mandag i skoven

Årets første portion risengrød og ris a la mande er lavet, og vennen i skoven og jeg gør, hvad vi kan, for at intet af det skal gå til spilde eller blive dårligt. Ris a la mande til frokost er ikke så ringe her i det begyndende vintermørke.

Regnen trommer mod taget af mit lille skovhus, hvor jeg sidder og læser korrektur på manuskriptet til bogen “Rejsen tilbage” med katten Sif ved min side.

Jeg kommer til en tekst, hvis indhold er fint for mig at blive mindet om lige nu. Nogen indsigter må gentages med jævnlige mellemrum for at fæstne dem helt i bevidstheden. Og sådanne indsigter rummer denne tekst for mig.

Måske kan du, som læser med her, også bruge noget af indholdet i den tekst, så derfor får du den herunder. Det, der er skrevet med kursiv er direkte vejledning fra min indre stille stemme:

“Fokus giver næring

… eller når rastløsheden kalder mig tilbage på rette vej

Nogen gange vandrer jeg rastløst rundt om mig selv og kan ikke finde på plads i nogen aktivitet. Denne rastløshed føles som manglende forbindelse til mig selv og mit indre kreative rum.

Det er, som om jeg igen har tabt forbindelsen og nøglen til det kreative rums strøm. Jeg har sluppet den, hvor og hvornår ved jeg ikke.

”Lad dig ikke friste af frygt og vrangforestillinger!

Lad dig ikke fange ind af frygt, usikkerhed eller tvivl. Det er blot egoets fristelse. Se det, mærk det, men følg det ikke og giv det ikke næring

Skift spor og løft dig op over denne fristelse, og husk hvem du er. Husk sandheden, og lad dig ikke fange ind af frygtens forblændende illusion.

Det er slut med at lade dig føre ind i den blindgyde, der ingen steder fører hen. Giv slip og vælg tilliden, glæden og visheden om, at alt er, som det skal være. Alt kommer, når tid er. Al inspiration kommer, når rummet er åbent, frit og tilgængeligt, og bevidstheden ikke er blevet okkuperet af ligegyldigheder og vrangforestillinger.

Det er intet at frygte. Frygten er tom, når du ikke selv giver den indhold og betydning. Træk din bevidsthed og opmærksomhed væk fra den, og den ophører med at synes at eksistere.

Rastløshed er, ligesom alt andet, der forstyrrer din indre fred og ro, blot egoets forsøg på at fange din opmærksomhed og føre den på afveje.

Hvordan kan du gå fra morgensidernes klarhed og gøre det modsatte, andet end ved at lytte til en anden stemme, der fører væk fra det, du vil?

Vær opmærksom og se rastløsheden som et tegn på, at du skal stoppe op og holde dit ønskede fokus.

Rastløsheden er et slør for bevidstheden; et slør du kan opløse ved at være opmærksom og skifte fokus.

Rastløsheden er en fristelse til at gå væk fra dig selv og ind i bevidstløshedens tåge.

Stop op og se roligt frygten og rastløsheden i øjnene og træk så opmærksomheden tilbage fra den og giv i stedet opmærksomheden til det, som du ved er din opgave.

Følelser kommer og går, de danner små hvirvler på sindets overflade, men har ingen virkning, hvis du ikke giver dem magten til det.

Vær glad og rolig!”

Hvis jeg gerne vil skrive, må jeg sætte mig ned og skrive!

Hvis jeg gerne vil lave noget kreativt, må jeg gå i gang i det kreative værksted!

Så det gør jeg så, vælger glæden og sætter mig ned og skriver.

Hvis jeg fokuserer på, at inspirationen og idéerne holder pause og er på standby, er det det, jeg giver næring, og dermed det, jeg oplever.

Egentlig er det sært, at jeg nogle gange handler i modstrid med det, jeg godt ved.

Det, jeg fokuserer på, giver jeg næring, det ved jeg!

Alligevel er det nogle gange, som om jeg glemmer det igen eller slipper denne viden og lader det glide ud af min bevidsthed. Og ved at gøre det, giver jeg også umærkeligt slip på mig selv og glider væk fra den indre fordybelse og kontakten til visheden og inspirationen derinde.

Sært, at jeg lader det ske, og at jeg først bliver bevidst om det, når følelsen af rastløshed, savn eller utilfredshed dukker op og fylder bevidstheden. Utilfredsheden, der er en følelse af at være på afstand af eller ved siden af mig selv, så jeg vandrer hvileløst rundt om mig selv uden at kunne få kontakt eller gang i noget. Savnet, der er et savn efter at være, tænke og handle i overensstemmelse med det, jeg er, så alting bare flyder ubesværet.

