hverdagsliv

Efter de sidste dages megen regn og storm nød både Tilda og jeg ved middagstid at gå tur i tørvejr og solskin på vejen mellem Mårup by og Mårup havn. Jeg valgte netop denne rute for at få lærkesang over markerne med i fornøjelsen.

Dagene i huset ved havet er overvejende stille for tiden. En stor del af tiden bliver brugt på fordybelse og skrift.

Skrivenøglen er dagligt i brug som en daglig praksis udover morgensiderne og tanker i form af dagbogsskriveri.

I weekenden har jeg så småt varmet op i det kreative værksted igen, hvor jeg er i gang med at lave nogle opslag om Vesterhavsturen i min art journal.

Denne mandag er ekstra stille og indadvendt, og der kommer derfor ikke flere ord i dag fra mig til dig, der læser med her.

Må den indre og ydre sol også skinne over dig og din dag.

Udgivet i Hverdagsliv, I det kreative værksted, I skriveværkstedet, Inspiration og praksis | Skriv en kommentar

Dagens tekst: Om kommunikation og kommunion

Igen i dag har jeg brugt spørgsmålet “Hvad skal vi skrive i dag? som nøgle til skriftens rum, hvor jeg modtog den følgende tekst.

I dag skal vi skrive om fordybelsens betydning for dit velvære og din indre fred i verden.

Du kender den fred og ro, det giver dig, når du er alene og kan være fokuseret og lyttende indad. Introvert kalder vi det. Her oplever du at være i din naturlige tilstand.

Indadvendtheden er ordløs og lyttende. Indadrettet og opmærksom.

Det er din naturlige tilstand, fordi den er ordløs og formløs. Den er rettet væk fra verden og ind mod den indre verden, der kommunikerer uden ord og uden form.

Du kender til at modtage visioner og nogen gange åbenbaringer, som indeholder informationer og tilkendegivelser til dig, og du ved, at du forstår indholdet umiddelbart og direkte, selvom meddelelsen er uden form og uden ord. Det er indhold, der lægges direkte ind i dit sind, og det mimer den kommunion, der er mellem Gud og Hans Skabning. Kommunion der er direkte forbindelse mellem Gud og Hans Skabning, der er ét.

Kommunikation og kommunion er forskellig. Kommunikation foregår mellem to eller flere tilsyneladende adskilte individer. Men denne adskillelse er kun tilsyneladende. I virkeligheden er de ét sind, men har valgt at opleve at være adskilte og individuelle individer.

Kommunikation er et redskab mellem sind, som tror, de er adskilte og individuelle. Og det er uanset hvilken form disse individuelle individer synes at have. Om det er dyr eller mennesker, levende eller døde eller sjæl og krop.

Lige nu kommunikerer vi som to. Jeg lader sætninger, mening og tekst opstå i dine tanker som en diktat, du tager imod og skriver ned, som du modtager ordene.

Dette er kommunikation mellem en, der synes at være et menneske og som fremtræder som sådan i verden, og jeg, der tager form som en stemme i dit indre, der taler til dig dér.

Vi bruger din krop som kommunikationsredskab. Det er din hånd, der fører pennen over papiret, og senere er det dine hænder på tastaturet, der overfører den tekst, som dine øjne ser, til en tekst på computeren, der kan lægges ud via internettet, så andre tilsyneladende individuelle individer kan bruge deres krop til at se teksten, læse den og modtage indholdet.

Dette er kommunikation, og det er, hvad vi bruger en del af din fordybelse til. Den anden del af din fordybelse er din indadvendthed, som vi talte om før. Her handler det om indsigter og erkendelser og om at gå fra fejlopfattelser til korrigerede opfattelser. Trin for trin på vejen tilbage til bevidsthed om enheden med alt og alle. Og opvågning til enheden med Gud.

Denne del af fordybelsen er en øvelse i at bevæge dig fra kommunikation til kommunion. Du tror stadig, at det har betydning, hvordan du henvender dig indad og hvilke ord og sætninger, du bruger. Det er fordi, du endnu tror mere på kommunikation end på kommunion. Du tror, ordene i din henvendelse har betydning, fordi du har glemt, hvordan kommunion fungerer.

