Forår, solglitter og lærkesang

Velkommen forår. Velkommen marts.

Solen skinner, dagen er tiltaget med 3 timer og 43 minutter, og lyset er vendt tilbage både morgen og eftermiddag. Bare så dejligt!

Jeg har været ude at gå tur for at møde foråret. Jeg valgte at gå ad asfaltvejen ud til havnen, hvor der er marker på begge sider med chancer for at høre lærker. Og i dag, hvor himlen er høj og blå, og solen skinner forårsskarpt, lykkedes det. Jeg hørte dejlig lærkesang, endda i stereo, for der hang kvidrende lærker over markerne på begge sider af vejen. Det er en af de dejligste fuglestemmer og forårsbebudere, jeg kender.

Før havnen drejede jeg ind ad markvejen, der går mellem stranden og markerne hen til skoven. Det var lavvande, så jeg kunne gå helt ude ved vandkanten og nyde bølgeskvulp, solglitter på havet og den rullende lyd af edderfugle ude på vandet.

Jeg satte mig på en sten tæt på vandet og vendte ansigtet op mod solen og nød varmen og lyden af havets rytmiske lyd helt tæt på.

Den stille tid har genindfundet sig på øen. Mange sommerhusbeboere er taget hjem igen, og på min 5 kvarters gåtur mødte jeg ikke en eneste. Jeg nyder, at det igen er muligt at gå ture uden at møde nogen.

I dag er jeg langsomt ved at skifte gear fra indadvendt alenehed til mere udadvendt samvær. Det er min sidste dag “alene i sommerhus” hjemme hos mig selv. Det er pakkedag og gøre klar til afrejsedag, ligesom hvis jeg havde været i sommerhus.

I morgen går turen til Sjælland og til en anden del af mit liv.

Udgivet i At skrive livet, Hverdagsliv, Samsø | Skriv en kommentar

Hvor er din hund?

Hver dag, når jeg går tur, møder jeg nogen, der spørger mig om, hvor min hund er henne. Naboer, bekendte og ukendte spørger til den lille glade hund, som jo altid plejer at følges med mig og hilse på alle, der vil hilses på. Og når jeg fortæller dem, at hun er på Sjælland på ferie, breder en lettelsens smil sig på spørgerens ansigt.

Tilda har det heldigvis godt der, hvor hun er sammen med vennen og katten Sif ovre i skoven. Hun og vennen tager på daglige gå-, løbe- og cykelture, og det elsker hun.

Indimellem modtager jeg fotos undervejs på deres tur som herunder, hvor de er på min yndlingstur i Tisvilde Hegn på vej til Troldeskoven og ud til havet.

På tirsdag kører jeg over og slutter mig til flokken. Jeg glæder mig til at lande og slå mig ned for en tid i skoven sammen med min flok, og jeg glæder mig til alt det, som vi finder på at bruge tiden til sammen.

Men lige nu nyder jeg stilheden og roen i aleneheden herhjemme i huset ved havet.

I dag har været en stille dag med fordybelse, skrift, Pippikop og gåtur i solskin ved havet.

Udgivet i At skrive livet, Hverdagsliv, I skriveværkstedet | Skriv en kommentar

I det kreative værksted

I disse dage flyder jeg mellem skriverummene og arbejdsrummet.

Jeg flyder mellem at skrive henholdsvis i hånden i et rum, på computeren i et andet og at pusle ved arbejdsbordet i et tredje.

Jeg flyder mellem rydelige skriveborde og arbejdsbordet, der bliver mere og mere fyldt.

Et ydre billede på, hvordan jeg bedst arbejder. Der skal være rimelig ro omkring mig, når jeg skriver, mens der gerne må være kreativt rod omkring mig, når jeg har gang i farver og former.

Udgivet i Hverdagsliv, I det kreative værksted | Skriv en kommentar

Frihed til liv og udfoldelse

Jeg er taget alene i sommerhus. Altså næsten. Det vil sige, at jeg er taget alene i sommerhus hjemme i huset ved havet, hvor de næste 4 dage er sat af til indadvendt og kreativ fordybelse i eget selskab.

Tilda nyder livet sammen med vennen i skoven ovre i skoven med lange gå- og løbeture, og jeg er derved blevet givet helt fri af forpligtelser og tagen mig af andre end mig selv, min indre verden og mine kreative udfoldelser.

