Tilbage til hverdagen

Mandag eftermiddag landede jeg hjemme i huset ved havet.

Den sidste del af hjemturen til Samsø blev noget anderledes end forventet. Vennen i skoven havde lovet at køre Tilda, mig og alt vores habengut hjem, og så ville han returnere til skoven samme aften. Men sådan kom det ikke til at gå.

Da vi kørte ombord på færgen og som en af de sidste biler op på hængedækket, lød et brag ved det sidste lille nøk, og bilen holdt stille. Noget var gået i stykker.

For at komme på nogenlunde afstand af de vildt mange mennesker på færgen, gik Tilda og jeg op på det øverste og åbne dæk, mens vennen konfererede med personalet på færgen. De fandt ud af, at bilen kunne skubbes i frigear, og at personalet ville skubbe bilen fra borde. De var utroligt søde og hjælpsomme og ringede endda til den valgte mekaniker på øen. 

Trods denne uforudsete forhindring forløb alting glat og nemt. Redningskorpset holdt og ventede på havnen, da vi ankom. Jeg havde ringet til en veninde for at få hende til at hente os og al min bagage, hun var også klar. 

Vennen kom til at tilbringe et par dage på øen, inden bilen var repareret og klar ved middagstid i går, så han kunne nå en tidlig færge og være hjemme i skoven til aften. Og det viste sig, at problemet var mindre og billigere at løse, end vi kunne have frygtet.

Nu er det så blevet tid for mig til at vende tilbage til hverdagen, til min egen døgnrytme og daglige praksis. Og det føles bare så godt!

Jeg nyder at være hjemme, og jeg nyder igen at være i mit eget selskab med Tilda ved min side. Jeg ser frem til en lang og sammenhængende tid herhjemme med tid og rum til fordybelse og til at skrive i. 

I næste uge skal der graves kloakstikledning ind til mit hus og til naboens hus, så jeg skal indstille mig på tidlige morgener og nogle dage med arbejdsstøj lige uden for vinduerne. Men det bliver rart at få arbejdet gjort og overstået og komme på den anden side af alt det gravearbejde, der har fyldt meget i flere år. 

Der er kommet liv i den nye sø, der er gravet til opsamling af regnvand ude på mosen på den anden side af vejen, hvor jeg bor. En andemor med 10 små ællinger padler rundt derude. Det bliver spændende at følge, hvordan området omkring søen udvikler sig og at se, hvilket dyreliv det vil tiltrække. 

Udgivet i At skrive livet, Hverdagsliv, Samsø | Skriv en kommentar

Manuskriptarbejde

Mens jeg tæller ned til hjemrejsen i morgen, arbejder jeg videre med gennemlæsning og redigering af manuskriptet til “Rejsen tilbage – Om inspiration på en indre rejse”. 

I går sad jeg i flere timer på terrassen fordybet i at læse, og redigeringens retning begynder at blive klar for mig. Jeg kan nu se, hvordan tekstsamlingen skal redigeres for at blive til en helhed af tekster. 

Det har været fint at lade manuskriptet ligge længe og simre, inden jeg fortsatte arbejdet. Det betyder, at jeg nu kan se på det med mere klare øjne. Denne måske 4. gennemlæsning er interessant for mig, fordi nogle aspekter i teksterne og samlingen som helhed bliver mere synlige og klare for mig.

Jeg har jo skrevet teksterne en sætning ad gangen og skrevet samlingen en tekst ad gangen uden at have overblik over den færdige helheds form og indhold. Inspirationen har ledt mig gennem skriveprocessen af den enkelte tekst og gennem processen med hele tekstsamlingen. Inspirationen har haft det overblik, som jeg ikke kunne have, og det overblik begynder nu at blive åbenbar for mig.

Mens jeg sad og læste i går, tænkte jeg, at denne bog er en bog, som jeg selv ville have lyst til at læse både i form og indhold. 

Jeg glæder mig til det videre arbejde med at gøre manuskriptet til en helhed, der kan blive til en bog. Og jeg glæder mig til at komme hjem til huset ved havet og mine skriverum der.

