Mandagsmøde

Sted:

Ved arbejdsbordet i mit kreative værksted på 1. sal for at komme på afstand af lyden fra gravemaskinerne ud for mit hus

Vision og inspiration:

Visionen og inspirationen sidste sommer til at skulle lave skriveworkshops er nu på vej til at komme til manifestation.

Pernille Reitz, billedkunstner og ejer af HØST, en kombineret butik og vin- og kaffebar her i Mårup, hvor jeg bor, har spurgt, om jeg vil stå for nogle skriveworkshops hos HØST i efteråret og vinteren.

Sammen har vi nu planlagt rammerne for skriveworkshop 7 mandag eftermiddage fra den 4. november og til jul og overvejer at fortsætte i januar og februar frem til vinterferien. Jeg står for indholdet og afholdelsen, og hun leverer rammerne.

Denne uges kreative to-do-liste:

Planlægge ugens skrivepraksis

Fortsætte den igangværende udvikling af idéer og øvelser til skriveworkshops

Skrive hver dag

Skrivedate på en café

Skrive indlæg til bloggen

Jeg tænker på:

Hvor forunderligt visioner kan komme til manifestation. At der kan gå lang tid fra visionen og inspirationen modtages til manifestationen og dens udfoldelse viser sig.

Hvor forunderligt, at Pernille og HØST kommer og spørger, om jeg vil lave skriveworkshops hos dem, den tanke havde jeg ikke selv kunnet få. På den måde bliver rammerne og alle de praktiske ting ordnet og leveret, og jeg kan koncentrere mig om at forberede og gennemføre undervisningen.

Jeg er taknemmelig for:

At Pernille og jeg laver dette sammen og samarbejder om planlægningen og rammerne for de kommende workshops.

At de praktiske rammer bliver leveret og endda få minutters gang fra mit hjem.

At jeg får denne mulighed for at inspirere andre til at skrive og at dele glæden ved det.

Jeg glæder mig til:

At fortsætte udviklingen af indhold og form til de kommende skriveworkshops

Et efterårsophold i skoven i Nordsjælland og til at skrive der

Efterårsskoven og naturen i Nordsjælland

Kulturelle oplevelser og byliv

Samvær med vennen i skoven og venindetid

Fra en af mine skrivedates hos HØST
Udgivet i I skriveværkstedet, Inspiration og praksis, Tanker om ... | Skriv en kommentar

Rastløs og hvileløs ventetid

Som så ofte meldte fuldmånen sin snarlige ankomst om et par døgn ved at holde mig vågen hele natten. Som månen, der roterer omkring jorden, der roterer omkring solen, så roterede jeg hvileløst under dynen indtil daggry, hvor jeg endelig faldt i søvn for en kort stund, indtil jeg vågnede ved lyden af gravemaskinen, der havde genoptaget sit arbejde uden for mit hus.

Hele dagen har de gravet vejen op ud for min grund, og i nogle timer har de arbejdet lige ud for mit hus, så lyden er på sit højeste.

Den manglende søvn og konstante støj får mig til at gå hvileløst rundt om mig selv uden at kunne koncentrere mig om andet end at lægge tøj sammen, høre lidt radio på P1 og læse lidt. Roen til at skrive kan jeg ikke finde.

Efter en formiddag med solskin, hvor Tilda og jeg gik tur til havet og fik lidt ro, er regnen vendt tilbage her i eftermiddag. Men mændene og deres gravemaskine fortsætter ufortrødent nu iført sydvest og regnfrakker over arbejdstøjet, for de skal åbenbart gøre arbejdet færdigt i dag. Udover at grave en rende gennem hele vejen og lægge nye rør ned skal de grave en opsamlingsbrønd ned lige ud for mit hus her for enden af den blinde vej.

“Vi bliver færdige i dag”, lovede de i solskin ved middagstid, og de gør, hvad de kan for at holde det løfte, ser det ud til.

Jeg håber, at jeg kan se frem til fred og ro og hvile ved dagens slutning, og at de kører afsted med deres brummende og larmende maskine, der får jorden til at ryste under mit hus og mit sanseapparat til at blive overloaded.

I morges gravede de en kæmpe sten op lige uden for min hæk. Måske skal den flytte ind og have sin plads i min have, og måske kan den også flytte ind i en tekst som et symbol på noget af det, man kan grave op fra dybden på sin vej, og som kan forvandles til skønhed.

 

Udgivet i Hverdagsliv | Skriv en kommentar

Betænksomhed på larvefødder

Heldagsregnen siler stille ned over øen.

