
I dag vågnede jeg op i en tilstand af dedikation og beslutsomhed.
Jeg mærkede, at tiden er kommet til en opstramning og justering af min daglige praksis. Jeg vil have mere skrivetid.
Dagen er tiltaget med næsten en time i dag, og det er blevet tid til at indtage mindst den times dagslys mere i min daglige praksis.
Jeg tænkte på min gamle trang til at tage i sommerhus et sted alene for at skrive. Og jeg besluttede mig for, at det vil jeg gøre indtil vinterferien. Blot i mit eget hus ved havet.
Formiddagen har i årevis været min hellige tid til fordybelse og skrift. Nu skal eftermiddagen inddrages i min faste daglige praksis med tid til at gå tur og til at skrive i.
De næste 3 uger vil jeg dedikere til skrivetid og fordybelse, som om jeg var taget hjemmefra og i sommerhus for at skrive. Behovet for dedikeret skrivetid uden forstyrrelser opstår med jævne mellemrum, og nu er tiden kommet igen.
I formiddags lavede jeg en oversigt over mine bog- og skriveprojekter. 7 i alt. 2 er trykt. 2 er i skriveprocessen. 3 er stort set klar til at blive trykt.
Nu vil jeg hænge oversigten op ved mine to skrivesteder, så jeg har overblik over, hvad jeg skal fokusere på hvornår.
Parallelt med at jeg skriver på “Lyset og Skriften”, som jeg skal skrive henover hele dette år, så skal jeg have de 3 færdige manuskripter klar, så de kan blive sendt over til vennen i skoven, der vil trykke dem for mig og tage dem med, når han kommer på besøg.
At have denne oversigt giver mig en fornemmelse af mit skriveår 2023. Og jeg nyder denne tilstand af klarhed og dedikation til, at dette er, hvad jeg vil og skal prioritere og fokusere på hele dette år igennem.
Der er en frihed i denne dedikation og forpligtelse. Friheden ligger i at have truffet et valg og taget en beslutning, så skal jeg ikke diskutere med mig selv eller overveje, om jeg skal eller ikke skal dette. For det er allerede afgjort og besluttet.
Jeg elsker at skrive, og det er, hvad jeg skal og vil bruge hele dette år til. Og jeg er så privilegeret at have al min tid til rådighed netop til dette.
Solen skinner over øen denne dag, og fuglene er begyndt at lade deres stemmer høre. Der er så meget at glædes sig over.
Må også din dag være båret af lys og glæde og have let gang på jorden.