fra trommer til stilhed

Jeg havde glædet mig meget og i lang tid til et show med Copenhagen Drummers lørdag aften i Gjethuset i Frederiksværk, fordi jeg elsker trommer og har set dem på TV for længe siden.

Vennen i skoven og jeg tog derind, jeg i glæde over, at nu var aftenen kommet.

Det første lidt anderledes var synet af publikum, der langsomt fyldte det store caférum i Gjethuset, inden dørene til koncertsalen blev åbnet. Vi har været til mange koncerter på dette sted, men denne aften var publikum lidt anderledes end til TV2, Savage Rose og andre bands. Der var usædvanligt mange mænd og drenge, og flere mænd og unge drenge fulgtes ad i grupper. Det tror jeg kun, jeg har oplevet en gang i mit liv, hvor jeg og min eksmand ved en fejltagelse var kommet i biografen til en Karatekidfilm i stedet for den tegnefilm, vi troede, vi skulle se.

Salen blev fyldt med forventningsfulde mennesker, deriblandt mig der sad godt på en af de bagerste rækker med godt udsyn til scenen.

De 4 mænd kom på scenen og et show gik i gang med topenergi, vild lydstyrke og lydshow. Et rigtigt mandeshow med et bombardement af sanseindtryk i en meget energisk og pågående form. Jeg puttede de medbragte ørepropper i ørene ved første nummer og lukkede øjnene for lyset, der blev kastet ud mod os i vilde og uforudsigelige bevægelser. Lyden og bassen drønede ud af højtalerne og bankede mod mine sanser og brystkasses knogler.

Det var vildt, det var flot, det var fyldt med energi og legende kommunikation mellem de 4 mænd, og publikum var begejstrede. Men, hvad jeg ikke var forberedt på, var, at det var et så voldsomt sansebombardement, at mit sensitive sanseapparat ikke kunne kapere det.

Da vi nåede til pausen, konstaterede vennen, at det vist var nok for mig for denne aften. Og det havde han mere end ret i. Faktisk havde mit hoved og sanseapparat allerede fået meget mere end nok og var blevet overloaded og overfølsomt.

Oplevelsen betød, at jeg har måttet holde hviledage siden. Jeg har skruet mest muligt ned for sanseindtrykkene og ladet krop og hoved hvile og komme i balance igen. Og her tirsdag går det igen meget bedre, kroppens energi  er stigende, og hoved og sanser begynder at blive lidt mere normalt fungerende.

Meget passende har jeg en del alenetid i denne uge, mens vennen i skoven er ude i verden og passe sit arbejde og sine venner. Og jeg nyder at være her i skoven i stilhed og ro med sol og blæst og ingen planer.

Lige nu, mens jeg sidder ved computeren og skriver, ser jeg ud i den solbeskinnede skov og iagttager to små rådyr,  som åbenbart har mistet deres mor, for de er begyndt altid at komme alene. De står koncentreret og spiser af de æbler, der er lagt ud til dem.

Nogen gange kan forventningens glæde vise sig at være luftkasteller, der ikke bliver opfyldt. Men det var ikke showet og de 4 drenge og deres trommer, der var problemet, det var kombinationen af dem og mine sensitive sanser, der ikke passede sammen, hvilket jeg ikke havde forudset.

Udgivet i Hverdagsliv | Skriv en kommentar

på tur gennem skoven til havet

Efter dagens arbejde i skriveværkstedet i går tog Tilda, vennen i skoven og jeg på en dejlig tur til havet. Tilda kom i cykelkurven bag på min cykel, og så cyklede vi ad vores favoritrute gennem Tisvilde Hegn til et sted, hvor en smal sti går ud til Troldeskoven og videre ud til havet. Her parkerer vi cyklerne og fortsætter til fods.

Tilda løber uden snor, og vi vandrer igennem en meget varieret skovstrækning, der slutter med Troldeskovens krogede træer, der fører helt ud til klitterne og havet ved kyststrækningen midt imellem Liseleje og Tisvildeleje.

Jeg nød gensynet med havet, den brede strand og farvespillet på himlen.

Vi går samme vej tilbage til cyklerne.

