nøglen til det indre skriverum

I dag har jeg fået overrakt nøglen til mit indre skriverum.

Overrakt, altså gennem skriften. En helt konkret nøgle, der åbner det at lytte indad og holde mit fokus indad til det, jeg skal skrive.

Og med denne nøgle er jeg begyndt at skrive det, der venter i skriverummet, og som er det, jeg lige nu har brug for at læse. Indtil nu skriver jeg for mine egne øjne. Måske vil det på et senere tidspunkt blive til en form, der kan deles med dig, der læser med her.

Vejen til at skrive er at skrive. Vejen til at skrive fra dybden er at lytte og skrive det, jeg hører. Nøglen er at invitere den indre stille stemme til at skrive sammen med mig, hver gang jeg sætter mig ned for at skrive i stedet for at tro, at tekstens indhold skal komme fra mig. Det vidste jeg godt i forvejen, men nu er det blevet understreget, at det eneste der kræves af mig, er min villighed til at møde op og skrive. Ikke mere.

 

Udgivet i I skriveværkstedet, Inspiration og praksis | Skriv en kommentar

når bølgen vender

I nogen tid har jeg været i en bølgedal af hvile, stilhed og indadvendthed.

I dag mærker jeg, at bølgen langsomt er på vej til at vende.

Noget kalder på mig og i mig.

Skriften og dedikation til igen at skrive mere og kontinuerligt kalder på mig.

En kalden til at skrive mig ind i og gennem det begyndende efterår og den kommende vinter.

Gennem denne dag skriver jeg frem til klarhed om, at jeg skal skrive det, som jeg har brug for at læse.

Praksis, skrift og det indre skriverum er vejen dertil.

Udgivet i I skriveværkstedet, Inspiration og praksis, Tanker om ... | Skriv en kommentar

hverdagsliv i glimt

Mens der har været stille her på bloggen, har der også været ret roligt, fredfyldt og stille i mit fysiske liv.

Jeg fungerer som en bølge, og i denne tid er jeg i bølgedalen, hvor der er hvile, langsomhed, indadvendthed og kreativ simren.

Jeg skriver, men kun for mine egne øjne. Det er at holde fri og hvile tankerne på papiret.

Jeg læser og finder inspiration ved at læse andres ord og sprog.

Jeg bager, drikker kaffe, hører radio og strikker, mens jeg lytter.

Jeg går ture ved havet, sætter mig på stranden og læner mig ind i bølgernes rytme og den indre stilhed.

Som et pauseslag i indadvendthedens og alenehedens stille melodi kom vennen i skoven på et ikke planlagt forlænget weekendbesøg.

Og nu, hvor han er tilbage i sin skov, står den buket hvide liljer, som han havde med til mig, og minder mig om bølgebevægelsen mellem samvær og alenehed, udadvendthed og indadvendthed, aktivitet og hvile.

Udgivet i Hverdagsliv | Skriv en kommentar

sensommer på Samsø … i foto

Med sensommeren og det begyndende efterår er der faldet ro over øen. Der er kun få mest tyske turister tilbage i sommerhusene. Og der er igen stilhed og plads alle vegne.

Der har også været meget stille her på bloggen, hvilket afspejler stilheden og indadvendtheden hos mig i denne tid.

Solen skinner over øen i dag, og Tilda og jeg har været ude at gå tur for at fange lidt sensommermotiver med kameraet.

Udgivet i Foto, Samsø | Skriv en kommentar

i den indre ventesals tomhed

Med mellemrum lander jeg på dette sted, som egentlig ikke er noget sted men opleves som en ventesals tomhed.

Det er både en station på skriverejsen og på rejsen gennem livet.

Det er en fornemmelse af, at alting er gået i stå, måske fordi noget skal falde på plads og komme frem i bevidstheden, før jeg kan forlade denne ventesal og fortsætte på rejsen.

Det sære er, at der er masser af ydre ting, der venter på mig. Ting, der venter på, at jeg møder op og tager mig af dem. Haven, bogen, en bestilt lampe, påbegyndte billeder, en tekst, der simrer i baggrunden af bevidstheden. Alligevel er det som om, jeg venter på et tog, der endnu ikke er kørt til perron. Og jeg kan bare være med og i denne venten.

Det får mig til at kigge i mit billedarkiv i et forsøg på at finde billeder, der kan udtrykke denne stemning.

Lys gennem en borgruin på en bjergtop i Alsace

Fugle i bur i samme ruin

Og bag denne tomhed og venten mærker jeg en dyb fred og glæde over bare at være.

 

Udgivet i Foto, Hverdagsliv, Tanker om ... | Skriv en kommentar

velkommen september

Velkommen september og en mild, stille og skøn sensommersøndag, hvor jeg nyder den lune luft, mens jeg spiser mine måltider i haven.

Vi er trådt ind gennem porten til efterår og til min yndlingsårstid.

Det er blevet tid til høj blå himmel, duft af jord, skiftende intense farver og dybde i landskabet.

Det er blevet tid til, at korsedderkopperne hænger deres sirligt spundne spind op alle vegne. Nogen gange får de fangst, nogen gange må de lave et nyt spind, fordi et uopmærksomt menneske har stukket hovedet i spindelvævet.

Det er også tiden, hvor rådyr kommer og spiser frugt og blade i mirabellehegnet i min have. Jeg ser det samme dyr dagligt, nogle gange flere gange på en dag, og det ses tydeligt i hegnet, hvor højt dyret kan nå.

Det er tid til at vende indad, til fordybelse, eftertanke og væren.