Hele formiddagen har en gravemaskine på larvefødder kørt frem og tilbage langs hækken ind til min have og hen ved gavlen af mit hus for at grave vejen op og lægge nye rør til kloakering. Og selvom gravemaskinen er af begrænset størrelse for at kunne komme til for træerne langs vejen, så får kørslen med larvefødder jorden til at ryste under mit hus.

Støt og roligt har de arbejdet, fra de vækkede mig i morges og gennem formiddagen, mens regnen silede ned, og vejen blev mere og mere mudret og fyldt med vand.

Hen på formiddagen, da jeg nåede til at skulle have formiddagskaffe, var de lige præcist kommet til at grave vandledningen over. Ingen vand i hanerne, og jeg havde ikke tænkt på at have noget hældt op i reserve, hvis det skulle ske. Igen.

Jeg gik ud og forhørte mig om, hvornår jeg mon fik vand igen. “Når vandmanden kommer og ordner det”, var svaret.

Arbejdet var gået i stå, og de flittige mænd stod i regnen og lavede sjov med hinanden, mens deres arbejdstøj blev mere og mere gennemblødt. “Vi stopper arbejdet nu og kommer tilbage i morgen”, fortalte en af de unge, venlige og våde mænd. Det var blevet tid til at holde regnvejrsfri, det var simpelthen for vådt til at fortsætte arbejdet.

Der var lige vand nok tilbage i kedlen fra morgentheen til en kop kaffe, og da jeg var færdig med at drikke den, bankede det på døren. “Så er der vand igen”, meddelte vandmanden, der også fortalte, at de havde valgt at lægge vandledningen over jorden nu, fordi den lå lige i den dybde, hvor der skulle graves. Og de skulle nok fortælle mig, når ledningen skulle kobles til igen, og der ville være lukket for vandet. De er simpelthen så søde og venlige, disse mænd i arbejdstøj.

Efter endnu en kop kaffe gik jeg ud i regnen med kameraet og opdagede, at mændene havde koblet vandledningen direkte til min vandforsyning i brønden! Altså hvor betænksomt og sødt tænkt og gjort.

Jeg nyder nu stilheden og roen, mens mændene og deres maskiner holder regnvejrsfri. I morgen er atter en dag, og den skulle blive mere tør, så da vender de tilbage med deres buldrende larvefødder. De nåede langt denne formiddag, måske kan de nå resten i løbet af denne uge. Hvis jeg er heldig, og de ikke støder ind i flere uforudsete forhindringer.

Udgivet i Hverdagsliv, Samsø | Skriv en kommentar

Manuskriptarbejde i skriveværkstedet

I nogen tid har jeg tumlet med, at der endnu ikke var en indholdsfortegnelse i manuskriptet til “Rejsen tilbage – Om inspiration på en indre rejse”.

I dag besluttede jeg mig for at få skovlen under den der indholdsfortegnelse. I tanken stillede jeg spørgsmål til min indre vejleder om, hvad jeg skulle gøre med den.

Mens jeg ventede på svar, sad jeg ved computeren og forsøgte mig lidt frem med at lave en indholdsfortegnelse, da svaret kom helt klart i bevidstheden: “Der skal ikke være nogen indholdsfortegnelse!”

Det var mig, der helt konventionelt tænkte, at en tekstsamling skal have en indholdsfortegnelse, men det er jo en fortælling om en indre proces i form af en tekstsamling, og en fortælling skal ikke have en indholdsfortegnelse.

Sådan! Problemet er løst.

I stedet for har jeg brugt noget af dagen på at scrolle teksterne igennem på skærmen for at se på de røde og grønne krøller, som tekstprogrammet peger på. Og derved fik jeg rettet nogle stavefejl, som jeg havde overset i mine korrekturlæsninger. Det er ikke altid let at læse korrektur på sine egne tekster, man kommer let til at overse noget, fordi man ved, hvad der skal stå, og så læser man det.

Manuskriptet er dermed ved at være helt færdigt i tekst og form. Nu skal jeg finde ud af, hvad næste skridt er. Det skal ikke sendes til et forlag. Jeg har jo besluttet, at bogen skal være til udlån og til at modtage som en e-bog. Altså skal der både laves et antal af en fysisk bog og en e-bogudgave, så indholdet kan deles med interesserede læsere.

Udgivet i I skriveværkstedet | Skriv en kommentar

At skrive livet – Om at se på spejlinger i adfærd og relationer

Dagen lægger sig om mig med ydre stilhed og ro.