Da vi nåede hen til cyklerne, kaldte jeg på Tilda for at få hende op i cykelkurven, hun stod på afstand længe og tænkte sig om. Pludselig drønede hun  afsted forbi os og ud til skovvejen, som vi skulle cykle tilbage ad. Tilda elsker at løbe, og nu viste hun med al tydelighed, at hun ville altså hellere løbe end sidde i kurven. Hun stod ude i vejkanten og ventede på os, da vi kom derud med cyklerne.

Vi cyklede langsomt afsted på den brede skovvej med Tilda løbende ved siden af min cykel eller bagved med vennen bagerst. Hun nød tydeligvis at få lov til at løbe, og det fik hun lov til, indtil det var tydeligt, at nu havde hun fået nok, og det var tid til at komme op og sidde i kurven resten af vejen. I kurven bag på cyklen sidder hun og kigger sig omkring og holder snuden op i luften for at opfange de mange dufte, vi passerer, og det kan hun også vældig godt lide.

En dejlig afslutning på en dejlig dag i skriveværkstedet.

 

Udgivet i Foto, Hverdagsliv | Skriv en kommentar

skriveværkstedet i skoven

Ligesom hjemme i huset ved havet har jeg her i skoven en række steder, hvor jeg kan sidde og skrive.

Jeg er jo så privilegeret, at jeg har mit eget lille skovhus, hvor jeg kan arbejde, læse, sove og være stille.

Når jeg skriver på computeren som lige nu, sidder jeg oftest ved spisebordet i stuen, hvor der er varme og den bedste internetforbindelse.

Så snart det er varmt nok til det, foretrækker jeg at sidde ude og skrive

og hvis jeg har brug for læ men gerne vil være ude mellem træerne, kan jeg sidde inde i drivstuen.

I dag er det køligt i skoven, og jeg er flyttet lidt frem og tilbage mellem mit skrivehus og spisestuen, mens jeg har været i gang med dagens arbejde i skriveværkstedet.

At skrive efteråret

En dag i skoven

De høje fyrretræer står som sorte silhuetter mod nattehimlen og vogter over natten. Skingre fugleskrig flænger stilheden. Det må være en ugle, der er på jagt i mørket lige uden for huset. Stilheden vender tilbage, jeg lukker øjnene og synker tilbage i søvnen.

Det er stadig mørkt, da jeg vågner.

Himlen er rødgylden og luften overraskende kold, da jeg træder ud på terrassen for at gå over til mit lille hus for at skrive mine morgensider. Trods de to tændte olieradiatorer mærkes morgenkulden ind gennem husets trævægge, mens jeg sidder ved arbejdsbordet og skriver. Morgentrafikken på Helsingevejen høres gennem stilheden som en susende baggrundslyd. Men ellers er alt stille. Jeg nyder at sidde her i mit lille hus i skoven med tændte stearinlys og skrive mine morgensider i fred og ro.

Endnu inden jeg stod op, kom denne teksts begyndelsen ind i min bevidsthed, og jeg bar den med mig gennem den tidlige morgen, indtil jeg nu har sat mig ved computeren i stuen for at få varmen og skrive denne begyndelse inden morgenmaden. Og mens jeg sidder her og skriver med udsigt til skoven, kommer to rådyr ind på grunden og stopper ved æbletræet for at spise af de æbler, vi har lagt ud til dem der.

Solen er kommet op på himlen og skinner ned mellem træerne, og det udendørs termometer viser 4 graders varme, da Tilda og jeg går ud på vores morgentur gennem den efterårsklædte skov. Mens vi går gennem den stille skov, tænker jeg, at jeg skulle have taget handsker på i denne morgenkulde.

Det er morgen på endnu en dag i skriveværkstedet i skoven.

***

Jeg har taget computeren med over i mit lille skrivehus for at give både vennen og mig selv arbejdsro, og jeg sidder nu ved det store arbejdsbord og skriver med udsigt til høje graner og en himmel med drivende skyer, der dækker for solen. Det giver et blødt lys, der giver hvile for øjnene.

