
Så skete det igen.
Jeg åbnede et dokument med en tekst, der har været på pause i lang tid og skrev ubesværet videre.
Det har jeg efterhånden oplevet en del gange. At uanset hvor lang tid en tekst, et manuskript, har været på pause og ude af min bevidsthed, så er det som om, at teksten blot har ventet på, at jeg skulle møde op igen, for at den kunne fortsætte med at komme til verden.
Det minder om at putte en ledning i kontakten, tænde og der er forbindelse. Uanset hvor længe ledningen har været taget ud. Teksten har på en eller anden måde allerede sin eksistens og venter blot på, at jeg skal møde op, forbinde mig med den og skrive videre.
Efter at have holdt fri fra mine skriveprojekter har jeg været i gang med at finde vejen tilbage.
En del af vejen handlede om at opløse den tilgang af arbejde og forpligtelse, som jeg havde fået tillagt det at skrive. I stedet skulle friheden genetableres, for at skriften kunne genoptages. Og jeg har skullet finde ud af at tage mine forestillinger ud af projekterne, for at de kunne blive frie til at komme til verden i den proces og den form, som er deres naturlige i stedet for, hvad jeg har haft af forestillinger.
Derigennem er det blevet klart, hvor kaldet til at skrive kommer fra. Den tekst, der kalder og lige nu vil give mig størst skriveglæde, den skal have mit fokus. Der har været flere forskellige skriveprojekter i gang samtidigt, hvilket har gjort det lidt svært at holde fokus og blive i en teksts univers.
Det er skriveglæden og lysten til at være i en teksts univers, der skal være skriftens motor, uden tanke for, hvad det skal ende med eller bruges til.
Min skrift skal være fri.
Da det blev klart, kunne jeg genetablere kontakten til den tekst, som jeg lige nu har allermest lyst til at skrive. Den får nu mit primære fokus og prioritering. Jeg åbnede dokumentet med manuskriptet og skrev ubesværet videre, mens jeg nød igen at være i denne teksts poetiske univers, sprog og form.
Med klarheden kunne jeg fortsætte med at skrive. Og det har jeg savnet.