Der er tændt et lys for mig

Jeg har tændt stearinlyset på skrivebordet, hvor jeg sidder og skriver med udsigt til træer og mose.

Novemberlyset i dag er dæmpet og har en blød, grålig tone gennem skyerne, og det føles som om, at dagen ikke helt når frem.

Jeg hviler i en tilstand af dyb taknemmelighed, stille glæde og vished.

“Altid allerede elsket”, som Peter Bastian fortalte i sin sidste bog, inden han slap kroppen.

Jeg skriver mig ind i denne tilstand, og en tanke dukker op i min bevidsthed:

“Der er tændt et lys for mig”

Der er tændt et lys for mig. Det lyser til mig fra årets mørkeste tid. Det er allerede tændt, den 21. december. Det lyser for mig forude, og jeg kan se og mærke, at det lys vil lyse for mig hele året igennem, indtil vi igen når til den mørkeste tid på året. Den 21. december.

Lyset er vished. Lyset er kærlighed. Lyset er viden om, hvilken vej jeg skal gå.

Må du, der læser med her, også vide, at du allerede er elsket, og at der er tændt et lys for dig.

Udgivet i At skrive livet, Tanker om ... | Skriv en kommentar

Et skriveår venter forude

Visionen for mit nye, kommende skriveprojekt åbner sig mere og mere for mig. Det skal blive til en stor og indholdsrig inspirationsbog, som jeg kan se det.

Gennem nogen tid har jeg fornemmet, at det skal indeholde skrift gennem årstiderne.

I går, den 21. november åbnede visionen sig yderligere og blev mere konkret. Jeg skal skrive fra vintersolhverv til vintersolhverv og således følge solen gennem årstiderne med min skrift. Nu ved jeg, hvornår mit skriveår begynder og slutter igen.

Visionen af det kommende bogprojekt viser mig lige nu, hvilke konkrete rammer jeg skal skrive indenfor, uden dog at afsløre noget af indholdet. På denne måde bliver jeg forberedt til at gå i gang den 21. december.

Mit 2022 har overskriften “”Fuldendelsens År”, og det har givet så meget mening, når jeg ser på, hvad jeg har beskæftiget mig med gennem dette år. Det har været fuldendelsen af kunstværker, udstillinger, bøger og igangværende bogprojekter. Alt ser ud til at skulle fuldendes i år, så jeg er klar til at begynde med noget nyt. Den 21. december.

Jeg har modtaget overskriften på mit 2023, men det er endnu ikke tid til at dele det offentligt. Måske skal jeg først begynde at forstå betydningen af det, inden jeg kan dele det. Men det, jeg kan dele, er, at det fylder mig med taknemmelighed og forventningens fryd og glæde.

Jeg sidder lige her ved skrivebordet og ser ud på de nøgne træer og mosen bagved. Min udsigt her fra første sal er igen blevet åben mod mose og himmel efter, at træerne har sluppet deres blade.

Jeg hviler i indre fred og taknemmelighed og i vished om, at det kommende skriveår vil bringe mig glæde. Jeg ser ind i en frydefuld kreativ skabelsesproces.

Må din dag også være båret af glæde og fred.

Udgivet i At skrive livet, I skriveværkstedet, Inspiration og praksis, Tanker om ... | Skriv en kommentar

Nu venter jeg på den indre redaktør

I aftes blev jeg færdig med gennemlæsningen af manuskriptet til “Rejsen tilbage – Notater fra stilheden”. Jeg fandt kun få fejl, som nu skal rettes.

Min fornemmelse er, at det eneste, der mangler nu, er den endelige redigering og opsætning af bogen. Hvordan skal teksterne stå på siderne, f.eks.

Jeg er blevet inspireret hele vejen igennem dette bogprojekt. Fra idé gennem tekstskrivning gennem flere år til redigering ad flere omgange også over flere år. Nu er tiden tilsyneladende kommet til at fuldende bogprojektet.

Det rumsterer i min bevidsthed med idéer til, hvordan opsætningen skal være, men jeg kan mærke, at det endnu ikke er helt klart. Derfor er det nu tid til at vente. Tid til at være stille, opmærksom, lytte og mærke efter. Tid til at vente på, at min indre redaktør skal give mig helt klar inspiration til, hvordan det skal være. For det er jo sådan, jeg arbejder og lever. Ved inspiration og indre vejledning.