Morgensolen og radiatorerne har løftet temperaturen i rummet, så jeg ikke længere har kolde hænder at skrive med. Jeg lukker computeren, planlægger arbejdsdagen og går i gang med endnu en gennemlæsning af manuskriptet til ”Rejsen tilbage – Om inspiration på en indre rejse”, der har ligget stille i flere måneder. Nu har jeg fået tekstsamlingen så meget på afstand, at jeg kan læse den med nye, friske øjne og vurdere, om alt er som det skal være. Jeg skal finde ud af, om nogen af teksterne står uroligt på papiret, som Ib Michael taler om i sin dagbog ”Mit år”, når han skal finde ud af, om en tekst er færdig eller mangler endnu en gennemarbejdning.

Denne gennemlæsning bliver med bevidstheden om, at den færdige bog skal ende med at være til gratis udlån og til at få tilsendt som en gratis e-bog til eventuelle interesserede. Dette perspektiv vil nok kræve en redigering af forordet.

***

Det viser sig at være rigtigt med endnu en gennemlæsning efter, at manuskriptet har været lagt til side i lang tid. Fejl, som tidligere blev overset, springer mig i øjnene. Og jeg finder formuleringer, der skal strammes lidt op. Selve læsningen af teksterne får mig til at huske, hvilken periode, sammenhæng og situation hver enkelt tekst er skrevet i. Jeg husker processen og erkendelserne meget klart, selvom de nu ligger nogle år tilbage.

Det føles rart at bevæge mig ind i bogens univers og sproglige tone endnu en gang.

***

Det er fredag i efterårsferien.

Skoven og hele Nordsjælland, der er et sammenhængende område med sommerhuse og ferieland, har været meget præget af efterårsferien. Mange familier er kommet herop for at nyde ferien naturen og det smukke efterår, så der har været megen trafik og mange mennesker alle vegne.

Egentlig havde vi planlagt både et besøg på Sophienholm og Louisiana i denne uge, indtil det gik op for mig, at det var efterårsferie med forventeligt mange flere mennesker på museerne. Derfor har vi udskudt det til helt almindelige hverdage, hvor der forhåbentlig er lidt bedre plads til at fordybe sig i udstillingerne.

Her fra arbejdsbordet ser jeg ud på en blå himmel med store hvide skyer over mørkegrønne graner. Solen skinner igen ned mellem træerne og lyser skovens efterårsfarver op.

Katten Sif er netop kommet ind gennem kattelemmen her i mit lille skrivehus og er hoppet op på sengen bag mig. Nu vil jeg gøre hende selskab og læse lidt flere tekster i manuskriptet, inden jeg lukker og slukker i skriveværkstedet og holder fyraften.

 

Udgivet i Hverdagsliv, I skriveværkstedet, Inspiration og praksis, Tanker om ..., Tekst | Skriv en kommentar

at skrive efteråret, om glæden ved at genoptage min kreative praksis

Dagens tekst:

At skrive efteråret

Om glæden ved at genoptage min kreative praksis

Solen skinner over skoven og får efteråret til at gløde i al sin farvepragt på denne dag midt i oktober.

Det er torsdag, og det betyder, at vennen i skoven er på arbejde, og jeg har alenetid.

Denne dag har jeg besluttet skal være dagen, hvor jeg genoptager min daglige praksis med fordybelse og kreativt arbejde. Praksis er levet praksis, en måde at være i livet og i verden på. Det er både en måde at leve på og at tænke mit liv på.

I mit lille skovhus slår jeg morgenen og dagen an med en stille stund efterfulgt af morgensider. Jeg tænder de to hvide stearinlys på arbejdsbordet, tager den store notesbog med sort stift bind og glatte hvide ulinjerede sider, stempler datoen og skriver 3 sider med den hvide fyldepen med blåt blæk. Mens tanker dukker op og lander på papiret, nyder jeg følelsen af pennen, der glider over det glatte papir og synet af den brede blå skrift på den hvide flade. Denne morgensidepraksis er en hyldest til min indre kunstner og skribent, og det er at tage min kreative gave og opgave alvorligt. Det er en morgenstund, hvor jeg fejrer glæden, fordybelsen og kreativiteten, og kærligheden bagved, der har givet mig alt dette.

