
I nat lå jeg vågen og lyttede til stilheden, og jeg tænkte på alle dem, der bor og opholder sig steder, hvor der aldrig er stille.
I dag sidder jeg her i mit skriverum med udsigt til træer og mose og nyder den stilhed, der omgiver mig. Kun tasterne under mine fingre giver lyde i mit hus.
For nogle dage siden gik vennen i skoven og jeg tur med Tilda ved Møgelskår i det dejligste solskinsvejr. Jeg stoppede op mellem bakkerne og lyttede til den fuldstændige stilhed, der var lige der. Ikke en eneste lyd hørtes. Det føltes som at blive omsluttet af fred.
Det er så sjældent at opleve fuldstændig stilhed. Vi, der bor her på Samsø, er så privilegerede at kunne opleve det især i den stille vintertid udenfor turistsæsonen.
Jeg husker den oktoberdag i 2003, hvor jeg trådte ud af bilen foran det hus, som nu skulle være mit hjem. Jeg oplevede at træde ud i en forunderlig og fuldstændig stilhed. Den lagde sig som en kærlig og velsignet omfavnelse omkring mig, og jeg har nydt den lige siden, når der er pauser i alle de lyde, som vi mennesker frembringer.
Lige nu kan jeg høre lyden af en sav i det fjerne og af en enkelt bil, der kører gennem hovedgaden på vej sydpå gennem skoven. I denne stille tid med begrænset trafik kan jeg høre hver gang en bil kører gennem landsbyen, hvis jeg er opmærksom på det. Man hører lyde mere, når de opstår som pauser i stilheden.
Snart er det påske, og øen åbner for sæsonen og dermed for flere mennesker, flere lyde og mere støj.
Jeg vil nyde den stille tid lige så længe den varer, som jeg har gjort hvert eneste år, siden jeg trådte ud i stilheden den dag i oktober 2003.
Må du også finde indre og ydre stilhed og ro.