Jeg nyder friheden til at flyde med min indre kreative inspirationsstrøm med tid og rum til fordybelse og til at have mit fokus rettet indad.

2020 blev et år med megen indre oprydning og frisættelse af gamle og begrænsende indre forestillinger, som jeg nu mærker resultatet af.

I 2021 er det som om en ladeport af frihed og udfoldelsesmuligheder har åbnet sig i mit sind.

Mit syn på mig selv, på min kreativitet og på mine muligheder har forandret sig til, at jeg nu ser uendeligt mange muligheder for leg og udfoldelse, og at jeg har alt det, der skal til for at udnytte dem og for at folde mine potentialer mest muligt ud.

Perfektionisten, som har været min livsledsager gennem hele mit liv, synes nu endeligt at være blevet helt ophævet i mit sind.

I stedet for begrænsninger ser jeg muligheder og frihed til udfoldelse.

I stedet for mangler ser jeg alt det, jeg har, er og kan.

I stedet for tvivl mærker jeg masser af lyst og kraft til at kaste mig ud i nye kreative projekter.

Jeg ser frihed og uendeligt mange muligheder, og det fylder mig med dyb taknemmelighed, glæde og lykke.

Udgivet i At skrive livet, Inspiration og praksis, Tanker om ... | Skriv en kommentar

“Skåltale om velsignelse” med fortællingen om Eros og Agape

På Facebook deltager jeg i en lille leg, hvor vi på opfordring fra en kunstner deler billeder af et værk i 10 dage og hver dag opfordrer en anden kunstner til at deltage. Lidt inspiration i en nedlukningstid.

Jeg er blevet opfordret til at deltage i denne leg af Thinna Aniella, der er fotograf og kunstner og bosiddende her på Samsø. Jeg har valgt at dele billeder og af og til tekster, der viser noget af bredden i mine kreative genrer og udtryk.

I dag er det min 5. dag, hvor jeg har valgt at dele “Skåltale om velsignelse”, der ses på fotoet her, og som jeg har fået lyst til at give en reprise her på bloggen.

Det er et bogobjekt lavet af kyllingetråd, håndlavet papir, kobbertråd og fjer, der rummer en tekst skåret op i lange strimler.

Teksten kommer her:

Eros og Agape
Velsignelse

Tasterne klikker under fingrene. Fuglene flyver frem og tilbage mellem foderbrædtet og træerne. De lander på kanten af fuglebadet og samler dråber i sprækken mellem is og sten. Blæsten suser og overdøver havets rytme fra øst. Klarheden spejler sig i lyset fra solen, der bryder igennem flere ugers skydække. Næsten usynlige snefnug danser i luften. Hun ser ud ad vinduet. Er i klarhedens lethed, der gør kroppen vægtløs.

Helt, helt tæt står de sammen. Tavse. Et kort øjeblik før kroppene slipper deres tag i hinanden. Han har hele udstyret på. Han åbner døren og går uden et ord. Hun står ved vinduet og ser ham stige på cyklen. Han vender sig om, smiler, vinker og kører afsted. Han vender sig om endnu en gang, smiler, vinker og forsvinder ud af billedet.

Hun er alene. Huset og skoven runger omkring hende. Hun pakker. Rydder op. Putter glas, krus, tallerkner og bestik i opvaskemaskinen og tænder. Tager sengetøjet af, under kvinden på bjørnen. Putter det i vaskemaskinen og tænder. Hun ser ud ad vinduet. Et rådyr kommer frem mellem træerne, årvågent. Det styrer direkte mod foderhuset og søger efter korn på jorden. En lille buk med fremvoksende gevir. Loddent, blødt, uden på det hårde, der vokser frem indeni. Det højre bagben er skadet og hænger løst ned, mens dyret står stille og spiser. Det løfter hovedet og ser direkte på hende ind gennem vinduet. De mødes i et blik.

Bilen er pakket. Alt er klart. Hun sidder i sofahjørnet og ser ud på skovens træer. Venter. Solen bryder frem, og der kommer en marchordre. Nu. Tag afsted nu. Hun rejser sig, tager overtøjet på og forlader huset. Mon jeg kommer tilbage hertil igen, tænker hun, da hun kører ud af indkørslen. Hun ser sig ikke tilbage. For hver kilometer, der forsvinder bag bilen, forsvinder skovens verden. Hun holder om ratten, ser verden og trafikken uden for bilens vinduer. Det er som at køre i en film, mens hun befinder sig i et rum, hvor dagenes nærhed og nærvær stadig har eksistens.

