forårsstemning i februar

Solen skinner over huset ved havet og Samsø, og jeg har været ude i haven og samle lidt forårsstemning med kameraet.

Må solen også skinne på dig i dag.

Udgivet i Foto, Hverdagsliv, Samsø | Skriv en kommentar

mig og mine notesbøger

I morges tog jeg et nyt bind af mine notesbøger i brug, da jeg skrev mine morgensider.

I et par årtier eller så har jeg skrevet i den samme type notesbog, som jeg fortsat foretrækker. Den er i A4 størrelse, så der er god plads på siderne. Den har sort stift bind og ulinjeret, glittet papir, som pennen glider let og ubesværet henover.

Jeg foretrækker at skrive på ulinjeret papir, så jeg selv bestemmer skriftens størrelse og antallet af linjer på papiret i stedet for at skulle følge nogle fortrykte linjer.

Det er denne type notesbog, jeg skriver mine morgensider og private notater i, og jeg har ikke tal på antallet af notesbøger, som jeg har fyldt med tanker, skrift, tegninger og collager gennem årene. I en lang periode for år tilbage begyndte jeg altid med en intuitiv tegning inden jeg skrev mine 3 morgensider, men i de senere år skriver jeg i notesbøgerne og tegner og laver collager i blokke og art journals i stedet.

Når jeg skriver tekster i hånden, skriver jeg i billige spiralhæfter. Disse tekster er kladder, som senere bliver renskrevet og gemt på computeren og måske printet ud til tekstsamlinger. Og når jeg skriver på tur eller tager hjemmefra på skrivedate, skriver jeg altid i små A5 notesbøger, som er nemme at have i tasken. Men jeg føler mig bedst tilpas ved at skrive på A4 formatet, det føles som om, der er plads til større tanker på et større papirformat. Det er selvfølgelig bare en forestilling, ligesom min forestilling om at være begrænset, hvor der er linjer på papiret.

Nogle få gange har jeg købt en af de dyre, lækre notesbøger med fine omslag, men jeg vender altid tilbage til mine sædvanlige sorte A4 notesbøger, her føler jeg mig hjemme, når jeg skriver mine morgensider og private notater. Det er som at skrive fortløbende i den samme notesbog blot i mange bind.

Ved skrivebordet i mit skriverum, hvor jeg altid skriver mine morgensider, har jeg en lille reol, hvor notesbøgernes plads nu er ved at være fyldt ud af de seneste skrevne bind. I udhuset i en stor flyttekasse ligger resten af notesbogens mange skrevne bind. Indimellem tænker jeg, hvad skal jeg dog med alle disse gamle notater. Skal de fortsat gemmes og til hvad, eller skal de brændes? Det har jeg endnu ikke fundet et endeligt svar på.

Udgivet i I skriveværkstedet, Tanker om ... | Skriv en kommentar

fordybelse, planlægning og praksis

Egentlig troede jeg i går, at i dag skulle være en maledag, hvor jeg ville begynde at male fra morgenstunden. Et påbegyndt lærred har længe været sat til side, fordi jeg ikke var tilfreds med det, uden at jeg kunne finde ud af, hvordan det skal gøres færdigt. I går fandt jeg ud af, at det skal males helt over, så jeg kan begynde forfra.

Her til morgen blev jeg endnu en gang blevet bekræftet i, at jeg ikke skal planlægge, fordi jeg ikke ved i forvejen, hvad en dag skal rumme. Fra morgenstundens morgensider var det det indre fokus, det handlede om.

I stedet for at male er formiddagen derfor blevet brugt til fordybelse i arbejdet med “Et kursus i mirakler”, som jeg har studeret og arbejdet med siden sommeren 2008. Det er en del af min daglige praksis. Formiddagen er blevet brugt til at skrive og læse om det, som jeg har kontakt med i i fordybelsen i disse dage. Og det giver mig så stor glæde og bekræftelse, når jeg som i dag er kommet til et afsnit i Tekstbogen, hvor det, jeg oplever og erfarer i disse dage, er beskrevet helt konkret, som jeg oplever det. Arbejdet med og praktiseringen af “Et kursus i mirakler” giver så megen fred og glæde i mit liv. Det er det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv. Det fylder mig med glæde og vished om at være på rette vej.

