Om at tilslutte kontakten til teksten

Så skete det igen.

Jeg åbnede et dokument med en tekst, der har været på pause i lang tid og skrev ubesværet videre.

Det har jeg efterhånden oplevet en del gange. At uanset hvor lang tid en tekst, et manuskript, har været på pause og ude af min bevidsthed, så er det som om, at teksten blot har ventet på, at jeg skulle møde op igen, for at den kunne fortsætte med at komme til verden.

Det minder om at putte en ledning i kontakten, tænde og der er forbindelse. Uanset hvor længe ledningen har været taget ud. Teksten har på en eller anden måde allerede sin eksistens og venter blot på, at jeg skal møde op, forbinde mig med den og skrive videre.

Efter at have holdt fri fra mine skriveprojekter har jeg været i gang med at finde vejen tilbage.

En del af vejen handlede om at opløse den tilgang af arbejde og forpligtelse, som jeg havde fået tillagt det at skrive. I stedet skulle friheden genetableres, for at skriften kunne genoptages. Og jeg har skullet finde ud af at tage mine forestillinger ud af projekterne, for at de kunne blive frie til at komme til verden i den proces og den form, som er deres naturlige i stedet for, hvad jeg har haft af forestillinger.

Derigennem er det blevet klart, hvor kaldet til at skrive kommer fra. Den tekst, der kalder og lige nu vil give mig størst skriveglæde, den skal have mit fokus. Der har været flere forskellige skriveprojekter i gang samtidigt, hvilket har gjort det lidt svært at holde fokus og blive i en teksts univers.

Det er skriveglæden og lysten til at være i en teksts univers, der skal være skriftens motor, uden tanke for, hvad det skal ende med eller bruges til.

Min skrift skal være fri.

Da det blev klart, kunne jeg genetablere kontakten til den tekst, som jeg lige nu har allermest lyst til at skrive. Den får nu mit primære fokus og prioritering. Jeg åbnede dokumentet med manuskriptet og skrev ubesværet videre, mens jeg nød igen at være i denne teksts poetiske univers, sprog og form.

Med klarheden kunne jeg fortsætte med at skrive. Og det har jeg savnet.

Velkommen juni, velkommen sommer

Velkommen juni og velkommen sommer, som er ankommet med høj solskin, blå himmel, kølig blæst og blomstrende hvidtjørn. Og med løfter om sommerliv og alt det, som det kan bringe.

Jeg er tilbage på bloggen og vil skrive sommeren igennem, når jeg føler mig inspireret til det og har noget at dele.

Som sædvanligt åbner jeg en ny måned med at skrive min liste over visioner og intentioner for den nye måned.

Visioner og intentioner for juni 2023

Visioner og fokus:

Jeg ser ind i 3 måneders sommertid og sommerliv på Samsø

Jeg bliver vist glæden ved at udnytte de muligheder, som mit sted og min ø giver mig i sommertiden

Jeg bliver vist alt det, som kan give mig glæde, og som kan løfte min energi sommeren igennem

Jeg bliver vist alt det, som jeg allerede er givet som muligheder for at give mig selv glæde i sommertiden på min ø

*

Månedens kreative to do-liste:

Der er ingen to do-liste men inspiration til og opfordring til at lade glæden lede mig til, hvad jeg vil bruge tiden til i juni måned.

At skrive morgensider, fordi det giver mig glæde

At skrive dagbog, fordi det er et frirum og et helle for indadvendt fokus og glæde

At skrive indlæg på bloggen og dele min glæden over mit sted, min ø og mit sommerliv

At studere og praktisere Et kursus i mirakler dagligt, fordi det er min vej, min glæde og frisættelse

*

Jeg glæder mig til:

Sommeren på Samsø

Alle de muligheder, det giver mig

Havets nærhed, at bade og gå langs vandet

At være på stranden, i skoven, i bakkerne, i naturens mangfoldighed på øen

Picnic på stranden

Udstillinger, gallerier, caféliv, samvær og samtaler

Øliv med natur og kultur

*

Jeg er taknemmelig for:

Jeg er taknemmelig for, at jeg bliver ledt i mit liv og på min vej gennem det

Jeg er taknemmelig for mit liv, for mit sted og for min ø

Jeg er taknemmelig for alt det, som andre mennesker skaber og giver mig af muligheder for glæde og inspiration

Jeg er taknemmelig for alle dem, der er i mit liv, og som følges med mig i det

Jeg er taknemmelig for alle dem, der har været i mit liv, og som nu går ad en anden vej som er deres

Jeg er taknemmelig for den grundtone af frihed, fred, glæde og kærlighed, der er i mit liv

Jeg er taknemmelig for alt, hvad jeg er givet og for, at jeg bliver støttet på alle måder og i alle ting

Tak for dig, maj

Mange tak, maj, for alt, hvad du har bragt med dig. Lange solrige dage, lyse nætter, indsigt og tidlig sommer.

På denne sidste dag i maj er det blevet tid til at vende tilbage til mit hverdagsliv og denne kanal.

Maj måned har været fri tid uden forpligtelser af nogen art. Jeg har blot nydt at holde fri og være hjemme på mit sted og på min ø. Al den frie tid gav rum til at få ordnet nogle af de ting i hus og have, jeg har haft i tankerne længe uden at få det gjort.

Vennen i skoven har været på besøg en stor del af måneden ad to omgange, og han har som altid med handlekraft og hjælpsomhed været med til at bære de ventende ting igennem i praksis. Dejligt med en handyman i huset, når der skal tages fat og gøres og laves i hus og have.

Det blev også til andre fornøjelser og glæder. Blandt andet var vi til ballet i Operaen i Paris via direkte transmission til Biografen på Samsø. Fantastisk mulighed på denne lille ø. Moderne ballet til musik af Stravinsky, Mahler og Ravel. Det var en fascinerende og interessant oplevelse.

I går tog vennen hjem til sin skov, og jeg er vendt tilbage til min egen hverdag med dens daglige praksis. Jeg nyder igen alenehedens ro og fylde. Jeg nyder at være stille og indadvendt og at leve i min egen daglige rytme igen.

Hvis du læste mit sidste indlæg her på kanalen sidst i april, ved du, at jeg blev vejledt til at holde helt fri fra mine skriveopgaver og bogprojekter på ubestemt tid. Derfor har der været stille her hele måneden.

Jeg har gået og ventet på, at det skulle blive vist mig, hvad der skal komme efter denne frie tid. Hele måneden har der været helt stille, der var kun dette, at jeg skulle holde fri og bare nyde mit sted og mit liv. Jeg har skrevet morgensider og dagbog de fleste dage måneden igennem. Det er stadig et frirum for mig og en måde at holde tråden til mit indre og mit liv på.

For et par dage siden skrev jeg mig så ind til en vision af, hvad der venter forude.

3 måneders sommertid på Samsø blev vist mig.

Der venter 3 måneders sommer med alt det, som jeg allerede er givet her. Havet, stranden, skoven, bakkerne, øen, mit hus og have og sommerlivet på øen.

3 måneder, hvor jeg opfordres til at benytte mig mere af de muligheder, som mit sted og min ø giver mig i sommertiden. 3 måneder med sommerglæder venter på mig forude. Lige til at tage imod og leve.

Jeg bliver vist, hvad der vil være godt for mig at gøre denne sommer, hvad der vil give mig glæde og løfte min energi.

Det, jeg bliver vist, ligner allermest 3 måneders sommerferie hjemme på Samsø. Og jeg mærker, hvor megen glæde, liv og fryd, det rummer og vil give mig. Jeg skal blot tage imod med åbne hænder og åbent sind.

Intentioner og visioner for maj måned

Der bliver stille her på bloggen den kommende tid, da jeg er blevet vejledt til at holde fri fra at skrive en periode. Hvor længe ved jeg endnu ikke.

