Min vej mod et kreativt liv – 1

I bogen ”BIG MAGIC”, om at leve et kreativt liv fortæller Elizabeth Gilbert, at hun som 16-årig besluttede sig for at ville være forfatter og at ville skrive hele livet. Hun lavede en højtidelig ceremoni, hvor hun lovede sig selv at skrive resten af sit liv uden at have forventninger om at skulle kunne leve af at skrive. Og hun fortæller, hvordan hun i årevis skrev og skrev, mens hun havde forskellige jobs, og fik afslag på alt, hvad hun sendte ind til forlag og magasiner. Men det stoppede ikke hendes skrift eller hendes fokus. Hun havde dedikeret sig til at ville skrive, som det vigtigste, så måtte hun finde noget at leve af på anden vis, mens hun fortsatte med at skrive.

At læse om denne meget tidligere forpligtelse til at skrive og denne fastholden sit løfte til sig selv uanset afslag på afslag, har fået mig til at se tilbage på mit liv, som har været temmelig meget anderledes.

I modsætning til Elizabeth Gilbert og andre kunstnere indenfor forskellige kunstarter, der tidligt har vidst, hvad de ville og er gået fokuseret efter det, så vidste jeg slet ikke, hvad jeg ville, da jeg var i den alder. Jeg ville være keramiker, jeg ville på højskole, jeg vidste ikke, hvad jeg ville, fordi jeg dybest set ikke kendte mig selv og ikke havde ret meget tillid til, hvad jeg kunne. Mine forældre syntes ikke om mine idéer, de vidste til gengæld, hvad de mente var godt for mig. Derfor kom jeg på handelsskole og videre i lære på et kontor. På handelskolen fandt jeg for første gang i mit liv ud af, at jeg var rimelig god til at skrive, det havde jeg ikke oplevet i folkeskolen eller i realen.

Jeg blev udlært fik kontorarbejde og kedede mig. Den eneste periode, hvor der var noget interessant ved at gå på arbejde, var de 4 år, hvor jeg arbejdede på kontoret på Personalehøjskolen i København, hvor personalet til institutionerne indenfor Åndssvageforsorgen, som det hed den gang, fik den teoretiske del af deres uddannelse. Det var et spændende uddannelsesmiljø, hvor en del af arbejdet på kontoret bestod i at skrive undervisningshæfter. Så jeg lærte en masse af det, jeg sad og skrev om.

I København mødte jeg ham, der skulle blive min mand, og som jeg stiftede familie med. Vi flyttede fra København til Jylland, for at han kunne komme i gang med at tage en uddannelse som socialpædagog i stedet for den uddannelse, som hans forældre havde syntes var en god idé for ham. Og mens han gik på seminariet, forsørgede jeg familien med mit kedelige kontorarbejde.

Da han blev færdig med sin uddannelse, var det min tur til at skifte spor. Problemet var blot, at jeg stadig ikke vidste, hvad jeg gerne ville. Jeg vidste kun, hvad jeg ikke ville. Jeg ville ikke være pædagog som mange omkring mig. Jeg ville ikke ende på et kontor igen som f.eks. socialrådgiver. Men hvad så?

Min lille familie var flyttet sammen med to andre par på en gammel skole udenfor Ribe. En dag sad jeg sammen med nogle andre i køkkenet, og samtalen faldt på HF som en vej mod en højere uddannelse. Som et lyn fra en klar himmel vidste jeg, at HF var min vej. Jeg vidste stadig ikke, hvad jeg ville, men på en 2-årig HF ville jeg finde ud af, hvad jeg kunne og hvilke muligheder, jeg havde.

Så jeg sagde mit arbejde op og begyndte at læse HF på fuld tid på lærerseminariet i Ribe, og min mand begyndte at arbejde som socialpædagog. På HF begyndte jeg at få øje på nogle af mine styrker og evner. Jeg fandt ud af, at jeg var god til at skrive stile og store skriftlige opgaver, dansk var mit favoritfag, og jeg syntes, det var spændende at fordybe mig i et emne og skrive om det.

På 2. år af HF vidste jeg stadig ikke, hvad jeg ville. I løbet af sidste del af 2. år kom studievejledere fra forskellige højere uddannelsessteder til seminariet for at fortælle os om de forskellige uddannelser og uddannelsesretninger.