Vennen i skoven har annonceret, at han kommer på lynvisit i aften og tager tilbage på arbejde med morgenfærgen torsdag. Det passer perfekt. Så kan opsætningen af manuskriptet ligge og simre imens, jeg bruger lidt tid på samvær og samtaler.

Det er helt forunderligt, at vennen har investeret i en prof trykkemaskine og skæremaskine, så jeg nu kan trykke mine bøger selv og i helt små oplag. Denne løsning har jeg ikke haft fantasi til at forestille mig. Men nu er den her, og det er blevet tid til at fuldende arbejdet og gøre klar til trykning.

Min fornemmelse er, at bogen bliver tilgængelig for læsere til næste år sammen med andre af mine skrevne og trykte bøger. Og på en anderledes måde end bøger normalt udkommer.

En vision er givet mig men endnu uden helt faste og konkrete detaljer. Men det ser spændende og glædeligt ud, som jeg kan se det.

Udgivet i At skrive livet, I skriveværkstedet, Inspiration og praksis, Tanker om ... | Skriv en kommentar

Tanker om en lang tilblivelsesproces på en diset mandag

Himlen over denne mandag er skyet og diset og lukker kun begrænset og dæmpet lys igennem. Men i det indre er det indhyllet i glæde, taknemmelighed og klarhed.

Jeg er stadig i gang med gennemlæsning og redigering af manuskriptet til tekstsamlingen “Rejsen tilbage – Notater fra stilheden”. Jeg er nået til side 228 af 265 tekstsider. Dette bliver en bog med tekster og uden billeder bortset fra dem, som sproget i dem frembringer.

Nogle bogprojekter strækker sig over meget lang tid. “Rejsen tilbage” er sådan et projekt.

For efterhånden en del år siden modtog jeg en vision af og inspiration til, at jeg skulle skrive en række tekster og efter at have været i gang med at skrive et stykke tid kom visionen af, at disse tekster en dag skulle samles og blive til en bog.

Jeg skrev tekster over flere år og på et tidspunkt gik det op for mig, at teksterne var skrevet, og at de tekster, jeg nu var i gang med at skrive, hørte til i et andet bogprojekt, som ventede længere forude.

Det første forsøg på at samle teksterne til ét manuskript viste sig at fylde langt over 300 sider. Men arbejdet med manuskriptet med flere gennemlæsninger og redigeringer endte med de 265 sider, som tekstsamlingen nu fylder.

Længe havde jeg en forestilling om, hvilken form denne tekstsamling skulle have, og derfor havde jeg også en forestilling om, hvilke tekster der skulle med. Denne forestilling viste sig at betyde, at arbejdet trak ud, indtil det gik op for mig, at det var en anden form, der skulle til, og derfor var der mange tekster, som slet ikke skulle med.

Manuskriptet har ligget stille og ventet i flere lange perioder. Det har ventet på mig. Ventet på at jeg blev klar til at slippe mine egne forestillinger, så jeg kunne se den kommende bog mere klart. Og ventet på, at jeg blev klar til at stå ved mig selv og dele det indhold, som teksterne rummer.

Undervejs har jeg undret mig over, hvorfor det har taget så lang tid, og hvorfor jeg skulle have fat i det så mange gange over så lang tid. Men manuskriptet har været afhængig af min indre proces med det, og derfor har det taget så lang tid, som min indre proces har krævet.

Nu tyder det endelig på, at jeg er parat og klar til at færdiggøre manuskriptet i dets rette form og indhold og gøre det klar til trykning.

Mit 2022 har overskriften Fuldendelsens År, og det lader til at fuldendelsens tid endelig er kommet til dette bogprojekt.

Udgivet i At skrive livet, I skriveværkstedet, Tanker om ... | Skriv en kommentar

“Rejsen tilbage” manuskriptarbejde fortsat

Jeg er gået i gang med endnu en gennemlæsning af dette manuskript, der har ligget stille i en rum tid, mens jeg har ventet på klarhed om, hvordan jeg kommer videre med det.

