Det kreative værksted kalder igen

I formiddag begyndte et kald at rejse sig i min bevidsthed. Et kald efter farver, pensler og lærred.

Jeg hørte kaldet og svarede på det med min lydhørhed.

Et lærred fra fortiden kaldte på at blive malet over.

Jeg har svaret på kaldet. Har hentet staffeliet frem fra udhuset, båret det ovenpå og samlet det. Har taget billedet ned fra væggen i stuen og båret det op i værkstedet, hvor jeg nu er gået i gang med at male fortidens motiv over.

Jeg ved ikke, hvor lærredet vil have mig hen i nuet. Jeg følger blot med og lægger farver ovenpå det gamle motiv, der langsomt transformeres og forsvinder. Jeg må male mig frem.

En ørn flakser for mit indre blik, måske vil den lande på lærredet. Men det er ikke endnu, først skal der males en ny grund, som et nyt motiv kan fremkaldes på.

Udgivet i At skrive livet, I det kreative værksted, Inspiration og praksis | Skriv en kommentar

Fred, ro og glæde

Med den nye begyndelse og at være landet i mit helt eget er der faldet en velsignet fred og ro over mit liv. Både på det indre og ydre plan.

Jeg er i en tilstand af glæde, vished og taknemmelighed, er stille og indadvendt og har ikke mange ord at dele for tiden.

Sammen med forandringen på det ydre og indre plan har min søvnrytme også forandret sig. I mange år har jeg haft svært ved at falde i søvn og har haft mange vågne og søvnløse nætter. Igennem nogen tid har dette ændret sig til, at jeg har mange nætter, hvor jeg falder i søvn og sover igennem hele natten og først vågner i den tidlige morgen. Jeg kan simpelthen ikke huske, hvornår jeg sidst har sovet igennem en hel nat uden at vågne, det synes som at være mange år siden. Af og til har jeg en nat, hvor jeg først falder i søvn efter en del vågne timer. Som i nat, hvor månen er på vej til at blive fuld.

Jeg nyder det smukke og milde efterår, der omgiver mig. Jeg nyder, at der intet er, jeg skal. Jeg nyder at skrive dagligt og at læse og tænde lys i mørket. Jeg nyder min lille glade hund, der løber efter kogler og sopper igennem enhver stor vandpyt på vore gåture til havet.

Må du også nyde efterårets skønhed og uanset ydre omstændigheder i denne tid have let gang på jorden.

Udgivet i At skrive livet, Hverdagsliv, Tanker om ... | Skriv en kommentar

Dagbogsnotater på en søndag

Vintertiden er ankommet med masser af blæst og en skydækket grå himmel. Blæsten trækker løse blade af træerne og lader dem falde til jorden, hvor de danner et gyldent plettet mønster på grøn bund.

Jeg spændt på, hvordan min vinterudsigt her fra skrivebordet ovenpå vil blive, når alle bladene er faldet, og den nye sø kommer til syne. Allerede nu kan jeg se lidt af den, men det er kun fordi jeg ved, at den er der. Det gør det selvfølgelig heller ikke nemmere at se den med det temmelig reducerede og uklare syn, jeg går rundt med for tiden. Jeg håber, at øjenoperationerne i næste måned kommer til at forbedre det væsentligt.

Vintertiden ankom i nat, hvor tiden sprang en time tilbage fra kl. 3 til 2. Den eneste nat om året, hvor det er klokken 2 2 gange. Vintertiden, eller hvad det nu var, holdt mig vågen det meste af natten til langt efter, at vintertiden var indtruffet. Det var en nat, hvor meget af den vågne tid gik med indre oprydningsarbejde. Det opleves som om, at fortiden skal renses væk i mit indre, for at det nye kan få plads til at folde sig ud. Så der er ikke andet at gøre end at se fortiden i øjnene og give den over til korrektion og ophævelse.

Intet er tilfældigt. Hverken møder, begyndelser eller afslutninger. Jeg bliver ledt på min vej, hvert eneste skridt på min vej bliver ledt, når jeg ikke lige tager en tur i ring eller vandrer lidt ud i en blindgyde og blidt bliver kaldt tilbage på vejen igen.

Intet er tilfældigt. Heller ikke afslutninger, der lukker en dør til fortiden og opløser vejen, så der ingen vej er tilbage men kun frem. Og det er her, jeg er i denne tid. I rummet mellem det, der var før, og det, der kommer. Jeg befinder mig i en sprække i nuet, hvor fejlagtige forestillinger skal korrigeres og deres tilsyneladende virkninger skal ophæves. Hvor et helt livs eller mange livs fejlopfattelser skal korrigeres, så der bliver rum for det, der er sandt.

