
Efter knap en uge i den grønne skov i Nordsjælland landede jeg hjemme i huset ved havet på et sommerpræget Samsø sidst på dagen i går.
Som altid er det en fryd at komme hjem og lande her på mit eget sted.
Jeg glæder mig over de mange blomster i haven, der bød mig velkommen hjem. Jeg glæder mig over at komme hjem til hindbærsæsonen, der i år er særlig overdådig. Og jeg glæder mig over at vende tilbage til min daglige, kreative praksis i mit lyse og rummelige hus.
Der er så meget at være taknemmelig for i mit liv. Så mange muligheder. Så mange gaver. Så meget rum og tid til udfoldelse. Så megen glæde og fred.
I dag holder jeg hviledag, hvor jeg skifter gear fra livet og samværet i skoven til livet i mit eget selskab her.
Foran mig venter et større arbejde med at omforme de trykte tekstsider til faktiske, fysiske bøger. Og det hele skal laves i hånden. Fra sidetallene, der skal stemples på til udformningen af for- og bagside og til selve indbindingen. Jeg er meget spændt på, hvordan resultatet bliver.
Jeg har nogle dage for mig selv til at begynde dette arbejde, inden vennen i skoven og Tilda ankommer på søndag til en sommeruge på Samsø.