Intentioner og visioner for maj 2023

Visioner og fokus:

Jeg er blevet vejledt til at holde fri den kommende tid, der er ikke sat tid på hvor længe

Jeg skal holde fri fra mine skriveprojekter, bogprojekter og fra at skrive på min blog

Mit fokus skal være på at nyde mit liv, mit hus, min have, min ø, stranden, havet, skoven og relationerne i mit liv

Mit fokus skal være på at studere og praktisere Et kursus i mirakler

*

Månedens kreative to do-liste:

Der er ingen to to-liste for maj måned

Jeg kan skrive daglige morgensider og skrive dagbog, når jeg bliver inspireret til det eller bare får lyst til en indadvendt skrivestund

*

Jeg glæder mig til:

Foråret og alt det, der springer ud

At gå ture alene

At nyde stranden, havet og skoven

At nyde mit sted, mit hus og min have

At holde fri og bare være

Samvær og samtaler

Nærvær og nærhed

*

Jeg er taknemmelig for:

At jeg bliver ledt og vejledt på min vej og i mit liv

Alt, hvad jeg er givet

Mit hus, min have, min ø, mit liv

At jeg er givet en tid til at holde fri og nyde alt det, der er i mit liv

Relationerne i mit liv

At kunne dele mit liv, mit sted og mine tanker

“Kærlighed er den vej, jeg går i taknemmelighed”

”Kærlighed er den vej, jeg går i taknemmelighed.”

(Et kursus i mirakler, Arbejdsbogen, lektion 195)

Kærlighed er den vej, jeg går i taknemmelighed. Det er et af mine yndlingscitater fra Et kursus i mirakler, og det er overskriften over mit liv og min erkendelsesvej tilbage til fuld bevidsthed om sandheden om, hvad jeg er, og hvad Gud er.

Kærlighed er den vej, jeg går i taknemmelighed. Efter at have studeret og praktiseret Et kursus i mirakler siden sommeren 2008 er taknemmelighed blevet en stadig mere og mere nærværende tilstand i mit sind og bevidsthed.

Taknemmelighed er blevet en grundtone i mit sind.

Jeg skriver ofte om taknemmelighed. Jeg kan fylde 3 siders håndskrevne morgensider med taknemmelighed. Taknemmelighed er en daglig nærværende tanke og følelse i mig. Taknemmelighed er et fast punkt på min liste over visioner og intentioner for den nye måned, som jeg skriver hver den første dag i måneden. Og der bliver ofte udtrykt taknemmelighed i de tekster og optegnelser, jeg deler gennem min kanal på sociale medier.

Mit liv, mine tanker, mit sind er fyldt med taknemmelighed.

Taknemmelighed over mit liv, over mit sted, over min indre vished om at være ledt og ført på min vej gennem dette liv. Taknemmelighed over at være givet alt, hvad jeg er og har brug for. Taknemmelighed over, at min opgave som budbringer også er noget af det, som giver mig allermest glæde. Taknemmelighed over erkendelsen af og visheden om at være båret, støttet og elsket. Altid allerede elsket.

Jeg er dybt og inderligt taknemmelig over al den fred, glæde og kærlighed, jeg oplever.

Tvivl er blevet ophævet og erstattet af vished. Uro og smerte er blevet ophævet og erstattet af fred. Følelsen af at være alene i verden er ophævet og erstattet af erkendelse og vished om kærlighed, og at jeg aldrig er eller kan være alene.

Studiet og praktiseringen af Et kursus i mirakler er min vej. Og det har erstattet oplevelser af lidelse, ensomhed og smerte i mit liv med fred, glæde og kærlighed.

Det er levet praksis. Og det har givet mit liv og min vej en grundtone af fred, glæde og taknemmelighed.

Skriften og studiet og praktiseringen af Et kursus i mirakler går hånd i hånd i mit liv.

Kreativitet, kommunikation og kærlighed er en treenighed i min praksis og i mit virke.