Det bliver spændende, om denne gennemlæsning og redigering vil munde ud i det endelige indhold og den endelige form på den kommende bog.

Nu, hvor jeg igen begynder at læse mig igennem manuskriptets tekster, oplever jeg, at de har meget at give både i deres indhold og i det poetiske sprog. Det bliver til en bog, som jeg selv gerne ville læse.

Formålet med det hele er at give læserne inspiration på deres egen indre og ydre rejse gennem livet.

Måske er jeg nu ved at være helt klar til at erkende værdien af de mange tekster, jeg har skrevet over en årrække?

Måske er jeg nu ved at være klar til at se, at de kan være til gavn og inspiration for nogle læsere og derfor skal ud i verden?

Måske er jeg nu ved at være klar til at stå ved mig selv, mit arbejde og det budskab, som disse tekster skal bringe?

Og måske er jeg derfor nu endelig klar til at færdiggøre dette manuskript og gøre det klar til at blive trykt til en bog.

Udgivet i I skriveværkstedet, Inspiration og praksis, Tanker om ... | Skriv en kommentar

Havet og fordybelse i naturen

Jeg har været ude ved havet i dag. Alene.

Jeg har været ude at gå tur i dag. Alene.

Det var, hvad der manglede i mit liv, da jeg kiggede det efter i sømmene den anden dag.

For et år siden brød min hunds bagben næsten sammen på grund af overbelastede og slidte led, fremkommet af en forkert benbygning. Det har betydet, at hun ikke må gå så meget, og det har betydet, at hun bliver kørt i klapvogn en stor del af en gåtur. Det er fint med en klapvogn, men den er ikke mulig at køre med på stranden eller ad skovens forskellige stier.

Det har betydet, at jeg har gået meget mindre tur i naturen, end jeg plejer.

Paradoksalt nok kan jeg se, at jeg gik flere og længere ture, før jeg fik hund. Og selv da min hund kunne gå lange ture, så er det anderledes at gå tur med en hund, som tager en del af opmærksomheden på turen.

Jeg vidste det egentlig godt, at jeg savner mine gåture alene i naturen.

Jeg vidste det egentlig godt, at jeg trængte til disse ture.

Jeg vidste egentlig også godt, at jeg begrænsede mig selv med dårlig samvittighed overfor min hund, hvis hun ikke kom med på tur men skulle blive hjemme, fordi jeg gerne ville gå alene.

Altså er konklusionen på min kiggen mit liv efter i sømmene, at jeg skal give mig selv friheden til at gå ture i naturen alene. Så det gjorde jeg i dag. Og jeg mærkede, hvor meget jeg har savnet den indadvendte fordybelse, der er ved at gå langs havet helt nede i vandkanten uden at skulle forholde mig til noget andet.

Jeg gik der og mærkede regnen på mit hår og mod mit ansigt. Jeg mærkede solens skarphed, da det klarede op. Jeg så alle farverne på havet, himlen og stranden. Og jeg mærkede min indre tilstand klart og opmærksomt.

Jeg stoppede op, vendte mig ud mod havet og lukkede øjnene. En følelse af udmattelse dukkede op i bevidstheden. Hele ryggen var spændt op og tynget af en tung byrde, jeg havde båret rundt på længe. Jeg havde oplevelse af at bære meget og at skulle holde meget oppe. Uden at det blev konkret. Nu gav jeg slip og overgav det til at blive ophævet. Og mens jeg stod der med lukkede øjne sammen med havet og solen, mærkede jeg, hvordan tyngden, spændingerne i hele ryggen og udmattelsen langsomt tog af og forsvandt.

Hvor har jeg savnet denne væren med naturen. Hvor har jeg savnet denne særlige fordybelse der er i denne væren.

Jeg gik op fra stranden og ind gennem skoven, der i dette område er fyldt med de smukkeste birketræer. Ligesom mødet med havet, var dette at gå gennem birkeskoven også lige det, jeg havde brug for i dag. Og savnet. Jeg elsker birketræer. De smukke hvide stammer, de hjerteformede blade, som lige nu lyser som gammelt guld i sollys. Nordøen på Samsø er smykket med mange smukke birketræer.