I kommunikation er der et budskab og en afsender og en modtager. Budskabet skal have en form, som modtageren forstår for at nå frem.

Kommunion derimod fungerer helt anderledes. Der flyder budskabet som en ordløs tanke umiddelbart og forstået i sindet, der både er afsender og modtager, fordi det foregår i enhed. Gud er i evig kommunion med sin Skabning i enhed.

Du forstår ikke, hvad enhed er, og hvordan det opleves, fordi du har valgt at opleve adskillelse og individualitet og har lagt slør for enheden og kommunionen.

Du er langsomt og blidt ved at få sløret ophævet. Men du tror stadig meget på adskillelsen og på individer, der kommunikerer i form.

Du har masser af oplevelser af indre og direkte kommunikation både med dyr, planter og mennesker. Telepati kalder I det. Virkeligheden er, at kommunikationen foregår i det fælles sind, uanset at de kommunikerende tror på og oplever at være adskilte og have adskilte sind. Derfor er geografisk og tidsmæssig afstand også helt uden betydning, fordi kommunikationen foregår i det fælles sind, der er uden for tid og rum.

De sidste mange måneders fokus på fordybelse og praksis handler derfor dybest set om din træning i indre kommunikation og fordybelse, uanset det ydre rum du synes at befinde dig i. Vi træner fordybelse og indadvendthed i forskellige kommunikationssituationer samtidig med, at vi trinvis går fra kommunikation til kommunion. Det er en del af din læreproces og opvågningsproces.

 

Udgivet i I skriveværkstedet, Inspiration og praksis, Tekst | Skriv en kommentar

Vandringsmanden i det tomme landskab

Som jeg har fortalt om før, modtog jeg i efteråret en skrivenøgle fra den stille stemme i mit indre. En skrivenøgle til at åbne til skriftens rum. Skrivenøglen har form af et spørgsmål: Hvad skal vi skrive i dag?

Når jeg fokuserer på dette spørgsmål, skriver det øverst på en side i min notesbog og lytter opmærksomt indad, kommer der en tekst til mig, som jeg modtager sætning for sætning. Stort set alle tekster, der er kommet på denne måde, har været tekster, der er rettet direkte vejledende til mig, og som ikke har egnet sig til at dele med andre.

Her til morgen gik jeg med en tanke om, at jeg mangler noget at skrive. Noget som kan deles med andre.

I formiddag satte jeg mig igen ned med spørgsmålet: Hvad skal vi skrive i dag? Og frem kom teksten herunder.

Hvad skal vi skrive i dag?

“Vandringsmanden”

Han går ad en sti ved et vandløb.

Han går i sine egne tanker.

Det er også mine tanker.

Han går og funderer over livet, dets veje og vildveje.

Han har gået her siden tidens begyndelse og følger det samme vandløb, der fører længere og længere ind i verdens landskab.

Han ser sig omkring og ser, at alting altid er det samme. Uanset det tager sig forskelligt ud, er det alligevel altid det samme.

Han støtter sig til sin vandrestav, der er frønnet som gammelt træ bliver med tiden. Han stryger over sit skæg og misser mod solens skarpe lys, der fylder landskabet med farver.

Foråret er kommet, og strømmen i vandløbet er stærkere end i de andre af årets tider.

Landskabet er tomt, der er ikke en levende sjæl at se.

Han tænker på, at han har vandret gennem tider og år. Han har fulgt landskabet med årshjulets skiften i umindelige tider.

Han har vandret gennem ensomhed og set verdens tomhed og overflade, mens han har vandret langs vandløbet, der fører gennem verden.

Han fornemmer mennesker, fugle og dyr i landskabet. Fornemmer deres gøremål, som de opfatter som livet. Han har fulgt deres livscyklus, men har kun været usynligt til stede i deres verden af liv og død.

Han er i dit sind og i dit hjerte. Han taler visdommens ord til dig dér, og han minder dig om, hvem du er, og hvorfor du er kommet til denne verden af midlertidighed, fødsel og død.

