skumringsskrift

dscn6353

Skumringens sorte silhuetter

Solnedgangen får skydækket til at gløde med åbne turkis striber nede mod horisonten. De nøgne træer står som skarpe, sorte silhuetter mod den glødende himmel. Sorte fugle flyver som tegn henover himlen på vej mod skoven, hvor de samles for at overnatte i træerne.

Både forår og sommer er smukke med hver deres karakter og udtryk i træer og buskes bladhang, men denne årstid, hvor vinteren tager over efter efteråret, og alle træer står nøgne, som tegninger med sort tusch mod en baggrund af lysende akvarel, holder jeg særlig meget af at fordybe mig i i skumringen.

Huset ved havet ligger ved en mose ikke ud til havet, som man kunne tro. Jeg kalder mit sted i verden huset ved havet, fordi det ligger med havet lige i nærheden. På to sider endda. Huset ved havet ligger på nordøen, hvor det smalle område mellem nord og syd breder sig ud igen mod nord. På dette sted strækker en skov sig fra havet mod øst til havet mod vest. Lige her hvor skoven ender mod nord ligger den landsby, hvor huset ligger i kanten af mosen.

Mørket står tæt omkring huset, da jeg vågner efter en lang nats søvn. Jeg vågner til fuldkommen stilhed. Ingen lyde høres. Hverken i huset eller ind gennem det åbne vindue.

Jeg ligger længe i stilheden og lader lyset og den nye dag begynde at komme til verden, før jeg står op.

Morgenen er frosset, og landskabet er dækket af et hvidt lag af rim. Solen er på vej op og kaster rødlig gylden farve på himlen og birketræerne, der står på kanten af mosen ud for huset.

Jeg tænder det hvide stearinlys på skrivebordet og trækker dagens ord. Harmoni. Harmoni er netop den tilstand jeg har mærket, siden jeg vendte tilbage til dagsbevidstheden efter nattens søvn. Harmoni er hvad der er i mit liv denne dag.

Jeg tænder skrivebordslampen og lader blikket glide ud gennem den franske altandør og videre ud på den rimklædte mose og de lysende birkestammer, som hilser mig hver morgen, når jeg sætter mig for at skrive morgensider. Jeg griber den store, sorte notesbog, og med fyldepennens blå blæk fylder jeg 3 sider med morgenens tanker. Og slår dagen an. Harmoni.

Solen skinner over øen fra en klar himmel. Og langsomt tør rimfrosten, der har dækket alle tagvinduer og lukker sollyset helt ind.

Da solen står højest på himlen og alligevel hænger lavt over skoven, går jeg gennem skoven ud til havet mod vest og tilbage ad skovvejen med kig ud mod markerne og bakkerne. Efter at træernes blade er forsvundet, er ravnens rede igen blevet synlig, og jeg tænker på de gange, hvor jeg så ravnen ligge og ruge tidligt på foråret, og hvor den anden ravn fløj kredsende over mig med høje skrig.

Det er den stille tid på øen, og skoven og strandene ligger øde hen. Men i denne decembertid er der travlhed rundt omkring på øen med mange arrangementer og sammenkomster for at fejre den kommende jul.

Da solen går ned, tænder jeg stearinlys i stuen og sidder i stilhed og ser ud på skumringens sorte silhuetter mod den glødende himmel, mens mørket langsomt sænker sig og igen lægger sig tæt om huset.

Udgivet i Samsø, Tekst | Skriv en kommentar

velkommen december

Det er blevet december, og der er kommet sne på min blog.

Solen stråler over øen og lyser alting op.

Hver morgen holder birketræerne mig ved selskab, mens jeg skriver mine morgensider. Birketræerne, der står med deres hvide stammer og nøgne grene ude på kanten af mosen ud for mit hus.