Mens jeg gik gennem skoven og tænkte på, at dette er, hvad der manglede, for at mit liv er, som jeg ønsker det, så mærkede jeg også, at én gåtur om ugen alene ikke er nok. Det er som en udtørret indre sø, der trænger til igen at blive fyldt op med livgivende vand. Det føles som en mangel, det vil tage lidt tid og mange gåture at få ophævet.

Det er jo netop havet og naturens nærhed, som gør dette sted til mit sted. Jeg har savnet havet, selvom det var lige her i min nærhed, og selvom jeg ofte er ved havet sammen med min hund. Men det er samværet med havet og fordybelsen i det, jeg har savnet og manglet.

Tiden er kommet til at rette op på det.

Udgivet i At skrive livet, Natur, Samsø, Tanker om ... | Skriv en kommentar

Tid til at se livet og nutiden efter i sømmene

En gang imellem tænker jeg på min tidlige ungdom og det liv, jeg levede, og det, jeg fokuserede på, da jeg boede i København. Og så tænker jeg på, hvorfor jeg ikke udnyttede de muligheder mere, som tiden og byen tilbød.

En gang imellem tænker jeg, at jeg ville ønske, at jeg havde udnyttet mine muligheder anderledes. Men det kunne jeg jo ikke, for jeg så ikke de muligheder den gang, som jeg kan se herfra, hvor jeg er nu og med det fokus og den bevidsthed, jeg har nu.

Disse tanker strejfer af og til min bevidsthed, når jeg hører om eller læser om unge, der går eller gik dedikeret og kompromisløst efter at blive og være kunstner eller forfatter.

I dag dukkede en anden tanke op: Lever jeg det liv nu, som jeg ønsker at leve?

Det har fået mig til at stille mig selv en række spørgsmål, som jeg vil se mit nuværende liv og min nutid efter i sømmene med. Så jeg ikke om nogle år ser tilbage og tænker, at jeg ikke udnyttede mine muligheder nok til at få det liv, som jeg ønskede mig.

Måske kan du, der læser med her også bruge at tænke lidt over dit liv og nutiden med spørgsmål af denne art:

Lever jeg det liv, jeg ønsker og drømmer om at leve?

Bruger jeg min tid, som jeg ønsker at bruge den?

Bruger jeg de muligheder, jeg har og er givet?

Udfolder jeg mig selv mest muligt eller begrænser jeg mig? Lidt eller meget?

Hvad mangler der, for at jeg lever det liv, som jeg ønsker at leve?

Hvad vil jeg gerne have mere af i mit liv?

Hvad afholder mig fra at få og have mere af det i mit liv?

Hvad afholder mig fra fuldt ud at leve det liv, som jeg ønsker at leve?

***

Da jeg afholdt skriveværksted sidste vinter, gav jeg deltagerne denne opgave, som også kan kaste lys på nutiden og det liv, vi ønsker at leve:

“Skriv et brev fra dit 85-årige jeg til dig, som du er nu.”

Jeg har selv brugt denne metode og erfaret, hvor klarsynet den 85-årige er i forhold til at se sig selv og til at se, hvad der har betydning. Den 85-årige er ofte langt modigere og mere kompromisløs end det yngre selv.

Udgivet i I skriveværkstedet, Inspiration og praksis, Tanker om ... | Skriv en kommentar

Skriverejsen gennem livet

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg elsker at skrive og skriver en hel del.

Set i tilbageblikket kan jeg se, at drivkraften til at gå på universitetet og læse nordisk sprog og litteratur var min ubevidste, slumrende skrivelængsel. Jeg elskede at læse, og jeg var meget optaget af kvinder, der skrev. Både skrivende kvinder i fortiden og i min egen samtid.

Inden universitetet tog jeg HF på fuld tid, og her opdagede jeg, at jeg var god til at skrive. Det vidste jeg ikke, for det havde jeg jo ikke brugt tid på før.

Mens jeg læste på universitetet, læste jeg Anaïs Nins dagbøger efterhånden, som de udkom på dansk. Og jeg var fascineret af, hvordan skriften var med hende som en fast del af hendes måde at være i livet på. Hun skrev simpelthen hele tiden og alle vegne.