Min skrift og mit kreative virke er en del af min spirituelle praksis, der bliver ledt og inspireret indefra. Det er én helhed. Én enhed.

Det jeg er, det jeg inspireres til at udtrykke og dele, og det, jeg er givet som mit kald og min spirituelle funktion, er én udelelig helhed.

Og det hele er båret af glæde og taknemmelighed.

Kærlighed er den vej, jeg går i taknemmelighed. Vejen brolagt med glæde.

Kærligheden er Livet – Livet er Kærligheden

Jeg er vågnet.

Jeg er i bevidstheden om, at Kærligheden er Livet og Livet er Kærligheden.

Det er tanken, der vækkede mig!

Jeg er i bevidstheden om Kærligheden.

Den altomfattende, grænseløse, uforanderlige og evige Kærlighed, der ikke er af denne verden.

Kærligheden er i min bevidsthed. Den fylder min bevidsthed med tidløs uendelighed.

Jeg kender den, jeg genkender den, fordi jeg har kendt den før, men jeg havde glemt den for denne verdens glitter, overflade og midlertidighed.

Kærligheden omfatter alt og alle. Den er alt og alle.

Den sætter alting fri.

Jeg er i bevidstheden om Kærligheden som altomfattende, altomsluttende, grænseløs, uendelig og uforanderlig.

Kærligheden som selve Livet.

Dette er det indhold, som jeg længtes efter.

Dette er tanken og bevidstheden, der fik tomrummet i mit sind til at opløses i lys.

Kærligheden er selve Livet.

Det vi er og er en del af.

At søge efter indhold og finde tomhed

Tidligere på ugen tog jeg på det, som jeg kalder en inspirationstur. En inspirationstur rummer som regel at se en udstilling og at gå på café bagefter for at skrive. Således også denne gang.

Hvis du har læst med her på min kanal i den senere tid, så har du måske læst, at jeg har båret rundt på en længsel, som på et tidspunkt navngav sig selv som længsel efter indhold. Og du har måske også set, at noget i mig opfordrede mig til at få mig et liv. “Get a life!”

Derfor gjorde jeg, som jeg har gjort mange gange før. Jeg tog på inspirationstur for at opsøge og få noget indhold.

Jeg så en udstilling med værker lavet af rester af træ og tekstil med tanke om bæredygtighed. Især de store reliefagtige værker af enten træ eller tekstil syntes jeg var fine.

Efter udstillingen gik jeg på kaffebar og fik en god kop kaffe. Jeg tog min notesbog og pen frem og begyndte at skrive. Men der var simpelthen ikke noget at skrive. Det blev kun til ord og overflade. Så jeg lukkede notesbogen igen og drak min kaffe, mens jeg så ud af vinduet på det lille torv, der næsten glitrede af forårssol.

Bagefter gik jeg rundt i solskinnet, købte lidt ind og kørte så hjem igen.

Fandt jeg inspiration? Nej.

Fandt jeg indhold? Heller ikke.

I stedet for fandt jeg mig selv i en oplevelse af tomhed, af at være uden mening og af at have mistet retning.

Denne tomhed er stadig hos mig sammen med følelsen af den manglende retning. Det er som at befinde mig i et tomrum uden udgange. Et hvidt rum uden døre og vinduer. Og en oplevelse af, at noget skal løfte mig ud af det, for lige nu ved jeg ikke, hvordan jeg kommer ud eller fri.

Det er gået op for mig, at oplevelsen af at have mistet retningen handler om, at jeg ikke længere kan gå ud i verden for at finde indhold, fordi det er ikke den slags indhold, jeg længes efter. Når jeg forsøger at gå i den gamle retning, finder jeg kun tomhed.

Når jeg tænker efter, ved jeg egentlig godt, at sådan har det været nogen tid, ja måske endda temmelig længe. Men jeg har prøvet at overbevise mig selv om, at det alligevel gav mig noget, jeg kunne bruge.