De lysende stammer er mit selskab hver gang jeg sætter mig ved skrivebordet og tænder det hvide stearinlys på bordet og lader blikket søge ud gennem den franske altandør ud mod mosen. De står der og lyser i alt det brune og grønne, og når solen skinner, bliver stammerne nærmest hvidgyldent lysende.

De står der stammerne og holder mig ved selskab. Også når jeg vælger at gøre den mørke vintertid til skrivetid. Men ligesom med andet, der altid er der usynligt tilstede, så er stammerne der og holder mig ved selskab, selvom jeg ikke kan se dem i mørket.

I to uger har Tilda og jeg passet en meget glad og energisk hundehvalp. I dag skal vi aflevere hende til hendes menneske, der vender hjem fra en rejse, der har varet hele november måned. Når det er gjort, vender Tilda og jeg tilbage til vores egen rolige livsrytme og gåture i fred og ro med plads til egne tanker og egne snusecirkler.

December er kommet. Den sidste måned i mit “Kærlighedens År”. Jeg vil fejre denne måned med tændte lys for at fejre ventetiden til det nye rum, som venter forude men endnu ikke er åbnet og kommet tilstede i mit liv.

Lad der blive lys, stilhed og fordybelse i vintermørket.

dscn3739Må din december bliver glædelig, fredfyldt og med tilpas lys.

Udgivet i Hverdagsliv, Tanker om ... | Skriv en kommentar

stjerneskud og advent

Da jeg gik i seng i aftes, var himlen over min hovedpude helt klar og fyldt med stjerner.

Jeg lå under dynen i den indre stilhed, der omsluttede mig, lyttede til lyden af blæsten uden for vinduet og kiggede op i de funklende stjerner over mig. På kort tid kom 3 stjerneskyd flyvende over himlen som en lysende hale, der dukkede op som et lyn og forsvandt lige så hurtigt igen.

Udover et utal af andre glæder ved at bo i huset ved havet er stjernehimlen og stjerneskud set fra min hovedpude et symbol på den fantastiske og nærmest eventyrlige gave, som jeg oplever, dette sted er i mit liv.

Når jeg indimellem ligger vågen om natten, ligger jeg og tænker taknemmeligt på den fred og fryd, der er i mit aleneliv. Jeg trives i aleneheden, stilheden og fordybelsen som en fisk i vandet. Sådan har det ikke altid været, tværtimod faktisk, måske er jeg blevet mere introvert med alderen eller med den omkalfatrende livsproces, eller måske er jeg bare endelig kommet til at leve i overensstemmelse med mit indre.

I år skal jeg holde jul alene. Hele mit liv har julen været noget, jeg delte med min familie. Da familien blev opløst for år tilbage, fortsatte min datter og jeg med at holde vores jul. Jul har altid været ‘vores jul’, noget jeg havde til fælles med andre. Sidste år besluttede min datter og jeg at sætte hinanden fri af vores jul som noget fast og uforanderligt, så vi hver især kan vælge noget andet. I mange år har jeg sagt, at julen ikke betyder noget særligt for mig, men nu hvor der ikke længere er nogen ‘vores jul’, er jeg blevet klar over, at netop ‘vores jul’, det at være fælles med nogen om julen betød noget for mig.

Med frisættelsen af den faste ‘vores jul’ har jeg besluttet mig for, at så må jeg jo finde ud af, hvad min jul skal være for noget. Hvad er det, jeg vil fejre? Og hvordan?

Det første, jeg fandt ud af, var, at jeg vil have en adventsdekoration.

I går samlede jeg derfor materialer til denne dekoration på en gåtur til havet. Hedestrækningen mellem skoven og stranden er fyldt med mosser og lyng. Jeg klippede nogle små grene af en stor ædelgran, som jeg ofte passerer på mine gåture med Tilda, og samlede kogler og rensdyrlav og lavede en dekoration med 4 store, hvide bloklys, da jeg kom hjem.