Velkommen september, du er ventet med glæde og forventning! Jeg fejrer dit komme med at holde hviledag på denne smukke søndag.

Må søndagen og september også bringe mildhed og glæde til dig, der læser med her.

Udgivet i Hverdagsliv | Skriv en kommentar

nogen gange er det sådan

Nogen gange er det sådan, at der sker noget fuldstændig uventet og glædeligt!

Det er ingen hemmelighed her på bloggen, at jeg elsker at skrive, at jeg har haft længslen efter og lysten til at skrive i årtier, og at jeg har skrevet on and off siden en gang i begyndelsen af 1980’erne og mere og mere on med tiden.

Jeg har også fortalt, at jeg en gang i 1980’erne begyndte at skrive en historie om en kvinde, som befandt sig i et hus ude ved Vesterhavet for at skrive. Jeg havde nemlig en drøm om at kunne tage afsted ud i et hus i nærheden af havet, lægge hverdagen, forpligtelserne og verden bag mig og fordybe mig i at skrive. Det var en drøm, som kun kunne være en drøm, fordi på det tidspunkt turde jeg slet ikke være alene i et hus midt ude i naturen, og så havde jeg jo også både mand og barn og arbejde og firlænget nedlagt gård med stor økologisk køkkenhave plus det løse.

Men jeg drømte om at skrive. Jeg drømte om fordybelse. Og jeg drømte om at have tid og rum kun til det.

Derfor skabte jeg en fiktiv kvinde Signe, som jeg udstyrede med et liv helt anderledes end mit. Hun var single, havde ingen børn, havde arvet penge efter sine forældre, så hun kunne tage orlov fra sit gymnasielærerjob i et år og leje et lille hus ude ved Vesterhavet, hvor hun ville skrive en bog om kvindelige kunstnere. Signe var målrettet og uafhængig. Hun gjorde det, hun drømte om. Og hun var ikke bange. For noget. Hun var fri og stærk!

Og jeg skabte et hus til hende. Et lille hus i to etager med et stort arbejdsrum ovenpå med udsigt til klitterne. Her flyttede Signe ind, og straks kom der en tilløbende kat til at holde hende ved selskab. Og så begyndte hun at skrive. Med tiden blev hun mere og mere kreativ, malede billeder, tegnede og lavede figurer og installationer.

Denne historie skrev jeg, når jeg havde tid i mit fyldte liv. Jeg så det hele for mit indre blik, som en film, og jeg skrev, hvad jeg så. Når filmen viste mig noget, som jeg ikke ville skrive, eller ikke troede jeg kunne finde ud af at skrive, gik filmen og historien i stå. Indtil jeg accepterede at følge filmen, så kunne jeg skrive videre.

Når min mand og jeg tog på vores årlige 1 uges efterårsferie ved Vesterhavet i et lejet sommerhus, havde jeg skrivemaskinen og stakken af papirer med og dermed også historien om Signe. På det tidspunkt havde vi ikke bil, så vi rejste med bus og tog med al vores bagage og min skrivemaskine og malegrej.

På et tidspunkt fik mødte jeg en kvinde, der også elskede at skrive. Hun var i gang med at skrive en børnebog. Vi lavede en lille skrivegruppe, hvor vi mødtes med mellemrum, og inden vi mødtes, skulle vi skrive noget og sende det til hinanden, som vi så gik igennem sammen. På den måde var vi med til at holde skriveriet i gang hos hinanden. Det var så dejligt at dele det at skrive med en anden, og at så skulle der skrives noget inden en bestemt dato, for det havde vi en aftale om.

På et tidspunkt stoppede skrivegruppen, vi var hver især optaget af andre ting i vores liv, min historie gik i stå, livet og nyt arbejde tog al min tid og opmærksomhed. Og vi kom helt ud i periferien af hinandens liv.

Historien om Signe lå og samlede støv i 10 år, inden der dukkede en person, Lars Muhl, op som hjælper i en periode af min lange forandringsproces, der gik i gang i slutningen af år 2000. Og han sagde på et tidspunkt i forløbet: “Du skal skrive historien færdig. Det er din historie. Du skal ikke tænke på, hvad den skal bruges til, eller om den skal udgives, du skal bare skrive den færdig. ”

Det gjorde jeg. Jeg satte mig ned for at skrive, og filmen for mit indre blik gik i gang igen, og jeg skrev historien færdig. Og det var så det.

På et tidspunkt mistede jeg kontakten med min skriveveninde. Og efter at være flyttet til Samsø til huset ved havet, hvor jeg nu havde fået det liv, som jeg havde skrevet om i historien om Signe, forsøgte jeg at finde hende igen. Jeg savnede at have en skriveven at dele skriveglæden og skriverier med. Flere gange med års mellemrum dukkede hun op i min bevidsthed, og jeg søgte efter hende på nettet. Men hverken navnet, den gamle adresse eller det gamle telefonnummer gav noget resultat.

Hun var som sunket i jorden eller forsvundet i verden. Lige til i aftes hvor jeg opdagede hende på Facebook og fik etableret kontakt. Og det helt fantastiske og vilde er, at hun befinder sig her på Samsø! Jeg var så høj af glæde og spænding, da jeg gik i seng i aftes, at jeg ikke kunne falde i søvn, men lå og roterede under dynen med et stort smil og en tanke, der gik i ring: “Nej, hvor er det vildt!”

Så forunderligt er livet nogen gange. Vi møder dem, vi skal møde på vejen, vi følges ad så længe, som vi har glæde og gavn af det. Nogen gange skilles vore veje, og nogen gange mødes vi igen.

Udgivet i Tanker om ... | Skriv en kommentar