Solen skinner fra en høj blå himmel, og det dejlige vejr kaldte på en lang gåtur. Efter frokost gik Tilda og jeg tur gennem skoven og over til Vester Made på vestkysten ved Mårup. Jeg nød solen, der skinnede ned på stien på turen gennem skoven, og satte mig på en sten på stranden og nød havets lyde og sugede solens lys og varme til mig. På vejen tilbage gennem skoven hørte jeg ravnen snakke i nogle trætoppe i området, hvor den har haft rede i mange år, men det lykkedes hverken at få øje på fuglen eller reden.

Hjemme igen i huset ved havet har jeg åbnet alle vinduer og døre, så den friske luft kan strømme igennem alle husets rum.

I en tilstand af fred og glæde, der spejler sig i dagens smukke lys og farver, sidder jeg nu og skriver dette indlæg på computeren med sollyset strømmende ind ad vinduerne og med Tilda sovende under bordet.

I dag er en glædens dag her i huset ved havet. Må også glæden være med dig i dag.

Udgivet i Hverdagsliv, Inspiration og praksis, Tanker om ... | Skriv en kommentar

i glædens tegn

Jeg elsker de morgener som i morges, hvor jeg vågner med lyset og har tid og ro til at lade mig synke ind i fordybelsen og nå helt derind, hvor der er fuldstændig væren og vished. Hvor jeg bare hviler i fuldkommen glæde og fred. En tilstand og et sted hvor jeg bare har lyst til at være og blive. En tilstand af lyksalighed som jeg tager med mig ind i den nye dag, da jeg står op efter at have hvilet der en time eller mere.

Denne tilstand af glæde og fred bærer mig gennem denne dag, og jeg hviler i dyb glæde og taknemmelighed over den frihed, der er i mit liv til at kunne fordybe mig og over at kunne bruge al min tid til det, som giver mig glæde.

Der er så meget at være glad for og taknemmelig over.

Fuglene, der er begyndt at kvidre med det tiltagende lys. Forårsbebuderne, der kommer op af jorden i min have. Gåturen langs havet i mildt vindstille vejr i selskab med en glad hund. At arbejde med farver og former ved arbejdsbordet, mens regndråber løber ned over vinduerne og giver blødt lys at arbejde ved.

Må din søndag også bringe dig glæde.

Udgivet i Hverdagsliv, I det kreative værksted, Tanker om ... | Skriv en kommentar

at pendle mellem skrivebord og arbejdsbord

Langtidsplanlægning passer ikke altid til min måde at være i livet på.

Længe har der stået et punkt i kalenderen for denne lørdag eftermiddag, nemlig en fernisering. Men da dagen oprandt, kunne jeg mærke fra morgenstunden, at jeg har brug for at være hjemme og i gang med mit eget kreative arbejde i stedet for at deltage i et socialt arrangement og se på, hvad en anden udtrykker i form og farve.

Jeg mærkede også, at der var noget, der bankede på i min bevidsthed. Noget, det var tid til at se nærmere på, og jeg har derfor tilbragt en del tid af denne lørdag ved skrivebordet og skrevet mig i kontakt med dette noget. Og den indsigt, jeg har skrevet mig i kontakt med, korresponderer fuldstændigt med, hvad jeg fra morgenstunden kunne mærke, at denne dag skulle dedikeres til i stedet for det, jeg for længe siden havde skrevet ned i min kalender.

Denne dag er derfor dedikeret til fordybelse og kreativt f0kus. Og ved at mærke og høre efter, hvad der kalder på mig i mit indre, og også handle på det ved at sætte mig ned og skrive og blive ved med at skrive, har jeg fået en dyb indsigt, som løfter hele min tilgang til at det skrive og lave billeder og dermed min forståelse af og min tilgang til hele min praksis og mit fokus på fordybelse og kreativitet. Det føles som at være blevet løftet flere trin op ad stigen på én gang.