Min adventstid skal være en indadvendt fejring af bevidstheden om mine ledsagere i det indre og af den sidste del af ‘Kærlighedens År’, som 2016 har været for mig. Det skal samtidig være en fejring af ventetiden frem mod det nye, der er på vej ind i mit liv i det nye år.

dscn6306

Jeg vil fejre den indre jul!

Min jul skal handle om at fejre kærligheden, freden og glæden ved en indadvendt fordybelse i alenehedens fryd og fylde. At fejre visheden og bevidstheden om, at jeg ikke er alene og aldrig vil være det, for i det indre er den egentlige og sande forening og enhed.

Mens jeg sidder her ved computeren og skriver, kan jeg se den glødende sol synke ned i horisonten bag de nøgne træer og farve himlen gylden. Måske vil himlen blive rød, som de foregående eftermiddage.

dscn6294-2

Udgivet i Hverdagsliv, Tanker om ... | Skriv en kommentar

i papirværkstedet

I dag er jeg gået i gang med en større produktion af håndstøbt papir. Tanken er, at en del af det skal bruges til endnu en af mine store gulvlamper lavet af rustent jernnet med håndstøbt papir.

words of light

Det er en længerevarende proces at lave håndlavet papir. Først har jeg brugt flere dage på at lave papirpulp af abacafibre, der er lagt i blød, revet i smådele og derefter blendet til pulp. Næsten 10 liter pulp har jeg lavet denne gang.

Arkene er i A5-format med indstøbte blade og blomster. Dette format passer lige til felterne i jernnettet.

Fra november måned er jeg igen blevet medlem af “Happy Samsø”, en forening af kreative mennesker bosiddende på Samsø, der laver håndlavede unikaprodukter og har en kollektivbutik i Tranebjerg, som medlemmerne skiftes til at passe.

Tanken med den igangværende papirproduktion er, at jeg vil lave en lampe, der skal stå i butikken sammen med en række af mine andre arbejder.

Egentlig er det lidt spøjst for mig at skulle have mine ting til salg, for jeg laver dem jo først og fremmest for min egen skyld og for at vise og dele dem med andre. At sælge og tjene penge på tingene har aldrig været mit fokus og bliver det heller ikke nu.

Men i butikken er tingene til salg, altså har jeg måttet forholde mig til, hvilke af mine ting der skal være til salg og til hvilken pris. En anderledes måde at tænke på i forhold til mit arbejde, end jeg plejer, for hvordan kan man overhovedet prissætte den slags arbejde? Det har betydet, at jeg har måttet rådføre mig lidt omkring prissætning med de andre, for ikke at have et helt skævt prisniveau i forhold til deres arbejder.

Udgivet i I det kreative værksted | Skriv en kommentar

når indbakken bliver overfyldt … en tekst

Efter at have befundet mig i den ydre verden i længere tid med bevidstheden fyldt af indtryk, samtaler, samvær og begivenheders indhold og udtryk trækker jeg mig tilbage fra verden og lader dens dør smække i bag mig.

Jeg åbner døren til min indre verden og lader stilheden, der møder mig dér, fylde min bevidsthed med svalende ro.

Jeg trækker stilheden sammen omkring mig og mærker en udmattelse og en overfyldthed af den ydre verdens indtryk, impulser og forventninger om, at jeg skal forholde mig.

Der er ikke plads til flere indtryk. Der er ikke plads til flere ydre ting og indtryk at forholde mig til. Det er som en computer, der er overloaded og ikke har kapacitet til at behandle flere informationer.

Da jeg bevægede mig ud i den ydre verden med ydre kommunikation og samvær, kom jeg endnu en gang til at give næsten slip på forbindelsen indad. Jeg valgte at prioritere samværet og ydre forestillinger om behov og ansvar. Jeg slap indadvendtheden og gik over i udadvendtheden og lod den ydre verden fylde min bevidsthed og opsluge mig med sine lyde, billeder og tilgange og sine ønsker om min opmærksomhed. Og som mange gange før blev resultatet tab af energi og en følelse af at være faret vild ude i verden og være blevet væk for mig selv.

