sensommer på Samsø

Det er blevet sensommer med gyldent lys, intense farver og mild, lun luft.

Tyske familier har indtaget de fleste sommerhuse her, efter at de danske familier tog hjem til et nyt arbejdsår og et nyt skoleår. Men turistpresset er taget en del af, og der er faldet lidt mere ro på øen.

Jeg nyder den ro, det giver, at det igen er til at komme frem til fods på vejene, når Tilda og jeg går tur til havet.

Også i min lille have er det blevet sensommer med blomster og bær.

Havtornen, som jeg plantede for nogle år siden, er blevet kæmpestor, og der er bær på mange af grenene.


Mirabellehegnet bærer som altid masser af frugt, som både jeg og rådyrene har glæde af. Rådyrene spiser både blade og frugt.


Jeg nyder at være tilbage i havets nærhed på mine daglige gåture. På Mårup Østerstrand er der som regel en del mennesker, der bader. Kun regnvejr afholder de tyske familier fra at opholde sig på stranden. Men på lyngstrækningen på den sydlige del af Østerstrand og ved Vester Made og i skoven har jeg det hele for mig selv. Hvilket giver rum for min indadvendthed og fordybelse.

Udgivet i Samsø | Skriv en kommentar

retreat til stilheden

At vende hjem til fred og ro

At vende hjem til indadvendthed og fordybelse

At vende hjem og genfinde lykken og mig selv dér

i stilheden


Udgivet i Hverdagsliv, Tanker om ... | Skriv en kommentar

at vende hjem og skifte gear

I går vendte jeg hjem til huset ved havet sidst på dagen. Det var en længe ventet begivenhed. Et behov for et skift til et indadvendt, fokuseret og fordybet gear har kaldt på mig meget længe.

Imødekommelsen af dette behov har stået og ventet på mig på den anden side af en fyldt, udadvendt og omskiftelig flere måneders sommerperiode.

Første skridt på vejen til at vende hjem er at køre ombord på færgen. At have dæk under fødderne er som at være på hjemlig grund. Sejlturen er en fryd over at være på vej, mens Kalundborg forsvinder bag os, og Samsø snart derefter dukker op i den modsatte horisont.


Tilda og jeg nød køligheden i skyggen på det udendørs dæk, hvor Tilda havde fornøjelsen af at hilse på mange mennesker og hunde, der passerede forbi.


Næste skridt er at lande hjemme og tømme bilen.

Skønt at komme hjem og vide, at jeg ikke skal afsted igen.

Skønt at komme hjem til en blomstrende have efter skovens grønt i grønt.


Skønt at genindtage mit hjem og mit sted efter det meste af en sommers fravær.

Jeg plejer at begynde med at købe eller plukke en buket blomster til stuen, men da jeg kom hjem, stod der allerede en buket som en hilsen fra de sidste sommergæster sammen med en gave som tak for lån af mit hus.

I dag føles som mandag. Den første dag i en ny periode.

Det endelige skridt for at vende hjem og lande her er, at jeg genoptager min dagsrytme med fordybelse fra morgenstunden med en stille stund og morgensider.

Kuffert, tasker og kasser bliver tømt, og tøj, bøger og kreative ting bliver lagt på plads i skabe, reoler og værksted. Vaskemaskinen arbejder. Og solen og vinden tørrer tøjet i haven.

Tilda og jeg har allerede været ude at gå tur ved havet to gange. Og udover gensynet med havet og “vores” strand nyder jeg også, at lyngen lige nu er på sit højeste og står i fuld flor alle vegne.

Taknemmeligheden og glæden har genindtaget mit sind, og jeg mærker, hvordan jeg igen falder mere og mere på plads i mig selv og på mit sted.

Udgivet i Tanker om ..., Hverdagsliv, Samsø | Skriv en kommentar

sommersøndag på Hundested havn

Solen skinnede over søndagen, hvor vi meget passende skulle på en lille eftermiddagstur til en café på Hundested havn.