Endnu en gang er det blevet bekræftet for mig, at min vej til indsigt og erkendelse oftest går ad skriftens vej. At skrive og lave kunst er en spirituel praksis for mig og er min vej til indsigt, erkendelse, frisættelse og dermed til glæde. Og at være praktiserende kunstner er min rolle, min funktion, min opgave og min fremtræden i verden. Ikke som levevej men som vej i livet.

Denne lørdag pendler jeg mellem skrivebordet og arbejdsbordet og arbejder mig ind i det indre kreative rum, ind til den inspiration og strøm, der findes der.

Meget længe har jeg haft fokus på min praksis, min daglige, ugentlige og kreative praksis og på, hvad det er i mig, der får pauser og forhindringer for denne praksis til at opstå. Lag for lag har jeg skrællet af de ubevidste, indre forhindringer og er nået til indsigter, der har ophævet forhindringerne og sat mig fri. Og i dag er jeg nået endnu dybere i både indsigt og frisættelse til at kunne leve i praksis, hvad der er i mig og giver mig glæde.

Udgivet i Hverdagsliv, I det kreative værksted, Inspiration og praksis, Tanker om ... | Skriv en kommentar

mød Butte

Måske læste du med her på bloggen, da jeg midt i december skrev om, at de norske fjelde begyndte at kalde på mig igen. I mig voksede et stærkt ønske frem om at rejse nordpå og bo imellem de norske fjelde igen og at skrive undervejs. Da jeg delte denne tanke med vennen i skoven, svarede han med et link til en lille campingvogn, han havde fundet på nettet.

Igennem flere år har vennen jævnligt søgt efter små campingvogne på nettet, og med fjeldenes kalden i mig var tiden inde til at gå fra tanke til handling. Og der var netop en sådan lille campingvogn, som han drømte om til salg.

Vennen i skoven gik hurtigt fra tanke til handling og i går hentede han Butte, som den lille buttede campingvogn er blevet døbt og ankom her til Samsø med hende, så vi kan tage hende helt i øjesyn sammen og planlægge den mest praktiske pakning til de kommende ture.

Og hvor er Butte fin og lige tilpas i forhold til vore behov, når vi befinder os et eller andet sted ude i naturen. Her kan vi sidde og skrive og arbejde i læ for regn og rusk og kulde. Hun har varme og plads til at lave mad, og siddedelen med bord kan slås sammen og omdannes til en fin stor dobbeltseng, når dagen er omme.

I begyndelsen af marts tager vi på Buttes jomfrurejse til Vesterhavet og senere på året går turen mod nord og de norske fjelde. Og jeg glæder mig så meget til det hele og til nu at have fået et nyt og mobilt skriverum til rådighed ude i naturen rundt omkring i verden.

Udgivet i Hverdagsliv, Rejseliv | Skriv en kommentar

Torneroses eventyr

På mit skrivebord i skriverummet ovenpå står en figur, som jeg lavede det første år, jeg boede her i huset ved havet. Tornerose eller lille Tornerose hedder hun. Hun står med en pen i hænderne og med en bog “Torneroses eventyr” ved sine “fødder”. Her står hun hver eneste dag og minder mig om, at jeg skal skrive.

Figuren udsprang af et eventyr, jeg skrev i 2002/03 før flytningen til Samsø. En fortælling, der i eventyrets form beskrev en proces, jeg var på vej igennem.

Mens jeg sad og skrev i formiddags, faldt mine øjne på lille Tornerose, og jeg gik i stå. Jeg betragtede hende og så den glæde, jeg synes hun udtrykker, og jeg fik lyst til at læse eventyret igen. Det har været sjovt og interessant at genlæse historien og at se historiens symboler med nutidens øjne. Jeg husker meget fra perioden, hvor den blev skrevet og den frisættelsesproces, jeg var midt i. I tilbageblikket kan jeg se , at eventyret peger på en langt større frisættelsesproces, end jeg var bevidst om at være i, da jeg skrev det.