Igen må jeg erkende, at jeg ikke kan leve opslugt af verden og samvær med andre. Livet siver ud af mig, når jeg gør det.

Der skal være balance i mit liv. Det indre fokus skal være med, når jeg begiver mig ud i samvær og fokus på den ydre verden. Tid og rum til indadvendthed og fordybelse skal fortsat prioriteres.

Min kilde til glæde, energi og handlekraft befinder sig i mit indre og i den indre forbundethed.

Når jeg slipper min indre kilde og lader det ydre fylde mig, tømmes min brønd for energi, fordi jeg har givet slip på forbindelsen til kilden, der skal holde brønden konstant fyldt.

Igen har jeg oplevet en periode, hvor jeg blev drænet for energi og glæde og fandt mig selv liggende tilbage udmattet og kraftesløs inde i en blindgyde.

Smerten i denne tilstand synes at være større og tydeligere end nogensinde før. Den er en indre besked om, at jeg igen har valgt at komme på afveje, og jeg opfordres til at vælge om.

Der lyder et højt kald i mig om at vende tilbage, om at rejse mig op og gå indad til fred og ro, stilhed og klarhed.

Og som så ofte bliver jeg stille og indadlyttede for at komme derind.

Og som ofte griber jeg notesbog og pen og skriver mig derind.

Jeg skriver i flere dage, skriver det, som jeg oplever i mig. Og jo mere jeg sætter ord på og lader det flyde igennem mig, jo mere letter det indre overtryk. Jeg orker ikke at forholde mig til mere udefra. Der er ikke plads i mig til flere indtryk og tanker udefra, som jeg skal forholde mig til.

Det eneste, der hjælper, er fred og ro og ydre og indre stilhed sammen med at lade tanker og indsigter dukke frem i bevidstheden og strømme ned på papiret for at lette det indre overtryk.

Jeg ordner bunker af vasketøj. Jeg rydder lidt op i mit bryggers. Også ting i det ydre er for meget. Ydre rod og for mange ting føles som en indtryksmæssig belastning, som noget der fylder og vælter ind over min overfyldte indbakke.

Ro og ryddelighed har jeg brug for. Orden giver ydre ro og plads.

Jeg går tur ved havet og suger roen og den tomme strand til mig.

Jeg er i gang med at genetablere ro og fred både i det ydre og det indre.

Jeg er i gang med at vende tilbage til mig selv.

Udgivet i Tanker om ..., Tekst | 2 kommentarer

når tiden er inde …

Ved efterårsjævndøgn skrev jeg:

Jeg mærker en uro i mig. En slags rastløshed, en fornemmelse af, at noget er på vej. Noget, som jeg endnu ikke ved, hvad er. Noget, som nærmer sig min bevidsthed men endnu ikke har åbenbaret sig for mig.

Er det en tekst? Er det noget kreativt? Er det noget helt andet? Jeg observerer, hvordan en del af mig prøver at regne det ud og finde svar.

Fornemmelsen har jeg i mig, da jeg sætter mig ved arbejdsbordet med “Tusindfryds taske” i et håb om, at det vil vise sig. Men når jeg prøver at række ud efter det, prøver at gribe det, begribe det, griber jeg blot i den tomme luft og i tomheden i inspirationens indre rum.

Der er kun tomhed og stilhed i mit indre udover denne uro.

Det eneste, der er at gøre, er at være med og i tomheden og vente på, at dette “noget” skal åbenbare sig i min bevidsthed eller i min verden.

Jeg var med dette “noget ” i mig nogen tid, hvorefter jeg gav slip på det og næsten glemte det igen.

Ved porten til november kom et opslag på Facebook om etableringen af “Keramikskolen Samsø”, som billedkunstneren Rie Toft er i gang med. Hun annoncerede det første hold, der løber over 15 mandage og begynder den 6. februar i det nye år.