Som altid når solen skinner om sommeren, er der en masse andre mennesker, der får den samme idé.

Mens vennen i skoven havde et møde på caféen, gik Tilda og jeg tur.


Udgivet i Foto, Hverdagsliv | Skriv en kommentar

at falde ud af nuet og løbe mod fremtiden

Nogen gange er det bare sådan

at jeg forsvinder fra nuet

fordi jeg allerede i tanken er fremme

i fremtiden

Nogen gange er det bare sådan

at jeg befinder mig et sted

mens jeg længes efter at være

et helt andet sted

Nogen gange er det bare sådan

at jeg befinder mig i skoven

og glæder mig helt vildt

til at være hjemme i huset ved havet

Som i dag

hvor jeg glæder mig til at lande hjemme

på mandag


Udgivet i Hverdagsliv, Tanker om ... | Skriv en kommentar

i dag er sådan en dag …

Dagen er langsom og indadvendt.

Ugens eneste alenedag mens vennen i skoven er på arbejde.

Morgensider


Kaffe med varm mælk og genlæsning af M Train


Maleri fortsat i proces. I går kom stigen. I dag kom uventet inspiration til ord på trinene. Ord der bliver sløret med hvid farve.


Hjemve efter huset ved havet, alenehed og fordybelse og en indre trang til en ny begyndelse og fokusering. Et skift arbejder i sindet og bevidstheden.


 

Udgivet i I det kreative værksted, Hverdagsliv | Skriv en kommentar

fra støj til stilhed … en tekst og en maleproces

Fra støj til stilhed

Verden vågner tidligt efter ferien. Endnu før klokken 5. Den suser afsted på syngende bildæk mod asfalt.

Lyden passerer igennem skovens stilhed, hvis konstante undertone ikke påvirkes af den tidlige morgenstøj.

Det er mandag. Den første dag efter sommerens store, fælles ferietid.

Jeg vender mig om på den anden side og synker tilbage i søvnens hvile.

Det er hviletid for mig. En tiltrængt hviletid efter lang tids mange nødvendige gøremål og fokus på den ydre verdens forpligtelser med tilsidesættelse af fordybelsen og det kreative arbejde. Forpligtelser som jeg denne sommer igen har ladet mig binde til. Modstræbende men som var jeg bundet til en indre bøje i uroens åbne hav.

Allerede ved sommerens frisættelse sidste år kom fristelsen til igen at binde mig til forpligtelse og afgivelse af mit sted, mit rum og min frihed til fordybelse endnu en sommer. Netop som tanken om ikke at have endnu en sommer af den slags var fremme i min bevidsthed.

Uanset træthed efter tyngden af sommerens bundethed gav jeg efter for fristelsen og bandt mig til endnu en sommer. Denne sommer som nu er ved at gå på hæld.

Tidshjulet er drejet en omgang fra sommer til sommer. Sidste års træthed efter sommerens forpligtelser og bundethed er i år blevet forøget til regulær udmattelse. En tung udmattelse, der sætter alting i stå.

Udadvendthed og forholden mig til verden forøger blot udmattelsen. Det eneste, der letter på tyngden og følelsen af overfyldthed er stilhed, indadvendthed og fordybelse.

Løsningen er at gå fra støj til stilhed.

Sammen med indtrædelsen af udmattelsen og tanken ”ikke en sommer mere som denne” kommer endnu en gang fristelsen til at binde mig for den kommende sommer. Til næste år!

Først falder jeg for fristelsen og giver mit tilsagn og skyder tanken om frihed til side.

Udmattelsen tager til, trykker kroppen til jorden, tømt for kræfter og energi og lægger den ned. Og bevidstheden er som en computer, der ikke har kapacitet til at behandle flere indgående informationer af nogen ydre art. Udmattelsens budskab er så massivt, at jeg ikke længere kan overhøre, at det er der, bagved udmattelsen.

Jeg beder om hjælp til at se, hvad det er, der fremkalder denne udmattelse.