“Get a life!” handler ikke om at gå ud og få nogen oplevelser af forskellig art. Det giver ikke længere mening og indhold. Det er som at bevæge mig rundt i en kulisse uden indhold.

Det er et andet liv, der peges på.

Lige nu er jeg med tomheden. Lige nu er der ikke andet.

Jeg venter på, at livet skal indfinde sig. Eller måske rettere at jeg skal åbne mig for det.

For mit indre blik ser jeg, at tomrummet forsvinder som i en slags eksplosion fremkaldt af tanke. Klar og utvetydig tanke om, hvad livet virkeligt er.

“Get a life”

I slutningen af påsken begyndte en længsel at stige op i min bevidsthed. En længsel, der efter nogle dage tilkendegav sig selv med ordet: Indhold!

I løbet af den netop afsluttede skriveuge efter påsken begyndte min energi at dale betydeligt, indtil jeg følte, at mit indre energibatteri var løbet tørt. Selv inspirationen til at skrive løb tør. Sådan føltes det.

Her til morgen blev mine morgensider fyldt med idéer til mulige inspirationsture i den kommende uge, der fra tirsdag er en biluge. Da jeg havde sat det sidste punktum efter de 3 håndskrevne morgensider, lød det højt og insisterende “Get a life!” i min bevidsthed.

“Get a life!”

“Få dig et liv!”

Efter først at føle mig lidt “stødt på manchetterne” over et sådant opråb gik det op for mig, at dette var svaret på den længsel, som har rumsteret i mig.

Længslen efter indhold.

“Get a life!” var et råb, der skulle vække mig af min vinterdvale og lange Tornerosesøvn og få mig til at indse og erkende, at tiden er kommet til at gå fra tanke og ord til handling.

Det er tid til at handle for at få mere indhold. At træde ud af min vinterdvale og få fyldt den indre tank op.

Altså ser jeg nu ind i en biluge, der kalder på at tage på ture for at samle indhold, inspiration og opladning til mine tomme batterier og mit indre billedarkiv.

Jeg skal ud på den ø, som jeg skal skrive om i “Kvinden og Øen”.

Jeg skal ud og lade mig inspirere af, hvad andre beskæftiger sig med og gerne vil dele med andre.

Jeg skal ud og se noget andet end huset ved havet og Mårup og omegn og lade øen og dens muligheder inspirere mig og fylde mine tomme batterier op med indhold.

Det føles som en evighed siden, jeg var på inspirationstur sidst.

OK så, og ja tak. Jeg vil gerne have et liv med mere udadvendt, aktivt liv og indhold.

På eventyr med inspiration og skrift

Når man skriver intuitivt og følger indre inspiration helt uden plan, som jeg, så bliver jeg indimellem overrasket over, hvad det viser sig, at jeg er i gang med at skrive.

Sådan er oplevelse er jeg lige midt i.

I efteråret påbegyndte jeg at skrive noget, der skulle have titlen “Kvinden og Øen”. Jeg fornemmede, at jeg skulle skrive poetiske beskrivelser af at leve på en ø og sammen med dens natur og årsrytme.

Jeg tog på ture på øen med notesbog og pen og sugede indtryk og inspiration til det, jeg skulle skrive.

Men på et tidspunkt forsvandt dette skriveprojekt helt ud af min bevidsthed, da jeg ved vintersolhverv begyndte endnu et nyt skriveprojekt, som skal skrives gennem et helt år fra vintersolhverv til vintersolhverv. Dette bogprojekt med titlen “Lyset og Skriften” har et meget anderledes formål, indhold og form end “Kvinden og Øen”.

“Kvinden og Øen” blev på en sær måde visket ud af min bevidsthed, indtil inspirationens stemme indefra mindede mig om det igen for nogle dage siden. Tiden er kommet til at genoptage at skrive på dette manuskript.

På forunderlig vis kunne jeg samle tråden op og skrive manuskriptet til live igen, samtidigt med at jeg nød at vende tilbage og lande i dets fuldstændigt frie og poetiske form.