Der var hængt en oversigt op over, hvor vejlederne om de forskellige uddannelser var placeret, og da jeg stod og læste og orienterede mig, skete det igen. Jeg så den korte beskrivelse af danskstudiet på universitetet, og som et lyn i bevidstheden, vidste jeg, at det var det, jeg ville. Jeg ville læse dansk på universitetet. Jeg elskede at læse bøger, det havde jeg gjort fra jeg var helt ung, men jeg havde aldrig forestillet mig, at ”kontormusen” havde evner til at gå på universitetet. Tanken havde overhovedet ikke fået mulighed for at komme frem i min bevidsthed.

På universitetet var det fordybelsen i kvinders forfatterskaber og at skrive om dem, der havde min største interesse. Jeg befandt mig til gengæld ikke så godt i undervisningen eller i de studiegrupper, som vi kollektivt skulle skrive eksamensopgaver i på første del. På anden del som havde en friere form, hvor man selv kunne vælge fag og emner og også skrive alene, der fandt jeg mig i højere grad tilpas. Den bedste tid var det år, jeg brugte på at skrive mit speciale. Et arbejde, der krævede masser af studier, fordybelse og skrift. Det meste af arbejdet lavede jeg derhjemme, hvor jeg kunne arbejde alene og uforstyrret i ro og fred.

Når jeg ser tilbage, er den røde tråd glæden ved fordybelse og ved at skrive. Allerede i forbindelse med min 2. årsopgave på HF, som jeg valgte at skrive i dansk, begyndte jeg at interessere mig for feltet: Kvinde, liv, kunst. Og det fortsatte jeg med på universitetet, hvor jeg arbejdede med, hvordan det var at være kvinde og forfatter. Således skrev jeg speciale om 5 kvindelige forfattere fra 1850 – 1880, hvor mit fokus var deres vej til at skrive og være forfatter. Flere af dem blev jo netop ikke forfattere med udgivne værker på grund af de store barrierer, der var for kvinder, der gerne ville skrive. Både ydre og indre barrierer i forhold til at leve et kreativt liv og udfolde deres talenter.

Mens jeg gik på universitetet, begyndte jeg at skrive for mig selv og drømme om at komme til at skrive. På et tidspunkt var min drøm at blive forsker i kvinders litteratur og liv, og jeg så for mig, hvordan jeg sad alene i et stort arbejdsrum med åbent vindue og blafrende gardiner fordybet i gamle, støvede bøger og skrev, der var ikke andre mennesker i den drøm. Et billede på at det var fordybelsen og at skrive, der kaldte på mig.

Interessen i feltet kvinden, livet og kunsten udvidede sig til mennesket, livet og kunsten. Jeg læste masser af bøger, jeg så på masser af kunst, og jeg lyttede til og læste, hvad forfattere og kunstnere fortalte eller skrev om, hvordan det var at leve et kreativt liv med deres kunst.

I tilbageblikket har jeg fået øje på, at jeg lyttede og læste i et ubevidst håb om, at de havde fundet det svar, som jeg søgte efter. Hvordan kommer man (læs jeg) til at leve et liv med udfoldelse af min kreativitet? Hvordan kombinerer man et liv med familie, arbejde og kunst?

Jeg læste og læste, hvad forfattere og kunstnere skrev om deres liv med kunsten, mens jeg drømte om at leve et helt andet liv, hvor det ville være muligt for mig at bruge min tid på at skrive og lave kunst. Jeg læste deres romaner, så deres kunstudstillinger og jeg sugede deres værker og måder at udtrykke sig på, til mig for at prøve at finde svaret der. Hvad var det, de ville fortælle og udtrykke gennem deres tekster og værker? Hvad var det, de fortalte om sig selv og delte ud til andre via deres kreative og kunstneriske arbejde?

Lige nu tænker jeg på, om en af årsagerne til, at det primært er kvinder, der læser bøger, kommer til foredrag og ser udstillinger, handler om, at vi leder efter os selv, efter svaret på livet og efter svaret på, hvordan vi/andre håndterer livet?

Jeg kan se, at jeg har ledt efter mig selv og ledt efter svaret i alt, hvad jeg har foretaget mig og interesseret mig for, og jeg kan se den røde tråd gennem mit liv, der har handlet om at finde mig selv og finde vejen til udfoldelse af det, jeg er og af de kreative talenter, jeg er givet.

Fortsættes …

Udgivet i At skrive livet, Tanker om ..., Tekst | Skriv en kommentar

Den første dag i et nyt liv

I dag for præcist 20 år siden kørte min daværende mand mig, min hund og mit kreative grej over til et sommerhus ved Vesterhavet, hvor jeg skulle udleve en mangeårig drøm i en uge i mit eget selskab.