Jeg kan huske, at jeg nød via skriften at begive mig ind i et eventyrligt univers, hvor forunderlige ting kan ske, og hvor jeg kunne skrive helt frit og følge historien, som den ville skrives.

I dag har jeg lyst til at dele eventyret med dig, der læser med her. Måske skal du lave dig en kop kaffe eller the og læne dig tilbage, før du går i gang med at læse og bevæge dig ind i en eventyrlig verden.

Torneroses eventyr

Kys frøen! Og se om prinsen er stået af hesten parat til handling. Ved siden af hesten står Tornerose, en ung og energisk kvinde, mens prinsen er bag alle bjerge.

Hun kyssede frøen, der straks forvandlede sig til en prins med langt glat hår og smidige lemmer. Hun iagttog ham en stund og begyndte hurtigt at kede sig. Han var alt for smuk og alt for tam. Hun forsøgte at række ham tøjlerne, men han så kun skidtet på hendes tøj og under hendes negle. Efter at have ventet nogen tid og med undren iagttaget hans vægelsind sadler hun op og rider af sted ud i landskabet.

Hun mærker vinden stryge gennem håret og køle ansigtet under det stærke ridt. Hun rider uden ophør, indtil hun når til en stor sø med glitrende vand. Her sadler hun af ved et stort egetræ og lader hesten Joy græsse, som den vil, mens hun klæder sig af og går ud i det kølige vand. Da vandet når hende til lårene, kaster hun sig på hovedet i vandet og svømmer med kraftige tag ud i søen midt i en blændende solstribe. Hun dykker ned i vandet og mærker vandplanter og fisk stryge mod sin nøgne hud, når de svømmer i små blinkende stimer forbi hende. Efter at have dykket og været oppe og trække luft nogle gange, mærker hun pludselig en meget kold understrøm. Den får hende til at vende om og svømme tilbage mod bredden, hvor hesten stadig går rundt og æder græs.

Da hun når næsten helt ind til bredden, kommer en masse rosenblade flydende med strømmen. Snart er hun helt omringet af rosenblade, der får søvandet til at dufte i solen. Hun kigger sig omkring men kan ikke se, hvorfra rosenbladene kommer. Nogen må have plukket dem i stykker, kronblad for kronblad og smidt dem i vandet. Hun lægger sig på ryggen og flyder på vandoverfladen mellem rosenbladene, der sætter sig i hendes lange, våde hår og klæber fast som røde pletter på huden.

– Hvad skal jeg også med en prins, når jeg har Joy og en rosensø at svømme i, tænker hun drømmende, mens solen danner røde billeder bag hendes lukkede øjenlåg.

Kulden fra vandet begynder at trænge ind under huden, og hun vader det sidste stykke ind og går op og lægger sig i græsset for at lade solen tørre sig. Hun falder i søvn, mens hesten står vagt i nærheden.

Hun sover dybt og drømmeløst, da hun mærker et let kys på sine læber. Hun vågner med et lille gisp, åbner øjnene og ser et rådyr med bløde brune øjne stå bøjet over hende, mens det snuser til hendes ansigt.

– Åh, jeg troede et øjeblik, at det var prinsen, mumler hun fortumlet og sætter sig op.

– Nej, en prins er jeg ikke men et forvandlet barn, der har ventet længe på, at du skulle dukke op.

Lidt overrasket bliver hun bevidst om, at hun mærker dyret tale som tanker i sit eget hoved.

– Et forvandlet barn? Men hvorfor har du ventet på mig? Kan jeg da gøre noget for dig, spørger hun.

– Jeg har ventet på, at du skulle dukke op for at hjælpe mig. Gå med mig ind i hulen, som bjerget rummer. Før mig derind og tilbage igen, og du kan sætte mig fri.