Forestillingen om kærlighed, og hvor den kan findes, skal korrigeres til, hvad kærlighed er, og hvor den allerede er at finde. Det er lige her i den proces, jeg befinder mig. I årevis har jeg skrællet lag på lag af i mit indre, og nu er jeg nået helt ind til kernen.

Det er søndag. Det er vintertid.

Lyset er blevet endnu mere dæmpet. Skyerne fortætter sig og lader tunge regndråber falde.

Vintertidens mørke har indfundet sig. Det er tid til at vende indad.

Udgivet i At skrive livet, Tanker om ..., Tekst | Skriv en kommentar

Vintertid

Velkommen vintertid.

Jeg er klar til din ankomst den kommende nat, hvor tiden springer en time tilbage.

Velkommen vintertid med mørke og korte dage og lange nætter.

I denne tid er det som om alting forandrer sig samtidigt med, at alting stadig er det samme blot i en ændret form.

Oktober har længe været min skæbnemåned, hvor livsforandrende hændelser er fremkommet. Således også i år hvor en livsfase er færdiglevet, og en ny er begyndt.

Jeg er stadig lige midt i forandringen, hvorfra der hverken er overblik eller fremsyn. Det eneste der er at gøre lige her i forandringens hvirvel er at overgive mig til det, som er, det som kommer, og det som venter forude.

Alting synes forandret samtidigt med, at alting på en måde er det samme. Men ingenting bliver nogensinde igen det, der var. Døren bag fortiden er lukket, vejen, der førte til den, er opløst, og det er ikke længere en mulighed at vende tilbage.

Tomrummet, som alt det, der fyldte i fortiden, har efterladt, er stadig ganske langsomt ved at svinde ind, som en vandpyt i dage med sol efter lang tids regn.

Velkommen vintertid, hvor naturen drosler ned og går i hi, og jeg går med.

Dagen er blød og blid og omslutter mig med en fredfyldt let fornemmelse som at blive båret og omfavnet af en sky.

Dagen er mild og let. Solen får efterårsbladene til at lyse. Og det er som om, alting holder vejret og venter. På det som skal komme.

Fortiden er ikke mere, og jeg har ikke længere mine gammelkendte ønsker og håb at navigere efter. De førte mig alligevel ikke derhen, hvor jeg ønskede at komme.

Vejen bag mig findes ikke mere. Vejen foran mig er endnu ikke ankommet. Eller måske er den, men jeg har bare ikke øjne til at se den med. Endnu.

Vintertid, jeg svøber dit bløde mørke omkring mig og retter blikket mod himlen, hvor stjerner træder frem.

Vintertid er ventetid, hvor energi og væde trækkes ned i jorden, hvor frø ligger og venter på, at det bliver tid, og hvor alting trækker sig tilbage og venter på, at lyset vender tilbage.

Velkommen vintertid. Jeg er parat og har trukket mig indad mod stilheden, hvor jeg venter på, at lyset vender tilbage og oplyser min vej. Og mens jeg venter, vil jeg skrive mig ind i mørket, ind i vinteren og frem mod lyset.

Udgivet i At skrive livet, Tanker om ..., Tekst | Skriv en kommentar

En blid og blød dag

Tågedis indhyller øen, og lyset er blødt og dæmpet.

Tilda og jeg går tur langs havet, hvor horisonten er forsvundet ud af syne.

Disen fortætter sig til dråber, der lægger sig på hud, hår og pels, mens vi bevæger os gennem den.

Det er en stille og blid dag.

Vinden er stille, lydene dæmpet, og farverne flyder sammen med disen. Kun birketræernes gule blade og det hvidgrå rensdyrlav træder frem og lyser op i tågen.

Min verden er stille, blød og venlig.

Den omgiver mig med fred.

Udgivet i At skrive livet, Hverdagsliv, Natur, Samsø, Tanker om ... | Skriv en kommentar

Velkommen mandag og velkommen til den stille tid

Efterårsferien er slut, og dermed er også turistsæsonen på Samsø slut for i år.

Butikker og restauranter lukker eller reducerer deres åbningstider, der er færre biler på vejene og færre mennesker på øen. Sæsonen i år har været vild og overvældende med endnu flere mennesker end sædvanligt.

