Verdens poesidag

I dag er det verdens poesidag.

Derfor kommer her nogle af mine egne digte fra arkivet, dog ikke i den egentlige opsætning, som bliver ændret automatisk af bloggens bagvedliggende maskinrum.

Den stille tid

Det er den stille tid

Jeg går langs havet

hvor mit eneste selskab

er himmel og jord og skov og strand

Jeg går i lydrummet

af brusende bølger

og knasende muslinger og sten

Jeg er i verden

med omskiftelighedens tidevand og løvfald

i illusionen om forandring, forfald og forgængelighed

Jeg er i tiden

men går på vejen mod sandhedens tidløshed

og fredens og glædens uforanderlige evighed

Jeg sætter mig på en stub i skoven

og lytter indad mod livet og sandheden

om eksistensen af den fuldkomne glæde

Det er den stille tid

*

Arven

Tysthed og fred

er det eneste der er tilbage

da jeg lader tæppet gå ned

for scenen med verdens konflikter

Siden tidens begyndelse

har verdens larm holdt skjult

at fødselsgaven

var glæde og fred

vor umistelige arv

Erindringen herom

kommer

til det stille sind

*

Ankomst til verden

med ansigtet mod jorden

og længslen bag slør

*

Frygt danner sløret

Fra bevidsthedens højder

falder alt forsvar

*

I denne verden

går skriftens engel med tegn

Skriften og livet