– Hvilket bjerg taler du om, her er jo ingen bjerge?

– Bjerget, der ligger for enden af horisonten. Hvis du følger mig ind gennem skoven, skal jeg vise dig vej.

Uden at betænke sig tager hun sit tøj på og kalder hesten til sig. Tøjet dufter rent og svagt af roser, konstaterer hun forundret. Hun følger efter rådyret med de blide, sørgmodige øjne, det går i retning mod en lille lund af træer på højre side af søen.

De går i 2 dage og hviler sig kun kort om natten. For hver dag kommer de dybere ind i mørket. Den 3. dag om morgenen når de frem til bjergets fod. Rådyret ser intenst spørgende på hende med sine brune øjne. Hun er ikke sikker på, hun helt forstår spørgsmålet men føler meget stærkt, at der ingen vej er tilbage. Følelsen får hende til at vende sig om og se efter stien, de er kommet ad, men den er forsvundet i et tæt krat af tjørnebuske.

***

Bjerget ligger badet i lys.

– Følg mig!

Rådyret begynder at gå forsigtigt op ad en stejl sti fyldt med småsten, der rasler nedad for hvert skridt. Det vender sig for at sikre sig, at hun følger med. På en mærkelig måde og helt uforståeligt for hende selv, føler hun sig fuldstændig tryg ved at gå her sammen med rådyret, som om hun altid har vidst, at det skulle ske. Joy lader hun gå selv uden at holde i dens hovedtøj. Efter nogen tid beslutter hun at tage hovedtøj og sadlen af den og efterlader det ved stien, så den kan gå mere frit på den stejle sti. Den skubber blidt til hende med sin bløde mule og følger hende lige i hælene.

Rådyret er nået op på en afsats højt oppe og standser for at vente på hende. Det er en krævende stigning, hun sveder og hiver efter vejret. Indimellem må hun næsten kravle for at komme op, mens fødderne skrider under hende på de løse sten. Da hun omsider når op til rådyret, kommer hesten lige bag hende. Den har tilsyneladende ingen problemer med at gå på den stejle sti.

– Man skulle tro, du havde vinger, siger hun forbavset og klapper den anerkendende på halsen. Hun går hen til rådyret, og bag det opdager hun en åbning ind i bjerget. Åbningen er næsten helt skjult af hunderosers lange, tornene grene og en stor tæt tjørnebusk. Med det samme ved hun, at her skal de ind.

– Nu skal du gå forrest, fortæller rådyret med sin stumme tale.

– Ok, siger hun og går hen til åbningen, bøjer sig og kigger ind under grenene. Det eneste, hun kan se, er en stor åbning ind i klippen. Hun fornemmer en hule men kan ikke se, hvor dyb den er, den forsvinder i mørke. Hun synes, hun kan høre noget pusle derinde og standser op i pludselig frygt. Hvad kan det være? Et dyr?

– Frygt ikke, lyder det et sted bag hende. Hun vender sig om efter stemmen, men der er ikke nogen.

Nå, det må have været rådyret, der igen har talt til mig, tænker hun.

– Det er din egen frygt, du hører, lyder det igen bag hende. Hun vender sig hurtigt igen, men hun kan ikke se, hvorfra stemmen kommer. Et hæst skrig får hende til at kigge op. Dér øverst i et højt træ sidder en stor rovfugl og ser på hende med skarpe øjne. Helt frygtløs sidder den der og ser indtrængende på hende, før den letter og flyver bort.

– Jeg er kommet for at hjælpe dig på din vandring, fortsætter stemmen. Hun kigger sig forvirret omkring.

– Nej så længe du stadig sover, kan du ikke se mig. Lyt til mig, og jeg skal føre dig på rette vej. Gå nu blot trygt ind i bjerget, dér venter dig en stor lykke.

Hun opgiver at finde ud af, hvor stemmen kommer fra. Der er vist ikke andet at gøre end at komme ind i det bjerg.