Udgivet i I skriveværkstedet, Tanker om ... | Skriv en kommentar

Samsø kalder

Huset ved havet, mit dejlige sted på Samsø, kalder mig hjem.

Der er så meget der, som venter på min tilstedeværelse og omsorg. Derfor er sluttidspunktet på opholdet i skoven blevet fastsat, færgebilletter er bestilt, og hjemturen bliver på mandag.

Jeg glæder mig til at komme hjem til mit sted og til mit Samsøliv. Uanset, at øen lige nu er totalt oversvømmet af turister, så glæder jeg mig til at komme hjem, og heldigvis ligger mit hus forenden af en blind grusvej lidt tilbagetrukket fra de trafikkerede veje i landsbyen.

Nogle praktiske opgaver venter på mig. Hækken skal klippes og skæres tilbage. Vinduerne skal males udvendigt. Der er en masse ting især bøger og tøj, som jeg gerne vil have kørt til genbrug. Og jeg mærker, at det vil gøre mig godt at komme hjem og drage omsorg for mit sted. Det er tid!

I går havde jeg nogle dejlige timer med min veninde Anne-Marie Valton, der bor og har sit ikonværksted og -galleri i Tisvildeleje. Vi tog en tur til Hundested Havn, hvor jeg gerne ville se en soloudstilling med Rie Brødsgaards billeder i X-Porten. Vi benyttede også lejligheden til at kigge indenfor i Glassmedjen, der laver de smukkeste håndpustede glasting og nogle vildt flotte vikingeskibe i glas og træ i samarbejde med et snedkerfirma på havnen.  

Det er meget længe siden, jeg har været ude at spise, så jeg nød at spise frokost på Café Provianten i dejligt, nærværende og lattermildt selskab. En sjæleven er hun, min veninde. Det er skønt at kende en, som jeg er fuldstændig på bølgelængde med. Vi trives i hinandens selskab og synes begge, at vi ses alt for sjældent. Sådan er det jo, når jeg bor på Samsø og hun i Nordsjælland, så derfor er det med at nyde hvert øjeblik, vi har sammen.

Solen skinner igen i dag over skoven, og blæsten suser imellem træerne. Sommeren er lige tilpas for min smag. 

I dag har jeg været på indkøb, så jeg har notesbog og skrivepenne med hjem til at have på lager til de kommende måneders skrivetid. 

Nu vil jeg gå over i huset og tænde for ovnen, så jeg kan få bagt de glutenfri håndværkere, som står og hæver derovre. 

Må din dag være lige tilpas fyldt med indre og ydre solskin.

Udgivet i At skrive livet, Samsø, Tanker om ... | 2 kommentarer

Tirsdag i skoven

Blæsten synger gennem skoven

og får træerne til at svaje i dans på stedet

Tempoet er langsomt

efter en søvnløs nat og kun to timers morgensøvn

I skriveværkstedet

endnu en gennemlæsning og redigering

af manuskriptet til tekstsamlingen

“Rejsen tilbage”

Udgivet i Hverdagsliv, I skriveværkstedet | Skriv en kommentar

Søndag i skoven

Tilda og jeg går morgentur gennem skoven. Vi går den runde, som vi altid går om morgenen, og hver gang Tilda får lov til at bestemme retningen.

Vi drejer ind ad den blinde skovvej, der fører os tilbage til huset via en lille smal sti langs en afvandingskanal over til vejen på bagsiden af grunden.

Vi har gået denne vej massevis af gange på alle tidspunkter af dagen og gennem alle årstider, men i dag hører vi for første gang smuk klavermusik, da vi bevæger os ind ad denne vej. Jeg tænker, at nogen har sat klassisk musik på for at nyde denne stille søndag morgen med musik. Men da vi bevæger os i retning mod lyden, skifter det til klaverskalaer med stumper af klassisk musik indimellem. Og det går op for mig, at en eller anden øver sig på et klaver i et af sommerhusene. Da vi kommer hen til grunden, hvorfra lydene strømmer ud, ser jeg en mand med bar overkrop sidde og spille på et klaver i et lille hus med masser af vinduer, hvor lyset strømmer ind. Han vender sig og ser os passere, mens han spiller videre på klaveret.