Denne dag for præcist 20 år siden var den første frie dag efter at have afsluttet et ansættelsesforhold, der i mange år havde været vildt spændende, kreativt, produktivt, krævende og sjovt, men ikke var det længere. Og jeg havde besluttet mig for, at når den dag oprandt, ville jeg tage i sommerhus ved havet alene, hvilket jeg havde drømt om at gøre i mange år men ikke fundet modet til før nu.

Et halvt år tidligere en varm sommerdag i august havde jeg siddende i solen ude i vores have bedt en dyb bøn. En bøn der kom fra mit dybeste indre: “Før mig til vejen brolagt med glæde”. Bønnen blev fulgt af en uafviselig vished om, at bønnen var blevet hørt ,og det ville ske.

Afslutningen af mit ansættelsesforhold skulle blive den første store forandring i en årelang proces mod at nå frem til vejen brolagt med glæde.

Ugen i sommerhuset ved havet blev vidunderlig. Jeg skrev mine morgensider, jeg gik ture gennem klitterne ud til havet, jeg øvede mig på at tegne fugle i min skitsebog, jeg drak kaffe, jeg kiggede ud ad vinduet på klitlandskabet  i timevis og lavede absolut ingenting, den ene dag efter den anden. Jeg havde lukket en dør bag mig, og jeg nød at være gået ind gennem en helt anden og frydefuld, fri dør. Jeg var nået frem, troede jeg, den dag og den uge og flere gange siden.

Hvad jeg ikke vidste var, at der ventede en total omkalfatring af mit liv, som skulle rense hele mit gamle liv og min gamle verden væk, for at jeg kunne nå frem til vejen brolagt med glæde.

8 måneder efter blev der sat ekstra kraft og turbo på processen, da jeg fik den første af flere hjernerystelser, der satte mig ud af stand til at fungere og fortsætte det gamle liv. Derfra fulgte en proces, hvor der skulle gives slip på alt bortset fra min kreativitet, som bar mig igennem hele den mangeårige proces.

Processen var hård, indimellem meget hård men også med lys og glæde indimellem. Ikke mindst da den førte til en flytning til Samsø og til huset her tæt ved havet, skoven og alt, hvad der gør mig godt.

Da processen var tilendebragt, og jeg havde givet slip på alt i mit gamle liv og kun havde kreativiteten tilbage af det, som havde været, var jeg landet i huset ved havet i et aleneliv med al min tid til rådighed til at skrive og lave kunst, som jeg havde drømt om i årevis men ikke troede var muligt at komme til.

I dag for præcist 20 år siden tog jeg det første skridt imod det liv, som jeg lever nu på vejen brolagt med glæde. Jeg tog ud til et sommerhus ved havet for at være alene med mig selv, for at skrive, tegne, tænke, være ved havet, fordybet i væren og helt uforstyrret.

Og i disse dage oplever jeg på forunderlig vis, at jeg endelig er landet helt og holdent i det liv, der er mit og på det sted, der er mit. Et liv og et sted hvor der er plads til fuld udfoldelse af glæde, fordybelse og den kreativitet, jeg er givet som min gave og opgave.

Udgivet i At skrive livet, Samsø, Tanker om ..., Tekst | Skriv en kommentar

This is my life

Tænk, at man (læs jeg) kan være et helt liv om at nå frem til at leve mit eget liv. Et liv fyldt med glæde, fordybelse, kreativitet, egne og andres ord, kunst, leg og let gang på jorden.

Solen skinner, himlen er blå med spredte skyer, dagen er tiltaget med 2 timer og 52 minutter, og jeg glæder mig til at skrive og lege på stranden, når det bliver lidt lunere, og finde på andre glædesfyldte ting at bruge min tid og mit liv på.

Må glæden bære dig gennem din dag!

 

Udgivet i At skrive livet, Tanker om ... | 2 kommentarer

At komme hjem

I disse dage

går jeg rundt i en tilstand

af dyb glæde og taknemmelighed

med en forunderlig fornemmelse af

endelig at være kommet hjem

  Hjem til mit sted

Hjem i mig selv

Udgivet i At skrive livet, Tanker om ... | Skriv en kommentar

Om at genopvække min indre Tornerose med et kys

En del af min morgenpraksis efter min stille stund er at trække et ord for dagen på små englekort, inden jeg skriver mine 3 morgensider.