– Vent her, siger hun beslutsomt til Joy. – Jeg kommer tilbage.

***

Hun bøjer sig og må næsten kravle ind for at komme under de tornede grene uden at rive sig. Rådyret følger lige bag hende. Da hun kommer ind, kan hun først slet ingenting se i den mørke hule. Lyset udefra når et stykke ind, men ikke så langt at man kan se, hvor hulen ender. Hun går langs den ene side af grotten, føler sig frem og mærker på et tidspunkt en åbning i klippevæggen. Det føles som en smal gang.

– Følg lyset, siger stemmen bag hende.

Lyset? Hun kan ikke se noget lys, bortset fra det der stadig ses næsten blændende i åbningen. Hun går forsigtigt ind i den smalle mørke gang, føler sig hele tiden for med både hænder og fødder. Efter nogen tid i totalt mørke kan hun pludselig ane et svagt lys et sted i mørket foran hende. Med rådyret lige efter sig går hun forsigtigt fremad mod lyset. Luften i gangen er kølig og let fugtig. Af og til er hun ved at snuble over en sten i mørket, men hun falder ikke. Hun går og går uden, at lyset bliver mærkbart tydeligere. Efter at have vandret så længe, at det føles som en evighed, bliver lyset pludseligt klarere, og det viser sig, at hun er nået til enden af gangen. Lyset kommer fra venstre, og da hun drejer til venstre, kommer hun ind i en grotte. Det er her, lyset kommer fra.

***

Grotten er oplyst af et tændt stearinlys, der sender flakkende gyldne skygger på klippevæggene. Lyset står i en gammel sølvstage på et bord. Et meget gammelt træbord og en stol står midt i grotten. Hun ser sig undersøgende omkring, men bortset fra bordet og stolen er grotten tom.

– Sæt dig ved bordet, siger stemmen blidt men bestemt.

Hun adlyder, går hen til bordet og trækker stolen ud. Den er tung og noget grov i træet, som er den hugget med en økse. Bordet er også af grove planker, men det er slebet glat som af mange års brug. På bordet ligger en stor gammel bog. Bogen har læderbind og til hendes store forundring står der med store svungne guldtyper på forsiden:

 

Torneroses eventyr

 

Hun stryger hånden hen over det bløde læder. En svag duft af roser stiger op fra bogen.

– Åben bogen. Det er din! Husker du den ikke, spørger stemmen.

Hun åbner bogen, der kun indeholder hvide blanke sider bortset fra 2 ord skrevet med stor og tydelig skrift: Kys frøen! på den første side.

– Skriv, siger stemmen insisterende. – Din tid er inde. Skriv!

– Skrive? Jamen hvad skal jeg skrive?

– Skriv!

Hun opdager en fyldepen ved siden af bogen. Hun skruer hætten af og beundrer den gyldne pen. Fyldepennen ligger godt i hånden.

– Men hvad skal jeg skrive?

– Skriv nu! Du kan lige så godt springe ud i det. Din historie venter på dig. Vejen går gennem skriften. Du har været længe om at indfinde dig, men nu er tiden kommet. Bogen har ligget her og ventet på, at du skulle komme og skrive din historie.

Hun sætter pennen til papiret og skriver. Blækket er rødt, og pennen glider næsten lydløst og blødt hen over det glatte hvide papir:

Kys frøen! Og se om prinsen er stået af hesten parat til handling. Ved siden af hesten står en ung og energisk kvinde mens prinsen er bag alle bjerge. Hun kyssede frøen, der straks forvandlede sig til en prins med langt glat hår og smidige lemmer. Hun iagttog ham en stund og begyndte hurtigt at kede sig. Han var alt for smuk og alt for tam. Hun forsøgte at række ham tøjlerne men han så kun skidtet på hendes tøj og under hendes negle. Efter at have ventet nogen tid og med undren iagttaget hans vægelsind sadler hun op og rider af sted ud i landskabet.