Sært, at jeg kan blive ved med at give slip på bevidstheden om det, jeg er, og forsvinde ud i tomhed, meningsløshed og ligegyldighed. Egoet er ekspert i at slette indsigter og viden af bevidstheden, hvis jeg ikke er opmærksom og årvågen for det, der er sandt.

Jeg skal være årvågen for sandheden og det, jeg virkelig er, ellers lader jeg mig føre på afveje og bliver væk for mig selv, og at være det giver denne utålelige følelse af ikke at være nærværende og ikke at være i overensstemmelse. Det føles, som om et uklart slør ligger hen over bevidstheden, så det hverken er til at tænke, være klar eller vide eller kunne noget som helst.

Måske kommer søvnløshed, mathed og rastløshed af, at noget i mig bliver ved med at ville have mig til at tro på, at jeg skal klare alting selv og dermed trække på mine egne ressourcer. En tro på, at jeg kan være min egen kilde, og at jeg trækker på energi, inspiration og kræfter i mig selv.

Men jeg er jo ingenting i mig selv og af mig selv. Alt, hvad jeg er og kan og skal, er i kraft af det, jeg og vi alle er givet. Og Kilden til det er en fælles og uendelig flydende Kilde, en evig og uforanderlig, uudtømmelig ressource.

Jo mere jeg tapper af denne givne Kilde, jo mere synes jeg at blive givet og at have og at kunne. Men forbindelsen til denne uudtømmelige indre Kilde går indad igennem forbindelsen til den og det, jeg virkelig er. Og når jeg slipper den forbindelse og går udad, bliver jeg væk for mig selv og mister forbindelsen til Kilden. Ikke at jeg kan miste forbindelsen virkeligt, men jeg kan sløre forbindelsen i min bevidsthed ved at fylden bevidstheden med noget andet, så jeg oplever at have mistet forbindelsen.

Det, jeg fokuserer på, fylder jeg min bevidsthed med, og det får næring og vokser dermed i bevidstheden. Det gælder, uanset om jeg fokuserer på noget falsk eller sandt.

Vi mennesker fylder ofte vores bevidsthed med falske selvbilleder og falsk selvforståelse. Dermed kan bevidstheden blive fyldt med tanker og oplevelser, der bunder i tro på mangel, frygt og ensomhed. Ofte er denne tro helt ubevidst og slettet af bevidstheden, men den kommer til udtryk i, hvordan vi oplever os selv, andre og vore livsomstændigheder.

Disse falske selvbilleder kan både komme til udtryk i oplevelser af manglende selvværd eller i selvovervurdering, i handlingslammelse og inaktivitet eller i hele tiden at skulle præstere eller handle for at opleve sig som god nok, for at gøre sig fortjent til noget eller for at opleve at være nogen eller noget i verden.

Verden tilbyder uendeligt mange muligheder for forblændelse og forvildelse, der kan fylde bevidstheden, så vi ikke har forbindelse med det, vi virkelig er. Vi fylder vore liv med pligter, oplevelser og optagethed af ydre ting, så vi dulmer eller helt overhører smerten og længslen efter os selv og det, vi virkelig er.

Det, vi fokuserer på, giver vi næring.

Det er altså et valg hver eneste dag og hvert eneste øjeblik, hvad jeg vil fokusere på.

Hvad er det, jeg giver min tro og min opmærksomhed? Det er det, jeg vil opleve som min virkelighed.

Vil jeg leve i glæde og fred, er det det, jeg må fokusere på og give næring i tanke, ord og handling.

Vil jeg leve i kærlighed, må jeg fokusere på kærligheden i andre og i mig selv, og jeg vil opleve den hele tiden.

Vil jeg indre fordybelse, må jeg fokusere på det og give det tid og rum i min dagligdag.

Det liv, jeg lever og oplever, er et valg. Hver eneste dag og hvert eneste øjeblik vælger jeg. Og jeg høster hele tiden frugterne af mine valg.

Rastløshed, savn og utilfredshed er frugterne af fejlagtige valg. De fortæller mig, at jeg har valgt forkert og kan vælge om.

Glæde og fred er frugterne af rigtige og sande valg.

Jeg vil et liv i glæde, fred og kærlighed! Altså må jeg fokusere på det i tanke, ord og handling.”