Du mærker dette landskab i dig, mærker og ser dets uendelige sletter af tundra, og vandløbet der konstant løber gennem tomheden i det tilsyneladende landskab.

Du ser kun landskabet, mens han er ude af syne. Du mærker ham som en tanke i dit indre. Han opfordrer dig til at træffe dit valg. Det valg, der bestemmer din retning.

Vælger du livet eller døden?

Vælger du evigheden eller det midlertidige?

Vælger du ånd eller form, som din oplevede virkelighed?

Han er i dit indre. Der har han altid været og kaldt på dig. Han har fulgt dig gennem tiden og det tomme landskab, mens du har oplevet liv og død om og om igen. Du valgte det midlertidige, som det, du ønskede, skulle være din virkelighed.

Nu træder han frem for dig. Han viser sig i form af en urgammel figur. Vandringsmanden med langt hår og skæg, med kjortel og vandrestav. Han viser sig i en symbolsk form for at fange din opmærksomhed.

Du ser det tomme landskab og vandløbet, som han viser dig, og du forstår, det er et billede på den midlertidige verden, du har valgt at se som livet, og som fuldt af liv. Og du forstår budskabet. Du fornemmer hans symbolske form og ser for dit indre blik figuren, du lavede for år tilbage. ”Vismanden”, som du kaldte figuren. Vismanden, der holder ”Livets bog” med tomme sider i sine hænder.

Du vil gerne skrive, og jeg giver dig denne tekst at skrive.

Han er i dit indre, han taler til dig dér. Vismanden og vandringsmanden er blot et billede af en tanke. I den virkelige virkelighed er han uden form. For den virkelige virkelighed er formløs ånd.

Han er tanke, som du er tanke.

Ånd er tanke og formløs.

Han er i dit sind og har fulgtes med dig fra tidernes morgen i dit indre landskab i din cyklus af liv og død liv efter liv efter liv.

Han har altid været der som sandhedens stemme i dig.

Nu træder han frem som en figur i verden, der kan fortælles om i sprogets symbolske, beskrivende form.

Du bad om noget at skrive. Denne tekst er dit svar.

Lad fortællingens kunst bringe budskaber til verden i en form, som den kan modtage.

Udgivet i I skriveværkstedet, Inspiration og praksis, Tekst | Skriv en kommentar

Skønhed er dagens ord

Skønhed er dagens ord

Om at lande i alenehedens fryd og fylde

Blæsten suser derude på den anden side af det åbne soveværelsesvindue, og regnen trommer på ruden over mit hoved. Jeg ligger vågen i nattens stilhed og trækker den til mig som en glædesfyldt kåbe og lader den fylde hele bevidstheden ud.

Som altid efter en periode med samvær og udadvendthed svøber jeg stilheden og alenehedens fred og ro omkring mig, mens jeg lander og falder helt på plads i den igen.

Jeg ligger vågen og lytter til natten. Lytter til baggrundstonen af stilhed under blæstens susen og regnens trommespil på ruden. Og jeg lader mig synke helt ind i glæden ved netop dette. Glæden ved den indre stilhed. Glæden ved den ydre fred og ro. Glæde ved aleneheden og den fryd og fylde, den udgør for mig.

Da jeg vågner, er jeg landet.

Solen hilser mig velkommen, da jeg sætter mig ved skrivebordet med udsigt til mosen for at skrive mine morgensider. Efter flere dages regn og skyer føles det som en særlig hilsen, at solen skinner ind i mit skriverum, netop da jeg træder derind, tænder skrivelyset og tager notesbog og fyldepen frem. Jeg trækker et ord for denne dag. Beauty!

Beauty, skriver jeg øverst på siden, inden jeg begynder at skrive de tre håndskrevne morgensider.

Allerede inden jeg er færdig, har skyerne trukket sig sammen og lukket for solen. Lyset er igen dæmpet, og luften fuld af fugt. Endnu en dag med bygevejr er slået an.

Formiddagen er fordybelsestid. Formiddagen er skrivetid. Og formiddagen er fordybelse i dagens afsnit i Et kursus i mirakler. Det er en del af min daglige praksis i aleneheden, der som nattens stilhed svøber sig om mig med blidhed.