Dette indre rum bringer hun med sig, da hun kører fra borde og kører til det sted, hun kalder sit hjem.

Tasterne klikker under fingrene. Gennem vinduet ser hun den grønne græsplæne plettet som en palet. Gulspurv, grønirisk, bogfinke, skovspurv, solsort, dompap, grønsisken.  Af og til kommer flagspætten på besøg og sidder stor og farvestrålende og hugger i sig af en fedtkugle i æbletræet.

Hun sidder i morgenens opvågnen og læser. Hun læser om at give slip på at lægge planer. At være helbredt for fejltagelsen ved at tro på denne verden. At lade sig lede. Mens hun læser, dukker billeder op på hendes indre skærm. Billeder fra skoven. En tilskyndelse til at komme igen. Snart. Og til at blive i længere tid. En tilskyndelse til at komme og bruge dette sted som udgangspunkt for at tage ud i verden. Der er tidsangivelse på tilskyndelsen. Han velsigner hende med sine tilskyndelser og sin vedholdenhed.

Hun er meget overrasket. At modtage denne tilskyndelse nu, hvor hun lige er kommet hjem og tvivlede på, om hun nogensinde skulle derover igen.

Da hun ankommer, ser hun ham gennem træernes spejling i vinduet. Hun parkerer uden for synsvidde. Venter. Føler sig urolig og hjemme. Han kommer straks ud. Standser da han ser hende i bilen. Venter. Hun stiger ud og går hen imod ham. Langsomt, søgende, urolig. To skridt fra ham standser hun. Deres øjne mødes. Kom og velsign mig. Han træder helt hen til hende. De mødes. Længe, stille, ordløse står de helt tæt sammen. Atter her. Vibrerende. Udvidende. Genkendende.

Hun sidder i sofahjørnet. Hun sidder med lukkede øjne og indadvendt mod stilheden. Hun hører klikkene fra tastaturet inde ved siden af. Hun vender tilbage til stuen, åbner øjnene, blinker blikket klart. Hun ser ud på skovens træer. Stuen spejler sig i vinduet og slører udsynet. Hun rejser sig og går derind. Han står med ryggen til og arbejder. Hun stiller sig tæt op ad hans krop. Lægger armene omkring ham og stryger over hans mave. Han modtager hende uden ord. Fortsætter sit arbejde. Modtager hende med en krop, der åbner op og tager imod. Han modtager hende i rummet uden vægge. De står helt tæt sammen. Tasterne klikker. Hun taler til ham med sine hænder. Går på opdagelse. Omslutter ham. Han svarer hende med sit åndedræt. De er i rummet uden ord. Mødes der hvor der ikke er forskel på at give og modtage.

De høje fyrretræer vogter over huset i natten. Ja, siger han i søvne. En hånd strejfer en ryg. Stryger en kind. Et knæ strejfer en hofte. En hånd griber en hånd. Varm hud mod varm hud. Lyde falder ud af munden i søvnen. Hun ligger vågen og lytter. Ser træernes silhuetter mod nattehimlen. Hun falder i søvn og ud af verden, og han taler til hende i drømme. Hun vågner, søger med hånden og finder hans krop lige der ved siden af hende. Han vågner. Hun lader hånden svæve over huden og går på opdagelse i hans univers. Møder ham igen derinde i rummet, hvor han altid venter, klar til at byde hende indenfor. Hun har aldrig vidst, at det var muligt at være så velkommen. Som et skib flyder de på bølgerne, modtagende, givende, aktiv, passiv, flydende med energierne som de skifter, stiger, daler. Opmærksomme, nærværende går de på opdagelse i rummets univers.

De sidder i sofaen. Hun læner ryggen ind mod ham og hviler ind i hans favn. Han holder om hende. I nærværet og nærheden forbinder de sig med hinanden hinsides kroppenes grænser. Energien er sitrende, udvidende og kraftfuld. Den er let, den er lattermild. Den flyder imellem dem og om dem. De er energien, under den og over den.

Hun fodrer fuglene. Hun fodrer rådyrene. Hun fodrer ham. Velsigner ham. Vedholdende. Og han giver hende næring, der sprænger alle grænser og løsner alle tremmer.