Udgivet i Hverdagsliv, I skriveværkstedet, Tanker om ..., Tekst | Skriv en kommentar

en uges kunstturné

Den seneste uge stod overvejende i kunstens tegn.

Hjemrejsen til Samsø nærmer sig i slutningen af denne uge, så det var med at nå at få nogle flere af de ønskede kulturelle oplevelser med i baggagen først.

Tirsdag tog jeg på inspirationstur til Gjethuset, hvor der var åbnet en ny udstilling: FROM MY SECRET CONTAINER med værker af Flemming Stensballe, en for mig ukendt kunstner, der som titlen fortæller arbejder med skrot og genbrugsmaterialer i sine collager, malerier og skulpturer. Det gav mig lyst til både at arbejde med collager og skulptur igen.

Efter udstillingen sad jeg og skrev i caféen.

Onsdag tog vennen i skoven og jeg til Louisiana for at se den nye og meget omtalte udstilling: “MÅNEN – fra den indre verden til det ydre rum”. Som så ofte myldrede det med besøgende, og til denne specifikke udstilling var der usædvanligt mange mænd og unge blandt de besøgende ligesom der var en hel del grupper med undervisere eller omvisere. Det betød, at det kunne være lidt vanskeligt at få ro og rum nok til at komme til at fordybe sig og se værkerne.

I kunstmuseets egen omtaler skriver de om udstillingen: “Fra maleri til virtual reality, overtro til videnskab, myter til missioner, fantasier til rumkolonier. Tag med Louisiana på en rejse til Månen – ud i rummet og ind i os selv.”

En udstilling, der var fin nok at se, men som for mig ikke rummede særlig meget interessant eller inspirerende, hvilket jeg havde forudset i forvejen.  Til gengæld nød jeg de meget smukke omgivelser i den skønneste efterårsdragt.

Søndag gik turen til Statens Museum for Kunst til en udstilling af den dansk-vietnamesiske kunstner Danh Vo.

Museet skriver i sin omtale af udstillingen: “Danh Vo udfolder i udstillingen Danh Vo –Take My Breath Away om temaer som migration, globalisering og begær.

I sin kunst arbejder Vo med allerede eksisterende materialer som fx en klassisk marmorskulptur, et fancy ur, et udtjent køleskab, personlige breve og historiske fotografier, som han sammensætter til nye værker med nye betydninger.”

 

Udgivet i Hverdagsliv, Inspiration og praksis, Kunst, Rejseliv | Skriv en kommentar

velkommen november og mørkets poesi, del II

En tanke lander i min bevidsthed: Se vinterens mørke som et slør du trækker for den ydre verden for i stedet at vende indad mod den indre verden.

Tænd lys i vinterens mørke og vend indad mod de klare tankers verden og lysets tilbagekomst i det indre.

Lad mørket sænke sig over verden og udsynet til den og tænd i stedet lys i dit rum, både det ydre og det indre rum, og brug det til at fokusere på som en lysende flamme i sindet, der udvider sig med dit fokus.

Lad dig falde ind i mørket, som når du lukker øjnene for at lukke verden ude, og koncentrer dig om at lytte indad. Jo mere du lytter, jo mere flammer det indre lys op og lyser mørket væk.

Mørke er kun fravær af lys, som du allerede ved. Lad lyset oplyse dit rum og lyse mørket væk. Så vil du komme til at se. Så vil du opdage mørkets poesi, fordi du vil det og går efter det i stedet for at fylde mørkets rum med støj og modstand.

Skriv dig ind i vinterens mørke og lys det op med skrift, der fører dig som lysguirlander ad vinterens mørke stier ind i et område, du endnu ikke har betrådt. Her venter dig en skat, lysende og fuldkommen i sin formløshed hinsides tid og rum. Den venter på dig til evig tid. Din modtagelse afhænger alene af din ankomst og modtagelighed.

Lad skriften tegne guirlander af tegn på skærmen og lad dig føre afsted mod det, som endnu er usynligt og ukendt for dig. Ukendt men ikke uden genkendelse, vil du se og indse, når du når derind.

Lad tankerne danne lysende spor i dit sind, spor som du måske ikke umiddelbart kan afkode, men lad ikke det forhindre dig i at lade dig føre afsted som et blad, der føres med strømmen mod et ukendt mål.

Vi kender målet, men lige nu er der flere stationer på vejen. Og en af disse stationer er vores destination i denne vinters mørke tid. Skriften vil transportere dig afsted, det afhænger alene af, at du møder op og skriver. Gør som lige nu, skriv uden at vide, hvad det er, du er i gang med at skrive. Skriv, uden at kende den næste sætning og det næste afsnit. Skriv, uden at vide, hvad det overhovedet er, du er i gang med.

