldet ud og skitseret med en masse ord for at de ikke skal forsvinde igen ud af bevidstheden.

Udgivet i I det kreative værksted, Inspiration og praksis | Skriv en kommentar

Væren

Denne dag

er omsluttet af blid væren

helt fri, stille og uden gøremål

tyst med hvilen i vished og fred

væren, blot væren

Udgivet i At skrive livet, Tanker om ..., Tekst | Skriv en kommentar

Simone og Gabriele i værkstedet

I timevis lå jeg vågen i nat i mørket og stilheden, og mens jeg roterede under dynen, skrev jeg i tankerne den næste tekst i “Gabrieles notater”, mens jeg ventede på søvnen og glædede mig til, at det igen blev morgen og en ny dag i mit kreative værksted.

Jeg nyder at arbejde med “Ode til Simone”. Jeg nyder arbejdet med udformningen af skulpturen, og jeg nyder at modtage inspiration til flere værker til udstillingen til næste år.

Jeg har det sjovt med at skrive de små tekster til “Gabrieles notater” på den nye, gamle manuelle skrivemaskine.

Arbejdet er legende, let, ubesværet og frydefuldt.

Jeg glæder mig til at lave værkerne, udstillingen og at afholde den til sin tid med alle de mixed media-elementer, som jeg har modtaget inspiration til og visioner af, at den skal indeholde. Det bliver sjovt.

Må også din dag blive båret af glæde og med let gang på jorden.

Gabrieles natlige notat:

Udgivet i I det kreative værksted, I skriveværkstedet, Inspiration og praksis, Tekst | Skriv en kommentar

Gabrieles notater

Udgivet i Tekst | Skriv en kommentar

Tilbage til arbejdet

Arbejdet med “Ode til Simone” er blevet genoptaget. Bunden af torsoen skulle stabiliseres, før arbejdet med skørtet kan fortsættes.

Udgivet i I det kreative værksted | Skriv en kommentar