Men nu er den stille tid, hvor der falder ro på øen, kommet igen.

Den stille tid, som jeg nyder i fulde drag hvert eneste år fra oktober til påske med pauser til jul, nytår og vinterferie.

Tilda og jeg har været ude at gå tur ved havet, og vi mødte en tysk familie i 3 generationer, som er på deres første ferie på øen, og de var begejstrede. Vi fik en snak, og Tilda fik lejlighed til at hilse på både børn og voksne og var næsten ikke til at få med hjemad fra stranden. Hun kan ikke blive træt af at se på børn, der leger.

Det er mandag, solen skinner over øen, og en venlig mand kom i en stor lastbil og hentede alle mine ting til storskrald. Jeg var ude og fortælle, at der var noget mere, end det jeg havde sagt, da jeg bestilte afhentning. Svaret var venligt og fuldt af smil, inden han læssede det hele ind i bilen og kørte afsted med det. Og ligesom hver tirsdag morgen, når skraldemanden kommer og henter mit affald og sætter en ny pose i stativet, så fyldte oplevelsen mig med taknemmelighed. Tænk at der kommer en og henter alt mit affald og kører det væk. Jeg siger tak for hjælpen og får smil og “det er da så lidt” til gengæld.

Må også din mandag være fyldt med smil og solskin.

Udgivet i At skrive livet, Hverdagsliv, Samsø | Skriv en kommentar

Rydde op, rydde ud og skabe plads til forandring

Parallelt med, at jeg rydder op i fortiden på det indre plan for at ankomme helt i nuet, så har jeg taget hul på at rydde op i mit hus og gøre det endnu mere rart for mig at være i.

Her på øen kan vi få hentet storskrald to gange om året. Den ene gang er efter påske, den anden efter efterårsferien, og det er jo i næste uge.

Derfor er jeg gået i gang med at samle ting, der kan blive hentet og bragt til genbrugsstationen. Og i morges tog jeg den første tur på cykel til papir- og papcontaineren.

Mit udhus er fyldt med kasser med ting. Meget af det er ting fra fortiden, der er stuvet sammen og sat til side. Og jeg har glemt, hvad flere af kasserne rummer. Nu vil jeg lidt efter lidt sortere, rydde ud og rydde op og give slip på al den dødvægt, det repræsenterer.

Og når det bliver min biluge igen, må det være tid til at køre til genbrug med noget af alt det tøj, som jeg ikke har brugt meget længe, og med nogle af de mange bøger, som jeg aldrig kommer til at læse eller til at læse igen.

Roserne i min have er begyndt at blomstre endnu en gang. Og i denne tid går jeg og overvejer, hvordan min have skal være fremover, og hvordan jeg kan gøre den mere naturlig og med endnu mere for bier, insekter og sommerfugle at komme efter.

Det er tid til indre og ydre forandring.

Udgivet i At skrive livet, Hverdagsliv, Samsø | Skriv en kommentar

Renselse

Da døren til fortiden lukkede sig, opstod et tomrum, som alt det, der fyldte i fortiden havde efterladt.

Dette tomrum blev ved med at glide indover nuet og forstyrre det.

Dagens ord er Purification eller renselse.

I dag er jeg i gang med at rense det efterladte tomrum for alt det, som fyldte i fortiden, sådan at jeg kan ankomme helt til nuet og den nye begyndelse.

Jeg ser på alt det, som jeg fyldte min bevidsthed, mine tanker og min opmærksomhed med i fortiden, og jeg ser, hvad mit formål med det var. Jeg tager det frem i lyset og giver det over til ophævelse.

Jeg ser på alt det, som jeg troede på, ventede på, håbede på, alt det som jeg stædigt holdt fast i måtte være en mulighed, uanset et helt liv havde vist mig noget andet. Jeg tager det frem i lyset, ser jeg tog fejl og giver det over til ophævelse.

Jeg ser på alt det, som jeg har budt mig selv i kærlighedens navn og ser, at det var en fejlopfattelse af, hvad kærlighed er. Jeg tager det frem i lyset, ser jeg tog fejl og giver det over til ophævelse.

Jeg renser fortiden for mine fejlagtige overbevisninger og forestillinger. Jeg renser den for mine handlinger, som udsprang heraf. Jeg renser den for mine fejlagtige tolkninger og mine reaktioner, der udsprang heraf. Jeg tager det hele frem i lyset og overgiver det til ophævelse.