Efter frokost giver jeg Tilda sele og snor på og tager selv støvler og overtøj på. Det regner stille. Men uanset så synes Tilda ikke, at vi skal gå tur i regnvejr. Det lykkes at få hende med på en kort runde, inden vi vender tilbage til huset, og jeg vender tilbage til fordybelsen og mit kreative arbejde.

Udgivet i Hverdagsliv, Tanker om ..., Tekst | Skriv en kommentar

Tilbage til hverdagen – Om et indre kald til fordybelse og praksis

Tilbage til hverdagen

Om et indre kald til fordybelse og praksis

Det er morgen, og jeg sidder ved computeren i skriverummet i stueetagen med min morgenthe. Blæsten suser om huset og har kastet regndråber på vinduerne.

Jeg vågnede her til morgen i en tilstand af indre styrke, dedikation og vished. En dedikeret tilstand i forhold til at komme i gang med hverdagen igen med dens fordybelse og kreative arbejde.

Jeg vågnede af en drøm, hvor jeg sammen med Tina Dickow var på vej til et arrangement, som hun havde inspireret til i en bog og arrangeret for at hjælpe folk til at føre sin inspiration til indre fordybelse videre til praksis. Og straks jeg vågnede, var jeg bevidst om, hvad drømmen skulle fortælle mig, og hvad Tina Dickow repræsenterer som symbol for mig.

Hun står netop for at gå dedikeret efter det, hun gerne vil. Musikken. Hun satte alt andet til side i årevis for at koncentrere sig om musikken som sit mål. Hun ville skrive og indspille musik. Hun valgte at lave sit eget pladeselskab og udgive sin musik selv i stedet for at skulle gå på kompromis og udgive det, som andre syntes, hun skulle spille. Hun gik og fandt sin egen vej, dedikeret og målrettet. Hun sad på en kaffebar i London og skrev hver eneste dag, når hun ikke rejste rundt og spillede koncerter. Og selvom hun nu er gift og har små børn, følger hun stadig sin egen vej, nu i samarbejde med sin musikermand. Hun skrev en bog om sin vej med musikken og udgav også den på sit eget selskab. Hun ved, hvad hun vil og går efter det – og finder løsningerne på vejen.

I min drøm inspirerer hun til indre indsigt og fordybelse, fordi hun bliver brugt som symbol i en beskeddrøm til mig. Drømmen er en tydelig besked til mig og taler i et for mig tydeligt symbolsprog. Jeg forstår budskabet og vågner op af drømmen i netop den tilstand, som drømmen peger på. Dedikation og indre styrke. Dedikation til at ville indsigt, fordybelse og praksis. Til at ville skrive. Til at ville udvikle og udvide min praksis og bære den med mig ud i verden. En bevidst dedikation og en indre styrke til at føre det ud i levet praksis og dele det med andre.

Morgenen er fuld af visioner.

Visioner af at inspirationsture, der rummer både at modtage og give. At jeg modtager og giver inspiration på samme tid.

Denne morgen er endnu en ny begyndelse. Dagen føles som en mandag, der for mig rummer muligheden af en ny begyndelse.

Med denne morgen lander jeg i en 5 ugers periode af fordybelse og alenehed, hvor jeg kan og vil fokusere på at udvikle og udvide min fordybelsespraksis og kreative praksis. Foran mig ligger 5 uger, dedikeret til mit arbejde i fred og ro og alenehed. Og det fylder mig med stor glæde og forventning.

5 hele uger er jeg nu givet til fordybelsens fryd og fylde.

5 hele uger er jeg givet til at fokusere på og fordybe mig i at videreudvikle og udvide min praksis.

5 hele uger, der handler om det, der betyder mest for mig, og som er min måde at være i livet og verden på.

En dyb taknemmelighed fylder mit sind sammen med den indre dedikation og styrke. Dette kalder i mig. Dette har jeg i mig. Dette har jeg med mig. Og dette kan jeg føre fra vision til handling og levet praksis. Jeg mærker det som en indre bærebølge, der med en enorm kraft og energi kan bære mig igennem. Det afhænger af min villighed, for når den er tilstede, vil den blive flerfoldigt forstærket.