Jeg har ofte set dette lille hus med de store vinduer og ofte tænkte, at det rum ville være perfekt som et atelier uden at vide, at det var et musikrum.

Disse morgenture byder indimellem på sådanne særlige små oplevelser. En anden morgen, da vi gik ad den samme rute, hørte jeg en ravn i luften over mig. Da jeg så op, så jeg fire ravne svæve i en cirkel på de opadgående luftstrømme over træerne. En ravnefamilie måske?

Efter denne dags morgentur satte jeg mig ved havebordet på terrassen med pen og notesbog og the i kruset for at skrive mine morgensider. Og mens jeg sad og skrev, fløj to ravne hen over grunden, og jeg nød denne morgenhilsen. Ravnen ”snakker” i luften og gør på den måde opmærksom på sin tilstedeværelse i luften, og jeg takker altid og taknemmeligt for dens hilsen, som jeg også har oplevet på turene med vennen i skoven rundt i Europa både mod syd og nord med hus på taget af Lupoen. Uanset hvor vi har slået os ned i naturen, har ravnen også været der. Mellem vinmarker i Alsace, i de Bøhmiske bjerge, i Alperne og mellem de norske fjelde. Alle steder har jeg været taknemmelig over at opleve ravnen hilse fra luftrummet over mig. Den minder mig altid om at lytte til den indre visdom.

Det er en meget stille søndag i skoven. Uanset hele Nordsjælland og dermed også skoven her er fyldt med ferierende mennesker i sommerhusene, så er her vidunderligt stille og fredfyldt denne søndag formiddag.

Det er en søndag helt uden planer udover bare at være og nyde at være på denne plet mellem træerne.

Jeg sidder på bænken i Butte og skriver og nyder at have dette frirum til indadvendthed og fordybelse, som jeg kan trække mig tilbage til. Døren og vinduet er åbent, og lydene fra skoven kommer ind til mig. Fuglene er blevet stille efter en aktiv sommer med lyse nætter. Rådyrerne ser vi kun sjældent. De har det vanskeligt i denne tid, hvor der er mennesker alle vegne, så de gemmer sig og kommer nok mest rundt om natten, hvor der er mere plads og sikkerhed at bevæge sig rundt i.

Må også din dag være fredfyldt og med let gang på jorden.

Udgivet i At skrive livet, Natur, Tanker om ..., Tekst | Skriv en kommentar

Selvfølgelig kan jeg!

Efter at have lagt gårsdagens tekst – om drømmen og visionen om at tage alene ud i et sommerhus kun medbringende billedet af kvinden ved søen og min computer for at se, hvad der så sker – ud her på bloggen og på min facebookprofil kom der i går en meget fin kommentar fra en kunstnerkollega og facebookven, hvor hun spurgte mig:

“Hvad holder dig tilbage?

Og hvad kan der egentlig ske – hvis du følger i sporene på din drøm. Det lyder jo som om den her ligger snublende nær”.

Mange tak for det spørgsmål.

Det var præcist det, jeg havde brug for for at komme videre i min erkendelsesproces, som denne vision har sat i gang i mit indre. Jeg satte mig derfor ned med computeren endnu en gang og stillede mig selv dette spørgsmål. 

Hvad holder mig tilbage?

Det første svar, der kom umiddelbart, var om økonomi, jeg har ikke råd til at leje et sommerhus med min beskedne økonomi. Men det svar lod jeg mig ikke nøjes med eller vildlede af. Jeg ved jo, at hvis der er noget, jeg virkelig vil og føler, at jeg skal, så finder jeg også pengene til det. Som da det første kursus på Keramikskolen Samsø blev annonceret for nogle år siden, da vidste jeg helt uden tvivl straks, at det skulle og ville jeg. Også selvom det ikke så ud til, at jeg havde råd til det. Det var mange penge i mit budget, men jeg fandt dem ved at flytte lidt rundt på ting.