Det kaldte min skrivelængsel så meget frem i bevidstheden, at jeg begyndte at handle på det. Jeg begyndte at skrive dagbog i form af at skrive livet til mig selv. Jeg begyndte at skrive en masse breve til dem, der havde lyst til at brevveksle. Både min skrivelængsel og min længsel efter at udtrykke mig kunstnerisk blev meget bevidst og nærværende.

Jeg har skrevet livet og skrevet gennem mit liv i over 4 årtier. Skriften er min faste følgesvend, som måden at nå til klarhed og selvindsigt. Skriften er der, hvor jeg kender mig selv bedst og dybest. Skriften er mit rum og frirum i verden.

Den bedste tid i min universitetstid var det år, hvor jeg arbejdede med mit speciale. Jeg elskede dette arbejde, hvor der var tid og rum til fordybelse, og hvor det handlede om at skrive. Jeg skrev speciale alene og hjemme, og det passede mig som fod i hose. Jeg har aldrig haft problemer med at bruge tiden til det, som det er meningen, den skal bruges til. Tværtimod glædede jeg mig til at sætte mig ved skrivebordet og læse og skrive hver eneste dag. Og jeg drømte om, at det på en eller anden måde kunne blive min levevej.

Skriften er min faste og trofaste livsledsager og mit livsvidne. Den har været med mig i over 40 år, og den er det vigtigste redskab i min måde at være i livet og i verden på.

Skriften har båret mig gennem svære tider og gennemgribende forandringer af mit liv. Her har jeg skrevet mig ind til mig selv og fundet og rejst mig selv igen, når storme og hvirvelvinde væltede mig omkuld for en stund.

Skriften er et glædesfyldt frirum, hvor der er ubegrænset plads og frihed til udfoldelse. Her kan jeg se mig selv i øjnene og få øje på, hvad det er jeg har gang i, når jeg er på afveje. Her kan jeg finde tilbage på sporet og finde den rette vej at fortsætte ad.

I skriftens rum er jeg aldrig alene. Her kommunikerer jeg med min indre, vise stemme, der leder og inspirerer mig på min vej og i mit virke i verden. Jeg skriver mig ind til indsigter, erkendelser og til udfoldelse af de visioner og den inspiration, jeg modtager.

I morges, da jeg skrev mine morgensider med fyldepen i den sædvanlige store notesbog, skrev jeg om, at denne pen har jeg skrevet med siden i begyndelsen af 1980’erne. Tusindvis af sider har jeg skrevet med den, og hyldemeter af denne slags notesbog er blevet fyldt med skrift gennem tiden.

Med tiden er computeren blevet mit foretrukne skriveredskab. Jeg er hurtig på tasterne, og derfor kan mine fingre på tasterne bedre følge med mine tanker end den langsomme skrift med pen på papir. Men morgensiderne er stadig håndskrevne, og det er mine notater også, når jeg skriver i notesbogen på skrivedates ude i verden.

Skriften er min livsledsager og mit livsvidne og med den skriver jeg livet og den skriverejse livet er for mig.

Udgivet i At skrive livet, I skriveværkstedet, Tanker om ... | Skriv en kommentar

Intentioner og visioner for november 2022

Velkommen november! Du er ankommet i let dis og med blødt dæmpet lys.

Så er det igen blevet tid til at skrive mine intentioner og visioner for den nye måned.

Intentioner og visioner for november 2022

Visioner og fokus:

Jeg ser ind i en lang vintertid med fokus på at skrive og arbejde med skriveprojekter og manuskripter.

Det store kommende skriveprojekt begynder at åbne sig, og jeg kan se, at ideen om en inspirationsbog ”Lad der blive TEXT – om glæden ved at skrive og have en kreativ praksis” indgår heri. Jeg har allerede påbegyndt et manuskript hertil, og jeg har skrevet mange tekster om disse emner. Nu skal jeg finde den rette form at formidle i.

Jeg ser visionen af en stor, indholdsrig og inspirerende bog, der kan være som en ven for sine læsere i deres egen kreative og spirituelle proces. Jeg ser ind i stor glæde i den kommende skabelses- og skriveproces, som jeg fornemmer skal løbe gennem alle årets årstider.