I morges havde dagens kort ordet Humor og et billede af en farverig klovn, der holdt balloner i den ene hånd. Kortet mindede mig om, at jeg har valgt at have fokus på at få mere leg og lethed ind i mit liv og i min måde at leve det og min kreativitet på. Og på mine morgensider dukkede tanken op om at genopvække mixed media/art journal og leg med farver, former, billeder og ord, der gik i stå og på standby for næsten et år siden.

Mens blæsten har buldret om huset, og regnen har trommet mod ruderne har jeg skrevet side op og side ned med visioner og idéer til at få mere kreativt eventyr og leg ind i mit liv, og nu er jeg så småt ved at forsøge at vække min sovende art journal og mit kreative værksted til live igen.

Der skal vist noget af et insisterende, vedholdende og dedikeret kys til at vække min indre kreative Tornerose af hendes lange søvn, hun virker temmelig fjern, tung i betrækket og søvndrukken.

 

 

Udgivet i At skrive livet, I det kreative værksted, Inspiration og praksis | Skriv en kommentar

Nu med delebil

Som bekendt måtte jeg for nogle uger siden beslutte, at det var for dyrt for mig at få min bil repareret, så den kunne gå gennem syn og i stedet for få den kørt til ophugning.

I det sidste års tid har jeg indimellem tænkt, at jeg hellere ville have en lille personbil, der er nemmere at komme rundt med og især at parkere og bakke med. Problemet med min gamle, hvide varevogn var, at der ikke var vinduer i siderne og derfor ikke ordentligt udsyn, når jeg skulle bakke, hvilket jeg ikke følte mig tryg ved. Og jeg har også tænkt at en delebil ville være en bedre løsning, fordi jeg kører meget lidt, så bilen holder stille og ubrugt det meste af tiden.

Som jeg har skrevet om flere gange på det sidste, så er der kommet nye mennesker ind i mit liv fornylig, og de er trådt frem med hjælp på hver sin måde i den periode, jeg har været igennem, hvor jeg havde meget brug for hjælp til praktiske ting f.eks. at komme af med bilen.

Da jeg begyndte at skrive om, at jeg blev nødt til at skaffe mig af med min bil, kom en af disse nye mennesker med en forespørgsel, om jeg var interesseret i at være med i at have hendes bil som delebil. Fuldstændig uventet og fantastisk. Det var en Guds gave, der faldt ned i min turban som en løsning, jeg hverken havde forestillet mig eller turdet håbe på. Jeg havde indstillet mig på, at nu måtte jeg nok finde andre løsninger at blive transporteret på.

Igen og igen kan jeg konstatere, at der bliver sørget for mig på alle måder og i alle ting, og der viser sig fantastiske løsninger på forunderlig vis. Jeg er dybt taknemmelig, skal bare tage imod og sige ja tak.

Så nu holder der en fin lille personbil uden for mit hus, og det vil der gøre hver anden uge, hvilket er mere end rigeligt til mit behov.

I dag har Tilda og jeg været på vores første lille tur sydpå. Skønt igen at kunne tage på biblioteket, køre forbi Yduns Have og købe grøntsager og gå tur ved havet på kyststrækninger udenfor Mårup og omegn. Og endda i det fineste solskinsvejr i dag hvor vi på amerikansk vis fejrer kærligheden.

Må også din dag være fyldt med glæde, fred og kærlighed og med indre og ydre solskin.

Udgivet i At skrive livet, Hverdagsliv, Tanker om ... | 4 kommentarer

Min nye vielsesring

I mere end 30 år bar jeg en glat ring i hvidguld med indgraveret navn og dato. Ringen bar jeg med glæde som symbol på samhørighed og kærlighed i den relation, der var mit fundament og udgangspunkt i verden. Det er nu snart 15 år siden, den ring mistede sin betydning og blev taget af og lagt til side.

For nogle dage siden købte jeg en ring til mig selv. En ring som jeg har gået og kigget på i meget lang tid, når jeg har været hos HØST her i Mårup.

Da jeg gav slip på min bil og gav den videre til at blive brugt til reservedele, modtog jeg en skrotpræmie, og en del af denne præmie besluttede jeg at bruge til at købe ringen til mig selv.

Denne ring skal symbolisere, at jeg har viet mit liv til indre samhørighed som mit fundament i verden, til et liv i glæde, fred og kærlighed i spirituel/åndelig og kreativ fordybelse og udfoldelse.

Jeg vil bære denne ring, hvor boblerne symboliserer alle de egenskaber og kvaliteter, der er i det liv, jeg har viet mig til.

 

Udgivet i At skrive livet, Tanker om ... | Skriv en kommentar