I dag har bloggen her været et rum for tanker, tekster, refleksioner og billeder, der viser noget af det, der er min verden i 13 år.
I 13 år bloggen været et stille rum på nettet, hvor man ubemærket kan gå ind og læse med, hvis man har lyst, og man kan gå lige så stille ud igen.
Bloggen er den kanal, hvor jeg frit kan dele mine tanker, tekster og overvejelser, fordi jeg ved, at det er helt frit, om man vil gå ind og læse med eller ej.
Kære læsere, besøgende og følgere. Tusind tak for at I er her og er med til at holde dette rum stille, frit og meningsfuldt.
Jeg glæder mig over at have dette rum at udfolde og dele tanker i og at dele tekster og mit kreative arbejde i. Tusind tak til jer for at læse med og for at give dette rum mening derved.
Jeg vil fortsætte med at holde bloggen levende med jævnlige indlæg, som jeg håber kan bringe glæde, håb, inspiration og stof til eftertanke.
“At gå i ring er også at gå, men man kommer ingen vegne”.
Det fortalte ravnen mig en dag for længe siden, mens den fløj i en ring om og om igen over mig.
Det var på en tid i mit liv, hvor jeg blev ved med at gøre det samme og at søge efter det samme uden at nå det og få det.
På et tidspunkt gav jeg op. Og det viste sig at være vejen ud af ringen.
I morges kom en tanke til mig i min stille stund: “Jeg lever det liv, der er bedst for mig.”
Længe troede jeg, at mit liv skulle være anderledes for at være det, som jeg gerne ville have. Jeg troede, at jeg vidste, hvad der var bedst for mig, hvad der skulle være i mit liv, og hvor jeg skulle finde det, som jeg længtes efter. Derfor blev jeg ved med at gøre det samme og søge efter det samme.
Da jeg endelig opgav den håbløse søgen og alle disse mislykkede forsøg, viste det sig, at jeg allerede var givet det liv, som er det bedste for mig. Det var ikke gået op for mig, fordi jeg stædigt holdt fast i, hvad jeg troede på, og som viste sig at være en fejltagelse og bare udtryk for gamle, opslidte forestillinger.
Da jeg endelig gav op, åbnede jeg både øjne, hjerte og sind og fandt ud af, at jeg allerede var givet det liv, som gav mig allermest glæde og fred.
Hvis du har læst med i længere tid her på min kanal, så ved du måske, at jeg flere gange har fortalt om at blive ført til vejen brolagt med glæde.
En augustdag i 1999 bad jeg en dyb bøn om at blive ført til vejen brolagt med en glæde. En formulering, som kom dybt indefra, og som jeg ikke havde tænkt før. Jeg mærkede, at bønnen var blevet hørt, og at det ville ske. Nu vidste jeg ikke, hvor meget der skulle vælte for at nå dertil. Det skulle det hele, men det vidste jeg heldigvis ikke den gang.
Kort tid efter gik nedbrydningen af mit gamle liv i gang, og den proces varede flere år, indtil jeg landede i et helt nyt og anderledes liv. Det liv, som jeg i første omgang ikke kunne genkende som det bedste for mig.
Men det var det, og det er det. For det er det liv, jeg lever nu og snart har levet i mange år.
Jeg blev løftet ud af mit gamle liv og placeret i et andet, og det eneste, jeg beholdt fra det gamle liv, var min kreativitet og evne til at udtrykke mig derigennem. Det var både mit redskab til at klare at gennemgå den årelange forandringsproces og finde meningen i den, og det var det redskab, jeg skulle bruge i det nye liv.
Jeg lever det bedste liv for mig på vejen brolagt med glæde. Og jeg er dybt taknemmelig for, at jeg blev ført hertil og for, at dette fredfyldte og glædesfyldte liv, er det, som er givet mig som det bedste for mig og dermed også for helheden.
Det forunderlige er, at dette liv drømte jeg om at leve flere årtier, før jeg nåede hertil. Det kaldte i mig, men jeg troede ikke, at det var muligt, og for øvrigt troede jeg, at jeg vidste, hvad det bedste liv var, og det var ikke det, jeg drømte om.
Jeg drømte om dette liv, men dette liv er meget bedre, rigere, meget mere fyldestgørende, end det jeg kunne forestille mig.
Hele denne lange proces har lært mig at have tillid til at blive ført i livet. Og den har lært mig, at jeg ikke selv ved, hvad der er det bedste for mig, fordi jeg har og kan have en masse forestillinger og normer, der står i vejen.
Først når jeg træder tilbage og lader mig føre, kan jeg komme til at modtage alt det, der er givet mig og blot venter på at blive modtaget.