Jeg mærker denne indre flod af styrke og kraft, som jeg kan trække på, når jeg besvarer det indre kald, der lyder så stærkt i mig denne morgen.

Udgivet i Inspiration og praksis, Tanker om ..., Tekst | Skriv en kommentar

hjemme igen

Ude godt hjemme bedst passer i den grad hos mig.

Det har på alle måder været en god og fin Vesterhavstur med indlagte besøg hos nogle af dem, vi holder af. Butte viste sig at være SÅ fin, nem og varm at bo i, også i regn og storm. Og Tilda er den søde og nemme rejsekammerat i hundeform, der bare indretter sig efter forholdene og glæder sig over at være sammen med sine yndlingsmennesker.

Men altså, jeg er bare vildt glad for at være hjemme igen. Jeg nyder at være tilbage i mine egne omgivelser og glæder mig til at genoptage hverdagens fordybelse, kreative arbejde og dagsrytme.

I eftermiddag kører vennen i skoven tilbage til sin skov for at passe sit arbejde og sit liv der, og jeg vender tilbage til alenehedens fryd og fylde.

Alt er såre godt. ❤

Udgivet i Hverdagsliv, Samsø | Skriv en kommentar

refleksioner om at holde fokus – en tekst

Refleksioner

Tanker om at holde fokus

Jeg sidder i Butte søndag morgen i carporten ved ”Krylen”, et sommerhus i den yderste klitrække i Blokhus, hvor vi har været siden tirsdag. Dette er den sidste morgen, og snart kører vi sydpå over Thisted og Mors til Salling for at besøge min datter knap et døgns tid, inden vi kører tilbage til Samsø.

På mine morgensider har jeg skrevet lidt om, hvordan denne Vesterhavstur er gået i forhold til mine intentioner om at skrive undervejs.

De første dage, hvor vi holdt på stranden med Butte som et mobilt skriverum ved havet, gik det fint med at prioritere tid og rum til at skrive. Det var en øvelse i koncentration og fordybelse, når jeg sidder og skriver i et lille rum sammen med en anden. Lige nu sidder jeg også ved bordet og skriver med vennen i skoven siddende lige på den anden side af bordet, og jeg kan konstatere, at den øvelse har båret frugt. Jeg er absolut blevet bedre til at koncentrere mig om at skrive og holde mit fordybelsesrum omkring mig. Så den del af intentionen er lykkedes.

Når jeg ser tilbage over dagene, kan jeg se, at det endnu ikke er lykkedes for mig at holde fast i min skrivepraksis udover morgensiderne, når dagene bliver fyldte med socialt samvær og andre ting. Når det sker, lader jeg mit fokus på at skrive og at have fordybelsesrummet med mig glide ud af min bevidsthed, og min opmærksomhed bliver optaget af de andre ting.

Hvis jeg havde været mere konsekvent i forhold at holde fokus, havde jeg sat mig med min notesbog i caféen på Center for Papirkunst og skrevet lidt om den udstilling, jeg lige havde set.

3 dage i træk var der fokus på udadvendte ting og samvær med venner og bekendte, og jeg lod det få mit fokus, i stedet for at have det andet fokus med mig. Det positive er selvfølgelig, at jeg er tilstede i det, jeg er i, om det er en udstilling, et besøg, en frokost eller en samtale, men udfordringen er stadig, hvordan jeg bevarer mit indre fokus og at have mit fordybelsesrum med mig og gå ind i det, når jeg træder ud af den udadvendte sammenhæng.

Her til morgen, hvor jeg bliver opmærksom på dette og på, at jeg endnu en gang har ladet mit egentlige fokus glide ud af min opmærksomhed og bevidsthed, derfor har jeg sat mig til at skrive på computeren fra morgenstunden for at skrive mig tilbage igen med denne tekst.