Hun føler sig hjemme på dette sted. Føler hun hører til på dette sted. Samtidig med at hun ikke hører til i verden. Samhørighed med skoven. Samhørighed med dyrene. Samhørighed med fuglene. Og med ham som kommer og går. Følelsen af at høre til uden bånd, uden behov. Samhørighed uden tilknytning. Er det muligt? Hun føler, hun hører til her. Her, på dette fysiske sted og alligevel ikke dette fysiske sted. Det er her, men det er ikke i denne verden.

Han kommer og går. Hun træder til side. Løfter sig op over niveauet for egne, individuelle drømme. I hans fravær snubler hun indimellem over sine egne små ønsker og behov. For en stund forglemmer hun sig og falder ned i let forvirring. Men kun kort. Hun husker igen og rejser sig op. Løfter sig igen over verden. Sætter sig fri af ønsker, forventninger, forestillinger og konventioner. Hun løfter sig over verdens illusioner, ønsker og behov. Hun løfter sig dertil, hvor klarheden og visheden findes. Til kærlighedens plan. Herfra sættes hun fri. Fri til at være i det som er. Fri til at gå vejen hun ledes ad.

De høje fyrretræer vogter over huset i natten. Han er her ikke. Hun ligger alene under himlen. Et dyr pusler udenfor. Har han nogensinde forstået mit ja, tænker hun. Har han nogensinde forstået dybden og omfanget af hendes ja? Hun falder i søvn. I drømme meddeler han sig. Han er nærværende i fraværet.

De sidder over for hinanden. Hans ord laver guilander i rummet. Hun lytter til ordene. Hun vil forstå. Lytter udefra og indefra. Lytter ind bagved ordene. Det er der meningen er. Den mening, der af og til smutter fra hende som et stykke sæbe i våde hænder. Hun velsigner ham for hans vedholdenhed. Hun velsigner ham i sin vedholdenhed. Opdager han mon nogensinde det?

Han inviterer hende ind i et rum med ubegrænset frihed, med frygtens opløsning og ubegrænset plads. Han inviterer hende ind et sted, hvor hun ikke troede at nogen ønskede at komme. Et sted, hvor man kan møde sig selv, og den anden, hvis man har modet til at slippe alle forestillinger, forventninger og agendaer. Et sted, hvor man kun kan komme, hvis man siger ja og går med. Et sted, hvor man ikke kan komme alene, fordi det kun er i mødet dybden og højden i rummet kan nås.

Hun er hjemme. Igen. Ligger vågen i natten og lytter til havets rytmiske susen. Det blæser op. Fra øst. Hun ligger i sin seng. Rummet omkring hende og i hende er fyldt med stilhed. Hun falder i søvn og mødes med ham i nærværets rum uden vægge. Hun befinder sig i rummets evige nærværende favntag i en flyden mellem dage alene med sig selv og nætter med drømmende nærvær.

Tasterne klikker under fingrene. Fuglene flyver frem og tilbage mellem foderbrædtet og træerne. De lander på kanten af fuglebadet og samler dråber i sprækken mellem is og sten. Blæsten suser og overdøver havets rytme fra øst. Hun ser ud ad vinduet. Er i klarhedens lethed, der gør kroppen vægtløs. Hun bevæger sig mellem sit eget indre rum og deres fælles rum. I klarheden kan hun møde ham dér i fraværets nærvær. Uden for verden.

Udgivet i At skrive livet, Book Art, Tekst | Skriv en kommentar

Diset tirsdag

Verden uden for vinduet i mit skriverum er indhyllet i tæt dis.

Jeg sidder her ved skrivebordet med intention om at skrive trods den tågedis, der hænger i mit hoved og bevidsthed i dag. Det føles, som en af de dage, hvor jeg ikke rigtig vågner og ankommer til verden.

Det føles som at gå rundt med hovedet viklet ind i en sky, der lægger sig tæt over al tankevirksomhed.

Jeg sidder her ved skrivebordet med min formiddagskaffe og computeren og ser ud i en verden, der snævrer sig mere og mere ind. Da jeg satte mig, var træerne på den anden side af mosen og søen stadigt synlige, men også de er nu forsvundet i dis. Det eneste rimeligt tydelige er træerne og mosens visne græs lige ud for mit hus.

Det er en stille dag efter en lidt mere livlig weekend med besøg af datteren og hendes kæreste. En stille dag, hvor jeg er vendt tilbage til min egen rytme og daglige praksis lige fra morgenstunden. Det føles godt. Det føles kendt. Det føles rigtigt. Det føles som at lande. Igen.