Vintertid er fordybelsestid

Vintertid er skrivetid

Jeg ser ind i en vision af, at mine trykte bøger både skal være til salg og til udlån i det nye år. Det handler ikke om at sælge men om at dele.

*

Månedens kreative to do-liste:

Skrive morgensider

Skrive hver dag

Læse manuskriptet til ”Rejsen tilbage – Notater fra stilheden” igennem og gøre klar til trykning i skovtrykkeriet.

Læse det påbegyndte manuskript til ”Lad der blive TEXT – Om glæden ved at skrive og have en kreativ praksis” igennem og prøve at finde det nye bogprojekts form og fokus.

*

Idéer til Inspirationsture:

Gåture alene i naturen

Poetiske vandringer alene i naturen med kamera og notesbog og skrive om det til inspirationsbogen

Skrivedates med mig selv på caféer

*

Jeg glæder mig til:

At det nye skriveprojekt åbner sig yderligere, så jeg kan se form og indhold mere klart

At have færdigtrykte og håndindbundne bøger i hånden

At læse Hanne-Vibeke Holst nye bog ”Kriger uden maske” om billedhuggeren Sonja Ferlov Mancoba, der udkommer i denne uge og bliver leveret til min dør

At læse Majbritte Ulrikkeholms nye bog ”De udødelige svaner”, der også udkommer i begyndelsen af november, og som hun udgiver i anledningen af sit 25-års jubilæum som forfatter

*

Jeg er taknemmelig for:

At jeg kan få trykt mine manuskripter til bøger i små oplag hos vennen i skoven

Al den inspiration jeg modtager og al den glæde der er i at føre den ud i livet

At mine manuskripter og skriverier nu kan blive til fysiske bøger, som andre kan læse og forhåbentlig få glæde og gavn af

Mit lykkelige, frie og kreative liv

Alt hvad jeg er givet

Alle dem, der er i mit liv, både de nære og de mere fjerne

Udgivet i I skriveværkstedet, Inspiration og praksis, Tanker om ..., Tekst | Skriv en kommentar

Taknemmelighed!

TAKNEMMELIGHED! lød det højt og klart i min bevidsthed netop, som jeg var ved at sætte mig i læsekrogen til min stille indadvendte stund i morges inden morgensiderne.

Taknemmelighed! Og jeg mærkede, at budskabet betød, at jeg skal fokusere på taknemmelighed hele denne dag og at lade dagen være båret af den.

I nat lå jeg vågen i timevis med uro i benene, der ikke gav mulighed for at hvile nok til at synke ind i søvnen. I stedet roterede jeg under dynen, rystede puden, lukkede vinduet mere op, var oppe flere gange, lagde mig igen, men ingenting hjalp.

Hen på morgenstunden faldt jeg i søvn for så at blive vækket og holdt vågen af et dyr, der gnavede i noget træværk inde i væggen bag min seng.

Noget mat i betrækker stod jeg op, og da jeg som fortalt var klar til morgenens stille stund, kom opfordringen til at fokusere på taknemmelighed i stedet for at lade mig synke ind i tanker om den søvnløse nat.

Derfor blev mine morgensider fyldt med tanker om taknemmelighed. Jeg har jo så uendelig meget at være taknemmelig for. Små og store ting med det frie, kreative liv jeg er givet. Hvilket jeg ofte tænker på.

Nu sidder jeg her ved skrivebordet med udsigt til gyldne birketræer, der svajer i vinden, og lyset på himlen der er dækket af let slør.

Efter en meget flittig kreativ arbejdsuge er jeg i dag givet en hviledag i dag.

En dag hvor jeg ingenting skal. En dag til at gøre ingenting. Læse, strikke, skrive, høre radio, gå tur. En hviledag båret af taknemmelighed over mit liv, over mit arbejde, over menneskene i mit liv, over alt det jeg er givet.

Må også din dag være båret af glæde og taknemmelighed.

Rina Liebergs akvarel:

Udgivet i At skrive livet, Inspiration og praksis | Skriv en kommentar