Altså er dette svar et skalkeskjul for en underliggende årsag. Jeg stillede derfor spørgsmålet igen og fik åbnet for flere lag af dybereliggende forestillinger og forvrængede selvopfattelser, som lå gemt i det ubevidste og forhindrede mig i at gøre det, som jeg har lyst til, og som kalder på mig.

Alle de skjulte og fejlagtige forestillinger fik jeg skrevet frem i bevidsthedens lys og givet over til korrektion og ophævelse. Og i morges vågnede jeg med en helt klar vished om, at selvfølgelig kan jeg tage i sommerhus alene, selvfølgelig kan jeg det, som jeg gerne vil, og som kalder på mig, selvfølgelig vil det rette sted vise sig i rette tid, og selvfølgelig vil jeg have pengene og det, der skal til for at realisere denne tanke og vision.

Endnu en gang har jeg fået arbejdet mig fri af et begrænsende lag af ubevidste forestillinger i mit sind. Igen og igen opstår der noget, som kalder på, at jeg kigger i dybden for at få lys og klarhed på bortgemte tanker, der holder mig tilbage ved at styre min måde at være i livet på.

Det er en del af mit erkendelses- og frigørelsesarbejde. Det er en del af mit arbejde med og min praktisering af “Et kursus i mirakler”. 

I dag mærker jeg, at jeg billedligt talt er kommet ud under åben himmel, fri og ubundet. Der er ikke længere noget, der holder mig tilbage. I stedet for hviler jeg nu i vished om, at jeg kan, hvad jeg vil og skal kunne, for jeg er givet både friheden, redskaberne og mulighederne til det. 

Så selvfølgelig kan jeg tage ud i et sommerhus et sted i naturen alene kun medbringende et billede af kvinden ved søen og min computer nysgerrig i forhold til, hvad der mon så vil ske og folde sig ud.

Udgivet i At skrive livet, Tanker om ... | Skriv en kommentar

Hvad ville der ske, hvis …

En tanke dukker af og til op i min bevidsthed: Jeg ville ønske, at jeg kunne tage ud i et sommerhus helt alene.

Denne tanke, denne drøm gik jeg med i mange år i det, der en gang var mit liv med familie, arbejde, firlænget gård, selvforsyning og stor økologisk køkkenhave. En drøm om at kunne tage af sted helt alene ud til et sommerhus ved havet og have mit skrive- og malegrej med og intet andet.

Denne tanke dukker en gang imellem op i mit sind, også nu hvor jeg jo faktisk bor i et hus ved havet og har et helt andet liv med al min tid til rådighed til at skrive i og være kreativ i.

Hvad er det, der er i den drøm, som ikke er i det liv, jeg allerede lever?

Drømmen handler om at tage ud til et sommerhus ved havet helt alene et sted, hvor ingen kender mig, og hvor jeg ingen kender. Altså en drøm om et rum helt frit for bånd, forpligtelser, forventninger, krav, tilknytninger, dagligdag og egne og andres billeder af mig, og hvad jeg skal eller måske foretager mig.

Det er en drøm om frihed! Helt ubunden frihed. Fri af ting, mennesker, relationer, forestillinger, forpligtelser. Fri til fordybelse og fortabelse heri. Fri til selvforglemmelse.

”Kvinden ved søen” er igen begyndt at banke på i min bevidsthed. Figuren og billedet jeg mødte på min skriverejse i Norge sidste sommer. En figur, et sted og et billede, der kalder på mig for at tage imod den fortælling, det er døren ind til.

Den anden nat, hvor jeg lå vågen, dukkede dette kald op i mit sind. Og en tanke fulgte, at jeg måske kunne bruge billedet som en form at skrive mig ind igennem.