Fortiden bliver korrigeret for mine fejltagelser og erstattet af indsigter og erkendelser, som jeg kan bære med mig videre på min vej, og tomrummet i mit sind synes langsomt at svinde ind og forsvinde.

Det er en ny tid, en ny begyndelse. Jeg søger en fremtid der er anderledes end fortiden. Jeg skal lære mig selv at kende i dette nye, der er befriet for fortidens mange fejlagtige forestillinger og overbevisninger.

Jeg ved ikke, hvordan det nye vil være.

Jeg ved ikke, hvad fremtiden vil bringe.

Jeg ved ikke, hvordan det er at være fuldstændig fri.

Jeg ved ikke, hvordan det er at have lov til alt, at have fortjent alt og at være værdig til alt.

Derfor skal jeg lære at kende mig selv, mens jeg vandrer ind i det nye.

Udgivet i At skrive livet, Tanker om ..., Tekst | Skriv en kommentar

Vilde fugle flyver – tamme fugle længes

“Vilde fugle flyver – tamme fugle længes”, mit yndlingscitat i mange år.

Jeg husker ikke, hvorfra jeg har det, men jeg har nu googlet det og fundet ud af, at det er udtrykt af den finlandssvenske lyriker Elmer Diktonius (1896-1961) som 25-årig i hans første bog (’Min dikt’ , 1921).

Dette tema har jeg arbejdet med i mange år og på mange forskellige måder, og jeg har skrevet om det på bloggen flere gange.

Jeg har arbejdet med det i mit eget liv, i min egen erkendelses- og udviklingsproces, og jeg har arbejdet med det i tekster, billeder og skulpturer. Igen og igen er det dukket op.

For år tilbage havde jeg en større udstilling med overskriften “Forestillingers magt”. Både udstillingens værker og udstillingens form havde fokus på den magt vi har givet vore forestillinger, på hvordan vore forestillinger begrænser os og og styrer vore oplevelser, forståelse, valg og handlinger.

Det er et tema, som vi er mange, der oplever i vore liv, men det er ikke altid, at vi er bevidste om, at det er os selv, der begrænser os med egne og tillærte forestillinger. I stedet for ser vi ofte forklaringen uden for os selv, hos andre, i samfundet, i kulturen osv.

Temaet var oppe og vende flere gange blandt deltagerne i den skriveworkshop, jeg ledede sidste vinter. Igen og igen skrev vi om og talte om, om vi havde lov til det ene eller det andet. Forestillingen om ikke at have lov til det, som man har lyst til eller som kalder i en, er en meget begrænsende tanke.

Hvor har jeg troet, at jeg ikke havde lov til at prioritere mig selv, og det som giver mig glæde, og hvor har jeg længtes efter at gøre det og flyve frit.

I dag er det gået op for mig, at den nye begyndelse i mit eget liv handler om netop dette, at slippe de begrænsninger jeg har lagt på mig selv med mine forestillinger, og i stedet gå en helt ny vej, der handler om mig og om min frihed. Og denne tanke føles helt vild, efter det meste af livet at have troet, at jeg skulle gøre mig fortjent, at jeg skulle sætte andre forrest, at jeg ikke at havde lov til noget, der kun var for mig selv osv.

Jeg har cirklet omkring dette tema i årtier, og i mine kreative arbejder er der kommet sprækker ind til sandheden bagved om, at det er noget i mig selv, der har begrænset mig.

Det er ens egne forestillinger, fortællinger og idéer, der holder en fanget, som bogen og buret med ord og begreber i disse to bogskulpturer symboliserer.

Figuren, der er lænket til bogen, er ikke bevidst om, hvad det er, der danner lænkerne. Og figuren i buret ser ikke, at det så let som ingenting er muligt at komme ud gennem det spinkle bur. I stedet for er figuren helt lukket inde i sig selv og sine forestillinger.

Må vi alle slippe vore forestillede lænker og flyve frit i livet.

Unchain my heart/mind
Forestillingers magt

Udgivet i At skrive livet, Book Art, Tanker om ..., Tekst | Skriv en kommentar

At sætte mig selv fri

Den nye begyndelse

handler om

at sætte mig selv fri

Helt fri!

Den næste del af min rejse

handler om det

Den handler om mig

Den handler om frihed

Den handler om at tage imod

og erkende

den fuldstændige frihed

jeg er skabt med og i

Udgivet i At skrive livet, Tanker om ... | Skriv en kommentar