Igen oplever jeg, at jeg er i gang med at skrive en bog, som jeg selv ville have lyst til at læse. En fortælling med et poetisk og frit univers, hvor teksten og skriften spiller en rolle i fortællingen.

Her til morgen gik det så pludselig op for mig, at “Kvinden og Øen” er 2. del af “Spor i landskaber”.

“Spor i landskaber”, som længe havde titlen “Kvinden ved søen” er en fortælling om en kvinde, der befinder sig i landskab i Norge ude i ødemarken en vinter.

“Kvinden og Øen” er en fortælling om en kvinde på en ø gennem årstiders og ølivets skiften. Og den er skrevet i samme frie, poetiske og strømmende stil.

Jeg elsker denne skriveproces, hvor jeg lader mig lede med inspirationens strøm. Jeg elsker at skrive en tekst, der er skrevet intuitivt og som en bevidsthedsstrøm, helt fri af alle konventioner om form og genre.

“Kvinden og Øen” er blevet genoplivet, og jeg skriver videre med inspirationens strøm, indtil jeg kan mærke, at der ikke er mere at skrive. At teksten er kommet til verden i rette form og indhold.

Så vil det vise sig, om jeg skal lave en 2. udgave af “Spor i landskaber” med begge fortællinger, eller om “Kvinden og Øen” skal være en særskilt 2. del af “Spor i landskaber”.

Tilda, en kærlighedshistorie

I dag for 8 år siden flyttede en lille uldtot på 6 måneder ind i mit liv og ind i mit hjerte.

Tilda indtog sin plads ved min side og fyldte mit liv med endnu mere glæde og kærlighed.

Hun flyttede ind og indtog den plads, hvor det altid havde været meningen, hun skulle være, så vi kunne følges ad på glædens og kærlighedens vej.

Hun er ren kærlighed og glæde i en lille hundekrop, og hun deler uforbeholdent ud af det til alle, hun møder på sin vej. Familie, venner, naboer, bekendte og tilsyneladende fremmede, vi møder på vores vej.

For Tilda er ingen en fremmed men en, som man skal dele sin glæde og sin kærlighed med.

Tilda har en fantastisk indfølingsevne i forhold til børn. Hun elsker børn og tiltrækkes af deres leg og stemmer. Hun nærmer sig børn, sætter sig roligt ned tæt på dem og fortæller dermed, at de gerne må røre ved hende. Og hun har været med til at hjælpe børn, der var meget bange for hunde.

Tilda har et kærlighedsforhold til mennesker. Hun møder alle med tillid og undrer sig, når nogen helt overser eller afviser hende.

En gang var en gruppe kvinder på besøg hos mig. De fleste for første gang. En af dem kunne ikke lide hunde og ville ikke hilse på Tilda, der glædesstrålende bød dem alle velkommen. Denne ene kvinde kom Tilda til flere gange i løbet af besøget for at give hende en af sine godbidder.

Samlivet med Tilda er en daglig glæde, og jeg oplever, at vi begge er taknemmelige for at dele livet med hinanden. Tilda viser tydeligt, hvor hun oplever at høre til, og hvor hun ønsker at være. Samtidigt med at hun spreder glæde og kærlighed omkring sig til alle på sin vej hver eneste dag. Hun er fantastisk nærværende, opmærksom og kommunikerende.

Hun følger mig rundt i huset hele dagen igennem. Og lige nu, hvor jeg sidder og skriver dette, ligger hun på sin pude foran den franske altandør tæt på skrivebordet og med udsigt ud til vejen og mosen.

Da vi mødtes første gang, hvor jeg kom for at se på hundehvalpe, kom hun løbende ind fra haven, hoppede op og lagde sig på mit skød, hvor hun blev liggende, som om hun sagde til mig: “Nå, der er du endelig, jeg har ventet på dig!”

Det var kærlighed ved første møde. Dagen efter hentede jeg hende, og vi har været sammen i glæde siden.