I dag hvor jeg længes hjem til huset ved havet uden reelt at have lyst til at tage hjem, dukker tanken op igen: Jeg ville ønske, at jeg kunne tage helt alene ud i et sommerhus ved havet og være der så længe, jeg havde lyst til det og bare være i mit eget selskab, indadvendt, fordybet og skrivende.

I mange år har jeg været fascineret af en lille roman af Göran Tunström ”En prosaist i New York”, der handler om en forfatter, der til New York med én sætning i kufferten. Dette at tage et helt andet sted hen, hvor ingen kender en og have en sætning med for at bruge den som åbning til at skrive.

Og nu flyder disse ting sammen til én tanke. Hvad ville der ske, hvis jeg tog ud i et sommerhus ved havet helt alene og kun havde et billede af kvinden ved søen med og min computer?

Hvad ville der ske, hvis jeg gav mig selv friheden til at skubbe alting til side og lade billedet af kvinden ved søen tale til mig? Hvad ville der ske, hvis jeg gav mig selv friheden til fordybelse, tid og ro til at gå ind i billedet og lade det blive levende i min bevidsthed?

Men tanken om friheden mangler det aspekt, der handler om handling. At handlingen afhænger af mig. Ville jeg gøre det, hvis jeg havde friheden til at gøre det? Er det frihed eller villighed, der mangler? Er det alt det, der er omkring mig, eller er det min tilgang til alt det, der er omkring mig, det handler om?

Altså handler det ikke kun om frihed, det handler også om villighed og tilladelse. Min egen tilladelse til mig selv. Og min egen villighed til fokuseret og prioriteret og koncentreret arbejde. Til total fordybelse og fortabelse i den fortælling, der kalder på mig i billedet af kvinden ved søen. Har jeg den villighed, der skal til?

Romanen ”Prosaisten i New York” handler om identitet.

Drømmen om at tage ud til et sommerhus ved havet helt alene med min computer er en drøm om identitet. Det er en drøm om, hvad jeg gerne vil være! Jeg vil gerne være en, der skriver fordybet og fokuseret og lyttende til den fortælling, der kalder på at blive skrevet igennem mig.

Er det min sande identitet, der kalder på mig?

Er det min sande identitet, der kalder på min villighed til at dedikere mig helt og fuldstændigt?

Er det min stille stemme fra min sande identitet, der kalder på mig og peger på nødvendigheden af min fuldstændige villighed til at handle og gøre det, som kalder på mig og i mig?

Når jeg tror, det handler om frihed, er det så den indre modstand, der taler?

Når jeg ser, det handler om villighed, så er det døren bag modstanden, der taler og viser mig vejen til friheden, som allerede er tilstede.

Tanken om at tage af sted kun med dette billede og computeren rummer en vældig tiltrækningskraft i mig. En vældig styrke rummer tanken. En tanke eller en vished om, at den styrke er jeg i besiddelse af, hvis jeg blot er villig til at acceptere den og betingelserne for at have den. Betingelserne er at trække troen på modstanden, svagheden, uvilligheden, og hvad modvilligheden ellers kan kaldes, tilbage! Og stå ren uden forsvarsværker og skjolde at skjule mig bag.

Friheden har jeg. Den er jeg givet. Rammerne har jeg, dem er jeg givet. Inspirationen har jeg, den er jeg givet. Det eneste der mangler, er at jeg skal komme tilstede, sætte mig ned og begynde at skrive. At jeg skal være villig til at prioritere dette skrivearbejde højt som i meget højt og ikke lade alt mulig andet komme foran og i vejen. Og så bare gå i gang.

Ved at skrive dette er der noget i mig, der oplever, at jeg giver mine forsvar og våben fra mig. Og det er jo netop det, som er nødvendigt. At lægge alle våben fra mig. Jeg behøver dem ikke, for med dem tager jeg faktisk friheden fra mig selv og begrænser mig. Med dem befinder jeg mig i en fæstning inde bag voldgrave, mure og jernbeslåede porte.

Er jeg villig til at slippe alt det, som jeg har begrænset mig selv med og komme ud i den frihed, der kalder på mig?

Friheden under åben himmel.