Derfor kommer her nogle af mine egne digte fra arkivet, dog ikke i den egentlige opsætning, som bliver ændret automatisk af bloggens bagvedliggende maskinrum.
Den stille tid
Det er den stille tid
Jeg går langs havet
hvor mit eneste selskab
er himmel og jord og skov og strand
Jeg går i lydrummet
af brusende bølger
og knasende muslinger og sten
Jeg er i verden
med omskiftelighedens tidevand og løvfald
i illusionen om forandring, forfald og forgængelighed
Velkommen mandag og velkommen til en ny og fri uge.
Velkommen til denne dag, hvor dagen og natten mødes i en balance af tid, inden dagen tager over i tiltagende lys.
I dag er dagen, hvor vinterens mørke trækker sig tilbage for at give plads til forårets og sommerens lange og lyse dage.
I går plantede jeg en masse forårsblomster i et bed, som jeg fik ryddet for buskads i efteråret for at få plads til en masse forårsbebudere, som jeg kan se inde fra huset. Løgplanter, der er drevet frem med begyndende blade og blomster, som jeg kan nå at få glæde af i år, og som vil komme igen år efter år, så længe jeg holder buskadset nede.
Bedet befinder sig i samme område som foderstederne til fuglene, så nu kan jeg glæde mig over at se på både fugle og blomster hver gang, jeg ser ud i min have.
Det myldrer med fugle i min have. Stillids, dompap, grønirisk, bogfinke, blåmejse, musvit, jernspurv, rødhals, solsort og flere, som jeg ikke lige husker nu. De myldrer nu rundt på jorden mellem blomsterne, og de flyver frem og tilbage mellem foderstederne.
Vinteren har været grå og våd, og det er dagen i dag også. Indtil videre i hvert fald. Lige nu, mens jeg skriver dette, aner jeg en begyndende opklaring og et tiltagende lys over mosen og træerne, som jeg kigger ud på, mens jeg skriver.
Det er mandag, og jeg ser ind i en uge med masser af skrivetid, indadvendthed og fordybelse.
I nat lå jeg vågen og lyttede til stilheden, og jeg tænkte på alle dem, der bor og opholder sig steder, hvor der aldrig er stille.
I dag sidder jeg her i mit skriverum med udsigt til træer og mose og nyder den stilhed, der omgiver mig. Kun tasterne under mine fingre giver lyde i mit hus.
For nogle dage siden gik vennen i skoven og jeg tur med Tilda ved Møgelskår i det dejligste solskinsvejr. Jeg stoppede op mellem bakkerne og lyttede til den fuldstændige stilhed, der var lige der. Ikke en eneste lyd hørtes. Det føltes som at blive omsluttet af fred.
Det er så sjældent at opleve fuldstændig stilhed. Vi, der bor her på Samsø, er så privilegerede at kunne opleve det især i den stille vintertid udenfor turistsæsonen.
Jeg husker den oktoberdag i 2003, hvor jeg trådte ud af bilen foran det hus, som nu skulle være mit hjem. Jeg oplevede at træde ud i en forunderlig og fuldstændig stilhed. Den lagde sig som en kærlig og velsignet omfavnelse omkring mig, og jeg har nydt den lige siden, når der er pauser i alle de lyde, som vi mennesker frembringer.
Lige nu kan jeg høre lyden af en sav i det fjerne og af en enkelt bil, der kører gennem hovedgaden på vej sydpå gennem skoven. I denne stille tid med begrænset trafik kan jeg høre hver gang en bil kører gennem landsbyen, hvis jeg er opmærksom på det. Man hører lyde mere, når de opstår som pauser i stilheden.
Snart er det påske, og øen åbner for sæsonen og dermed for flere mennesker, flere lyde og mere støj.
Jeg vil nyde den stille tid lige så længe den varer, som jeg har gjort hvert eneste år, siden jeg trådte ud i stilheden den dag i oktober 2003.
I dag er en af de mange dage, hvor jeg er i en tilstand af dyb glæde og taknemmelighed.
Jeg vågner op i den tilstand, jeg fylder mine morgensider med den, og min dag er båret af den.
Nogen gange er der bare ikke meget andet at sige eller skrive end at lade glæden og taknemmeligheden udtrykke i ord og sproglig form og lade det strømme gennem fingrene ned på papiret og på computerskærmen.
Jeg dyrker glæden, den er min naturlige tilstand.
Jeg dyrker skriveglæden.
Jeg dyrker glæden ved alt, hvad jeg har og er givet.
Jeg dyrker glæden og taknemmeligheden over mit liv, min frihed, mit virke. Det nærer mig.
Solen skinner over mit liv, over min dag, over mit hus, over min ø og i mit sind.
Må også din dag være båret af glæde og må den have indre og ydre solskin.
Ilse Aranti - For enden af regnbuen... 