I dag slutter min biluge, så om ikke så længe, kører jeg nordpå, afleverer bilen og går hjem til en hel fri uge uden aftaler andre end dem, jeg har med mig selv. En aftale om at skrive hver dag. En aftale om at fortsætte i min artjournal med at eksperimentere med et frit og legende udtryk. Jeg har en tendens til at komme over i et pænt hjørne, og det har jeg haft rigeligt af, nu vil jeg et andet sted hen.

Jeg vil frihed, leg og lethed.

Lige nu kan jeg høre tågehornet fra et skib et eller andet sted ude på havet. Lyden kommer fra vest og kommer tydeligt igennem tågen og ind til mig i min helt tyste verden.

Jeg vil gå igennem disen og skrive og lege mig i kontakt med klarheden, der altid er derinde.

Må din dag være lige tilpas, diset eller klar eller noget.

Udgivet i At skrive livet, Hverdagsliv, I skriveværkstedet, Tanker om ... | Skriv en kommentar

Artjournal på en søndag

At sidde i solen ved mit arbejdsbord og pusle med farver er lige, hvad jeg har brug for i dag.

Udgivet i I det kreative værksted | Skriv en kommentar

Fri tid

Huset dufter af nybagte quinoaboller, der har hævet natten over.

I dag er en fri dag. En dag helt uden forpligtelser, aftaler eller at skulle indrette mig efter noget som helst uden for mig selv.

Efter 4 intense døgn med samvær, samtaler, nærvær, dans og glæde tog vennen i skoven hjem til sin skov tirsdag og tog Tilda med hjem for at give mig en fri periode helt for mig selv.

Og denne frihed føles næsten som at være taget alene i sommerhus for at holde helt fri for dagliglivets forpligtelser.

Jeg er givet en gave af dage, hvor jeg kan flyde helt frit i min egen dagsrytme uden at skulle tage hensyn til andre og uden at skulle indrette mig efter andre behov end mine egne. Jeg kan blive hjemme hele dagen, hvis det er det, jeg har lyst til. Jeg skal ikke afbryde det, jeg er i gang med for at give noget andet opmærksomhed.

Jeg har meldt mig som prøvekanin til at spise økologisk plantemad 3 gange om ugen i februar måned. Anemea Fæster, som bor her på Samsø, starter en madvogn op til april, og hun har brug for nogen at øve sig på at lave mad til og få respons fra, inden hun starter op. Det betyder, at jeg 3 gange om ugen i mine biluger henter mad på sydøen og bringer den til 2 andre prøvekaniner her på nordøen.

Lige nu er det min sidste biluge i februar og dermed er der 2 dage tilbage, hvor jeg har forpligtet mig til at hente og bringe mad rundt, men når det er klaret, er resten af måneden helt min egen.

Tanken om helt frie dage i mit eget selskab og i min egen flyden gennem dagene fylder mig med fryd. Længe har jeg drømt om at tage i sommerhus helt alene, nu gør jeg det blot i eget hus, der har naturen, havet og skoven lige uden for døren.

Så heldig kan man være.

Udgivet i At skrive livet, Hverdagsliv, Samsø | Skriv en kommentar

Vinter på Samsø

I morges vågnede jeg op til en verden, der var blevet dækket af et fint lag sne i nattens løb. Morgenlyset var stadig dunkelt, da jeg fotograferede sneen i haven, inden Tilda og jeg gik derud og lavede spor.

Da vi kom op til skriverummet til morgenens stille stund og skrivning af morgensider, var lyset også meget dunkelt deroppe, fordi vinduerne i taget mod vest var dækkede med sne.

Vestsiden af huset ligger i læ for blæsten, der stadig kommer med bidende kulde ind fra havet mod øst, så sneen på ruderne lå der stadig, da vi igen kom derop med formiddagskaffe til mig og gulerod til Tilda til dagens fordybelses- og læsestund.

Udgivet i At skrive livet, Hverdagsliv | Skriv en kommentar

Drømmer om at tage på skriverejse igen

Der var en gang en skriverejse.

Det var i Norge i forsommeren 2019.

Der var totalt skriveflow midt mellem søer, elve og fjelde.

Det var en drøm, der gik i opfyldelse.

Nu drømmer jeg om at gøre det igen, når verden en gang igen åbner op for nye muligheder.

Udgivet i I skriveværkstedet, Inspiration og praksis, Natur, Rejseliv, Tanker om ... | Skriv en kommentar