Friheden hvor bjergene og himlen spejler sig i en blikstille sø.

Friheden til at vende mig helt ind i den indre verdens stilhed.

***

Jeg drømmer om at tage på skriveretreat.

Jeg drømmer om at være på skriveretreat, bare kvinden ved søen, computeren og mig.

Jeg ser, at drømmen om at tage alene ud til et sommerhus ved havet for at skrive, viser det samme som billedet af kvinden ved søen symboliserer. Det er ét og det samme billede i to former.

Det ene billede er et sommerhus i klitterne ved Vesterhavet. Det andet er en hytte ved en stor sø i ødemarken i Norge. Men det repræsenterer drømmen om fordybelse, indadvendthed og frihed. Det repræsenterer drømmen om at skrælle verden helt af, slippe den og gå indad, skrive mig ind i det billede og ind i den verden, der venter på mig der. Det er en længsel efter at være den, jeg har potentialet til at være, eller som jeg dybest set er. Det er en længsel efter liv og udfoldelse af liv, efter væren, autenticitet og sand virkelighed, som ikke har med den fysiske verden at gøre.

Jeg har friheden, men har jeg også muligheden for at realisere denne drøm? Jeg kan ikke se den, men jeg kunne heller ikke se, at det var en mulighed at komme til at bo ved havet og have al min tid til rådighed til at skrive og lave kunst. Alligevel førte livet mig dertil.  Bliver denne drøm, denne tanke ved med at dukke op i min bevidsthed for at pege på, at der venter en mulighed forude? Jeg ved det ikke. Men det er tydeligt at tanken vil mig noget, og lige nu er den meget intens og insisterende. Den føles næsten som et fysisk billede, som jeg kan træde ind i og forsvinde i for at komme til en helt anden verden. En verden af meningsfuldhed, autenticitet og væren. Sand væren.

 

Udgivet i At skrive livet, Inspiration og praksis, Tanker om ..., Tekst | Skriv en kommentar

Tanker på en grå og våd sommerdag

Regnen trommer stille på taget af carporten, hvori campingvognen Butte holder parkeret, så den er ude af naboernes synsfelt. Jeg sidder her i hjørnet af bænken med den lille sølvfarvede computer hvilende på min art journal, der ligger på mine ben.

Det er en grå og overskyet dag med regnbyger, der kommer og går. Det er midt i juli og højsommer, men det mærkes ikke på vejret, der er ustabilt som var det april eller november.

Der er masser af mennesker i skoven i denne ferietid, men vejret holder dem indendørs, derfor er her en velsignet stilhed og ro i skoven.

Min dag begyndte med den sædvanlige stille stund efterfulgt af morgensider, som jeg skrev dagen i gang med siddende inde i drivstuen, hvor der er læ og tørvejr. Vindue og dør stod åbent, så det næsten føltes som at sidde udenfor. I drivstuen sidder jeg med udsigt til bistaderne, der står inde i mellem træerne. Der er kommet en bifamilie i bistadet længst til højre og en dronning, og livet er gået i gang derinde. Bier flyver frem og tilbage og vender tilbage med gule pollenbukser på benene til at fodre larverne med. Men på en dag som i dag med kølighed og regn i luften, så holder de sig mest inde i stadet.

Jeg har det ligesom bierne. Jeg holder mig også mest indendørs i denne fugtige kølighed, der giver et dunkelt, dæmpet lys og kalder på hulestemning.

I formiddag cyklede jeg til købmanden for at hente en pakke med materialer til at bage glutenfri. Og da jeg kom tilbage, gik jeg i gang med at lave dej til glutenfri håndværkere, som nu kommet ud af ovnen og køler af i køkkenet.

Vennen i skoven er underdrejet fysisk og har været det i flere uger. Han har lungebetændelse og noget andet, som lægerne ikke kan udrede, selvom han er blevet undersøgt på kryds og tværs. Alligevel forsøger han at klare sit arbejde indimellem de mange daglige hvile- og soveperioder. Og når han arbejder i stuen, trækker jeg mig tilbage til Butte for at give os begge arbejdsro.