Jeg modtager en gave i den tidligste morgenstund, hvor jeg åbner døren for at træde ud i morgenen og græssets dug, da store flokke af gæs flyver lavt hen over mit hus og have og hilser dagen god morgen med deres knævrende kor og vingesus i luften.

I dag er sådan en dag, hvor et tilbagevende tema i mit liv banker på og inviterer mig til at kigge ned i dybden for at finde roden til adfærd og oplevelser i relationer i mit liv.

Jeg ser på mig selv. Jeg ser på mine tanker, min adfærd og mine rytmer for endnu en gang at prøve at løse deres gåde.

Jeg sætter mig ved skrivebordet og tager notesbog og pen frem og begynder at skrive med intentionen om at indse og erkende, hvad det er, der styrer dette, som ikke er til glæde. Alle de tanker, forestillinger og følelser, der dukker frem i bevidstheden, lader jeg lande på papiret. Jeg følger dem med min pen og noterer det hele. Også det, som jeg ikke synes om, og ikke har ønsket at se i øjnene, men i stedet har holdt godt skjult for mig selv i det ubevidstes mørke brønd.

Hvordan er det muligt at være så blind, tænker jeg.

Hvordan er det muligt at gøre sig selv så blind?

Hvordan er det muligt at bilde sig selv ind, at verden og den oplevede virkelighed er virkelig, selvom den er vendt på hovedet? Og at det, jeg ser og opfatter derude, er noget jeg har gemt for mig selv i mit indre.

Med skriften lader jeg mig endnu en gang dykke helt ned i brøndens mørke for at se, hvad det er, jeg har gemt dernede. Ude af syne og ude af sind. Tilsyneladende ude af sind.

Det mørke vand viser mig spejlinger i fortidens relationer, i tab og svigt. I spejlet ser jeg, hvad jeg har holdt skjult for mig selv for at se det i relationerne i stedet for. Og jeg ser også, at det jeg holdt skjult for mig selv var et forvrænget selvbillede, som hverken var sand i spejlet eller i den, der så ind i spejlet.

Jeg ser ind i billeder fra fortiden og i nutiden og ser, at de blot har skiftet ydre form i overfladen. Indholdet er det samme.

Jeg skriver mig dybere og dybere ind i tankerne og ned i sindet for at nå frem til indholdet, der ligger som mørke, lukkede sten på bunden af brønden. Og efterhånden som jeg lader tankerne stige op til overfladen som bobler fra dybet og åbne for sit indhold, jo mere klart ser jeg. Stenene indeholder forestillinger om svigt, om ofre og om værdiløshed. Jeg ser indholdet og ser, at det hele kun var en fejltagelse. En fejltanke. En vrangforestilling. Som aldrig var sand.

Lad mig ikke længere værdsætte det værdiløse.

Lad mig ikke længere tro det utrolige.

Lad mig ikke længere holde lyset og sandheden skjult for mig selv.

Sandheden er ilde hørt, siger vi med frygtens stemme. Men det som er ilde hørt, er ikke sandhed men en forestilling og et spejlbillede fra dybet. Hos den der siger det, og hos den der hører det.

Kun frygt kan holde sandheden skjult, fordi vi tror, der er noget at frygte.

Hver eneste gang, jeg dykker ned i brøndens dybe mørke med skriften som transportmiddel, ender jeg med at komme op med glitrende og lysende ædelsten. For de mørke og lukkede sten på brøndens bund viser sig altid at rumme sandhedens indre skønhed, når sandhedens lys har gennemtrængt og ophævet vrangforestillingernes mørke overflade.

Og med sandhedens og klarhedens tilbagevenden til sindet kommer lettelse og dyb fred.

 

 

Udgivet i At skrive livet, Tanker om ..., Tekst | Skriv en kommentar

Stille fredag

Dunkelt lys, regn på ruden, ild i brændeovnen og kreative frø, der spirer og sender bobler af idéer op i min bevidsthed. Jeg holder en stille hviledag og noterer idéerne ned efterhånden, som de dukker op, så der bliver plads til flere i bevidstheden.

Udgivet i Hverdagsliv, I skriveværkstedet | Skriv en kommentar

Hverdagsliv i glimt

Idéudvikling af et nyt projekt om at skrive, som jeg først kan løfte sløret for senere

 

Besøg af vennen i skoven, som havde taget sin motorsav med, så der kom en ny krog i haven

Glutenfri bageri: Havreboller og håndværkere

Selfies efter frisørbesøg

Udgivet i Foto, Hverdagsliv, I skriveværkstedet | Skriv en kommentar