Dette er en af måderne at give slip på. Som vinden løsner et blad, løfter det og bærer det til et hvilested på jorden. Sådan lader du lige nu skriften være vinden, der løsner dit sind og bærer det til et indre hvilested, hvor alting bare er, og hvor tanker og ord frit kan strømme ind i bevidstheden.

Stil dig til rådighed for skriften. Vær åben og modtagelig, og du vil blive ført med strømmen til dybder i dit sind, som du endnu ikke har haft kontakt med. Lad dig blive ført ned i dybden, hvor søanemoner åbner og lukker sig, hvor havfruer og sirener svømmer i kærlighed mellem hverandre. Lad dit sind rense for slagger og ufredelige tanker og forestillinger, så al skønhedens farve kan træde frem for dit indre blik.

Lad mørket være fordybelsens og lysets tid, hvor skriften slynger sig ad ukendte stier i sindets dybder.

Lad mørkets poesi tale til dig med guirlander af lysende ord i dit sind.

Derved vil du komme overens med vinterens mørke og finde din skat deri.

 

Udgivet i I skriveværkstedet, Inspiration og praksis, Tanker om ..., Tekst | Skriv en kommentar

velkommen november med gyldne morgener og mørke aftner

November ankom med den smukkeste efterårsmorgen med sprød luft og gylden morgensol her i skoven.

Efter morgensiderne tog jeg en lille rundtur på grunden med kameraet, inden noget begyndte at kalde i mig, som blev den tekst som slutter dette indlæg.

Og dagens tekst der kaldte i mit indre med dette foto:

At skrive efteråret

Velkommen november og mørkets poesi

Morgensolen hilser mig, da jeg træder ud i skovens rum med novembers gyldne lys og sprøde luft.

Jeg mærker, at jeg er omsluttet af mildhed og styrke og hviler i fredens rolige favn på denne første dag i november.

Noget kalder på mig.

Noget der venter i vinterens korte dage og tiltagende mørke. Noget som jeg endnu ikke helt har mødt, fordi jeg ikke har ladet mig falde ind i vinterens mørke for at blive grebet af dette noget, som jeg endnu kun fornemmer men ikke er helt bevidst om, hvad er.

Der er lys, og der er poesi i dette noget. Ja, måske er det faktisk lys og poesi, der venter på mig, når jeg giver slip, som træerne der lige nu giver slip på deres løv og lader vinden bære dem til jorden, hvor de danner et tykkere og blødere lag for hver dag, der går af efteråret.

Jeg mærker, at jeg skal lade mig falde og gribe, som bladene, der slippes og gribes af vinden.

Der er en kraft langt stærkere end blæsten, langt mildere end vinden og langt blødere end vand.

Det er denne kraft, jeg skal lade mig gribe af.

Det er en kraft, der er uafhængig af tidens gang og årshjulets drejen.

Det er en kraft, der uafhængig af denne verdens fysiske materialitet og omskiftelighed.

Det er en kraft, som altid er nærværende, men hvis nærvær kun erkendes og mærkes, når man giver helt slip på troen på, at man skal finde ud af noget helt af sig selv.

Det er Åndens pust af nærvær og uendelig kraft.

Åndepust …?

Ånd er tanke, Guds Tanke, blev jeg fortalt, da jeg spurgte ud i vinden og nattens mørke. Stemmen, der svarede var stærk, vis og uden lyd.

Det er Ånden, der kalder på mig for at lade mig falde og gribe af den favn, der i min ubevidsthed altid favner og bærer mig.

Bag vinterens mørke kan lyset mærkes, hvis jeg blot slipper mit fokus på mørket og det manglende udsyn til verden. Det er jo netop ikke i verden, det findes og er.

Alle disse vage fornemmelse af dette, der venter og kalder på mig, dirrer i mit indre og lader mig få glimt for mit indre blik, når jeg giver slip og mærker efter. Glimt af vished. Glimt af noget umiddelbart forståeligt, der hverken kan ses eller høres men mærkes. Ikke med kroppens sanser men med sindets åbne modtagelighed.

Jeg mærker, at jeg omsluttes og bæres af mildhed og styrke og uendelig og uafviselig sikkerhed. Og at der er meget mere at finde og modtage der, hvis jeg giver slip på al min holden fast i det, som er midlertidigt og kendt for mit udadrettede blik, sansning og forståelse.