Tankerne, der lander på morgensiderne korresponderer med tankerne i gårsdagens skrift om at være faldet ud af fordybelsen og den kreative praksis og bevæger sig både videre og dybere. Der er både indsigt, vision og viljestyrke i indholdet, og det fylder mig med energi og vished og styrker min handlekraft.

Jeg er nået igennem tågesløret, tvivlen og usikkerheden, der har været i bevidstheden nogen tid. Med morgensidernes tanker lander jeg i klarhed, vished og styrke.

Mens jeg skriver, dukker billeder op i bevidstheden, billeder af indhold og elementer i min kreative praksis. Jeg bliver både vist, hvad min funktion er, og hvordan jeg bedst kan leve og praktisere den. Og denne inspiration og indsigt er så fuld af mening og er så ligetil, at jeg undrer mig over, hvorfor jeg ikke har set det for længe siden. Men jeg har sandsynligvis ikke været parat til at acceptere det, derfor kunne inspirationen ikke gives mig, hvor ligetil og selvfølgelig den end forekommer mig nu.

Jeg bliver vist, at jeg i endnu højere grad skal have bevidstheden om kunstneren i mig med overalt, hvor jeg færdes. For at se på verden med kunstnerens og betragterens øjne. Jeg skal altid have kamera og notesbog med i tasken for at kunne tage imod motiver, der viser sig for mig, og for at kunne gribe enhver pause og lejlighed til at skrive. Jeg skal betragte verden med kærlighedens øjne, der ser efter skønhed og glæde.

Så længe jeg har haft en forestilling i mig om ikke at have fortjent og derfor ikke at have lov til den frihed, det fokus og den prioritering, som jeg bliver vist, mit kreative arbejde skal have for at kunne udfolde sig og give mig mest mulig glæde og min funktion opfyldelse, så har jeg ikke kunnet modtage inspiration og indgivelse af, at det er sådan, jeg skal leve, fordi det er bedst sådan. Jeg kan se, at jeg gennem årene har modtaget masser af inspiration og er blevet indgivet mange idéer, som jeg har ikke været parat til at modtage fuldt ud, fordi jeg havde en fejlforestilling i mig, der gjorde, at jeg ikke kunne høre og ikke kunne se, hvad jeg blev inspireret til.

Der er også mange eksempler gennem tiden på, at jeg har modtaget en inspiration til en kreativ praksis, som jeg er gået i gang med men har sluppet igen for at vende tilbage til et gammelt spor. Som Julia Cameron skriver i ”Walking in This World”, så har vi i vores kultur lært, at vi ikke må være egoistiske, og at det at prioritere megen tid til at skrive og lave kunst frem for at være sammen med andre og gøre noget for andre er at være egoistisk. Som kunstnere, som nogen der gerne vil skrive, spille klaver, male, danse eller hvilket kreativt og kunstneriske udtryk, vi længes efter at praktisere, så kan vi have svært ved at prioritere at give os selv den tid og det rum, der skal til for at praktisere og holde vort instrument varmt og i gang. Som alt andet har det brug for vand og næring, som i dette tilfælde er fokus og tid til praksis for at kunne vokse og folde sig ud.

Det er formiddag, og jeg sidder og skriver på computeren ved spisebordet med den duftende buket liljer, kaffe i kruset og udsigt til den solbeskinnede skov efter at have læst en tekst i ”Et kursus i mirakler”, et element i min daglige praksis sammen med den første kop formiddagskaffe, før jeg begynder at skrive.

Med genoptagelsen af min praksis er jeg landet i klarheden, hvor jeg kender mig selv igen og mærker, at jeg er tilbage i en tilstand af glæde, vished og overensstemmelse med mit indre Selv.

Åben op, fold dig ud og vis dit indre sande væsen

Udgivet i I skriveværkstedet, Inspiration og praksis, Tanker om ..., Tekst | Skriv en kommentar

hverdagsliv i glimt

Livet her i skoven har den sidste uges tid budt på mange muligheder og rare oplevelser.

En hyggetur til København med cafébesøg, Politikens Hus med boghandel og udstilling af årets pressefotos og til sidst italiensk mad i selskab med vennens kolleger.

