Manuskriptarbejde, det sure med det søde

Jeg sidder lige her ved skrivebordet med udsigt til det gyldne efterår uden for mit hus. Og jeg er nu gået i gang med at redigere og færdiggøre manuskriptet til “Med Butte i bjørneland”.

Jeg elsker at skrive, redigering ikke så meget. Eller det fortæller jeg mig selv. Måske skulle jeg nu begynde at ændre den tilgang for i stedet at finde fornøjelsen ved at gøre tanker, tekster og billeder til en færdig og fysisk bog, som jeg kan holde i hænderne, bladre i og læse i.

Faktisk glæder jeg mig jo til denne bog fyldt med tekster og billeder fra min skriverejse i Norge sommeren 2019. Og vejen dertil er at dyrke glæden ved at forme bogens indhold, så manuskriptet bliver gjort klar til trykning i skovtrykkeriet.

Her får du et lille uddrag af en af teksterne, der beskriver, hvad denne skriverejse gik ud på for mig.

“At skrive på rejsen 3

Om at nå ind i et poetisk paradis

Denne morgen vågnede jeg efter en lang, god og tiltrængt nattesøvn til den skønneste solbeskinnede og lysende verden af skovklædte fjelde.

I aftes begyndte skydækket at løsne sig og lade glimt af blå himmel komme frem og endelig at lade solen bryde igennem. Og da vi besluttede at ændre opholdsrummet i Butte til soveværelse og gå i seng efter en lang, fin dag, var solen kommet helt igennem og lyste verden op, så vi nu kunne se fjeldtoppene, der havde været dækket af regndis.

Vi mærker, at vi befinder os højere mod nord end derhjemme. De lyse timer er flere, og her er stadig lysegrønt og forår.

I aftes gik vi tur ad en lukket vej, der fører ind i landskabet parallelt med elven, som vi hele tiden kunne høre mellem træerne. Hele området her er fyldt med vand. Der løber masser af små vandløb ned ad bakkerne, og de løber alle sammen ned og forener sig med elven, som det indkøbte kort oplyser, hedder Sogna Elv.

Efter at have gået langt ind i landskabet og skoven begyndte elvens brusen at blive overdøvet af en anderledes og endnu højere brusen. Det viste sig, at vi var nået ind til Sogne Vatnet, et stort bredt vandfald, som vi kunne gå ned til bredden af via en lille sti gennem lav bevoksning. Det var et betagende syn at se det brusende vand strømme over et stort område og med stor kraft vælte ned over rå klipper, sten og klippeudspring.

Igen fik jeg følelsen af, at dette er mit sted, og at det er helt klart, at jeg skulle hertil og blive nogle dage på denne skriverejse i Norge.

Dette er, hvad jeg er kommet for. Vandet, skoven, fjeldene, den vilde natur. Synet og lyden af dette  kraftfulde vand trækker mig ind i et fordybelsesfelt, hvor naturens poetiske tale kan høres.

Det er poesien, jeg er kommet for at møde. Det er poesien i landskabet, jeg er kommet for at møde og få kontakt med. Det er det, min skriverejse går ud på.

Netop ved at holde fast i at skrive hver eneste dag og flere gange i løbet af dagen, holder jeg en vedvarende forbindelsen til mit indre fordybelsesrum, som jeg går ind i, når jeg skriver, og når jeg går rundt med kameraet. At skrive, fotografere og filme er forbindelsesleddet til poesien i landskabet. Når jeg skriver, kan jeg være indadvendt og fordybet midt i samværet og fællesskabet. Det er mit rum i vores fælles rum. Jeg mærker intenst, at på denne rejse har jeg derfor mig selv med i modsætning til på tidligere rejser, hvor jeg havde valgt at lade computer og notesbog blive hjemme og dermed givet afkald på en for mig væsentlig måde at fordybe mig på og holde den indadvendte forbindelse med. (…)”