Langsomhed og fordybelse

Processen med at lave torsoen til “Ode til Simone” skal foregå langsomt, mere langsomt end jeg forestillede mig, før jeg gik i gang. Jeg mærker, at denne del af udformningen skal have god tid til at folde sig ud. Torsoen er jo et skelet, der skal bære hele figuren og udtrykket.

Derfor bliver der kaldt på langsomhed og fordybelse indefra. Der skal tid og rum til at lytte indad for at finde ud af, hvordan torsoen skal laves for at få den rette form og det rette udtryk. Ligesom med et maleri, hvor man ofte bruger meget tid på at se på billedet og lytte ind til, hvad næste skridt skal være.

Vær langsom, vær åben, vær lyttende, synes figuren i det indre at fortælle mig.

Lige nu handler det især om, hvordan overdelen af torsoen skal være. Underdelen og det skørt, den skal have og være, har jeg længe haft en ret klar vision af.

Det er en interessant proces, som jeg elsker at være i, og den kræver tid og rum til den nødvendige fordybelse uden forstyrrelser udefra eller uden ydre forpligtelser, der trækker opmærksomheden et andet sted hen.

En kreativ arbejdsproces er som at flytte ind i en anden og indre verden, og det er uanset om det er en skriveproces, maleri, skulptur eller andet. Den simrer hele tiden i bevidstheden. Den er hele tiden med.

Det minder mig om, at det var den samme oplevelse for mange år siden, da jeg skrev speciale på universitetet. Når jeg indimellem gik i stå i skriveprocessen og ikke var klar på, hvordan jeg kom videre, så gik jeg ud i køkkenhaven og lugede ukrudt eller ordnede vasketøj, mens tingene blev klare i min bevidsthed, og jeg kunne gå tilbage og skrive videre.

Skal torsoens overdel dækkes helt af håndlavet papir eller skal der være huller indimellem? Hvilket udtryk skal den have, og hvilket udtryk ville de to muligheder give? Det er, hvad der rumsterer i min bevidsthed i dag, og jeg giver det plads og tid til at nå frem til et klart svar.