Jeg har et ønske og en vision om at have mere fokus på fordybelse og på at skrive kontinuerligt. At skrive livet og at skrive undervejs på en rejse. Jeg har en vision af, at det vil give mit liv den større dybde og glæde, som jeg gerne vil have som det fundament, jeg er i livet og verden med.

Denne Vesterhavstur med Butte har vist mig at for at nå det, skal jeg være langt mere konsekvent og have opmærksomheden bevidst rettet mod at holde det fokus, jeg ønsker, så jeg ikke lader det glide væk, som jeg plejer.

Det handler om fokus. Og at holde det fokus helt, også når jeg er i nogle sammenhænge, der handler om noget andet, som socialt samvær eller anden udadvendt sammenhæng, der optager min opmærksomhed. Som jeg kan se det lige nu, har jeg brug for at give det ønskede fokus første prioritet og også at have det, når jeg er i en sammenhæng eller situation, hvor det ikke kan udøves i praksis. Det handler om at være bevidst om, hvad jeg lader optage min opmærksomhed.

Helt konkret skal jeg prøve at se en udadvendt sammenhæng eller situation som noget, der skal bringes med ind i mit fordybelsesrum, ind til eftertanke og til at indgå i det, jeg skriver undervejs.

Det handler om praksis. Det handler om at have mit indre fordybelsesrum og skriverummet med hele tiden og i alle sammenhænge. Det handler om at lære at blive i det og tage det udadvendte med derind, i stedet for at gå ud af fordybelsen og skriverummet og lukke døren dertil bag mig og gå ind i et andet og udadvendt rum for at være sammen med andre der.

For at lære at holde fokus og blive der må jeg øve mig ved at se alting som emner for fordybelse og skrift. Så i stedet for at se det sådan, at jeg går fra indadvendt til udadvendt og tilbage igen, vil jeg øve mig i at tage det udadvendte med ind i det indadvendte og se alle oplevelser som emner for refleksion og bearbejdning i den indadvendte fordybelse og skrift. Det må være, hvad øvelsen fremadrettet skal gå ud på.

Det kan godt være, at jeg dermed i en periode kan komme til at virke lidt fraværende i det udadvendte, fordi jeg arbejder med at holde det indadvendte fokus samtidig, men så må det være sådan. Faktisk er jeg jo alligevel lidt tilbagetrukket i sociale sammenhænge, fordi jeg er introvert og derfor ikke fylder så meget og eller har behov for at tale og fylde ret meget i samtaler og sammenhænge med flere andre.

Sammenhænge en til en passer mig bedst. Her kan jeg både fylde og tale meget. Men bare jeg er i gruppe på 3 eller flere, bliver jeg mere stille og fylder langt mindre.

At sidde og skrive denne tekst, at skrive mig tilbage til mit ønskede fokus er at have dette fokus og at praktisere det. Jeg giver mig det rum og den tid, der er nødvendig, i den sammenhæng af samvær jeg er i lige nu.

Det har været meget lærerigt for mig med disse dage, og den måde de har udfoldet sig på. Det kaster lys ind i min bevidsthedsproces og viser den vej, som er nødvendigt for mig at gå for at nå derhen, hvor jeg gerne vil være, og hvor jeg har visioner om vil bringe både glæde og udfoldelse.

Praksis handler om at give rum og tid til at gøre.

Praksis handler om at give mig selv rum og tid. Og praksis handler om at gå fra tanke til handling. I første omgang en meget bevidst handling og meget bevidst praksis, indtil den bliver til en naturlig måde at være i livet på.

Der er tid og rum til den praksis, jeg ønsker at have, når bare jeg selv giver mig det rum og den tid, der er nødvendig. Det oplever jeg helt konkret lige nu, hvor jeg sidder og skriver i en situation, hvor vi snart skal køre herfra, og hvor jeg derfor almindeligvis ville sætte det at skrive til side for at gøre praktiske ting, rydde op og gøre klar til afrejse. Men i praksis viser det sig, at der er både tid og rum til at skrive, fordi jeg vælger at give mig det og vælger, at det er det fokus, jeg ønsker at have.

 

Udgivet i Inspiration og praksis, Tanker om ..., Tekst | Skriv en kommentar