Ånd kan ikke ses. Tanke kan ikke ses eller høres. Ånd er slet og ret og evig og kan ikke nås eller mærkes med kroppens sansemæssige modtageapparat, der kun kan opfatte ydre fænomener.

Ånden kalder på mig i mit indre, og der tales til mig gennem symboler, som jeg ser og spejler i efterårets ydre billeder og i årshjulets drejen mod vinter, korte dage og lange, mørke nætter.

”Skriv dig ind i efteråret og gennem vinteren” lød den indre stille stemmes opfordring og vejledning.

”Skriv dig ind i og gennem mørket”.

Det er den første dag i november, og jeg mærker, hvordan min opmærksomhed bliver trukket indad mod erkendelse af, hvad der favner, omslutter og bærer mig. Lige nu og altid. Også ind i og gennem mørket. Og frem til lyset.

Jeg lader mig falde ind i et billede af efteråret i skoven, hvor lyset kalder mig til at træde ind.

 

 

Udgivet i Foto, Hverdagsliv, I skriveværkstedet, Inspiration og praksis, Tanker om ..., Tekst | Skriv en kommentar

Nina Sten-Knudsen på Sophienholm

I går gik turen gennem de smukke efterårsklædte skove i Nordsjælland til Sophienholm i Lyngby, hvor vi skulle se Nina Sten-Knudsens udstilling “Love, Fear and Evil”.

Nina Sten-Knudsen er en af de kunstnere, jeg har fulgt gennem mange år. I mit gamle liv, hvor jeg boede på en gård i bakkelandet mellem Skanderborg og Horsens, havde jeg årskort til Horsens Kunstmuseum, som er et af de steder, hvor Nina Sten-Knudsen jævnligt udstiller. Her besøgte jeg hendes udstillinger gentagne gange og fordybede mig i hendes kæmpe malerier og fabelagtige malerkunst.

Efter at være ankommet til skoven i Nordsjælland var jeg så heldig at opdage, at der på Sophienholm netop nu er en  Nina Sten-Knudsenudstilling, der naturligvis også er blevet vist på Horsens Kunstmuseum, og heldigvis opdagede jeg det i tide til, at jeg kunne nå at se udstillingen, inden den slutter på søndag.

Der har været et langt slip, hvor jeg i en årrække ikke har haft mulighed for at følge Nina Sten-Knudsens kunst, så jeg var meget spændt på at se denne nye udstilling og se, hvor hendes kunst har bevæget sig hen.

Udstillingen viste sig at være en lang, sammenhængende fortælling i et kronologisk forløb af billeder og tekst gennem 46 værker, der talte store lærreder, små lærreder, tegninger, foto, video, skulptur og installation.  Fortællingen blev fortalt i tekst via værkernes titler og små tekster til billederne. En meget interessant og varieret sammenhængende form i en udstilling.

Nina Sten-Knudsens store lærreder er landskaber, der ved nærmere eftersyn rummer en masse mindre motiver, personer, tider og steder. Hun kan sit kram med en fantastisk malerisk teknik. Motiverne forholder sig til og rummer kommentarer til menneskelivet og historien, og denne udstilling er en stærk kommentar til verden, men når jeg ser nærmere efter og læser i dybden af teksterne og fortællingen, så læser jeg også håb om, at der må være en anden vej ved at gå tilbage til udgangspunktet og gøre ondskaben ugjort.

Hvis du er i nærheden af Lyngby en af de næste dage, vil jeg varmt anbefale at se denne udstilling, der har sidste åbningsdag på søndag.

 

Udgivet i Kunst | Skriv en kommentar

mandagsmøde

 

Sted:

Mit lille skrivehus i skoven med udsigt til høje graner og lyden af blæstens susen ind gennem trævæggene.

 

Dagens vision:

Et forstærket og vedholdende fokus på og prioritering af mit kreative arbejde.

Et kreativt, idérigt og skabende liv i levet praksis.

Udvidelse af mine kunstneriske udtryksformer ved at lære nye redskaber at kende.

Nye og anderledes formidlingsmetoder og rum at dele mine værker i.