Store flokke af  musvåger sejlende på de opadgående strømme over skoven

morgener med tåge og dis

måltider og skrivetid i solen på terrassen

og aftener med bål og uldne tæpper, mens mørket faldt på

 

Udgivet i Foto, Hverdagsliv | Skriv en kommentar

spindelvæv og tågeslør … en tekst

 

Spindelvæv og tågeslør

Om at være faldet ud af fordybelsen og den kreative praksis

Skoven er indhyllet i tågeslør, da jeg åbner døren for hunden til den første morgentur. Fra døren får jeg øje på spindelvæv, der er blevet synlige af dug. Jeg går ind og henter kameraet, og iført morgenkåbe og træsko følger jeg efter hunden ud i lysningen foran huset.

Jeg bøjer mig ned med kameraet tæt på et spindelvæv, der er hængt op mellem blade og grene på en lille kristjørn, der vokser mellem pletter af lyng. Katten Sif, som ofte følger mig når jeg går rundt på grunden, kommer også straks hen til mig og gnider sig op ad mine hænder, der holder kameraet. Hun er sikker på, at jeg må sidde på hug for hendes skyld.

Mens jeg går rundt og fotograferer spindelvæv med de fineste små dugdråber, kommer overskriften ”Spindelvæv og tågeslør” ind i bevidstheden efterfulgt af tanken, at der lige nu også er tågeslør i mine tanker og bevidsthed.

Mens jeg har opholdt mig i skoven, er jeg faldet ud af fordybelsen og ud af min kreative praksis. Samvær, samtaler, byture og dagligliv i fællesskab har fyldt både det meste af min tid og også min opmærksomhed og bevidsthed.

I nogle dage har jeg mærket savnet efter fordybelse, efter at være skrivende og efter at være indadvendt og fokuseret mod inspirationens indre rum.

Jeg savner mig selv fordybet i kreativt arbejde. Jeg savner mig selv inspireret og skrivende.

Jeg har mærket et kald efter at lægge skrivetid ind i min kalender og har derfor lagt planer for et par dage, men da dagene kommer, viser de sig at blive helt anderledes, end jeg havde planlagt og ønsket mig. Der kommer igen andre ting ind, som jeg ikke havde forudset i min planlægning, og det ender igen med, at jeg ikke overholder mine aftaler med mig selv.

Det betyder ikke, at jeg slet ikke skriver. Det betyder, at jeg snupper lidt skrivetid hist og her i pauser, hvor der dukker en mulighed op, men ønsket om at fokusere på at skrive, at skrive mere og mere kontinuerligt er det ikke lykkedes for mig at gøre til levet praksis endnu.

De sidste par måneder har jeg skrevet mig ind i og gennem efteråret, og jeg har derudover indimellem skrevet tekster, som jeg har brug for at læse. Disse tekster med et indhold, jeg har brug for at læse, kommer til mig fra den indre stille stemme dikteret sætning for sætning som konkret rådgivning og vejledning til mit liv, mit arbejde og mit tankemæssige fokus. Jeg er blevet indgivet en sætning/et spørgsmål som nøgle eller indgang til denne vejledning, og når jeg skriver denne sætning, får jeg straks forbindelse og diktering af vejledning går i gang.

I disse skriverier har jeg modtaget forslag til nye kreative opgaver og konkret rådgivning, som er helt overraskende for mig, for indholdet har aldrig været i mine egne tanker eller strejfet mig som en mulighed. Disse kreative ideer om nye udtryksformer føles stadig som meget ukendt grund for mig at begive mig ud i, så jeg holder dem for mig selv. Der er så meget nyt at prøve af og øve mig i, for at det kan blive til noget, der kan vises og deles med andre, så jeg kan mærke, at det endnu ikke er tiden til at løfte sløret for, hvad de går ud på. Faktisk er jeg slet ikke sikker på, at jeg er i stand til at udføre disse idéer, men samtidig ved jeg godt, at jeg ikke ville blive indgivet idéer til kreativt arbejde, hvis jeg ikke var i stand til at udføre det. Det er blot dette at forholde mig til en helt ukendt udtryksform, at skulle begive mig ud i ukendt land og bruge mig selv på nye måder, der lige nu forekommer lidt usikkert. Og egoet og min indre dommerstemme griber straks denne anledning til at fortælle mig, at det evner jeg garanteret ikke. Usikkerheden, tvivlen og dommen er deres kendetegn.

