Efterårsskrift 2 – Lad mørket tale

“Efterårsskrift 2 – Lad mørket tale

Jeg bliver givet en sætning: ”Lad mørket tale”. Egentlig er det mere en overskrift end en sætning. En dør at skrive ind gennem.

Jeg tager imod overskriften, skriver den her og lader den føre mig ind i en tekst. Det er sådan, jeg gør. Sommetider. Skriver ind gennem en dør til en tekst, der venter på, at jeg kommer til stede.

”Hold gryden i kog”, fik jeg at vide den anden dag, da jeg skrev mig til vejledning med skrivenøglen, der er et spørgsmål stillet indad: Hvad skal vi skrive i dag? Et spørgsmål, der åbner for vejledning, der kommer til mig sætning for sætning, som jeg tager imod på samme måde, som da vi skrev diktat i skolen.

”Hold gryden i kog” fik jeg at vide. ”Hold skriften i gang, som man holder en gryde i kog, så inspirationen finder dig ved tasterne”. Og det gør jeg så. Skriver hver eneste dag og holder skriften i gang og gryden i kog, så den er klar. Til hvad det nu skal være, der kalder på at blive skrevet.

I dag kommer denne overskrift til mig, mens jeg er i gang med at skrive noget andet for at holde skriften i gang.

Lad mørket tale.

Egentlig ved jeg jo ikke, hvad det er mørket vil tale om. Lige nu er det midt på dagen og lyst. Så måske skulle jeg vente med at skrive dette til det er blevet aften og mørkt? Men måske er det slet ikke det mørke, der skal tale, tænker jeg og bliver ved med at lade tankerne flyde gennem fingrene og tastaturet ned på skærmen.

Solen skinner i dag. Den sender sit lys helt ind på gulvet her i skriverummet under taget. Blæsten buldrer omkring huset, og birketræerne i min udsigt svajer kraftigt fra side til side, mens de gule blade bliver løsnet og båret med vinden til jorden, hvor de pynter som konfetti på et dansegulv.

Lad mørket tale, og det er nok det indre mørke, der er tale om. Det indre mørke, der bliver hentydet til. Det indre mørke, hvor svarene på alting findes. Nogle svar er svar på spørgsmål, vi sjældent stiller, og som derfor bliver liggende derinde i mørket, indtil vi er klar til at høre dem.

Der er så mange spørgsmål, der ikke bliver stillet i denne verden. Spørgsmål til, hvordan verden synes at være. Hvorfor al dette kaos? Hvorfor alle disse konflikter? Hvorfor al denne lidelse og smerte? Hvordan kan det være, at vi bare accepterer, at det er sådan verden og livet er?

I mange år oplevede jeg livet som en tur i rutsjebanen. Op og ned gik det. Mellem stor glæde og dyb smerte. Op og ned. Og jeg troede, at sådan var det bare. Det var noget, jeg ikke kunne gøre noget ved. Det var noget, der styrede mig! Sådan blev det ved, indtil det begyndte at gå op for mig, at sådan var det, fordi jeg lod det være sådan, og fordi jeg havde givet magten over mit liv fra mig og over til et eller andet, som jeg ikke havde kontakt med.

Da jeg begyndte at erkende, at jeg har magten og ansvaret for mit liv og for, hvordan jeg oplever verden og det, der ser ud til at foregå i mit liv og i verden, så forvandlede rutsjebaneturen sig til at vandre på en sti gennem livet. En sti, der bugtede sig og indimellem førte mig ud på et vildspor, indtil jeg blev klar over det og vendte tilbage til stien. En sti, hvor der dukkede sten op, som jeg måtte kigge på, så de kunne blive til indsigter og erkendelser, der løftede mig videre på vejen.

Faktisk er det sådan, i min verden, at mørket rummer masser af guld og frisættende indsigter. Når mørket taler og kalder på opmærksomhed gennem ubehag, tvivl, smerte, vrede eller noget andet, der kan føles helt utåleligt, så er det tid til at stoppe op og lytte. Så er det tid til at lade mørket tale. For der er indsigt og frisættelse at modtage og hjælp at få derindefra.

Der er mange måder at få mørket til at tale. En af dem er at skrive. At skrive intuitivt og uden censur. En anden kan være at tegne, male eller lægge mærke til og være vågen og opmærksom på, hvad det er, der lige nu fylder opmærksomheden. Hvad er formålet med det?

Verden er fyldt med drama, og drama kan man flygte ind i og lade sig opsluge af, hvis man ubevidst ikke har lyst til at lytte til, hvad det er, der kalder fra ens indre.

Jeg har for længe siden besluttet mig for, at jeg ikke længere vil deltage i verdens drama og lade mit liv og min opmærksomhed fylde af al den smerte og frygt, som dette drama er fyldt af. Jeg har besluttet mig for, at jeg vil vælge fred, glæde og kærlighed, som det, jeg vil fokusere på og fylde mit liv og min opmærksomhed med.

Når jeg ser på verdens drama fra mit perspektiv, ser jeg et råb om hjælp og om kærlighed. Jeg ser vildfarelse, der råber på hjælp til at finde vejen til noget andet. Noget fredfyldt. Noget glædeligt.

Fra mit perspektiv forandres verden dermed til et sted med kærlighed i stedet for med frygt og drama.

Fra mit perspektiv taler mørket om forløsning og frisættelse, glæde og kærlighed. Og om håb. Der er gyldne sten at modtage og glæde sig over på den stille vej til kærlighed.”