Hun skriver først langsomt og søgende. Billeder begynder at dukke op i hendes hoved, og hun skriver, hvad hun ser og hører og dufter og mærker. Billede afløser billede. Snart glemmer hun alt omkring sig og forsvinder ind i en helt anden verden, hvor Tornerose møder prinsen. Men pludselig forandrer billederne sig. De bliver mørke og lidt mindre klare. De kommer langsommere. Det er, som om en anden historie er gået i gang. Billeder fra fortiden dukker op. Billeder fra barndommen. Et barn dukker op. Hun skriver og skriver, og tårer begynder at løbe ned ad hendes kinder. Af og til drypper en tåre ned på papiret og opløser det røde blæk, der løber ud i papiret. Hun mærker det ikke. Det eneste, hun er sig bevidst, er billederne, der fører hende dybere og dybere ind i mørket og smerten. En smerte hun ikke vidste, hun kendte. En smerte som har været gemt væk meget længe.

Hun skriver og skriver. Og tårerne løber. De drypper fra bordet ned på bunden af grotten. Jo længere hun skriver sig ned i smerten, jo mere græder hun. Til sidst danner tårerne en lille kilde, der begynder at løbe henover bunden og fra grotten ud i gangen. Da tårekilden når helt ud af bjerget, hvor Joy venter, har hun skrevet i 3 dage, og billederne stopper. Historien er færdig.

***

Hun lægger pennen fra sig, kigger sig lidt fortumlet omkring i grotten, hvor klippevæggene er smukt gyldne. Hun mærker sine våde kinder, tørrer dem med ærmet og snøfter lidt. Pludselig ser hun en skikkelse i hvid kjortel komme direkte ud af klippevæggen og hen mod sig. En hvid skikkelse der holder sine hænder velsignende frem mod hende. Hun ser på skikkelsen foran sig og føler pludselig stor tryghed og lettelse. Hun forstår.

– Nu ved du, hvad grotten rummer. Du kan altid vende tilbage hertil. Bogen og pennen ligger her på bordet og venter på dig. Husker du nu?

Skikkelsen forsvinder på samme måde, som den kom.

Hun rejser sig fra bordet og skubber stolen ind på plads, da hun kommer i tanke om rådyret. Hvor er det mon blevet af? Hun vender sig om og får øje på en lille pige, der står bag hende. En lille pige med gyldne krøller og fregner på næsen. Pigen løber strålende af glæde hen mod hende med armene bredt ud. Hun breder forbavset armene ud og griber pigen.

– Men hvem er du?

– Genkender du mig ikke? Jeg er Tornerose.

Hun kigger på pigen og genkender de bløde brune øjne. Noget begynder at dæmre.

– Du var rådyret?

– Selvfølgelig. Du er lidt tungnem, er du ikke, siger pigen med drillende øjne.

Pigen hopper og danser rundt om hende, så krøllerne danser om hendes hoved. Hun tager hende i hånden.

– Lad os komme ud herfra.

Hun finder let hen til gangen, og da de begynder at gå hen ad den, lyser tårekilden som en svag gylden lysstribe i bunden. Snart kan de begynde at se lyset, der strømmer ind ad åbningen. De vandrer af sted hånd i hånd mod lyset. Da de når helt hen til åbningen, slipper den lille Tornerose hendes hånd. Og da hun træder ud i sollyset, er hun forsvundet.

Hun misser lidt mod solen, der hænger lavt på himlen og farver landskabet gyldent. Hun ser, at hun er trådt ud af et stort krat af hybenbuske. Derhenne går Joy og græsser ved det store egetræ i nærheden af søens bred. Hun ser sig om og ser kun nogle hybenbuske, der kranser søbredden og den lille lund bag det store egetræ, hvor hesten nu står og betragter hende. Bjerget er forsvundet.

Hun undrer sig ikke mere men går med langsomme skridt hen til hesten og sadler op.

– Kom så Joy!

Udgivet i Tanker om ..., Tekst | Skriv en kommentar