Dette opslag fik et højt JA og en vild glæde til at runge igennem mig. JA, det vil jeg deltage i. JA, ja, ja, ja, det skal jeg simpelthen bare, uanset at det kræver, at jeg binder mig til 15 uger helt frem til den 22. maj. Det føltes som om, at beskeden om dette keramikhold var noget, jeg havde gået og ventet på længe uden at være bevidst om det. Og først flere dage senere kom jeg i tanke om fornemmelsen af noget udefinerligt nyt på vej omkring efterårsjævndøgn. Dette var det nye, jeg havde mærket var på vej ind i mit liv!

Faktisk begynder historien om keramikken for længe siden. Som teenager drømte jeg om at blive keramiker, men det var ikke noget, syntes mine forældre, jeg skulle have en “rigtig” uddannelse og et “rigtigt” arbejde … på kontor for eksempel, det var et godt og sikkert arbejde, som de så det.

I 1999/2000 drømte min daværende mand og jeg om at lære rakubrænding. Vi købte en rakuovn, læste om det, kiggede på keramikere, der demonstrerede metoden, men nåede ikke at komme i gang med det, før mit og dermed også vores fælles liv begyndte at falde fra hinanden. Ved skilsmissen flere år senere flyttede rakuovnen sammen med manden, for jeg regnede ikke med at komme over mine årelange eftervirkninger efter hjernerystelser, så jeg ville blive normaltfungerende og få gang i den. Sådan kom det heldigvis ikke til at gå, selvom det tog mange år at komme helt ovenpå igen.

Drømmen om at forme i ler forsvandt ud af min bevidsthed. Til gengæld fik jeg gang i andre og nye kreative udtryksformer.

For nogle år siden kom vennen i skoven cyklende forbi det lokale store loppemarked, og der udenfor ud til vejen stod en drejeskive med en bænk, hvor man sidder og holder skiven i gang med fødderne! Det var i en periode, hvor vi ofte talte i telefon, mens han cyklede lange ture, og jeg gik tur eller lavede andet, mens vi talte sammen. Og denne dag var vi også sammen i telefonen. Han stoppede op, vendte om og gik ind og hørte på drejeskiven og endte med at købe den til mig med en stærk fornemmelse af, at den ville jeg kunne få glæde af at bruge.

Længe stod den ubrugt ovre i skoven, indtil vennen i skoven en dag skilte den ad og transporterede den over til huset ved havet, hvor den blev samlet og nu fik plads i mit bryggers. Tanken var at lave keramikværksted dér, så i januar 2015 blev der rokeret rundt i bryggerset, der fik både nyt lys og hylder, så det nu også kunne fungere som keramikværksted.

dscn0186

Min veninde Dortea og jeg ville lave keramik sammen. Vi var ret tændte på tanken og drog til Jylland til Sorring Lervarefabrik og købte ler, glasur og værktøj. Forandringer i vore liv indtraf, og al energi sivede ud af projektet. Drejeskiven og det planlagte værksted har stået ubrugt siden. Lige til nu.

I det nye år er jeg sikker på, at drejeskiven kommer til at rotere i mit bryggers. En helt ny udtryksform venter på mig, og jeg skal lære håndværket fra bunden, lære leret at kende, metoder, værktøj og eksperimentere med udtryk. Og jeg glæder mig ustyrligt til at komme i gang.

Tiden til at begive mig ind i keramikkens verden er kommet!

Udgivet i I det kreative værksted, Tanker om ... | Skriv en kommentar

“spejling” … en bog er færdig

Bogen “Spejling” har fået tekst og er blevet gjort færdig.

Bogen er 25 x 18 cm, har 11 sider med tekst og fotos af spejlinger i vand samlet med binder rings.

Vinterlyset i arbejdsrummet giver den blålige tone i billederne nedenfor.

dscn6148dscn6149dscn6160dscn6161

Udgivet i Book Art | Skriv en kommentar