 

Ugens kreative to do-liste:

Morgensider

Planlægning af denne uges kreative arbejdsdage

Blogindlæg

Læse teksterne til uge 7 i ”Walking in This World” af Julia Cameron

Skrive

Fortsætte korrekturlæsningen af manuskriptet til ”Rejsen tilbage”

Øve mig i at læse egne tekster op og optage det som lydfil på mobiltelefonen og i videoform med kameraet

Fotografere og skrive på inspirationsturene

 

Jeg er taknemmelig for:

At jeg har dette lille hus i skoven, hvor jeg har arbejdsro og plads til fordybelse og læsning

Alle de gaver og muligheder, som tilbydes og gives mig i dette efterårsophold i skoven

At være lige midt i naturen

Den fred, glæde og harmoni, der er i mit liv

Al den indre inspiration og vejledning jeg modtager til min vej og mit arbejde

 

Jeg tænker på:

At i tilbageblikket har de sidste måneders inspiration og vejledning alle peget i samme retning, og at den retning er nu er blevet meget klar for mig.

At når jeg undlader at høre efter, så kommer vejledningen og inspirationen igen og igen ad lidt forskellige kanaler og i lidt forskellig form, men budskabet er det samme. Det finder jeg ud af, når jeg endelig er parat til at høre efter og tage imod.

At vejledningen i den senere tid har indeholdt mange for mig overraskende elementer og idéer, som jeg end ikke selv har overvejet som en mulighed for mig og i mit kreative arbejde.

At jeg allerede sidste sommer mærkede, at jeg ikke længere skulle lave udstillinger i traditionel forstand, fordi den formidlingsform ikke egner sig til mine værker. Jeg tolkede det sådan, at jeg ikke skulle udstille mere, og det havde jeg det fint med. Nu har jeg så modtaget visioner af andre formidlingsformer, som sandsynligvis vil åbne sig mere for mig, når jeg begynder at fordybe mig og lade mig inspirere med konkrete idéer. Mine værker og mit arbejde skal stadig gøres tilgængeligt for publikum men med en anderledes formidlingsform end den traditionelle udstillingsform.

 

Jeg glæder mig til:

At tage min indre kunstner med ud til kulturelle og kunstneriske oplevelser.

Inspirationstur sammen med vennen i skoven til Sophienholm, hvor jeg skal se den aktuelle udstilling af værker af Nina Sten-Knudsen, som i mange år var min yndlingsmaler, og som jeg ikke har set en udstilling med, siden jeg flyttede til Samsø i 2003. Jeg er meget spændt på at se, hvor hendes værk er i dag.

Inspirationstur til Gjethuset, hvor der netop er åbnet en ny udstilling FROM MY SECRET CONTAINER ved billedkunstner Flemming Stensballe, featuring Feel Haben Good, en kunstner, jeg ikke kender. Denne udstilling vil jeg kombinere med en skrivedate i caféen.

One woman showet ”Kaffe og Kærlighed” i Gjethuset på søndag.

Fortsat at opleve efteråret her i skoven og skrive mig ind i vinteren, inden jeg vender næsen hjem til Samsø igen efter en undersøgelse for grå stær under hurtig udvikling hos en øjenlæge midt i november.

Et besøg på Louisiana med vennen i skoven, inden jeg vender næsen hjemad til huset ved havet.

Udgivet i I det kreative værksted, I skriveværkstedet, Inspiration og praksis, Tanker om ... | Skriv en kommentar

fototur til Arresø

Tibirke Sand som skovområdet hedder, hvor vennen i skoven har sit hus, og hvor jeg befinder mig på et forlænget efterårsophold, ligger tæt på den nordvestlige strækning af Arresø, Danmarks største sø.

En af dagens gåture med Tilda går jævnligt gennem skoven til søen, langs dens sivbevoksede bred og tilbage gennem skoven igen. Det fine er, at vi kan vælge mellem rundture af meget forskellig længde, så det passer til dagens tid og energi. Og to steder kommer vi forbi udsigtstårne, hvorfra vi kan se ud over en del af søens nordlige del. Det ene sted er der en lille havn for robåde.

Der er megen dyreliv ved denne sø, men det er som regel skjult mellem siv på strækningen, som vi passerer. En dag var jeg dog så heldig, at en havørn lettede nogle meter fra mig og fløj tæt forbi, mens jeg stod oppe i det ene tårn. Wow, sikke et vingefang på så nært hold.

På en af efterårets smukke solskinsdage tog jeg kameraet i lommen og aftalte med vennen, at denne tur skulle være en fototur for mit vedkommende. Så var han forberedt på, at jeg stoppede op hele tiden for at fotografere. Det gør han gerne og støtter mig på mange måder i mit kreative arbejde.

Så i dag kan du komme med mig på en lille fototur til Arresø.

Må din weekend være fyldt med glæde og med let gang på jorden.

 

Udgivet i Foto, Hverdagsliv | Skriv en kommentar