Lige nu står jeg ved porten til mit indre kreative rum og til at nå frem til at hvile i en praksis derinde, og jeg kan ikke finde ud af, hvordan jeg når frem til at få etableret en kontinuerlig praksis igen.

Når jeg ikke overholder de aftaler, jeg har lavet med mig selv og noteret i min kalender, så er det jo et klart udtryk for, at jeg har vurderet noget andet som mere vigtigt at prioritere.

At have en kreativ praksis, at skrive og at lave kunst kræver, at der bliver sat tid og rum af til det. Det skal prioriteres. Alt det ved jeg jo godt, alligevel skubber jeg det for tiden til side for noget andet. Og jeg mærker, at jeg falder ud af fordybelsen og inspirations rum. Der bliver stille, for jeg hører jo alligevel ikke efter eller sætter mig og skriver, når en inspiration dukker op.

Jeg står foran porten og mærker, at jeg skal ind i mit indre kreative rum for at genfinde fordybelsens fryd og fylde, som jeg gav slip på undervejs i alt det udadvendte liv. Opgaven går lige nu ud på at komme tilbage til kreativiteten og fordybelsen og være der samtidig med, at jeg er i fællesskabet og samværet. En øvelse der dukker op igen og igen fra lidt forskellige vinkler.

Noget i mig længes efter faste kreative arbejdsdage med fast og struktureret arbejdstid, hvor jeg kan trække mig helt tilbage fra verden og ind i den kreative fordybelse, fordi det kan være et støttestativ for mig til at prioritere, fokusere på og praktisere mit kreative arbejde. Det ville gøre det så meget nemmere for mig at sige til mig selv og andre, at nu skal jeg arbejde, eller nej det og det kan jeg ikke, fordi jeg skal arbejde.

Det er min funktion i verden at være kunstner i betydningen en, der skriver og laver kunst. Det er min funktion, min opgave, min gave og min glæde. Når jeg er der, hviler jeg i vished og er i overensstemmelse med det og den, jeg er. Når jeg kommer på afstand af det, kommer jeg også på afstand af mig selv.

At skrive og lave kunst er at være mig i verden. Det er måden, jeg kan udtrykke mig i og til verden. Og når jeg slipper det og gør noget andet, bliver jeg væk for mig selv.

Som altid rummer denne tilstand et dybt savn efter mig selv, efter væren et og med mit Selv.

Lige nu sidder jeg ved spisebordet og skriver på computeren med udsigt til skoven. På bordet står en stor buket hvidrosa liljer, som vennen i skoven har købt til mig. Blomsterne åbner sig og folder deres blomsterblade ud, så duften flyder ud i rummet, og så deres vældige støvfangere løfter sig og står ret ud i luften. Jeg sidder her og skriver for at skrive mig igennem det tågeslør, der er i min bevidsthed og mine tanker, og for at skrive mig ind gennem porten til mit indre kreative rum. Liljerne minder mig om, at vi skal åbne os vidt op og vise vort indre frem for at være og vise vort sande væsen frem. Og min måde at åbne op og være og vise mit sande væsen frem er ved at skrive og lave kunst. Jeg ved det. Jeg har været på dette sted så mange gange før. Og jeg ved, at kreativitet ikke er, hvad jeg har gjort, men er at gøre. Det er at være i gang. Derfor skriver jeg for at nå frem til den praksis, jeg gav slip på et sted på vejen.

Udgivet i Hverdagsliv, I skriveværkstedet, Inspiration og praksis, Tanker om ..., Tekst | Skriv en kommentar

fotografens fryd … vand

I dag er det fredag og fotodag på bloggen, hvor jeg vil dele nogle af de fotos jeg tog i går af vandet i voldgraven ved Asserbo Slotsruin.

Må også din fredag være frydefuld.

Udgivet i Foto | Skriv en kommentar