Jeg er gået i gang med at genlæse Julia Camerons bog ”The Sound of Paper”, en bog med inspiration til at skrive og komme i gang med en kreativ proces. Jeg vender jævnligt tilbage til Julia Camerons bøger, som jeg har en stribe af i reolen. At læse hendes essays om at skrive og leve et kreativt liv er som at følges med en skriveveninde, som deler sine tanker, oplevelser, udfordringer og glæder ved at skrive med mig, mens vi skriver os igennem livet.

Dette år og denne sommer har vist sig at være noget anderledes end forventet ved årets begyndelse. 2020 åbnede sig for mig i en følelse af glædesfyldt forventning og tillid til det, som ventede forude. Cononapandemien har ikke haft den store betydning eller indflydelse i mit liv. Jeg lever jo i forvejen stille og tilbagetrukket det meste af tiden, det er kun, når jeg bevæger mig ud i verden blandt andre mennesker, jeg mærker noget til det via håndsprit og holden afstand.

Fysisk har jeg været mere eller mindre underdrejet meget af tiden, men nu synes det at være vendt, og det føles som om energien og styrken i kroppen er ved at vende tilbage. Som et skib, der ligger underdrejet for blæst og bølger, har jeg ventet på at komme tilbage til mere liv igen, og nu synes det, som om blæsten er løjet af, og bølgerne har lagt sig, så skibet igen kan sejle frit og sikkert afsted.

Ligesom for så mange andre mennesker har 2020 for mig indtil nu været et år, der har givet tid, rum og trang til eftertanke. Tid til at se på mig selv og mit liv. Se det efter i sømmene for at se, om det er, som jeg ønsker det. Se efter om der er overensstemmelse mellem, hvad jeg tænker, siger og skriver, at jeg vil, og det jeg gør, for at finde ud af, om og hvad der skal justeres for at komme i overensstemmelse og harmoni.

Som altid peger pilen på min kreative praksis og på, hvad der trænger til at blive justeret her. Som altid peger pilen på, at jeg har de optimale rammer for mit ønskede liv, så hvis jeg oplever, at der mangler noget, så er det noget, som jeg skal gøre for at få det foldet ud.

Nogen gange er det godt at stoppe op og se sig selv og sit liv i øjnene og justere det, som trænger. Nogen gange viser det sig, at det jeg drømte om en gang og anså for at ville have stor betydning for min glæde og væren i livet, at det ikke længere har denne betydning. Nogen gange er jeg gået efter noget, og når jeg er nået frem til at have det, så har det vist sig ikke længere at være det, som har betydning for min måde at være i livet på.

Vore drømme rummer ofte forestillinger, som vi har samlet op i kulturen, samfundet, den kollektive forståelse af, hvad vi er, og hvordan vi bliver mest lykkelige og veltilpasse i livet. Og ofte viser det sig, at de forestillinger netop er forestillinger, som viser sig ikke at holde stik, når det kommer til stykket.

Hvor ofte oplever vi ikke som menneske, at når vi når et eftertragtet mål, så giver det kun kortvarig glæde og tilfredshed, hvorefter vi finder et nyt mål at tragte efter i håbet om at finde det, som vi dybest i os længes efter. Denne dybe og ofte udefinerlige længsel, som vi søger efter at få stillet på et utal af måder, uden at det virkelig lykkes.

Jeg ved, hvor min dybe længsel bliver mødt, alligevel glemmer jeg det indimellem og vælger at prioritere anderledes ud fra en eller andet forestilling, som ofte rummer et bør eller burde. Jeg burde også. Jeg bør også. Men der kommer efterhånden hurtig og umidelbar afregning i form af indre uro og utilfredshed, når jeg har valgt forkert og ført mig selv på afveje. Blindgyder og afveje bliver mere og mere utålelige at komme ud i. Og heldigvis for det, det hjælper mig til at vågne op og komme på rette vej igen.