Ikke en sommer mere som denne!

Tanken står i bevidstheden igen og er ikke til at feje væk af tanker om frygt for økonomien og om fordele ved udbyttet af forpligtelserne.

Visionen af en anderledes og fri sommer med plads til fordybelse og glæde træder frem i bevidstheden med tiltagende vægt og lysende klarhed.

Det står mere og mere klart, at tilsagnet om næste år må trækkes tilbage.

Ikke en sommer mere som denne og flere andre før den.

Læg ikke planer langt ud i fremtiden, til næste år, og bind dig til, at du bør holde dem, uanset hvad!

Den stille stemme taler i mit indre. Udmattelsen har skærpet min opmærksomhed og villighed til at lytte.

Jeg indser, at jeg med mine langsigtede planer har stillet mig i vejen for andre og bedre planer.

Fristelsen har korresponderet med en uerkendt frygt for ikke at have nok. En frygt for at komme til at mangle noget. Og ved at lade den styre mine beslutninger og planer har jeg blokeret for at blive vejledt til løsninger, jeg ikke selv har overblik eller visdom til at finde.

Jeg har bedt om hjælp til at se, hvad udmattelsen skal fortælle mig. Hvad dens skjulte årsag er.

Nu stopper jeg helt op og lytter.

Tanken om en hel og fri sommer hjemme til mig selv, som jævnligt er dukket op fyldt med lysende glæde, har jeg hver gang skubbet til side, fordi jeg ikke mente, at jeg havde lov til at få det!

Den stille stemme har talt til mig flere gange om, hvor glæden og energien er for mig, men jeg har skubbet det væk og bildt mig ind, at jeg vidste, hvad jeg havde brug for og var nødt til.

Ordene, har lov til, bør og være nødt til er gledet upåagtet forbi min opmærksomhed, og jeg hørte ikke alarmklokkerne ringe, når jeg tænkte dem.

Da jeg endelig erkender det og handler ved at trække tilsagnet tilbage, falder der helt ro på og den indre fred indfinder sig igen. Væk er forestillingen om og frygten for at komme til at mangle noget ved denne beslutning, og det erstattes med vished om, at der bliver sørget for mig, og at der altid er blevet sørget for mig på bedste måde. Når blot jeg træder tilbage og ikke stiller mig i vejen og tror, at jeg selv ved bedst.

Jeg husker igen, at det som den stille stemme vejleder mig til, altid kan klares ubesværet og uden anstrengelse og uden efterfølgende træthed og udmattelse. Tværtimod bringer det fred, glæde og energi.

Altså har jeg flere somre i træk lyttet til en forkert stemme og til en fejlagtig begrundelse. Jeg har helt enkelt taget beslutninger på andres mening og mit eget, fejlagtige og ubevidste grundlag. Nemlig forestillingen om og troen på mangel.

Erkendelserne ophæver ikke udmattelsen, det gør et ændret fokus og en ændret retning. Afhjælpning af udmattelsen handler om at give mig selv rum og plads til at trække mig tilbage fra det ydre og ind i det indre.

At gå fra støj til stilhed.

Og trin på denne ændring af retning er at genoptage det kreative arbejde.

At gå i gang med maleriet, der har kaldt på mig nogle uger. Og at genoptage at skrive, at skrive notater fra stilheden. Som denne tekst.

Jeg er gået i gang med at male på det lærred, som jeg forberedte, da kaldet til at male meldte sig. Jeg følger inspirationen til at fylde fladen med farver som grund og derefter male og spartle lag på lag af hvid farve ovenpå. Og i maleprocessen ser jeg pludselig, at jeg maler fra støj til stilhed, præcis som den forandrende livsproces jeg er midt i.

Maleri “Fra støj til stilhed” på vej …

En bund af stærke farver = støj


Lag på lag af hvid farve = stilhed


Udgivet i I det kreative værksted, I skriveværkstedet, Tanker om ..., Tekst | 4 kommentarer