Det er tirsdag, jeg har nu været her i skoven i en uge, og jeg er allerede begyndt at længes efter at komme hjem til huset ved havet og mine lyse arbejdsrum under taget. Jeg længes ikke efter at komme til Samsø, som lige nu er myldrende fyldt med mennesker alle vegne, men jeg længes efter roen, stilheden og fordybelsen der, når der igen bliver tid og rum til det.

Egentlig er højsæsonen den tid på året, hvor jeg befinder mig dårligst på øen. Når turisterne indtager øen og mangedobler indbyggertallet, så har jeg bare lyst til at trække mig tilbage og vente på, at det går over igen. Jeg er naturligvis helt klar over, at vi har brug for turisterne for at få økonomien på øen til at hænge sammen hele året rundt. Og jeg forstår så godt, at de kommer og nyder at være på øen, men det føles som om, det er turisternes Samsø i højsæsonen, mens mit Samsø er skubbet til side og venter på, at der igen bliver plads til ro, stilhed og væren. Faktisk er det på en måde slet ikke Samsø, turisterne oplever, altså ud over rammerne i form af natur og landsbyer, som er det samme. Det Samsø vi fastboende kender, det opdager turisterne ikke, for de er selv med til at fjerne det.

I højsæsonen er der fuld aktivitet alle vegne for at skabe oplevelser af forskellig art for turisterne. I højsæsonen vågner turisternes Samsø op af sin vintersøvn og byder sig til på alle mulige måder for klingende mønt, for så at pakke sammen og falde i søvn igen, når turisterne er taget hjem til deres hverdag efter sæsonen.

Regnen trommer blødt på taget. Jeg har trukket mig tilbage til Butte for at give mig selv rum til eftertanke og indadvendthed. Nu vil jeg snart gå over i køkkenet i hovedhuset og lave kaffe til en af de nybagte glutenfri håndværkere og nyde, at jeg kan sidde lunt og tørt indendørs, mens regnen siler ned over skoven.

 

 

Udgivet i At skrive livet, Hverdagsliv, Samsø, Tanker om ..., Tekst | Skriv en kommentar

Mandagsmøde

Sted:

Campingvognen Butte i skoven i Nordsjælland

 

Dagens ord:

Fred

 

Dagens vision og fokus:

Genstart af min kreative praksis

Genetablere fokus på at prioritere min kreative praksis højt

At skrive hver dag

At tage på en ugentlig inspirationstur/kunstnerdate

At fokusere på muligheder i stedet for begrænsninger

 

Ugens kreative to do-liste:

Skrive morgensider hver dag

Skrive hver dag

Læse og redigere manuskript

Foto

Art journal

 

 Jeg er taknemmelig for:

At have tid og rum til fordybelse og kreativitet

At have vennens Lupo til min rådighed, så jeg kan tage på ture for mig selv

 

Jeg tænker på:

At udfoldelse af min kreativitet er afgørende for min trivsel og livsglæde. Når jeg slipper, holder pause og prioriterer noget andet i stedet for, bliver jeg irritabel og utilfreds og mister forbindelsen til mig selv.

 At der er tidevand med flod og ebbe i min kreative proces.

At der har været ebbe nogen tid, og at det nu føles som om, at det er begyndt at vende, og at den kreative strøm er på vej tilbage.

At når jeg beslutter mig for at afslutte en kreativ pause, falder jeg på plads i mig selv igen.

 

Ugens inspirationstur/kunstnerdate:

En tur til Hundested Havn for at se en ny udstilling med kunstnergruppen ”I syv sind” i X-Porten, kigge på kunst og kunsthåndværk og suge inspiration til mig og fylde min indre brønd med indtryk og billeder.

Udgivet i At skrive livet, I det kreative værksted, Inspiration og praksis, Tanker om ... | Skriv en kommentar

Art journal/mixed mediabog

Endnu en håndlavet art journal/mixed mediabog er færdig.

Den rummer 66 sider i formatet 29,6 x 20 cm og er samlet med copticbinding.

Udgivet i Book Art, I det kreative værksted | Skriv en kommentar